Superligaen gik mandag på en lang juleferie, der dog ikke varer helt til påske, men til 2. februar. BetXpert har talt med Danske Spil* om, hvordan Superliga-sæsonen indtil videre er gået hos dem.
FC Midtjylland og FC Nordsjælland mødtes mandag aften på MCH Arena, og det var samtidig sidste superligakamp i 2020. FC Midtjylland overvintrer på førstepladsen i Superligaen med 27 point. Brøndby har samme pointantal, men har en ringere målscore end de forsvarende mestre.
Hos Danske Spil* er FC Midtjylland også det mest spillede udfald som dansk mester i denne sæson. Det fortæller oddssætter Peter Emmike Rasmussen til BetXpert.
- FCM til at vinde det danske mesterskab 2020/21 er indtil videre det mest spillede udfald foran FCK, siger Peter Emmike.
For Danske Spils vedkommende blev opgøret mellem Brøndby og Lyngby den 30. november en dyr affære, og den hidtil dyreste i indeværende Superliga-sæson. Brøndby vandt kampen 4-1, og den kamp er indtil videre den mest indbringende kamp for kunderne i dette efterår. Danske Spil* udbetalte ved den lejlighed 1,250 millioner kroner til kunderne, fortæller Peter Emmike.
FCK-krisen har kostet kunderne dyrt
Hos Danske Spil* er Superligaen den næstmest populære liga blandt kunderne. Kun Premier League er mere populær, lyder det fra Peter Emmike.
I Superligaen har FCK haft en meget skuffende sæson indtil videre, og det har man kunnet mærke hos Danske Spil*, hvor FCK har været involveret i de fem mest indbringende kampe for firmaet.
- FCK er uden tvivl det hold, der har overrasket/skuffet vores kunder mest i efteråret, da de er involveret i de fem mest indbringende kampe for Danske Spil* i efteråret 2020. Ingen af kampene har FCK vundet, og FCK - Randers den 23. november var den værste for kunderne, fortæller Peter Emmike.
I alt indbragte de fem FCK-kampe 7,5 millioner kroner til Danske Spil*.
FCK's rivaler fra Vestegnen må siges at have gjort det væsentligt bedre end FCK hidtil i sæsonen, og et eventuelt mesterskab til Brøndby vil også være en god forretning for Danske Spil*, siger Peter Emmike.
- P.t. vil et dansk mesterskab til Brøndby faktisk være en god forretning for Danske Spil*, hvilket set over de mange foregående sæsoner er lidt overraskende, da Brøndby til at vinde det danske mesterskab ofte er et af de dyre udfald, fortæller Peter Emmike og fortsætter:
- Her efter efterårets sidste kampe er blevet spillet, vil et mesterskab til enten FCM, Brøndby eller FCK give et lille plus til Danske Spil*.
Vejle-mesterskab vil koste Danske Spil* dyrt
Mens et mesterskab til FCM, Brøndby eller FCK vil give et plus til Danske Spil*, er tilfældet det stik modsatte ved et Vejle-mesterskab. Vejle overvintrer på 10.-pladsen i tabellen, og de har 12 point op til FC Midtjylland på 1.-pladsen, men skulle de mod forventning indhente FCM og Brøndby i toppen og i sidste ende vinde mesterskabet, ville det koste Danske Spil* dyrt.
- Vejle som dansk mester vil være det klart dyreste udfald, hvor vi vil skulle udbetale over 3 millioner kroner. Derudover er AGF og AaB også udfald, der vil give et tab for Danske Spil*, siger Peter Emmike.
2020 er snart forbi, og den superligakamp, der har været dyrest for Danske Spils vedkommende i år, er opgøret mellem Lyngby og FCK fra sidste sæson.
- Den kamp i Superligaen, som Danske Spil* har udbetalt mest på i 2020, er Lyngby-FCK fra 1. juni i foregående sæson, som FCK vandt 4-1. Det var samtidig også genopstarten på Superligaen 2019/20 efter coronapausen. Den udbetalte vi over 2 millioner kroner på i forhold til indskud, siger Peter Emmike, der samtidig understreger, at interessen for Superligaen i 2020 er på samme niveau som i 2019.
- Interessen på Superligaen er status quo set over efteråret 2019 og 2020, lyder det fra Peter Emmike.