Så er teknikken på plads: Tipico-kunder der pga den danske spillelov har fået lukket konto og konfiskeret penge, kan åbne ny konto og få pengene igen...

Godt nyt til kunder der er kommet i klemme hos Tipico pga den danske spillelov.

Loven siger at konti der ikke er verificeret inden for 30 dage efter åbning, skal lukkes, og eventuelle bonuspenge og gevinster skal konfiskeres. Men nu har Tipico indrettet sit system så de berørte kunder kan åbne en ny konto - og et beløb svarende til pengene fra den lukkede konto vil så blive indsat på den nye konto.

Denne løsning er noget Tipico har arbejdet på siden den tyske bookmaker fik dansk licens i sommer (læs dette interview med Marketing Manager Rasmus Hatting fra september), og nu - bedre sent end aldrig - er teknikken altså på plads.

Tipico har sendt mails ud til de berørte kunder for at fortælle dem at de kan oprette ny konto - og indtil videre er det forløbet problemfrit.

"Der er dog enkelte tilfælde, hvor kunder er blevet verificeret efter de 30 dage og dermed har en ’verificeret låst konto’. Men også disse kunder kan åbne en ny konto – de skal dog en tur forbi supporten og så vil de manuelt, via vores it-folk, blive oprettet. Lidt kompliceret – men dog muligt," fortæller Rasmus Hatting.