Lad mig bare advare med det samme. Dette bli’r kedeligt - næsten lige som en sommervarm matematik-time i skolen.
Vi taler om det grundlæggende for at få succes i gambling. Essensen af det hele: Over-odds.

Denne artikel tager sigte på matematikken bag succesfuld gambling. Mange spil-interesserede lever fint uden at have den store indsigt i, hvad der vil følge i nedenstående, men skal man være prof-gambler, eller bare have overskud, er der ingen vej udenom.

Bookiens luns kød

Lad os begynde med begyndelsen.
En bookmaker tager typisk omkring 10 procent kommision (”margin”), hvilket vil sige, at han med en teoretisk tilbagebetalings-procent på 90 tilbyder odds 10 procent under hvad, man kan beskrive som ”fair”. Forestiller vi os en fodboldkamp med lige store chancer for hjemmesejr, uafgjort og udesejr, ville de ”fair” odds på 1,X,2 være 3,00 - 3,00 - 3,00, altså en tredjedel chance for hvert udfald - så langt klarer de flestes matematik at følge med.
De odds får vi sjældent præsenteret i bookiens kampprogram, der får vi nemlig tilbudt 2,70 - 2,70 - 2,70. Forskellen mellem de 3,00 og 2,70 er spiludbyderens ”margin” eller profit, om man vil. Det er den forskel, der gør, at bookmakeren (som regel) laver en god forretning.

Odds-sætterens opgave hos bookmakeren er at fastsætte en chancevurdering på kampene så objektivt korrekt som muligt. Når han har gjort det, ”oversætter” han den til odds, fratrækker bookmakerens margin, hvorefter det odds, som bliver tilbudt kunderne, fremkommer.
Og lad os slå én ting fast med det samme. Hvis odds-sætteren er god og aldrig laver fejl, så er der kun ét eneste godt råd til den håbefulde gambler: Lad være med at spille!
Laver odds-sætteren nul fejl, vil man nemlig altid spille væddemål med en negativ forventning. Er bookmakerens teoretiske tilbagebetaling 90 procent, vil man spille væddemål til 10 procents minus-værdi hver gang.
Men det er der utroligt mange spillere, der gør... og heldigvis for det. Det betyder nemlig, at spiludbyderen laver sin profit, og uden den, så var der ikke noget til os lidt snedigere gamblere, som forsøger at fraviste spiludbyderne en del af deres ellers så velkalkulerede overskud. Og selvom opgaven er vanskelig, så kan det godt lade sig gøre. Humlen er nemlig, at det er umuligt for en odds-sætter ikke at lave fejl.

Selvom han var verdens mest kompetente odds-sætter på sit felt, ville han fra tid til anden alligevel blive udsat for/overhalet af begivenheder/hændelser, som forrykker de objektive chancevurderinger. Og heldigvis er det for os gamblere således, at langt de fleste odds-sættere er meget langt fra at være perfekte. De er blot i deres daglige virke ”beskyttet” af bookmakerens margin, således at deres mindre fejl ikke kommer til at koste alligevel.

Sikreste metode til underskud

Tilbage til matematikken (jeg lovede jo, det ville blive kedeligt): Første ting, man bør beherske, er at kunne ”oversætte” en chancevurdering til odds. Det er for den seriøse gambler afgørende at vide, hvad det ”fair” odds i en kamp er - uden dét er det vanskeligt at identificere over-odds.
Heldigvis er det ikke særligt svært.

For at oversætte procentvurdering til odds hedder formlen:

100 / chancen i procenter = det fair odds.

Eksempel: Vi chancevurderer opgøret Manchester U - Blackburn til 70-18-12.

For at finde det fair odds på Man. U-sejr hedder regnestykket altså:

100 / 70 = 1,43.

For X henholdsvis 2 hedder udregningerne:

100 / 18 = 5,56 samt 100 / 12 = 8,33.

Nogle gange kan det være handy at regne ”den anden vej”. Dvs. man har en række odds og ønsker at ”oversætte” dem til procenter.

I så fald er regnestykket:

100 / oddset = chancen i procent.

I eksemplet før med Manchester Unted-sejr:

100 / 1,43 = 70 %

Det kan forekommer en omstændelig proces, men har du underskud på din gambling, er det højst sandsynligt, fordi du ikke er kritisk nok med, hvad du spiller. Den seriøse gambler spiller aldrig medmindre han mener, han har fat i et over-odds.

”Spil hvad det blir”: Nej

Alt for mange gamblere spiller på hold, fordi de tror, det pågældende hold vinder. Som en tidligere ansat ”spilekspert” ved bl.a. Dansk Tipstjeneste så berømt har formuleret det: ”Spil ikke, hvad det gi’r, men hvad det bli’r...”
Det er den farligste indstilling, man kan have i gambling, og det er den sikreste måde at skaffe sig underskud på. Imidlertid er det den metode, langt de fleste folk gambler efter, hvilket i mange år og givetvis også i mange år fremover får Danske Spil * og de internationale bookmakere til at klappe i hænderne.
Da det er umuligt at vide, hvad en fodboldkamp eller en hvilken som helst anden sportsbegivenhed, eksempelvis et travløb, slutter med, er det tætteste, man kan komme på sandheden, en så objektiv chancevurdering som mulig.
Hvis man med sin objektivitet i behold vurderer, at et hold har 98 procents chance for at vinde en fodboldkamp, så vil spil til odds 1,03 i længden giver overskud, mens spil til odds 1,01 i længden vil give underskud. Parolen er altså den præcist modsatte: ”Spil ikke, hvad (du tror) det bli’r, men hvad det gi’r!”.

Merværdi eller nul-udgangspunkt

Over-odds er, når det pågældende odds er højere end det objektive ”fair” odds, og det er over-odds, vi gamblere skal blive fede af. Der er forskel på, hvor attraktive de forskellige over-odds er. Jo mere, de er ”over”, jo bedre.

I det følgende demonstreres to måder at udregne over-odds på. Metoden, som jeg personligt foretrækker, tager udgangspunkt i værdien ”over indskuddet” eller ”over 1,00”, om man vil, og det er den metode, jeg føler, er mest velegnet for gambleren i søgningen på værdi-odds. Hvorvidt man er enig eller ej, varierer efter min erfaring fra gambler til gambler. Den anden anerkendte metode, er den, der benyttes generelt her på BetXpert, og den tager sigte på at finde over-oddset fra ”nul-udgangspunktet”. Dén metode er uden tvivl den mest velegnede, hvis man er bookmaker, da den tager sigte på omsætningen.

"Min" metode tager sigte på mer-værdien, efter at indskuddet er fraregnet. Et argument for det er, at det for den enkelte gambler indikerer indskuds-størrelse ikke udelukkende efter værdi, men også efter ”sikkerhed” (chancen for, at væddemålet går hjem), hvilket er praktisk, hvis man ikke vil spille for samme størrelse indskud hver gang. En lille yderligere kommentar: Gennem sommeren vil der blive bragt en del betting-artikler og -features fra min hånd på BetXpert, og hvis disse omhandler ”mer-værdi”, vil den typisk være udregnet ud fra ”min” metode, altså tagende udgangspunkt i værdien ”over indskuddet eller ”over 1,00”. Og som sagt, det er ikke fordi, der er noget som helst galt med ”nul-udgangspunkt-metoden”, som generelt bruges på BetXpert.

Formel for over-odds

Formlen for (”min”) udregning af over-odds ser således ud:

100 / (det ´fair´ odds minus 1,00) x (det tilbudte odds - 1,00)

Den anden formel:

100 / det ”fair” odds x det tilbudte odds = over-odds i procent.

Lad os vende tilbage til Manchester U - Blackburn. Vi fastslog, at det fair odds på Man. United-sejr var 1,43, men en bookmaker tilbyder odds 1,50. Det er umiddelbart konstatèrbart, at der er tale om et over-odds, men vi vil gerne vide, hvor stort et over-odds, vi har med at gøre.

Regnestykket vil se således ud:

Med den gængse formel: 100 / 1,43 x 1,50 = 105 %, hvilket betyder, at over-oddset er på fem procent (tallet over 100).

Med merværdi-formlen:
100 / 0,43 x 0,50 = 116 %

Formlerne fungerer også, hvis var tale om under-odds. Hvis bedste odds på markedet var 1,40 ville regnestykket se således ud:

Gængs formel: 100 / 1,43 x 1,40 = 98 %, altså et to procents under-odds.
Merværdi-formel: 100 / 0,43 x 0,40 = 93 %

Det er klart, at dens slags skal ses over en meget lang periode - mange væddemål - men siden vi i vores gambler-karriere vil gøre mange væddemål, er det indlysende relevant.
På den lange bane vinder matematikken nemlig hver gang.

Margin for manglende rutine

Jo mindre rutineret man er som gambler, desto mere påpasselig bør man være med sine egne procentvurderinger - man bør altid komme i hu, at der er en årsag til, at odds-sætteren har vurderet kampen, som han har, og mens det er evident, at der kvalitets-mæssigt er stor forskel på de forskellige bookmakere og deres odds-sættere, så skal man dog ikke regne med, at nogle af dem ligefrem er idioter. De sidder trods alt i et professionelt job, hvor de bliver betalt for deres arbejde og evner, og hvis de i det store og hele ikke var kompetente, må man gå ud fra, at de ikke ville sidde i jobbet ret længe.

Derfor er det et godt råd aldrig at spille et væddemål, med mindre du kan se en minimum fem procents mer-værdi (dvs efter "min" formel). Det giver dig en ”margin” for de fejl-vurderinger, du måtte foretage dig, og trust me, de vil forekomme.

Værdifulde underhunde

Jo mere rutineret man bliver som gambler, jo mere følelsesmæssigt detached (”adskilt”, hedder det vist på dansk) bliver man fra sine væddemål. Selv gambler jeg ofte på hold, som jeg tror taber, men hvor den objektive chance berettiger til indskud på et for højt odds. Vurderer jeg et hold til at have 15 procents vinderchance i en kamp, og jeg ser odds 7,50 på sejr til det mandskab, ja så får det selvfølgelig et indskud med på vejen (regn selv efter, hvad over-oddset er).


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/