Hvad er det, der er med England? Fodboldspillets ”moderland” har traditionen og da så sandelig også motivationen. Men alligevel har England ikke været i en VM- eller EM-finale i mere end 40 år.
Er det et tilfælde? For England har da så rigeligt spillermaterialet til at være én af verdens førende fodboldnationer på landsholdsplan, eller hvordan?

Uanset, hvad årsagen er, så har én ting været evident, siden England i 1966 på hjemmebane vandt verdensmesterskabet med en 4-2-sejr i forlænget spilletid over Tyskland: England har skuffet ved hver eneste slutrunde.

Det er der andre nationer end England, der har (Spanien er et godt eksempel, idet Spanien dog i det mindste ved EM-1984 i Frankrig nåede finalen efter i straffesparkkonkurence at have elimineret Danmark i semi’en), men ingen nationer har - i forhold til de opnåede resultater - har været så odds-overvurderet som englænderne.
Det er nemlig et faktum, at England ved hver eneste slutrunde (hvis de altså kvalificerer sig - England plejer at kikse ca. hver tredje kvalifikation) er i odds-favoritternes inderkreds. Uden at kunne opfylde forventningerne.

Den historiske dimension

Hvorfor? Well, efter min mening skyldes det to ting i kombination, hvor den første har direkte indflydelse på den næste:
1) Den engelske presse
2) den kæmpestore fanskare ikke kun i Storbritannien, men verden over, der følger og elsker engelsk (klub)fodbold.

De to ting presser i praktisk talt alle landskampe odds på England ned i et urealistisk lavt leje, meget lavere end holdets kvaliteter og især resultater berettiger til.

Inden jeg går ind i, hvad den engelske presses interesse er, og hvad de betyder for favoritstatus og odds, samt den store fanskare, engelsk fodbold har, vil jeg forsøge at afdække, hvor på ”ranglisten” over landshold England egentlig bør befinde sig, det primært sammenlignet med andre europæiske nationer.
Derfor til lidt af et historisk-statistisk kig, og derefter et blik på det aktuelle landshold, England stiller med i disse dage.

Kigger vi på historikken, så lad mig indledende liste følgende nationer:

Italien
Frankrig
Grækenland
Portugal
Tyskland
Tjekkiet
Danmark
Holland
Rusland (Sovjetunionen)
Spanien
Belgien
Serbien (Jugoslavien).

Jep, det er de europæiske nationer, der i de seneste 40 år har været i en finale i VM- eller EM-sammenhæng. Dertil kan man så lægge de to store sydamerikanske nationer Brasilien og Argentina, hvorved man får i alt 14 lande, der de seneste 40 år som minimum har været med i en 90 minutters showdown om et interessant trofæ.
England glimrer ved sit fravær.

Den øjeblikkelige situation

Udfra en historisk betragtning er det meget vanskeligt at pege på England som en seriøs bejler til at være en stor fodboldnation på landsholdsplan, det ikke kun worldwide, men også blot selvom man blot holder sig til Europa.
På FIFA’s verdensrangliste, der er en nogenlunde fair målestok for en fodboldnations formåen over de seneste år, er England placeret som nummer 12. Med Brasilien, Argentina og Mexico foran sig er Englands placering i Europa nummer 9.
De fleste engelske fans vil sandsynligvis erklære sig dybt uenige i, at den placering er et fair udtryk for nationens potentiale, men resultater lyver som bekendt sjældent, og det er med basis i holdets resultater faktisk vanskeligt at skrive England op foran nationer som Italien, Frankrig, Tyskland, Kroatien, Holland, Spanien, Tjekkiet og Portugal. Hverken de historiske resultater eller de seneste - England har med en foreløbig tredjeplads i EM-kval.gruppe E langt fra været overbevisende - taler Englands sag.

Frasorterer vi pligtsejrene over gruppe E’s to svageste nationer, Andorra og Estland, er Englands EM-kvalifikationsresultater disse:

Makedonien - England, 0-1
England - Makedonien, 0-0
Kroatien - England, 2-0
Israel - England, 0-0
England - Israel, 3-0

Er det imponerende? Nej, det er det ret beset ikke. Det engelske hold gjorde det fornemt i lørdagens 3-0-sejr over Israel, og selvom dommeren var énøjet på hjemmeholdets side, så var cifrene ikke et mål for store. Det kan være, at opgøret på Wembley mod israelerne var det, der skulle til for at forløse det potentiale, som mange mener, England har, og det må man håbe for englænderne. For ellers springer det i øjenene, at England i de fire foregående EM-kval.kampe mod de ”seriøse” hold i gruppen i alt kun har været i stand til at nette én gang. Og selvom Kroatien i disse år har et absolut godkendt mandskab, så er det jo ikke ligefrem verdensklasse-modstandere, englænderne er oppe mod.

Spillermaterialet

Nok om den historiske og seneste statistik. Resultaterne peger på, at Englands placering på FIFA-ranglisten er fair og om noget så ikke England ugunstigt stemt (f.eks. er Rumænien med 1090 FIFA-point kun ét point efter England).
Men hvad med holdet... spillerne... det kan jo være, at England bare har været uheldig, og at det nuværende kuld af spillere er meget bedre end de seneste 40 års landsmænd og står overfor et kommende gennembrud?

Svaret må lyde: Sandsynligvis ikke.
Der er ingen tvivl om, at den engelske liga er blandt de tre stærkeste i Europa, men det er ikke lig med, at engelske spillere har samme kvalitet. Kigger man på spillerne hos Englands fire store klubber, Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal, hvor mange englændere er så stamspillere hos disse?
Manchester United er bedst repræsenteret med Rio Ferdinand, Owen Hargreaves, Michael Carrick og Wayne Rooney. Hos Chelsea er svaret John Terry, Ashley Cole og Frank Lampard, hos Liverpool hedder svaret Jamie Carragher (der ikke vil spille landsholdsfodbold, så han tæller ikke i denne sammenhæng) og Steven Gerrard, og hos Arsenal er svaret nul. Hos Manchester United kunne man med lidt god vilje inkludere de skadede Gary Neville og Paul Scholes, men det er så også det.
Og er det nok for England til at have et objektivt ”stærkt” landshold? Der løber selvfølgelig udmærkede engelske spillere rundt hos andre end de fire topklubber, men taler vi højeste niveau, har undertegnede vanskeligt ved at få øje på dem.

Målmænd uden international klasse

Det helt store problem for England er at finde i forreste og bagerste række, og især på keeperposten skinner det igennem, at de bedste målmænd i Premier League er af alle andre nationaliteter end engelske. Paul Robinson i målet er efterhånden mest af alt en karikatur på landsholdets problem på posten. Den gode Robinsom blev ikke alvorligt testet én eneste gang senest mod Israel, og det skal han måske være glad for. I venskabskampen mod Tyskland for en måned siden stod Robinson rystende usikkert, og hans forærings-mål tidligere i EM-gruppespillet mod Kroatien, hvor han sparkede forbi en tilbagelægning ud i den tomme luft, skræmmer. Det store problem for landstræner Steve McClaren er bare, at han ikke har fornuftige alternativer. Eksempelvis slås første-substitutten på pladsen, David James, med en drop-procent på størrelse med Robinsons.

Og så er der den anden ende af banen - der hvor England gerne skulle score målene. Manglen på kvalificerede angribere er iøjnefaldende. Den eneste engelske angriber, der er fast mand på et klassehold, er Wayne Rooney, og han er som bekendt skadet i øjeblikket. Rooney spiller ikke lige godt i alle kampe, men han har (potentiel) verdensklasse.
Men hvem skal selv i en ideel verden uden skader spille ved siden af ham? De fleste vil nok svare Newcastles Michael Owen, men der er en god grund til, at den tidligere så talentfulde Owen ikke længere befinder sig i Liverpool, Real Madrid eller en anden storklub, men i Newcastle. Han er efter mange skader langt fra det niveau, han som ung mand tilbage ved VM-1998 i Frankrig viste lovning på.
Hvem er der ellers? Peter Crouch? Jo, men det siger vel ét og andet, at han blot er tredje-/fjerdeplads til en plads i Liverpools angreb. Og ellers - Emile Heskey, som faktisk gjorde det fint mod Israel, men helt ærligt... det lugter ikke rigtigt af verdensklasse, gør det vel...?

Går vi fra Englands to akilleshæle, målmandsposten og angrebet, over til forsvarskæden og midtbanen så ser det bedre ud, men stadig ikke optimalt.

Skader og reserver

I midterforsvaret kan man ikke kan komme udenom John Terrys store kvaliteter, ligesom Ashley Cole er en klassespiller på venstre back-plads. Rio Ferdinand er i mine øjne ikke i nærheden af Terry, men når det er sagt, så dog stadig en godkendt mand på pladsen. På højre back har England problemer. Normalt ville pladsen tilhøre Gary Neville, hvis kvaliteter i det fremadrettede spil er begrænsede, men han er defensivt klart Englands stærkeste forsvarer i højresiden. Da Neville er skadet, besættes højre back i øjeblikket af den talentfulde Micah Richards fra Manchester City, der ikke blot spillede en stor kamp, men endda scorede i 3-0-sejren over Israel. Richards er et frisk pust, og underholdningsmæssigt mere værd at se på end Gary Neville, men der eksisterer alvorlige tvivl om hans defensive kvaliteter, når det kommer til møder med større hold end Israel.

Sammen med forsvaret er midtbanen Englands stærkeste punkt. Det store samlingspunkt er Liverpools Steven Gerrard, der de seneste par sæsoner har fået lagt de for risiko-betonede elementer i sit spil fra sig (læs: dyre fejlafleveringer), og i dag fremstår som en absolut verdensklassespiller. Som makker i det fremadrettede spil på landsholdet har Gerrard normalt den i øjeblikket skadede Chelsea-kaptajn Frank Lampard. Denne har de seneste år gjort det formidabelt for sin klub, men indsatserne i national-trøjen har ikke været efter forventning. Uanset slikker Lampard dog betegnelsen verdensklasse. Den defensive midtbaneplads - eller afhængig af taktik begge defensive midtbanepladser - tilfalder Manchester United i form af enten Owen Hargreaves eller/og Michael Carrick. Spiller England med kun én af de to, vil den fjerde midtbaneplads under normale (læs ideelle) omstændigheder sandsynligvis gå til Joe Cole, hvor man bemærker, at han til daglig i Chelsea som oftest må nøjes med en indhopper-rolle. Joe Coles holdkammerat i Chelsea, Shaun Wright-Phillips, er en anden kandidat til en midtbaneplads, hvis McClaren ønsker at gøre Gerrard mere central, men heller ikke Wright-Phillips er stamspiller på klubholdet. Jeg har ikke glemt David Beckham her, men ikonet med kattepoten er meget skadet og efterhånden ved at være en ældre herre, som næppe har så lang tid tilbage på toppen. Især ikke, fordi han i den amerikansk MLS-liga sandsynligvis får vanskeligt ved at holde sit niveau.

McClarens opstilling

Man kan altid argumentere for eller imod det ene eller det andet valg, men hvis alle spillere var skadesfri, så kunne Steve McClarens opstilling se sådan ud:

Robinson - G. Neville (Richards), Ferdinand, Terry, A. Cole - Carrick (Hargreaves), Gerrard, Lampard, J.Cole (alt. Beckham, Wright-Phillips el. Scholes) - Rooney, Owen.

Det hold har i hver kæde een verdensklassespiller - Terry, Gerrard og Rooney, men er ekstremt tyndt besat på målmandsposten samt heller ikke imponerende på angrebspladsen ved siden af Rooney. Ashley Cole er en god venstre back og Ferdinand en godkendt central forsvarer, men på højre back har England problemer mod stærke modstandere. Ligeledes forekommer det, at England for at stille med en rigtig stærk central kæde savner én stærk midtbanespiller.

Ovenstående er i den ideelle verden. Alle landshold slås med skadesproblemer fra tid til anden, men England synes at have for vane at blive ramt hårdt, og i modsætning til f.eks. Tyskland, så råder englænderne ikke umiddelbart over de kompetente erstatninger, der skal til. Der er simplethen mangel på engelske nøgle- og stamspillere, som optræder hos storklubber. Pga. af det høje lønningsniveau i de engelske klubber finder man heller ikke engelske landsholdsemner i Primera Division, Serie A eller Bundesligaen, så McClarens valg er i skadessituationer ofte begrænset.

Landstræner-problemet

Og nu vi er ved McClaren, så repræsenterer landstræner-posten en indbygget svækkelse for det engelske landshold. Efter perioden med Sven Göran Eriksson (der i parentes bemærket opnåede bedre resultater end de fleste af sine forgængere på posten) eksisterer der i det engelske fodboldforbund en slags konsensus om, at nu har man prøvet en udenlandsk træner, og så lader man det være ved det.
Og valget efter Svennis faldt så på Steve McClaren. En mand, der som sin største merit har præsteret i alt én gang på tre sæsoner at føre Middlesbrough frem at slutte i den bedste halvdel i Premier League... men der er ikke bedre, for den oplagte engelske træner-kandidat eksisterer simpelthen ikke.
Problemet på træner-posten er det samme som på banen. Alle Premier League-trænere med gode resultater - Alex Ferguson, José Mourinho, Rafael Benitez, etc. - er udlændinge.
I modsætning til nationer som Italien, Spanien og Frankrig, der spytter kvalificerede trænere ud på samlebånd, så er de en mangelvare i England, men nationens og fodboldforbundets selvforståelse blokerer for, at England træffer samme valg som f.eks. onsdagens EM-kval.modstander Rusland, der har hollænderen Guus Hiddink siddede som den teknisk ansvarlige. Skulle kampen mod Rusland blive afgjort på taktik-tavlen, så ved jeg godt hvem af McClaren og Hiddink, jeg ville sætte mine penge på.

Mellemniveau

Jeg forventer ikke nødvendigvis, at du, kære BetXpert-bruger, er enig i min konklusion af, at England har et landshold i niveau’et under europæisk topklasse - jeg vil kalde England et hold på ”bedre mellemniveau” (ganske som stillingen i EM-kval.gruppe E fortæller det - over Israel, men under Kroatien). Betegnelsen ”bedre mellemniveau” er ikke desto mindre, hvad jeg efter en vurdering af Englands resultater, både de historiske og de seneste, samt en vurdering af spillerstaben (og træneren) vil kalde passende.

Det i sig selv gør ikke England super-interessant set ud fra en betting-synsvinkel, for England er selvfølgelig ikke det eneste europæiske landshold på dette niveau. Men hvad der gør England så interessant set med gambler-briller, er den store odds-værdi, man som oftest kan få sig ved at spille imod England (eller mere præcist på, at England ikke vinder sine kampe).
I forhold til Englands reelle styrke er odds på dem nemlig typisk alt for lave.

”Build up and tear down”

Men hvorfor er odds så lave?
Først og fremmest er der den engelske presse, der elsker at ”bygge op for derefter at rive ned”. Oversat til fodboldlandsholdet, så betyder det kort fortalt, at den engelske presse forsøger at ”sælge” de engelske spillere til den store offentlighed, som om de er verdensstjerner. Objektivitet har megen lille plads på de engelske sportssider, og når landsholdet tillader sig at skuffe pressens verdensklasse-forventninger, så kommer den modsatte effekt fra medierne - så får spillere og træner på huden.
Hvad pressen i høj grad medvirker til, er at skabe urealistisk høje forventninger, og derefter spolere spillernes - og trænerens - selvtillid. Ikke særligt opbyggeligt på lang sigt, men det sælger aviser, og holdningen omkring Englands landsholds verdensklasse-status bliver i uhyggelig grad ”slugt” af den brede offentlighed - helt uden nogen form for resultat-mæssigt hukommelse for hvordan det gik til seneste slutrunde, eller den før. Holdningen er nemlig altid, at ”denne gang”, så har England endelig holdet...

Vind penge på det

Efter analyse af engelsk kvalitet og mangel på samme, hvad kan vi så bruge det til i væddemåls-sammenhæng?
En hel del. Det første, man kan gøre, er indlysende: Lad for guds skyld være med at kaste penge efter England som vinder af den forestående EM-slutrunde i Schweiz/Østrig eller VM-2010 i Sydafrika. Der er også mere umiddlebare og brugbare råd.
Ét af dem er (måske endda helt konsekvent!?) at spille England til ikke at vinde sine fodboldkampe eller spille imod England på Asian Handicaps. Linien eller oddsene, bookmakerne har lagt, er nemlig alt for langt ovre i England-favør.
Og det er selvføgelig ganske simpelt alt sammen: Bookmakerne ved, at de får masser af indskud på engelsk sejr - og spiludbyderne ville da være godt dumme, hvis de ikke lige skruede oddsene ned, indskuddene skal nemlig nok komme alligevel.

England er naturligvis ikke noget dårligt landshold overhovedet, og England vil også i fremtiden vinde mange fodboldkampe. Men set over et langt forløb - et par år eller endnu bedre fem-seks år – er der udsigt til interessant overskud på væddemål på, at England ikke vinder sine fodboldkampe, det uanset om det er venskabskampe eller vigtige kval.kampe til EM eller VM. Man vil ved den slags spil løbe ind i skuffelser og tabte væddemål undervejs, men det vil man med alle væddemål. Og på den lange bane vil den objektive odds-værrdi i anti-England-indskuddene gøre udslaget.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/