På fredag sættes årets kvartfinaler i Davis Cup i gang, og det er med fire kampe, hvor det er svært at finde en favorit, der bare kommer igennem weekenden uden modstand. Djokovic, Goffin, Kyrgios og Pouille er umiddelbart de største stjerner, vi skal have i aktion i en runde, der ser lidt fattig ud på kvalitet, omend meget interessant på spænding.

Belgien vs Italien

Charleroi, Belgien

Indendørs hard
Belgien: Goffin, Darcis, Bemelmans og De Loore

Italien: Fognini, Lorenzi, Seppi og Bolelli

Vinder af opgøret 

Bedste odds Bookmaker
Belgien 1,63
NordicBet
Italien 2,70
Unibet

Oddset er faldende på Belgien, som igen har deres absolutte stjerne, David Goffin, til rådighed, efter han valgte at oversidde i sidste runde på udebane mod Tyskland. En kamp, hvor Belgien på forhånd ikke var spået mange chancer, men Steve Darcis slog både Kohlschreiber og Alexander Zverev, og så gjorde Bemelmans/De Loore det sidste arbejde i lørdagens double.

Italien vandt et højdramatisk opgør på udebane mod Argentina, hvor Fabio Fognini i afgørende rubber kom tilbage fra 0-2 til 3-2-sejr mod Guido Pella. Italienerne har lidt flere strenge at spille på end belgierne til singlerne, hvor både Seppi og Lorenzi kan være kompetente andensingler ved siden af Fognini, men til gengæld har belgierne et relativt sikkert kort i Goffin, som må forventes at være storfavorit i begge sine singler i weekenden.

Doublen kan derfor blive meget afgørende, og her har Belgiens konstellation med Bemelmans/De Loore overrasket helt vildt af flere omgange i Davis Cup. Fognini/Bolelli har flotte meritter på ATP-touren sammen, men Bolelli har ikke rigtigt ramt noget længe, og i double har de ikke haft den samme succes som deres belgiske modstandere i Davis Cup-sammenhæng.

Belgien må være favorit i Goffins kampe, mens doublen ser temmelig lige ud. Darcis chokerede positivt i Tyskland sidst, og han har bestemt også gode chancer mod både Fognini og Seppi på et indendørsunderlag foran belgiske tilskuere. Det lugter af endnu et belgisk avancement, selv om Fognini kommer med dugfrisk selvtillid fra sin Masters-semifinale ved turneringen i Miami.

1,63 på belgisk sejr er tæt på at være godkendt, eftersom vi må formode, at Goffin er en klasse over de italienske spillere og dermed bør vinde begge sine kampe. Belgien har desuden fine muligheder i samtlige andre dueller i matchen.

Australien vs USA

Brisbane, Australien

Hard court udendørs

Australien: Kyrgios, Thompson, Groth og Peers

USA: Sock, Isner, Querrey og Johnson

Vinder af opgøret

Bedste odds Bookmaker
Australien 2,30
Unibet
USA 1,72
Bet365

Amerikanerne tropper op med et langt mere komplet hold i dette opgør, men Australien har fordelen af hjemmebane og actionhelten, Nick Kyrgios. Kyrgios er brandvarm for tiden, og jeg har egentlig ret svært ved at se ham tabe til nogle af de amerikanske spillere, selv om samtlige udtagne amerikanere har højt niveau.

Australiens problem er helt afgjort, at Thompson ikke har et niveau, der kan matche Isner, Querrey og Sock. Amerikanerne er alle tunge hardhittere, som kan spille i et opskruet tempo, hvor ingen andre end Kyrgios fra det australske mandskab under normale omstændigheder kan være med.

Doublen bliver formentlig et brag af en kamp, og alt taler for, at det er her, hele holdkampen bliver afgjort. Peers/Groth er gode doublespillere, men man ser ofte, at doublespecialisterne kommer en smule til kort mod dygtigere singlespillere i Davis Cup. Peers er selvsagt en dårligere tennisspiller end alle amerikanerne, og hvis tempoet er for højt, skal der altså meget indforståethed med Groth og taktisk doubleoverlegenhed til for at vinde tre af fem sæt.

Odds 2,30 virker meget interessant på Australien i det lys, at det er svært for mig at se Kyrgios tabe til nogle af de amerikanske spillere.

Serbien vs Spanien

Beograd, Serbien

Indendørs hard

Serbien: Djokovic, Troicki, Lajovic og Zimonjic

Spanien: Carreno-Busta, Ramos-Vinolas, Munar og Marc Lopez

Vinder af opgøret

Bedste odds Bookmaker
Serbien 1,28
Bet365
Spanien 4,50
Unibet

Djokovic gør comeback i dette opgør, og han har været meget tydelig omkring, hvor meget netop denne turnering betyder for ham. Det skal dog bemærkes, at han uanset gode intentioner for sit flag har haft store vanskeligheder med lavere rangerede modstandere i Davis Cup - på hjemmebane.

Troicki er i ringe form, så det er ikke utænkeligt, at Lajovic bliver smidt ind, og uanset hvem Serbien vælger at spille, så har Spanien gode chancer i alle kampe med undtagelse af Djokovic' kampe, hvor verdenstoeren må forventes at køre pointene hjem til Serbien.

Doublen kan også blive afgørende her, selv om både Lajovic og Troicki bør have gode chancer for at vinde over Carreno-Busta og Ramos-Vinolas som med 99% sikkerhed spiller de spanske singler både fredag og søndag. Spaniens double med Marc Lopez har efterhånden skuffet mig nogle gange, men Zimonjic er heller ingen vårhare længere, så vi kan sagtens komme ud i et nervepirrende doubledrama lørdag.

Spanien er ikke chanceløse samlet, men det virker alligevel ret voldsomt, at de skal kunne vinde to kampe over Troicki + doublen. Det er ikke umuligt, men jeg tvivler, og 4,50 er ikke helt nok til, at jeg tør kaste mig ud i et spil.

Frankrig vs Storbritanien

Rouen, Frankrig

Grus indendørs

Frankrig: Pouille, Mahut, Chardy, Herbert

Storbritanien: Evans, Edmund, Jamie Murray, Inglot.

Vinder af opgøret 

Bedste odds Bookmaker
Frankrig   1,25
Bet365
Storbritanien 3,85
NordicBet

To nationer med alvorligt mandefald, og Yannick Noah, Frankrigs kaptajn, skal være glad for, at Andy Murray har "valgt" at sidde denne kvartfinale over. Frankrig mangler Tsonga, Monfils, Gasquet og Simon ift. deres bedste spillere, og alligevel er de solide favoritter mod briterne, der kun har Murray på fraværslisten.

Men det bliver ikke nødvendigvis så nemt for franskmændene, der igen og igen har leveret skuffelser i Davis Cup-turneringen. Pouilles form er en smule tvivlsom, og hverken Chardy eller Mahut er storfavoritter mod Evans eller Edmund. Jeg vil næsten vove pelsen, at Pouille skal levere på sit topniveau, hvis Frankrig skal trække sig sejrrigt ud af kvartfinalen, selv om grusunderlaget bør hjælpe dem afgørende i mål.

Doublen kan også her blive meget spændende. Herbert/Mahut mod Murray/Inglot kan blive en hård dyst, men jeg har nok en anelse svært ved at se briterne hive den double hjem over fem sæt.

Storbritanien er ikke uden chancer samlet, men selv om 3,85 ser pænt ud mod et amputeret fransk hold, så har jeg alligevel ikke megen fidus til, at de kan hente tre sejre i fem kampe på gruset i Frankrig.