Antigua ligger ikke så fordærdelig langt fra Grenada, så måske de bør mane til besindighed i den lille caraibiske ø-stat... man skulle jo nødigt få mistanke om, at de gemte på ”weapons of mass destruction”...
Efter flere års forhandlinger og skænderier med USA er den lille caraibiske ø-stat Antigua blevet tilgodeset med 21 mio $ (106 mio. kroner) årligt af World Trade Organisation. Penge USA ifølge handelsrets-domstolen har at erlægge.
Antigua har for år tilbage “lagt sag an” i World Trade Organisation mod USA for ulovligt at ekskludere Antigua fra at operere på det lukrative amerikanske spilmarked, og den lille ø-stats protester har haft en vis virkning. Bl.a. følte præsident Bush sig sidste år tvunget til at trække alle punkter omhandlende Internet-gambling tilbage fra internationale handelsaftaler. USA’s praksis med aktivt at søge at udelukke udenlandske spiludbydere fra det amerikanske marked er dog fortsat med uformindsket styrke.
I Antigua noterer man sig, at man har fået principielt medhold af WTO, men man er dog langtfra tilfreds med afgørelsen. Beløbet er alt for lavt og ude af takt med størrelsen af de indtægter, Antigua er gået glip af som følge af USA’s lovstridige embargo. Antigua mener selv, at det reelle beløb er 17 mia. kroner om året. Modsat anerkender Washington, at USA’s handlinger er blevet vurderet ulovlige af WTO (uden at USA dermed dog vil ændre på sin praksis), men at Antiguas kompensation kun burde være i omegnen af 2,5 mio. kroner om året.
Unægtelig noget af en forskel. Uafhængige eksperter mener, at Antiguas tal på 17 mia. kroner, hvor højt det end kunne lyde, er betydelig tættere på at være realistisk.
”Glem det, Antigua”
Nu har USA jo nok råd til at betale en “bøde” på 21 mio. kroner om året, men man har ikke desto mindre ondt ved det i guds eget land. Derfor har USA efter WTO’s afgørelse rettet direkte henvendelse til Antigua og bedt den lille ø-stat at vente med at foretage sig yderligere i sagen, frit oversat: Se bort fra WTO’s dom og afstå pengene.Ifølge Associated Press, har US Trade-repræsentant Sean Spicer udtalt, at den caraibiske stat burde vente med at kræve boden og foretage sig yderligere i sagen, indtil USA ændrer sine procedure-synspunkter under hensyntagen til WTO-samhandelspagten... hvad så end det betyder...?
I mellemtiden har talsmænd fra Det hvide Hus udtalt, at USA ikke følte sig bundet til at ændre de af landets love, der måtte være i modstrid med WTO, og at USA ikke ville tillade sine grænser blive åbnet for international Internet-gambling. Ifølge præsident Bush’ talmænd skyldes hele missæren med WTO: ”Blot en overseelse i en gammel handelsaftale.”
Dog udtalte samme talsmænd, at USA senere ville fremlægge dokumentation, som skulle tydeliggøre Washingtons ret til at se bort fra den eksisterende WTO-handelsaftale, GATS, som trådte i effekt i 1995.
Hvad der videre sker, kan have vidtrækkende konsekvenser for det internationale spillemarked.
Klik koster
Heldigvis for USA er der andre muligheder at få pengene ind igen til den hårdt trængte amerikanske økonomi. På egen grund kan man nemlig bestemme 100 procent.Derfor har Microsoft, Google og Yahoo følt sig tvunget til at bøje sig for et krav fra USA’s justitsministrium. Ifølge det officielle USA har de tre firmaer for år tilbage reklameret i USA for ulovlige internationale spilleselskaber og derfor blevet idømt en bøde på samlet 200 mio. kroner.
Microsoft, Google og Yahoo føler sig alle uretfærdigt behandlet, idet de på intet tidspunkt har modtaget penge eller været i samarbejde med spiludbydere, og de tre firmaer var alle uenige i justitsministeriets afgørelse. Dog ser de ingen anden udvej end at betale ved kasse ét.
PokerStars sætter rekord
Alt imens USA sætter barrierer op, sætter Canada nye online-rekorder.En af verdens største spiludbydere, PokerStars, satte i december verdensrekord ved at have mere end 20.000 spillere i online-aktvitet på samme tidspunkt. Helt præcist havde PokerStars 20.386 spillere i gang på samme tid, og det er angiveligt første gang, et spillefirma kan demonstrere en aktivitet på mere end 20.000 samtidige brugere.
Man bemærker i øvrigt, at PartyPoker, der for et år siden var verdens største pokerudbyder, er blevet overhalet af PokerStars (og muligvis også af FullTiltPoker). Årsagen er lige til. Mens PartyPoker har vagt at acceptere USA’s luk for Internet-gambling og spærre for alle amerikanske kunder, så har selskaber som PokerStars og FullTiltPoker valgt at lade det være USA’s problem, om borgerne gambler. Siden ”Unlawful Internet Gambling Enforcement Act” blev iværksat i oktober 2006, har både PokerStars og FullTiltPoker vokset sig mere end dobbelt så store som for 14 måneder siden.
What’s in a name...
Nu vi er ved PartyPoker, som er formelt ejet af spille-paraplyen PartyGaming, så bliver der skiftet ud i ledelsen. Det sandsynligvis, fordi PartyGaming i de første seks måneder af 2007 har tabt 240 mio. kroner, og ifølge forlydender ser andet halvår ikke meget bedre ud. Desuden imødeser man i PartyGaming med ængelste udkommet af en verserende retssag i USA, hvor modstanderen er ingen anden end den amerikanske stat, som søger økonomisk revanche for ”ulovlig udøvet spilvirksomhed”. Det er et godt gæt, at udfaldet kun bliver et spørgsmål om summens størrelse...Når man sammenligner med tallene fra 2006, hvor PartyPoker i samme periode tjente mere end 1,5 mia. kroner, så går det den gale vej, og det har man tilsyneladende valgt at tage konsekvensen af.
Ny i selskabets ledelse bliver den engelske nobleman og tidligere parlaments-medlem Lord Moonie. Uden at man skal få nogle utilsigtede legemes-afslørende associationer ved den gode lords navn, så erstatter han i PartyGamings bestyrelse bl.a. en af firmaets grundlæggere, inderen Anurag Dikshit.
Jeg lader den stå lidt...
Sportingbet jonglerer tallene
Det går dog ikke lige dårligt alle steder i gambling-verdenen. Engelske Sportingbet har offentliggjort deres resultat for tredje kvartal i 2007, hvor de samtidig annoncerer, at firmaets operationelle udbytte er steget med 110 procent.Man skal dog være opmærksom på, at Sportingbet som følge af ”Unlawful Internet Gambling Enforcement Act” følte sig tvunget til at nedlægge alle aktiviteter i USA (det ikke mindst fordi den amerikanske stat i en periode holdt Sportingbet’s direktør som gidsel - undskyld, fængslet, hedder det vist), og at den tidligere amerikanske omsætning ikke indgår i tallene. Gjorde den det, ville der være tale om en tilbagegang. Interessant er det, at Sportingbet’s egenkapital nu er ca. 260 mio. kr., mens den for 12 måneder siden var dobbelt så stor.
Uanset udtalte direktør Andrew McIver: ”Jeg er begejstret for gruppens (red.: Sportingbet-gruppen) stærke præstation (...) Med meget af rekonstruktionen bag os (...) er platformen for vækst på plads, og bestyrelsen ser fremtiden i møde med fortrøstning.”
Poker større end Britney
Der burde også være basis for vækst for spilleselskaber, det i hvert fald for de, der har fokus på poker. Medie-selskabet Lycos Inc, har netop offentliggjort listen for de mest benyttede søgeord på Internet i 2007, og for andet år i træk topper poker:Listen over de 10 mest brugte søgeord på Internettet i 2007:
1. Poker.
2. MySpace.
3. Britney Spears.
4. Paris Hilton.
5. Golf.
6. YouTube.
7. Naruto (en japansk manga serie).
8. Disney.
9. Pokemon.
10. WWE (World Wrestling Entertainment).
Ansvarligt Kodeks i Norge
Og så til noget helt andet. I Norge, hvor befolkningen helst ikke skal ha’ det for sjov, er kirkeminister Trond Giske godt i gang med at få Internet-gambling forbudt - Internet-gambling hos internationale spilleselskabet, naturligvis, ikke hos Norsk Tipping, forstås. Det, fordi man bliver ludoman hos de internationale spilleselskaber, men ikke hos det rare statsejede Norsk Tipping.Dén påstand er man imidlertid ikke kar til at købe i Expekt * , Ladbrokes, Betsson * og Unibet * , som er gået sammen om at lancere et ”Ansvarligt Gambling Kodeks” i Norge, designet til at imødegå regeringens planer om at mørklægge nationen for udenlandske spilselskaber. Formålet er at vise, ludomani ikke hænger mere sammen med Internet-gamling hos Expekt * , Ladbrokes, Betsson * og United, end det gør hos Norsk Tipping.
Bent Svele fra Unibet * udtalte, at: ”sagen drejer sig om frihed til at vælge, og at regeringens udtalelser om, at den vil skærme borgerne for de uheldige sider ved gamling, i virkeligheden dækker over et protektionistisk ønske om at bevare statsmonopolet.”
Til det tilføjer Martin Nakkim fra Betsson * , at: ”et forbud mod Internet-gambing i Norge ikke vil få nogen indflydelse på ludomani-udbreddelsen, snarere end være forebyggende vil et forbud kunne præsentere en trussel mod ansvarlig gambling.”
Kraftige under-odds pr. spil i Tyrkiet
Måske den norske kultur- og religions-minister Trond Giske har ladet sig inspirere af Tyrkiet, som netop har iværksat en stor operation for at stoppe online-gambling og som truer med store bøder til de, der bryder loven.Ifølge avisen Zaman har det tyrkiske politi i december identiciferet mere end 3.500 gamblere, som regelmæssigt spiller over Internet. Zaman rapporterer fra deres kilde i politiet, at mere end 46.000 enkeltspil er blevet identiciferet. Igen ifølge Zaman planlægger det tyrkiske politi i første omgang at uddele bøder til lovbryderne på godt 400 kroner - dvs. 400 kroner pr. spil!
”At blive rig, er gloriøst”
Andre steder på kloden er der fuld gang i spille-aktiviteten, og visse steder gør staten alt, hvad den kan, for at fremme spillelidenskaben. Et sådant sted er Kina, der som bekendt rummer 20 procent af verdens indbyggere.”To be rich, is to be glorious,” udtalte Mao Zedongs efterfølger Deng Xiaoping, da han indførte markeds-økonomien i det kommunistiske regime, og med en vækstrate omkring 17 procent om året er Kina godt på vej. I Kinas land har man i flere år valgt at supplere stats-styret og -ejet spil med udlicitering af spillicenser også til private aktører, men under kontrollerede former, så en god procentdel af indtægterne havner, hvor de fleste nationalstater gerne ser pengene komme ind før eller siden, i statskassen.
Kina er også på spilfronten verdens største potentielle marked, og især lotterier er populære.
”I 2006 oversteg det samlede kinesiske lotteri-spil 50 mia. kroner, og vi forventer, at det vækster med stor hast,” udtalte en talsmand fra det kinesiske finans-ministerium for nyligt, og han fortsatte: ”Da vi er gået tidligt ind i dette kraftigt voksende marked, er vi i stand til at regulere og kontrollere det.”
Flere stats-ejede samt udenlandske private spilselskaber opererer i øjeblikket i Kina, nyeste medlem i klubben er PacificNet, som netop har fået licens til at udbyde lotterier - det på gadeplan, fra online-butikker og via Internet - som en del af Kinas store ”Welfare Lottery”.
Alternativ markedsføring
Og der er åbenbart penge i at udbyde spil - så mange penge, at man gerne udbetaler en del af dem til kunder, der har vundet - også selvom det ikke er èns egne kunder.Som et snedigt markedsførings-træk har den nye sports-bookmaker BigJuicyOdds (elsker man ikke bare det navn!) annonceret, at de vil udbetale gevinster til spillere, som føler sig snydt for deres gevinst hos den konkurrerende bookmaker SBG Global
BigJuicyOdds, der ligesom SBG Global har hjemme i Costa Rica, har reageret på, at en gruppe gamblere hos SBG Global mener sig snydt for deres gevinster. Angiveligt skulle denne gruppe på 10 personer have spillet sammen hos SBG Global som et syndikat (spillere, der deler information og gør indskud simultant), hvilket har fået SBG Global til at indefryse deres konti.
Det har fået BigJuicyOdds til som markedsførings-stunt at love disse spillere $ 100.000 (ca. 500.000 kr.) som kompensation kvit og frit, selvom de to selskaber intet har at gøre med hinanden.
”Vi vil gøre alt for, at vores spillere skal føle sig godt behandlet og tilfredse,” udtaler operativ direktør for BigJuicyOdds,” Charlie Stanton.
En startgave på $ 100.000 må siges at være en god begyndelse.
En sygemelding på vej...
Slutteligt til den 27-årige engelske skønhedsplejer (er det ikke det rette danske ord for “beauty therapist”?) Emira B. Hvad med hende? Jo, hun har netop slået rekorden i online-bingo ved hos JackpotJoy (godt navn i denne forbindelse) netop at hitte jackpoten i selskabets ”Deal Or No Deal”-virtuelle spil. Gevinst: Knapt 8 mio. kroner.”Det er ufatteligt. Jeg har lige fortalt min familie det,” berettede Emira B efter gevinsten: ”De tror på mig - sådan da. Jeg har ingen idé om, hvad jeg vil bruge pengene til (...) jeg skal på arbejde i morgen, men jeg ved ikke, om jeg kommer...”
Tjae, denne skribent ville nok også stærkt overveje at tage en fridag.