Der er kun fire turneringsterminer tilbage, inden det går løs ved French Open. To af de terminer består af to gange 250'ere, mens de to øvrige består af Masters 1000-turneringer i Madrid og Rom. Derfor kan man vel godt betegne uge 18 som lidt af en mellemuge, hvor der spilles på grus i Estoril og München. Alligevel har vi syv spillere fra top 30 i deltagerfeltet i München og seks spillere fra fra top 30 i deltagerfeltet i Estoril, så det kunne sagtens vise sig at blive en uge med masser af seværdig tennis.
München, Tyskland
Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Alexander Zverev
Førsteseedede Zverev har vundet denne turnering to år i træk, og han kommer da også ind som favorit i år, selv om formen bestemt ikke er, hvad han kunne ønske sig. Det kunne godt være tidspunktet, hvor tyskeren spiller sig varm igen, men lodtrækningen er ikke let, hvor det hurtigt kan blive det ene opgør mod klassiske grusspecialister. Således kan han have en vej til finalen, der hedder Londero, Schwartzman og Cecchinato. Zverev er naturligvis favorit i samtlige af de opgør, men det er da værd at bemærke, at Cecchinato har været længere i en Grand Slam (French Open 2018), end Zverev nogensinde har været.
Underlaget er som regel ret hurtigt her, og det vil favorisere Zverev, ligesom han må være pisket til at finde noget motivation og derigennem form nu og her. Med Masters-turneringerne lige om hjørnet, så kan grussæsonen hurtigt være overstået på værst tænkelige vis for tyskeren, hvis ikke han begynder at finde sit niveau.
I nederste halvdel af lodtrækningen er Khachanov seedet til at gå igennem til finalen, men russeren lider under de samme problemer som Zverev pt. Han rammer ikke niveau. Vi ved dog, at sådan noget kan ligge lige om hjørnet, hvis han får et par gode sejre under bæltet, og det er trods alt ikke længe siden, han slog Isner i Indian Wells. Desværre for Khachanov, så har han formentlig allerede Kohlschreiber i sin første kamp (Kohlschreibers anden), og det er noget af en vanskelig hurdle for en formsvag spiller, der kører på de små marginaler og ikke ligefrem sætter en ære i at slide sig til sejrene.
Kohlschreiber vandt turneringen i München i 2007, 2012 og 2016, og han var sågar den tabende part af finalen sidste år mod Zverev, så det er med al sandsynlighed en topmotiveret tysker, der tropper op i den turnering, han historisk har haft størst succes i. Kohlschreiber kan dog svinge helt ekstremt i niveau, og det er på ingen måde givet, at han slår Seppi i første runde.
Udover Kohlschreiber og Khachanov er Bautista-Agut, Edmund og Pella de naturlige favoritter til at gå langt her. Pella har dog spillet en del tennis på det seneste, og selv om det har krævet Nadal og Thiem at slå ham i henholdsvis Monte Carlo og Barcelona, så kunne det her måske være en uge, hvor han tager den lidt mere med ro for at restituere helt op til de kommende Masters 1000-turneringer. Ser man på lodtrækningen, så har den dog flasket sig aldeles fordelagtigt for argentineren, som vil være storfavorit i de første to kampe mod Mischa Zverev og Taro Daniel. Zverev er, hvis han ellers begynder at tro lidt på tingene igen, en farlig spiller på hurtige grusbaner, og faktisk vil det ikke overraske mig, hvis han får sat et eller andet fornuftigt sammen mod Pella, der er gjort til kæmpe favorit hos bookmakerne.
Estoril, Portugal
Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Joao Sousa
Et ret spændende felt, synes jeg, hvor græske Tsitsipas leder feltet an. Grækeren har et perfekt spil til gruset og nåede eksempelvis finalen i Barcelona i 2018. I år har han ikke haft succes på underlaget og har tabt til Medvedev og Struff i de seneste to turneringer. Jeg synes ikke, Tsitsipas' motivation har fejlet noget, men han er faldet lidt for let ud af kampene. Særligt mod Struff manglede jeg at se den ellers fine mentale styrke, han normalt besidder, da han eller lige var kommet tilbage på *2-3 i tredje sæt.
Tsitsipas har en mildest talt rigtigt god lodtrækning, hvor han som minimum bør havne i semifinalen. Her kan så vente en svær modstander i en gruppe af spillere, der indeholder navne som Goffin, Lajovic og Sousa. Goffin er seedet 4'er og dermed til en plads i semifinalen mod Tsitsipas, men belgieren er i besynderligt ringe form og har været det overraskende længe efterhånden. Lajovic er i fremragende form med finalepladsen i Monte Carlo som karrierens højdepunkt, og spørgsmålet er, om han kan følge det op resten af grussæsonen. Sousa er på hjemmebane og forsvarende mester, men jeg er ikke vild med hans form og nogle resultater, som indikerer, at han mentalt ikke er helt til stede for tiden. Her i Portugal som forsvarende mester bør motivationen være skyhøj, men hvis han ikke har selvtilliden helt, hvor den skal og bør være, så kan det i stedet give bagslag med det ekstra forventningspres. Intet er værre for en tennisspiller end store forventninger fra omgivelserne og sig selv, hvis selvtilliden er væk. Om den er helt væk, aner jeg ikke, men jeg tror, han skal slide sig virkelig hårdt i form i løbet af denne uge, hvis han skal gøre sig forhåbninger om et nyt stort resultat.
I nederste halvdel kan vi stå med en kvartfinale mellem Carreno-Busta og Monfils. To fantastiske spillere, men som begge har været ramt af skader i år og netop er vendt tilbage på touren. Carreno-Busta har store meritter i denne turnering, og han fik én single og tre doublekampe under bæltet i Barcelona sidste uge, men det er ikke helt til at vide, hvor han er fysisk. Single og double er på dét område to meget forskellige discipliner.
Monfils har været brandvarm i 2019, men så kom skaderne igen, og jeg har ingen anelse om, hvilket niveau han bringer denne uge. Han er en formidabel grusspiller, men det kræver, at han gider arbejde hårdt for føden, og det ved jeg ikke, om hovedet og kroppen er til allerede i denne uge i en så lille turnering.
Fognini, vinderen af Monte Carlo Masters 1000, og Tiafoe, sidste års finalist, er sat til at ramme hinanden i kvartfinalen nederst i lodtrækningen, og det kan meget vel blive en realitet, hvis Fognini kommer med motivation og Tiafoe med lidt af den form, som han viste i Miami Masters 1000 forleden. Fognini var blændende i Monte Carlo, og er det dét niveau, han har tænkt sig at bringe til bordet i Estoril, så kan resten af feltet lige så godt give op på forhånd, men Fognini er en humørspiller af rang, og jeg tror ikke engang, han selv ved, om han gider den her turnering, før han står på banen i sin første kamp.
Cuevas kunne være en farlig outsider i nederste fjerdedel, men han har dog spillet meget tennis på det seneste og tabte faktisk til Caruso i kvalifikationen. Cuevas har så fået en lucky loser-plads, hvor han sjovt nok skal møde netop Caruso igen. Jeg tror, Cuevas ønsker revanchen, men oddset er lavt ift., at italieneren netop har slået ham, og jeg synes derudover, der er nogle små tegn på fatigue hos den uruguayanske boldekvilibrist.