Oplæg til debat om BetXpert tommelfinger-signalsystem: Virker det? Kan det forbedres?


Hvad har Colosseum og BetXpert til fælles? Spændende dyster og indsatser - nogle elegante og lærerige, andre brutale og blodige - som tilskuerne kan udtrykke deres mening om med et ældgammelt håndsignal: Tommelfingeren.


Det virkede i Colosseum hvor tilskuernes tommelfingre (og kejserens) bestemte om gladiatoren skulle leve eller dø. Var hans indsats god nok? Ja eller nej. Tommelfinger vendt op eller ned. Unuanceret, men effektivt.

Men virker det hos BetXpert? Tjah.


Virker ikke efter hensigten

Vi har faktisk kun tommelfinger OP-muligheden. I sin tid havde vi også NED, men den virkede i høj grad mod hensigten.


I forum brugte en del læsere den til at give udtryk for personlige antipatier. Mere end hvad et konkret forumindlæg gav udtryk for, kiggede læserne på hvem der havde skrevet det, og hvis det var en bruger de ikke brød sig om, så vendte de tommelfingeren nedad.

Ved eksperttips var det svært at vide om en nedadvendt tommelfinger var udtryk for at læseren ikke brød sig om analysens kvalitet, elller at han ikke kunne forstå værdi-pointen i at spille på et usandsynligt udfald til et godt odds.

Så vi droppede den negative tommelfinger og holdt fast i den positive. Resultat? At meget få bruger tommelfinger-muligheden, og at en del af dem der rent faktisk bruger den, bruger den lige som de før benyttede NED-muligheden. Hvis de ser en debat mellem en bruger, de ikke bryder sig om, og en anden bruger, så vil de smide opadstrittende tommelfingre efter den anden bruger. Bare fordi.

Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: systemet virker ikke. Det er for unuanceret, og det afspejler ikke et indlægs eller en analyses reelle kvalitet, eller hvad læserne som sådan synes om teksten.

 

Faktor i brugerkonkurrencer

Og det er lige præcis dér vi gerne vil hen. Vi vil gerne have vores læsere til - kort og fyndigt - at udtrykke hvad de synes om kampanalyser, forumindlæg, artikler.

Det kan de også gøre ved at skrive en kommentar, men det har de bare ikke altid tid til. Så vi skal have tommelfinger-systemet (eller noget lignende) til at virke. Hvormed det vil kunne indgå som en reel faktor i brugerkonkurrencer.

Hvordan får vi det til at virke?

Først og fremmest ved at minde om at tommelfingeren er der. Når du læser et eksperttip eller et brugertip, og du synes om det - jamen, så giv det lige en thumb-up. Når du læser et forumindlæg der bidrager med brugbar information eller tankevækkende inputs - jamen, så strit med tommelfingeren.

Hvad ellers? Kom med tanker og forslag til hvordan tommelfinger-systemet kan forbedres.

Skal det af-anonymiseres? Som det er nu, er det helt anonymt - ingen kan se hvem der har tomlet.

Skal vi have tommelfinger-ned tilbage? Eventuelt med den finte at man kun kan vende tommelfingeren nedad hvis man samtidig skriver en kort argumentation?


Saglig debat

Lad os få en konstruktiv debat i gang. Giv din mening til kende og argumentér for din holdning. Og husk altid: Respektér hinanden. Du må gerne synes at tommelfinger-systemet er uhensigtsmæssigt, og du må også gerne give udtryk for det - men gør det i en saglig tone og med saglige argumenter.