Christopher Poulsen forfalskede SIF-chefers underskrifter, da hans økonomi faldt sammen i starten af denne måned...
Den tidligere landsholdsspiller Christopher Poulsen blev i går fyret af den nedrykningstruede superligaklub Silkeborg. I dag er det kommet frem, at Poulsen har begået dokumentfalsk, og backen stiller sig nu frem og forklarer sin udåd, efter han har forfalsket Silkeborg-direktør Kent Madsens og økonomi-direktør Claus Christensens underskrift for at få et lån til at dække en vindmølle-investering, der gik galt.
- Den sidste tid har budt på ekstrem store nedture for mig. Jeg har været del af en vindmølle-investering, som jeg ikke kunne gabe over, og det har kostet mig mere eller mindre alt, hvad jeg ejer. Det har været et helvede, lyder det fra Christopher Poulsen til Midtjyllands Avis.
Sad til sidst alene
Vindmølle-projektet har været ramt af, at de andre investorer ikke har kunnet betale, hvilket har betydet, at Christopher Poulsen, efter hans egen forklaring, ene mand styrede et investerings-selskab, og i starten af denne måned kom der en regning på 100.000 euro, som skulle betales.
- Det har været ekstremt voldsomt, hvad der har været af pres. Det hele kuldsejlede, og jeg kunne ikke overskue det mere. Jeg er i chok over, at jeg må sige det her, for jeg har en familie. Jeg tænker meget på min kone og min lille søn, siger Poulsen, mens tårerne triller ned ad kinderne .
- Jeg har flere gange stået på fodboldbanen og tænkt, hvad der skulle ske i morgen.
Pengeinstitut fik lavinen til at rulle
Christopher Poulsen prøvede således at søge om lån hos et lokalt pengeinstitut i starten af måneden med de forfalskede underskrifter, men da de kontaktede SIF, begyndte det at tage fart.
- Med regningen på 100.000 euro knækkede filmen for mig, selvom det ikke kun var mig, der skulle betale det. Jeg kunne ikke magte det, så derfor prøvede jeg at låne nogle penge, og så skrev jeg under både for mig selv og klubben. Men jeg prøvede at få det stoppet igen, slutter Christopher Poulsen.