Årets første grusturnering spilles i Argentina denne uge, mens der samtidigt spilles indendørs i Bulgarien og Frankrig. Otte spillere fra top 20 skal i aktion i løbet af ugen, men ingen fra top 10 er skrevet i feltet nogle steder.
Montpellier, Frankrig
Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Lucas Pouille
Den øverste halvdel af lodtrækningen
SIdste år vandt Lucas Pouille denne turnering. Siden gik det lidt ned ad bakke for ham, men efter han har hyret Amalie Mauresmo som ny træner, så har han været i semifinalen ved Australian Open og spillet sig tilbage i top 20. Pouille er seedet 1 denne uge, og har en ikke helt tosset lodtrækning, hvor han formentlig står overfor Kohlschreiber i kvartfinalen. Tyskeren kommer dog lige fra Davis Cup, hvor han vandt, men ikke toppræsterede, mod Ungarns semikendte spillere, og man kunne godt foranlediges til at tro, at Gulbis kan slå ham i anden runde, hvis letten vel at mærke er kommet sig over den rygskade, der tvang ham til at trække sig mod Wawrinka i Australian Open.
Skal vi have en fransk semifinale, så er det formentlig i øverste halvdel af lodtrækningen, at dette skal forekomme. I den fjerdedel, som bliver matchet med Pouilles fjerdedel, har vi masser af franske spillere på kortet. Fire af de seks spillere er franske, og både Simon, Chardy og Tsonga befinder sig her. Tsonga har altid været fremragende hjemme i Frankrig i de her små 250'ere indendørs, men han får kam til sin afro her. Humbert, som bestemt ikke er nogen let opgave, venter i første runde. Simon i anden runde og potentielt Chardy i kvartfinalen.
Simons form har været god i starten af 2019, og da Tsonga stadig er i gang med sit comeback på touren, så er det ikke ligefrem utænkeligt, at Simon kan slå Tsonga, hvis et møde de to imellem bliver en realitet. Simon spillede dog decideret elendigt og hovedløst mod Bolt ved Australian Open, hvilket bekræfter, at han stadig er for svingende, og at der stadig er tidspunkter, hvor han taktisk og mentalt taber hovedet. Den mest sandsynlige semifinale vil efter min mening være et opgør mellem Pouille og Tsonga, hvis Pouille vel at mærke ikke bukker under for presset efter den formidable indsats ved årets Australian Open.
Den nederste halvdel af lodtrækningen
Knapt så mange stærke franske spillere i den nederste halvdel af lodtrækningen, men til gengæld har vi en fransktalende belgier i David Goffin, som er seedet 2. Goffin havde et skadesplaget 2018, som ikke endte ud i en eneste titel, og pt. befinder han sig sågar lige akkurat udenfor top 20. Lodtrækningen er nogenlunde, men ender formentlig ud i et opgør mod enten Paire eller Berdych i kvartfinalen. Berdych er normalt fremragende indendørs, og hvis han kan fortsætte med at udvise den samme sult, som han har gjort her i sæsonstarten, så er han i princippet en oplagt kandidat til at vinde turneringen. Måske endda en oplagt favorit.
Vinderen af ovennævnte fjerdedel skal i semifinalen op mod vinderen af fjerdedelen med spillere som Karlovic, Shapovalov og Herbert. Karlovic har faktisk spillet en fantastisk januar, og det lader ikke til, at de 39 år tynger hans serv og flugtninger overhovedet. Den knapt så drænende stil, han har, kan meget vel betyde, at han har et ekstra år eller to i sig endnu på touren, og det er ikke ligefrem usandsynligt, at han kommer langt denne uge. Shapovalov har lige været med til at slå Slovakiet på grus, og selv om han overraskede positivt med to sejre, så kan omstillingen fra grus til indendørs + potentielle sejrstømmermænd måske give ham lidt kvaler, når han ellers rammer Montpelliers underlag, der umiddelbart passer ganske udmærket til ham. Jeg lægger hovedet på blokken og forudser en semifinale mellem Berdych og Karlovic, og skulle den lange kroat først komme så langt, så er der meget andet end et par tiebreaks, der skal vindes, før en finale er en realitet. Odds 17,00 hos både Bet365 og Nordicbet for en titel til Karlovic frister en anelse, selv om jeg generelt synes, at han mentalt er for skrøbelig til at vinde de helt store kampe.
Sofia, Bulgarien
Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Mirza Basic
Den øverste halvdel af lodtrækningen
Der er lagt op til et revancheopgør fra Australian Open, hvis seedningerne i øverste halvdel holder, således at førsteseedede Khachanov og fjerdeseedede Bautista-Agut mødes i semifinalen. Begge har fået en fantastisk lodtrækning, og jeg forventer ikke, de kommer til at møde den helt store modstand før kvartfinalerne, hvor Khachanov står til at møde Wawrinka, Copil eller Verdasco, mens Bautista-Agut formentlig ender overfor Fucsovics eller Seppi.
Khachanov er et kæmpe talent efter min mening, og jeg spår ham en meget stor fremtid, når han får alle dele af sit spil sat sammen, men der er stadig lidt vej for ham, og indimellem synes jeg, det er noget decideret rod, hvad han leverer. Det var ikke en imponerende indsats, han præsterede mod Schweiz i weekenden, men han fik sig dog noteret for to sejre, og nu står han så her i Sofia som førsteseedet.
Wawrinka har en voldsom lodtrækning med Copil i første runde og Verdasco i anden, men Wawrinka kunne være et særdeles godt bud på en spiller, der kan slå Khachanov i kvartfinalen, som han i øvrigt har gjort to gange tidligere - både indendørs i 2018 og udendørs i starten af denne sæson. Skulle Wawrinka falde til enten Copil eller Verdasco, så forventer jeg også, at én af de to har ganske gode chancer for at slå Khachanov i en kvartfinale, hvis russeren vel at mærke kommer igennem Istomin/Berettini først.
I semifinalen er det mest sandsynligt, at fjerdeseedede Bautista-Agut, som slog Khachanov ved årets Australian Open, venter. Hans fjerdedel af lodtrækningen er ikke særligt hård, og den på papiret værste modstander, Seppi, kommer lige fra to Davis Cup-kampe på græs i Indien. Jeg har ret svært ved at se, hvordan Bautista-Agut ikke skal kunne spille sig godt ind i den her turnering, men jeg kan dog godt forestille mig, at både Seppi og Fucsovics finder et niveau, som kan true spanieren i en evt. kvartfinale.
Den nederste halvdel af lodtrækningen
Sidste år leverede Basic én af de helt store sensationer i sæsonen, da han vandt denne turnering. Siden har han absolut intet præsteret, og sandsynligheden er, at han falder omkring 80 pladser tilbage på verdensranglisten, når denne uge er gået. Basic møder Klizan i første runde her i en duel om et møde i anden runde mod den formstærke georgier, Basiliashvili. Generelt er denne fjerdedel af lodtrækningen sprængfarlig. Foruden de tre nævnte spillere, så har vi også Haase og stortalentet, Medvedev, liggende her. Medvedev bliver bare bedre og bedre hele tiden og var uden sammenligning den spiller ved Australian Open, der fik presset Djokovic mest i bund. På et tidspunkt relativt dybt inde i kampen var Medvedev tilmed i førersædet, men som bekendt fik den serbiske mester vendt bøtten og hevet sejren i land.
Medvedev går en stor fremtid i møde som sin landsmand Khachanov, og han er min favorit til at gå i finalen fra den nederste halvdel af lodtrækningen. Først skal han dog forbi en lodtrækning, der med al sandsynlighed byder på opgør mod Haase, Basiliashvili og Tsitsipas, som er seedet 2'er i turneringen.
Tsitsipas, der slog Federer ved Australian Open, men fik prygl af Nadal i semifinalen, kan sagtens levere et stærkt resultat denne uge, men Struff i anden runde, Monfils/Kukushkin i kvartfinalen og Basiliashvili/Medvedev i semifinalen er en ordentlig mundfuld for den unge græker, der dog har niveauet til at gå igennem dem alle, hvis ikke han stadig er en smule mentalt mærket af den megen opmærksomhed, han fik tilkaldt sin person i løbet af de to uger i Melbourne.
Cordoba, Argentina
Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Turneringen blev ikke spillet i 2018
Første gang nogensinde, at der spilles ATP-turnering i Cordoba, og det er et okay felt, der har samlet sig i den argentinske by, uden det på nogen måde er prangende på papiret.
Fognini, Cecchinato, Schwartzman og Carreno-Busta er de fire topseedede spillere i den nævnte rækkefølge. Fognini har efterhånden sneget sig op som 15'er på verdensranglisten, og han er vel den spiller med det højeste topniveau i feltet, men han er også én af dem med lavest bundniveau. Vi ved aldrig, hvad vi får fra den iltre italiener i de første runder, og han kan meget vel ryge ud til Bedene allerede i sin første kamp, selv om jeg naturligvis holder ham som relativt klar favorit i opgøret.
Carreno-Busta kom umiddelbart bedst ud af hard court-turneringerne i Australien af de spillere, der er repræsenteret i feltet i Cordoba. Han spillede sig i virkelig god form i løbet af Australian Open, hvor han faktisk endte med at blive snydt på det groveste i en gyser mod Nishikori i fjerde runde. Carreno-Busta er en tilsvarende god grusspiller, og jeg synes, han har den bedste lodtrækning af de fire nævnte seedede spillere.
Jeg har en lille fidus til Pablo Cuevas, som havde et rædselsfuldt 2018, men så rimeligt velspillende ud mod Dimitrov i Melbourne. Topniveauet på grus er skyhøjt hos Cuevas, og har han bragt noget mere motivation og en skadesfri krop med sig ind i 2019, så kunne han meget vel høste nogle point i de sydamerikanske grusturneringer, som han så ofte har gjort. Lodtrækningen er umiddelbart god, hvis vi ser bort fra et potentielt opgør i kvartfinalen mod Fognini, som på dette tidspunkt i givet fald vil have en sejr over Bedene i benene. Er Fognini ikke i sit stærkeste spilhumør, så vil Cuevas være en vanskelig hurdle for ham, og grundlæggende er der ingen i feltet, som Cuevas ikke kan slå.