Inden sæsonfinalerne i London skal vi have afviklet den store Masters 1000-turnering, som spilles i Paris. Der er stadig to billetter til sæsofinalen at kæmpe om, og så begynder det også at ligne et muligt tronskifte på toppen af herrernes verdensrangliste. Lars Baes går ugens Masters 1000 i Paris i sømmene.
Turneringen i Paris er absolut sidste mulighed for at tilrane sig de sidste point i jagten på én af de to sidste billetter til sæsonafslutningen i London fra den 13. til den 20. november.
Hele otte spillere er stadig med i gruppen af spillere med en matematisk chance for at kvalificere sig, og det er nok smart at holde lidt øje med de spillere, når man skal finde de gode værdispil i løbet af turneringen i Paris. Motivation kan meget hurtigt gå tabt, hvis/når spillere ryger ud af London-feltet.
Udover London har vi også stadig kampen om førstepladsen på verdensranglisten at tænke på. Andy Murray har åbenbart ikke tænkt sig at kigge tilbage i den jagt, og han ligner pt. en mand, der går efter at vinde hver eneste kamp, han spiller.
Efter sejren over Tsonga i finalen i Wien, så kan han faktisk overtage førstepladsen fra Djokovic ved at vinde Paris Masters. Hvem havde lige troet det for et halvt års tid siden?
Spillerne, der jagter London-billetter er Thiem, Cilic, Goffin, Berdych, Tsonga, Bautista-Agut, Pouille og Dimitrov. Realistisk set er Pouille, Bautista-Agut og Dimitrov ude af ræset, da de skal spille over evne i Paris for at kvalificere sig, så i følgende optakt vil jeg kigge tættere på mulighederne for Thiem, Cilic, Goffin, Berdych og Tsonga.
ATP Paris 2016
Sted: Paris, Frankrig
Status: ATP Masters 1000
Underlag: Hard court indendørs
Antal spillere i hovedrunden: 96
Forsvarende mester: Novak Djokovic
De fire topseedede: Novak Djokovic (1), Andy Murray (2), Stanislas Wawrinka (3), Milos Raonic (4)
Vinder af ATP Paris Masters 1000 - udvalgte odds |
Bedste odds | Bookmaker |
Novak Djokovic | 2,62 | |
Andy Murray | 2,75 | |
Stanislas Wawrinka | 13,00 | |
Kei Nishikori | 15,00 | |
Milos Raonic | 19,00 | |
Jo-Wilfred Tsonga | 21,00 | |
Marin Cilic | 26,00 | |
Tomas Berdych | 34,00 |
I den øverste fjerdedel af lodtrækningen har vi faktisk fire spillere, som har noget at spille for denne uge. Djokovic er naturligvis førsteseedet og skal til at have gang i sin bedste tennis, hvis han skal bevare førstepladsen året ud, men både Dimitrov, Cilic og Goffin, som alle har en teoretisk chance for at nå det forjættede land i London, vil forsøge at stoppe ham.
Det ser svært ud for Goffin, som skal slå Cilic i tredje runde og derefter formentlig Djokovic i kvartfinalen, før han kan komme i spil til en billet, mens Cilic med al sandsynlighed kan sikre sig plads i London ved at slå Goffin i tredje runde, hvis han vel at mærke slår Nishikori i finalen i Basel forinden.
I den næstøverste fjerdedel af lodtrækningen har vi Thiem at finde. Han er langtfra sin bedste form pt., men han ligger meget lunt i svinget til at kvalificere sig alligevel.
Derudover ser lodtrækningen umiddelbart ikke voldsomt vanskelig ud for østrigeren, som har en potentiel kamp med en anden lidt formsvag stjerne, Wawrinka, i kvartfinalen at se frem til. Hvad der på papiret kan se let ud, kan dog hurtigt udvikle sig til et mareridt for Thiem. En potentiel kamp mod Sock i 2. runde og Gasquet, der har hjemmebane, i tredje runde - det er ikke nødvendigvis sikkert, at Thiem overhovedet får point denne uge.
I den næstnederste fjerdedel har vi Tsonga. Franskmanden, som altid nyder stor opbakning fra publikum, skal formentlig vinde turneringen for at kvalificere sig, og det ser meget svært ud, sådan som Murray spiller på sit max. pt.
Lodtrækningen ser egentlig fin ud, og han kan i tredje runde være heldig at løbe ind i en træt Nishikori, som har spillet finale mod Cilic i Basel søndag eftermiddag. Raonic er formsvag, og Tsonga vil nærmest være min favorit i et internt opgør mellem disse to pt.
Murray deler ikke gaver ud
Problemet er, at Murray jagter turneringssejren og spiller på et niveau for tiden, som Tsonga ikke kan være med på. Står de to to overfor hinanden i semifinalen, så spår jeg ikke Tsonga mange chancer, og et nederlag dér til franskmanden vil være lig med exit London.
Murray er klokkeklar favorit til at køre igennem nederste fjerdedel, hvor de værste konkurrenter umiddelbart hedder Berdych og Pouille. Pouille-Murray kan blive en realitet allerede i tredje runde, hvilket kan blive en svær kamp for skotten, som har spillet rigtigt meget tennis på det seneste og kommer direkte fra en finalesejr over Tsonga i Wien.
Berdych plejer at gøre det godt i Paris, som han vandt helt tilbage i 2005, og selv om han virker lidt sløvt spillende pt., så må vi forvente, at han kommer med alt, hvad den kan trække i forsøget på at skaffe sig de afgørende point. Han SKAL ud at skabe resultater her, og kommer han ikke længere end kvartfinalen, så kan han ikke nå forbi hverken Cilic eller Thiem.
Summa summarum er, at Thiem og Cilic umiddelbart ligger klart bedst til at hente de to sidste billetter til London. Der skal et par meget store overraskelser til, hvis andre skal indløse billet, fordi Murray ser så velspillende og determineret ud og formentlig vil han, hvis han ikke løber tør for kræfter, kunne afvise både Tsonga og Berdych i løbet af ugen. De har begge brug for at komme igennem Murray.
Djokovic med overskud
Novak Djokovic elsker denne turnering, som han har vundet de seneste tre sæsoner og fire gange i alt. Han har spillet langt mindre end Murray på det seneste og må være godt udhvilet til at gå ind til denne uge, mens Murray kommer lige fra en titel i Wien.2,62 er måske ikke helt nok, selv om det for få måneder siden ville være et drømmeodds her, men jeg tøver alligevel, da han ikke virker 100% determineret, som vi ellers plejer at se ham.
Hvis ikke han er sulten, så kan han ikke vinde over Murray i en finale, men jeg tror, at serberen trods alt er så ærekær omkring den førsteplads, at han vil løfte sit spil i resten af sæsonen.
ATP Challengers denne uge
Canberra, Australien
Turneringen spilles på hard court. Turneringen blev ikke spillet i 2015.
Charlottesville, USA
Turneringen spilles på indendørs hard. Noah Rubin vandt turneringen i 2015.
Eckental, Tyskland
Turneringen spilles på indendørs hard. Mikhail Youzhny vandt turneringen i 2015.
Guayaquil, Ecuador
Turneringen spilles på grus. Gastao Elias vandt turneringen i 2015.
WTA-karavanen gør denne uge stop i...
Zhuhai, Kina
Turneringen er en Tour Championships (2.214,500$) og spilles på hard court. Venus Williams er forsvarende mester.