Det sværeste, det absolut sværeste endda, i betting er at finde værdi. Og samtidig er det det vigtigste. For uden værdi, ingen positiv forventning med ens væddemål, og dermed intet realistisk håb om andet end minus på den lange bane.
Med erfaring og rutine kommer efterhånden evnen til at hitte og identificere værdi i f.eks. fodboldkampe, men har man øjnene nok åbne? Sjældent, man kan nemlig ikke være for opmærksom.
Selv i så ligetil en sport som fodbold kan værdi-søgningen kompliceres. De fleste sportsbetting-gamblere starter deres karriere med at fokusere på 1X2-væddemål, men hurtigt bliver det klart, at der er et hav af muligheder.

I stedet for 1X2 kan man også vælge at sætte sine penge på double-dækning (halvgarderinger), Asian Handicap-væddemål, halvleg/fuldtid, ciffertips, under/over-væddemål, tidspunkt for første scoring, stillingen ved pausen, første målscorer, hvor mange advarsler, hvor mange hjørnespark, hvor mange udskiftninger, langtids-væddemål, hvem går videre, hvem vinder ligaen... you name it!

Selv rutinerede gamblere kan nogle gange have vanskeligt ved at identificere værdi fra det ene væddemål i forhold til det andet, og det er ikke så sært, for det kan bookmakernes odds-sættere heller ikke altid. Det sker ikke sjældent, at man ved surfing rundt efter forskellige spiludbyderes special-væddemål finder direkte modstridende odds, det endda hos samme bookmaker.
Det kan - også for odds-sætterne - være vanskeligt at holde totalt overblik med de mange forskellige typer væddemål på ofte én og samme kamp, og derfor kan smarte gamblere ofte score sig heftige over-odds.
Men det gælder om at identificere værdien.

Vind en bil

I 60’erne og 70’erne kørte der i USA et populært tv-show kaldet ”Let’s Make a Deal”. Et af elementerne i showet var, at en detager fik muligheden for at vinde en bil.
Den udvalgte deltager blev stillet over for tre døre - dør A, B og C - og fik at vide, at bag en af dem var en splinterny bil. Den ville blive hans (eller hendes), hvis han/hun valgte den rigtige dør. Bag de to andre døre var der en ged symboliserende en lang næse.
I hvert eneste tv-show skete det samme: Hver gang deltageren havde valgt en dør, åbnede værten for showet en af de to andre døre og fremviste en ged bag den. Derpå gav show-værten deltageren muligheden for at vælge en anden dør, end den han/hun oprindeligt havde valgt, eller at holde fast i sit oprindelige valg.

Typisk kunne det foregå sådan: Gæsten træffer dør A som sit valg, hvorefter show-værten går til dør C, åbner den, og afslører en ged. Derefter giver værten gæsten chancen for at træffe et nyt valg, dør B i stedet for A, men gæsten kan også vælge at holde fast i sit oprindelige valg dør A.

Hvilken dør ville du vælge? Dør B eller ville du holde fast i dit oprindelige valg dør A? Ville det i øvrigt gøre nogen som helst forskel?

Med andre ord: Er du i stand til at identificere værdien?

I tv-showet valgte praktisk taget alle gæster at holde fast i deres oprindelige valg. Ville du have gjort det samme?

33 eller 66%?

Hvis dit svar er ja – dvs dør A - skulle du som formodet vidende gambler med øje for værdi piskes med en våd Søndags-Berlinger... Du har nemlig med dit valg halveret din chance for at vinde en bil.

Har du svaret, at du ville holde fast i din oprindelige dør, eller at det ikke gjorde nogen forskel, om du skiftede dør eller ej, er du havnet i samme fælde som tv-deltagerne (og i øvrigt langt flertallet af de mennesker, der får stillet situationen).
Som korrekt er, går de fleste ud fra, at de indledningsvis har 33 procents chance for at vælge døren med bilen bag. Men derefter går deres sandsynligheds-regning typisk helt i skoven.
De ved, at uanset hvilken dør, de vælger, vil tv-værten åbne en af de resterende to døre og afsløre en ged. Derefter giver han dem muligheden at holde fast i det oprindelige valg af dør eller skifte til den dør, tv-værten har ladt uåbnet. Nu er det evident, at bilen enten er deltagerens oprindelige valg, dør A, eller bag dør B, og her går de fleste ud fra, at med kun to muligheder tilbage er deres chance steget til 50 procent. Helt forkert. Den oprindeligt valgte dør A repræsenterer stadig kun en tredjedel eller 33 procents chance for, at bilen er bag den. Der er dobbelt så stor chance for, at bilen er bag dør B.

Langt de fleste deltagere i tv-showet kunne ikke se, at de fordoblede deres chancer for at vinde en bil ved at skifte dør. For dem var der to døre tilbage med tilsyneladende 50 procents chance for, at bilen var bag en hvilken som helst af de to. Og psykologisk ville de så hellere holde fast ved deres første valg fremfor at løbe risikoen for senere at måtte ærge sig over først at have valgt rigtigt, haft bilen i hånden så at sige, og så smidt den væk ved at skifte dør.

Problemet er, at dør A stadig kun repræsenterer en tredjedels chance for, at bilen er bag den, mens er to tredjedeles chance for, bilen er bag dør B. Dør B repræsenterer den samlede oprindelige værdi af dør B og dør C. En tredjedel + en tredjedel. Havde bilen været bag dør C, ville tv-værten have åbnet dør B og fremvist en en ged der.
Ved at fastholde deres valg af dør A i stedet for at skifte til dør B, fastholdt deltagerne deres oprindelige tredjedel chance for at vinde bilen. Havde de skiftet dør, ville deres chance have været dobbelt så stor.

Også svært for odds-sætteren

Eksemplet viser, at det nogle gange kan være en tricky affære at identificere værdi.
I sports-betting er vi - forhåbentlig da - mere opmærksomme og går ikke i fælder med vores sandsynligheds-beregninger. Tværtimod skulle vi gerne kunne vende dem til vores fordel, og i den forbindelse gælder det om at have et skarpt øje for værdi.
Der er mange eksempler på, at man kan matche forskellige væddemåls-typer og finde værdi den vej. Et af et de mest hyppige scenarier finder vi op mod sæsonslut i de forskellige ligaer eller turneringer, hvor der resterer måske tre-fire spillerunder. På sådanne tidspunkter dukker der ofte ganske stor værdi op at tjene sig på diverse vinder-spil, ”hvem bliver mester?”, ”hvem rykker ud?”, etc. Enten ved rent spil på disse vinder-spil eller i kombination med traditionelle 1X2-væddemål eller Asian Handicaps. Det gælder med andre ord om at have øjnene åbne.

De fair odds i førnævnte vinderspil, når man er tæt på turneringsslut, kan som oftest udregnes temmeligt nøjagtigt, hvis man er i stand til at lægge en realistisk chancevurdering ind over de resterende kampe i sæsonen implicerende det hold, vi overvejer at vædde på, samt holdets konkurrenter i væddemålet.
Det skal indrømmes, at ofte bliver udregningen ganske omfattende - der skal chancevurderes for alle kampe havende indflydelse på væddemålet, og derefter kan de forskellige udfald, med hvor mange point holdene scorer i forhold til hinanden, chance-udregnes og oversættes til odds. Et større arbejde, javist, men i jagten på værdi viser alternative væddemål af denne karakter sig ofte givtige, for det er heller ikke altid så ligetil for odds-sætteren at nå frem til det korrekte resultat. Derfor opstår der på denne type væddemål ofte store forskelle mellem objektivt korrekte chancevurderinger og udbudte odds, det være sig voldsomme under-odds, men af og til også virkelig gode tilbud med stærke over-odds.
Det gælder bare om at være opmærksom på dem - og så selvfølgelig være i stand til at identificere værdien!


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/