Vi vil alle gerne forestille os vores betting-regnskab som en langsom, men sikkert stigende kurve. Vores bankroll vokser stille og roligt, og ikke mindst stabilt.
Og hvorfor egentlig ikke? Vi spiller jo kun på værdi-væddemål, ikke sandt? Vi har derfor en positiv forventning om en indtægt, og derfor skulle vores bankroll gerne vokse støt og roligt. Ikke sandt?
Yes, men nej. Det ville være dejligt, hvis det forholdt sig sådan - men det gør det ikke i virkelighedens verden.
Tør matematisk fordelings-teori siger nemlig, at selvom du har en ”positive equity” (positiv forventning) på imponerende 10 procent pr. væddemål, så er der mindre end fem procents chance for, et du på et givent tidspunkt befinder dig på et øjeblikkeligt toppunkt af din indtjeningskurve.
Eller formuleret på en anden måde: Der er mere end 95 procents risiko for, at din bankroll har været større, end den er nu.

Dén er svært at sluge psykologisk for alle de gamblere, der gerne ser deres indtjening/bankroll støt vokse sig stor uden alt for mange foruroligende svingninger.
For i virkeligheden er det jo utilfredsstillende, at man ikke til alle tider er på toppen af ens indtjeningskurve og bankroll. Det betyder jo, at man - i det mindste på det seneste - har tabt penge.
Forståelsen - eller rettere accepten - af fordelings-sandsynlighed er imidlertid afgørende for succes i gamblingens verden. For hvis man ikke er psykologisk indstillet på det meste af tiden at være ”nede” i forhold til ens ”all-time-high”, så er man allerede i problemer. Anerkender man ikke, at det er naturligt at være ”nede” i forhold til, hvor man har været før med sin indtjening, er der risiko for, at man havner i den psykologiske fælde, at man partout ”vil vinde det tabte tilbage”, og så er man inde på en glidebane.
Så derfor et absolut nix til den slags tanker. Betting og money management skal fortsætte som hidtil, og så skal resultaterne nok vise sig på den lange bane.

Et par ord og et lille råd om dette med at acceptere tab og at styre sin betting, også når det går dårligt: Hvis du oplever problemer i den retning, så prøv at lade være med at interesse dig for, hvordan det er går med dine væddemål.
Lad være med at følge med på live-score, og lad være med at tjekke resultater hele tiden. Lav det eventuelt til en regel først at tjekke resultaterne dagen efter. Du har jo alligevel ingen indflydelse på kamp eller resultat, når du først har placeret dit indskud. Derfor bør din eneste bekymring være at finde væddemål med værdi, og når indskuddet er placeret, så ophører din interesse for kampen. Dagen efter kan du så konstatere evt. gevinst eller tab og bogføre det i dit regnskab og gå videre med business.
Hvis du har problemer med at distancere dig fra dine væddemål og dermed at administrere et godt money management, kan dette råd hjælpe. Kan det ikke - dvs. kan du ikke overholde det - er det et tegn på, at du better for spænding og bare narrer dig selv ved at tro, du better for indtjening. At bette for spænding er helt fint – men så skal man gøre sig det klart og neddrosle indtjenings-forventningerne.

To money management-eksempler

Med en smule held skulle ens års-regnskaber gerne vise en opadgående tendens år for år, men at forvente det måned for måned eller selv kvartal for kvartal er ikke realistisk. Og det er, når man befinder sig i dårlige perioder - bad streaks - at den gode gambler viser sit værd. Han holder fast i sit koncept, herunder ikke mindst sit money management (som er den praktiske garanti for, at han ikke går fallit), fordi han ved, at han på den lange bane har fat i det rigtige. At han på et tidspunkt kommer ud af den dårlige periode og langsomt, men sikkert vil vinde det tabte ind igen.
Men hvis han psykologisk ikke er indstillet på lange dårlige stimer og ikke har disciplinen til at holde fast ved et fornuftigt, konservativt og sikkert money management, så er fallitten altid en truende mulighed.

Vedr. money management og yderligheder fra ét ene system til et andet giver jeg to eksempler på money management-systemer, begge for overskuelighedens skyld flat-betting eksempler.

System 1: Bankroll 10.000 kroner. Uanset gevinst eller tab vædder man for 500 kroner pr. bet.
System 2: Bankroll 10.000 kroner. Man better altid én procent af sin til rådighed stående bankroll (første bet = 100 kroner).

I system 2 (J.L. Kelly-systemet) er muligheden for fallit forsvindende lille, faktisk under én procent, i system 1 derimod er den whooping 80 procent! (det endda selvom der er indregnet en forventet mer-værdi pr. væddemål på solide fem procent)

Husk lige dette eksempel, når du sætter dit personlige money management-system under lup.

Når det går dårligt

Historierne i gamblingens verden om bad beats er utallige. Lige fra ”sort” 36 gange i træk på rouletten i Monaco (langtfra verdensrekord - i Baden i Østrig siges det, at ”ulige” engang er kommet ud 46 gange i træk) til, at en ellers nationalt anerkendt Las Vegas-”bet picker” i 1997 kom for skade at anbefale 27 kiksede spreadbet NBA-væddemål i træk! (chancen for det er 4,5 millioner til én). Så kan man tale om et bad streak.

Fra egen erfaring kan jeg da også fortælle, at det ikke altid går lige godt. For ikke så forfærdelig lang tid tilbage havde jeg en personlig stime på 21 Asian Handicaps i træk, hvor jeg vandt nul, to resulterede i ”indskuddet tilbage”, og 19 blev tabt. Heller ikke den sjoveste periode.
Jeg har de seneste otte år bogført min egen betting og kan på den lange bane heldigvis berette om stigende indtjening - men langtfra støt stigende. Ét år blandt de otte seneste er er endda resulteret i et tykt underskud, mens et andet kun lige godt og vel trillede rundt.
På nuværende tidspunkt i kalenderen, oktober 2007, kan jeg da også afsløre, at jeg ikke er synderlig tæt på min ”all-time-high” indtjening, men jeg tillader mig at tage det roligt, idet jeg har vænnet mig til fluktueringerne og de statistiske love, der siger, at det er mindre end fem procent af tiden, man kan forvente at svæve på den grønne sky.

Jeg skrev tidligere i denne artikel, at det er i dårlige perioder, den gode gambler viser karakter. Men det er kun halvdelen af sandheden, han gør det nemlig også i gode perioder. Han ved, at alle streaks, gode som dårlige, får ende, og derfor sørger han også for ikke at gå indskudsmæssigt amok, bare fordi tingene i en periode går hans vej.

Også her kan jeg berette en personlig historie, der stadig irriterer mig grusomt. I 1998 ramte jeg på et tidspunkt 11 single-væddemål i træk, og ingen af dem til odds under 1,75 (tværtimod var der iblandt endda et par stykker til odds på den rigtige side af tre gange pengene). Væddemål nummer 12 kiksede (til odds 1,55... jeg husker det stadig), og det kostede mig mere end halvdelen af indtjeningen for de 11 pletskud. Av!, for hvornår rammer man næste gang 11 i træk til sådanne odds. Overflødigt at sige, er det ikke hændt for mig siden.

Der er utroligt mange eksempler på udisciplinerede gamblere, der ikke indser i tide, at pengene ikke vedbliver med at strømme ind - at en god periode ikke varer evigt. De gearer indskuddene i næsten uhyggelig grad, og når den gode periode er slut, så er det trods mange måske virkeligt godt valgte væddemål alligevel begrænset, hvad de kan fremvise af gevinst.

Den slags er faktisk lige så dårlig money management, som hvis man befinder sig i en dårlig periode, gearer sine indskud for at vinde det tabte tilbage i en fart, og derved går fallit. For det er i de gode perioder, man med fornuftigt money management skal sørge for at tjene de penge, man i det store og lange regnskab skal leve af, når de dårlige perioder melder sig.
Og stol på mig, når jeg siger: Det gør de.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/