Viasat oplever et generelt fald i seertallene til Superligaen - Brøndbykrise en del af forklaringen...

FC København-Brøndby har historisk været et kæmpe trækplaster for Viasat, der for tre år siden kunne prale af at have 364.000 seere med fra sofaen. Sådan er det ikke længere og den seneste kamp mellem de to københavnerklubber blev blot set af 132.000 - altså kun lidt over en tredjedel så mange seere.

Ifølge Peter Nørrelund, sportschef hos Viasat, skal en del af begrundelsen findes i at den seneste kamp blev spillet en lørdag, men det bedste bud på en forklaring er dog Brøndbys forfald:

"En stor del af grunden er nok også, at Brøndby, der altid har været et af de store trækdyr, hænger alvorligt i selen. De har også mistet mange fans på hjemmebanen, og det har negativ indvirkning på seertallene", siger Peter Nørrelund til Jyllands-Posten.

Det er dog ikke kun Brøndbys kampe der oplever et fald i antallet af sofa-tilskuere, generelt har Viasat oplevet et fald i seertallene til Superligaen og til topprioriteten 'Match of the Week'.

Brøndby er dog alligevel det hold der kan trække flest seere til og det har bl.a. resulteret i at søndagens kamp mellem OB og AGF er henvist til Canal 9 til fordel for Randers-Brøndby.

"Vi ved, hvem der trækker, og det er altså stadig Brøndby. De trækker bare ikke så mange som førhen", siger Viasats sportschef Peter Nørrelund til Jyllands-Posten om valget.

Peter Schmeichel tilbage i Champions League

Den danske målmandskonge skal igen på skærmen i Champions League-regi. Det sker for engelske SkySports hvor Schmeichel debuterer i tirsdagens kamp mellem FC Nordsjælland og Chelsea.

"Peter skal arbejde for Skysports. Han starter med FCN-Chelsea, så det bliver stort", siger Schmeichels manager Mads Frederiksen til sporten.dk.