Glem alt om Intertoto Cup’en - Champions League-kvalifikation og UEFA Cup-kvalifikation er noget helt andet.
Én ting kan man nemlig være sikker på, når vi taler Champions League- og UEFA Cup-kvalifikation: Kampene bliver taget super-seriøst, af alle klubber! Det gør en ret stor forskel fra Intertoto Cup’en, hvor det vel nærmest kun er i den afsluttende 3. runde, man fra alle aktører kan forvente en tilsvarende alvorlig indstilling. Og det kræver en helt anden tilgang til at bette på Champions League- og UEFA Cup-kval’en, end det gør til Intertoto Cup’en - pludselig bliver de små odds nemlig attraktive.
Taler vi Champions League, bliver det ikke større, og det er uanset, om vi har at gøre med klubber fra små fodboldnationer eller fra fodbold-stormagter. For sidstnævnte repræsenterer gruppespillet i Champions League en så stor gulerod, at det vil være halsløs gerning ikke at tage kval.kampene seriøst, og for de små klubber er dette den ene gang om året, hvor de kan måle sig internationalt. Og tag endelig ikke fejl her: For klubber som Sheriff Tiraspol fra Moldova, NK Domzale fra Slovenien eller hvem, det nu måtte dreje sig om på det niveau, er der alverden til forskel, om man bliver slået ud en runde før eller senere. Man ved godt, at gruppespillet i Champions League er et forjættet drømmeland, som næppe nogensinde nås, men mindre succeskriterier bliver skam taget alvorligt.
Og for Liverpool, Valencia og Lazio? Ja, der kan man også forvente 100 procents satsning. For dem vil det ganske enkelt være en katastrofe, hvis de ikke når med i det økonomisk attraktive gruppespil.
I UEFA Cup’en er billedet det samme. UEFA Cup’en har ikke samme status eller betydning som Champions League, men for de involverede klubber er det skam alvorligt nok.
Derfor kan man i Champions League- og UEFA Cup-kvalifikationen gå ud fra en 100 procents indsats fra samtlige implicerede klubber, og det er ikke en uvæsentlig faktor, når man skal spille på skidtet.
Forskellen fra Intertoto Cup’ens traditionelle ”giftighed” til Champions League og UEFA Cup’ens seriøsitet gør, at gamblerens generelle værdi-søgning bør rettes fra potentielle odds-bomber over imod favorit-spil. Det betyder, at informations-søgningen falder i væsentligheds-grad, idet man ikke med rette kan forvente at finde oplysninger om, at et hold ikke tager opgaven alvorligt.
Hver 10. favorit kikser...
I sidste sæsons Champions League-kvalifikation var der i 1., 2. og 3. kval.rundes i alt 41 klubdyster reelt kun fem samlede overraskelser (med ”samlede” mener jeg over to kampe, altså hvilket hold der gik videre).De to af dem faldt i 1. kval.runde, hvor Cork City fra Irland gik videre på bekostning af Apollon Limassol fra Cypern, og NK Zrinjski Mostar fra Bosnien/Hercegovina eliminerede Shakhtior Soligorsk fra Hviderusland.
I 2. kval.runde var det en overraskelse, at Rabotnicki Skopje fra Makedonien besejrede Debrecen fra Ungarn,og overraskelsen i 3. og sidste kval.runde husker vil vel alle - FC Københavns samlede sejr over Ajax Amsterdam (det skal nævnes, at det ikke er min vurdering, om resultaterne var overraskende eller ej, jeg har i ovennævnte blot taget ”overraskelse eller ej?” ud fra den dengang gældende vurdering på odds-markedet).
Fire samlede overraskelser ud af i alt 41 mulige er ikke meget. Vi skal selvfølgelig have med, at det er resultatet over to kampe. I de enkelte kampe er overraskelsernes antal dog heller ikke overvældende.
Idet jeg jeg har fratrukket hjemmekampe, hvor favoritten ikke havde nødigt at vinde (returopgør, hvor favoritten ville gå videre med uafgjort eller selv et nederlag), så oplevede vi i sidste sæsons 1. kval.runde kun tidligere nævnte Apollon Limassol samt Shakhtior Soligorsk kikse sejre på på eget græs, og i 2 .kval.runde skete det kun for Debrecen.
I 3. kval.runde dummede Ajax Amsterdam sig som bekendt fælt ved at tabe 0-2 i returen på Amsterdam ArenA til FC København efter at have vundet det første opgør i Parken 2-1. Teknisk set var det også en overraskelse, at Hamburg kun kunne drive det til 0-0 hjemme i det første møde med Osasuna (Hamburg gik videre samlet efter 1-1 i returen i Spanien), men tyskernes samlede favorit-status var så snæver, at den næsten ikke er værd at tale om.
Men de rigtigt store favoritter kikser næppe...
For at sammenfatte, så sker der naturligvis overraskelser - bolden ér trods alt rund, også i Champions League-kval’en - men der er ikke mange af dem, og i gennemsnit er én ud af 10 ikke mange. Derfor kan man ved udvalgt favorit-spil lave penge på at satse på, at alt går, som præsten prædiker. Noget der ville være højest utilrådeligt at forsøge i Intertoto Cup’en eller endnu værre i de nationale ligaer.Nogle forholdsregler skal der dog tages. Sværger man til spil på favoritterne, bør man tænke sig godt om, hvis man spiller dem til at vinde på udebane. Her viser statistikken nemlig, at de ofte kikser. Ligeledes bør man råbe vagt i gevær, hvis den samlede favorit har hjemmebane i returopgøret, og de slap fra den første kamp på udebane enten med med sejr eller med uafgjort indeholdende en udebanescoring. I så tilfælde behøver de jo ikke gå efter at vinde hjemme, og har vi den situation, viser statistikken, at så er det en farlig ting bare uden videre at regne med, favoritten vinder (med Ajax som undtagelsen kan man dog være forholdsvis sikker på, at de går videre).
Hvad der gælder i Champions League-kvalifikationen gælder statistisk set også i UEFA Cup’en. Overraskelsernes antal her er en anelse større, men det bør ikke bør afholde den fokuserede gambler.
Vender vi tilbage til sidste sæsons Champions League-kvalifikation, der er et udmærket gennemsnits-eksempel for den seneste håndfuld år, så er der én ting, der bør springe i øjnene på den observante læser. Ikke alene var der kun fire overraskelser, men overraskelserne var egentlig ikke så afsindigt store, var de?
Med fare for at blive for bagklog så var forskellen på Cork City og Apollon Limassol, NK Zrinjski Mostar og Shakhtior Soligorsk, Rabotnicki Skopje og Drebrecen samt Ajax Amsterdam og FC København vel ikke så overvældende voldsom - ej heller vurderet på forhånd - var den? Eksempelvis er det fair nok, at Ajax skal være favorit mod FCK, men næppe med ret meget.
Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, der indtræffer overraskelser - ca. én ud af 10 - men de pænt store hjemmebane-favoritter i Champions League-kvalifikationen - og UEFA Cup-kvalifikationen - de kikser meget sjældent.
Og det bør man i høj grad være opmærksom på, når man gør sit indskud.
Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil
Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/