En ny sæson står for døren, og der er en lang række spørgsmål der savner svar. Er der nogen der kan true FCK i år? Kan Brøndby løfte sig oven på sidste sæsons fiasko? Hvordan står AGF og Lyngby i kampen om at undgå nedrykning? Alt dette forsøger vi at give et bud på i nedenstående appetitvækker til den forestående sæson i SAS-ligaen.
Sæsonen går i gang onsdag d. 18. juli.
SAS Liga-tip finder du på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/dan/
Alle transfer-oversigter er hentet på denne side: www.netsuperligaen.dk
Nedrykningskandidaterne
Det er gensynets glæde i denne sæson, hvor oprykkerne er velkendte AGF og Lyngby. Naturligt er det at nævne oprykkerne som kandidater til nedrykningspladserne, men forud for sæsonen virker AGF til at have fået de nødvendige forstærkninger der skal til for at sikre eksistensen. De seneste år har Horsens været nævnt blandt nedrykningskandidaterne og har alligevel klaret sig, men i år kommer nedrykningsspøgelset formentligt endnu tættere på. Jeg tror Horsens må lade livet i år, mens Lyngby umiddelbart synes at få svært ved at stabilisere sig.Men det går ikke altid som præsten prædiker, og Lyngby og Horsens er ikke helt uden chance for overlevelse. Det kan ikke udelukkes at AGF får svært ved at bide sig fast i midten, eller at andre kommer skidt fra start. I sidste sæson viste det sig, at Viborg havde mere end vanskeligt ved at holde niveau, og efter min mening var man (efter Silkeborg og Vejle) det dårligst spillende hold set over hele sæsonen. Med dette in mente er Viborg og AGF mine outsidere til nedrykningspladserne.
Lyngby
Tilgang: Rasmus Marvits (AC Horsens), Tem Hansen (Fremad A.), Danny Andersen (HIK), Rune Pedersen (Nottingham Forest).
Afgang: Tobias Mikkelsen (Brøndby), Steffan Campagnolo (Fremad A.).
Holdets helt store profil Tobias Mikkelsen er gået til vestegnen, og det må siges at være et enormt tab. Han vil blive savnet. På plus-siden har man forstærket defensiven med ny keeper i Rune Pedersen og forsvarsspiller Rasmus Marvits. Begge har pæn erfaring fra topfodbold. Alt i alt virker holdet dog ikke helt gearet til landets bedste række. Træner Kasper Hjulmand udtaler at man vil spille sit eget spil, justere hen af vejen og se hvor langt det rækker. Selvom det rakte mere end rigeligt i 1. division, tror jeg det bliver mere end svært at holde sig over stregen. Holdet består af en lang række talenter (og nogle ganske store endda), men den manglende rutine og erfaring samt defensive styrke tror jeg bliver kostelig.
Bud på placering: 11-12
Sæsonspil:
Lyngby til at rykke ned 2,10 hos Sportingbet – 60% (værdi 114,00)
Horsens
Tilgang: Thomas Kortegaard (AaB), Steffen Lauser (Hamburg SV), Nick Christensen (Næstved), Lasse Sørensen (Næstved), Tonni Brochmann (egen avl), Rasmus Laursen (egen avl), Bosun Ayeni (lejeaftale med SønderjyskE)
.
Afgang: Ali Gerba (lejeophold slut), Martin Heinze (kontraktophør), Charles Akonnor (kontraktophør), Parfait Ngon A´Djam (ukendt), Henrik Bundgaard (lejeaftale slut, tilbage til AGF), Miki Rasmussen (kontraktophør), Rune Graugaard (kontraktophør), Joel Tchami (kontraktophør), Lasse Borg (FC Hjørring), Steffen Ernemann (kontraktophør/Silkeborg), Rasmus Marvits (Lyngby BK) .
Første sæson overlevede man på de defensive dyder, og i sidste sæson formåede man at skifte spillestil til en mere offensiv opstilling. Egentligt har udviklingen i klubben været rigtig god, med små skridt i den rigtige retning hele tiden. Dog synes filmen at have knækket en smule over sommerpausen. En lang række reserver har forladt klubben for at få spilletid andetsteds, og yderligere har man vinket farvel til flere profiler. Her er Charles Akonnor og Rasmus Marvits de mest nævneværdige, mens Gerba, Heinze og Ernemann også har været anvendt. Nævneværdige nyindkøb er Thomas Kortegaard og Bosun Ayeni, to spillere som jeg forventer vil styrke holdet offensivt og defensivt hhv. Men samlet set virker truppen en smule smal, og reserverne har ikke alle niveau til SAS-ligaen. Når dette er sagt, så skal Horsens nok skrabe point til sig. Om ikke andet er det tilbage i grøften og forsvare. 0-0 giver stadig ét point. Om det bliver nok er tvivlsomt. Jeg vurderer omtrent 60% chance for nedrykning for Horsens i denne sæson, og der findes en smule værdi i odds 1,70 som nedrykker tilbudt af bl.a. Nordicbet * og Centrebet.
Bud på placering: 11-12
Viborg
Tilgang: Simon Nagel (Silkeborg IF), Asbjørn Sennels (Brøndby), Petter Furuseth Olsen (Stabæk), Rurik Gislasson (Charlton Athletic), Robert Åhman-Persson (AIK Stockholm).
Afgang: Thomas Poulsen (stopper karrieren), Sammy Youssouf (kontraktophør), Regis Amarante (kontraktophør), Joe Zewe (kontraktophør), Mojo Kingsley (kontraktophør), Paul Obifule (kontraktophør), Christian Flindt Bjerg (Jetsmark), Christoffer Poulsen (FC Midtjylland), David Rasmussen (stopper karrieren).
I sidste sæson var Viborg helt til rotterne. Ja faktisk skal man prise sig lykkelig for at man ikke var tættere på nedrykning end man rent faktisk var. For spillet var langt fra imponerende, og indsatsen til tider pinlig. Den nye træner Anders Linderoth forsøgte at skabe et mere offensiv hold, men manglede kvalitet i truppen. Moralen og motivationen forsvandt og resultaterne røg samme vej. Der er blevet ryddet op i truppen, hvor en lang række spillere er smidt på porten/forladt skuden. Mest nævneværdige afgange er Thomas Poulsen, Paul Obifule og Christoffer Poulsen. I Poulsens sted kommer dog en gammel kending. Asbjørg Sennels er tilbage hvor det startede, og det skal blive spændende at følge om han kan komme tilbage til toppen. Der er blevet investeret i flere spændende skandinaviske, unge talenter i Gislasson, Furuseth og Persson. Personligt er kendskabet til disse ikke enormt, men det virker umiddelbart som udmærkede indkøb med fremtid i. Jeg tvivler på at Viborg ryger i top seks i år, men man burde med denne trup kunne holde sig fri af bunden. Man skal dog aldrig sige aldrig, for sidste år havde jeg samme indtryk af holdet og forventede noget mere. Der foregår ting i Viborg Fodsports Forening, der ikke altid er lige motiverende for driften af et fodboldhold, og slår nyindkøbene ikke til, er truppen ikke blandt de stærkeste i ligaen.
Bud på placering: 7-9
AGF
Tilgang: Kim Madsen (Hansa Rostock), Jerry Lucena (Esbjerg), Alex Valencia (IK Start), Ulrik Lindkvist (FC Midtjylland).
Afgang: Jacob Rasmussen, (karrierestop), Jesper Tollefsen (kontraktophør), Peter Sand (træner-assistent), Navid Dayyani (karrierestop), Jesper Sørensen (karrierestop).
Blot en sæson skulle der til før AGF vendte tilbage til landets bedste række. Alt andet havde været en hård pille at sluge i det århusianske, og vi hilser da også gladeligt velkommen. AGF hører til i SAS-ligaen.
Oprykningen blev kørt hjem af en trup med en række unge talenter, hvoraf en del i denne sæson må tage plads på bænken. Der er hentet en række forstærkninger ind, til både defensiven og offensiven. Til forsvaret er den rutinerede Kim Madsen (tidl. FCK) hentet i det tyske, mens Ulrik Lindkvist er hentet i FCM, hvor han var blevet til overs. På midtbanen har man forstærket sig med Esbjergs Jerry Lucena, som skal være holdets motor på den centrale midte. Fra det norske kommer holdets mest offensive indkøb i form af Alex Valencia, en hurtig kantspiller der skal støbe kugler til angriberne. Set over hele linjen en række spændende indkøb, som styrker holdet på pladser hvor det var tiltrængt, og i min bog har man bestemt truppen til at tage kampen op i den nederste halvdel af tabellen. Overlevelseschancerne er gode. Eneste minus er dog, at man på trods af en trup på 30 mand, mangler kvalitet i bredden. Får man skader på de centrale pladser og må man undvære profiler over længere tid, kan problemerne sætte ind.
Bud på placering: 6-10
Limbo
Lige der hvor nedrykningen er uaktuel og Europa-pladserne uopnåelige, findes den bløde mellemvare, hvor spændingen aldrig for alvor når at manifestere sig. I sidste sæson var det Esbjerg, Randers og, overraskende nok, Brøndby der spillede de sidste ti kampe uden at have noget reelt at gå efter. I denne sæson synes Brøndby at være i stand til at kæmpe med lidt længere fremme i tabellen, mens Esbjerg og Randers igen virker til at må nøjes med en kedelig placering.Blandt de øvrige må FCN og AaB i øjeblikket regnes for at være de største kandidater til en mellem-sæson. FCN viste dog i seneste sæson at man kan komme utroligt langt med ret så lidt, og får AaB forstærkningerne på plads i en fart kan man måske igen kæmpe med om top fire, selvom konkurrencen i år synes hårdere end i lange tider. Dog virker FCN og AaB som de svageste af de øverste seks hold, og forud for sæsonen vurderes de til at være de hold der ender lige uden for de sjove pladser.
Randers
Tilgang: Colin Todd (cheftræner), Jeppe Brandrup (FC København), Emil Ousager (OB), Kevin Stuhr Ellegaard (Hertha Berlin), Søren Ulrik Vestergaard (Silkeborg), Søren Berg (Viking Stavanger / fra nytår).
Afgang: Todor Yanchev (kontraktophør), Dormushali Saidhodzha (kontraktophør), Elhadji Timera (kontraktophør), Mads Toppel (kontraktophør), Karsten Johansen (kontraktophør), Baye Djiby Fall (Al Ain Sports Club), Martin S. Jensen (fritstillet).
Randers har sagt farvel til træner Lars Olsen, som fortsætter i OB, og siger goddag til Colin Todd, som tidligere har trænet Bolton i Premier League. Efter sigende en kæmpe kapacitet man har fået på trænerposten, og et videre skridt mod for alvor at etablere sig i toppen af dansk fodbold. Dog har man måttet afhænde topscorer Dijby Fall til det arabiske, i bytte for en kæmpe pose penge, som har været anvendt til at styrke truppen.
Kevin Stuhr Ellegaard er hentet hjem fra det tyske, og er ny førstemålmand. På kort sigt en god målmand, og på lang sigt en god investering. Han skal nok udvikle sig i Randers. Jeppe Brandrup er kommet til fra FCK, mens Søren Ulrik Vestergaard har forladt den synkende skude i Silkeborg. To spændende unge spillere for fremtiden. Til nytåret vender Søren Berg hjem til Danmark fra Viking i Norge, og han ligner en klar forstærkning for Randers. Jeg forventer at holdet vil lande midt i tabellen, men der kan meget vel gå nogle runder før man finder rytmen og får de nye helt på plads. Jeg har svært ved at se holdet blive alvorligt indblandet i nedrykningskampen, men kan dog heller ikke se dem gå i top fem.
Randers-Lyngby (sæsonplacering) 1 til 1,60 hos Nordicbet * – 67% (værdi 107,2)
Bud på placering: 7-9
Esbjerg
Tilgang: Rajko Lekic (OB), Jeppe Mehl (Thisted FC), Jesper Mikkelsen (FC Midtjylland).
Afgang: Jerry Lucena (kontraktophør), Jesper Grønborg (Harleem), Morten Friis Jensen (Emmen), Simon A. Pedersen (Silkeborg).
Esbjergs forår var ikke just af de bedste, hvor interne problemer og dårlige resultater fyldte hverdagen. Uden at imponere virkede det dog som om, at man fik rettet skuden op til sidst. Dette giver forhåbninger om bedre muligheder for den kommende sæson, og truppen er da også til det et langt stykke hen af vejen. Dog har man afhændet Lucena til AGF, og mister her en vigtig mand, som nyerhvervelsen Jesper Mikkelsen efter min mening ikke sådan lige erstatter. Mest nævneværdige indkøb er OBs tidligere problembarn Rajko Lekic, som supplerer Bech og Nyren i angrebet. I mine øjne en spiller der har gode chancer for at rage uklar med træner Bech, som endnu en gang har (haft) problemer med sin trup. Det vil langt fra undre mig, hvis Esbjerg som følge af en dårlig start på sæsonen igen får interne problemer og slipper Troels Bech før kontrakten er opfyldt.
Et spændende spil kunne være at Troels Bech ikke er i klubben efter sæsonen til 2,45 hos Nordicbet * , eller 4,50 på at Bech bliver første træner i sæsonen der bliver fyret. Dog er det meget vanskeligt at sætte procenter på disse spil.
Bud på placering: 6-8
FCN
Tilgang: Christian Nielsen (Herfølge), Christian Pihl Pedersen (LFA), Marcus Pode (Malmø FF), Bo Storm (Heerenveen), Henrik Kildentoft (Brøndby), Issey Nakajima-Farran (Vejle).
Afgang: Thomas Andreasen (stopper karrieren), Anders Alding (stopper karrieren), Casper Andersen (AB), Morten Nordstrand (FC København).
Som det så ofte sker i de mindre danske klubber, har FCN afhændet topscoreren Morten Nordstrand mod en pose penge fra FCK. En ganske anselig pose penge, og selvom Nordstrand var en særdeles vigtig spiller i sidste sæson, mener jeg FCN kan være fortrøstningsfulde. Unge spillere står på spring, og især Martin Bernburg forventer jeg får sit gennembrud i den kommende sæson.
Heath Pearce er skiftet til tysk fodbold og efterlader et hul på backpladsen.
Af de ny indkøb virker angriberen Marcus Pode (svensk ungt talent) og Henrik Kildentoft særdeles interessante, hvor især sidstnævnte igennem spilletid står til at få sit gennembrud.
FCN går en spændende sæson i møde, men det skal klappe for at man kan hægte sig på toppen. Selvom holdet bugner af talent, forventer jeg at man slutter lige uden for toppen.
Forventet placering: 5-6
AaB
Tilgang: Kenneth Stenild (tilbage fra lejemål), Karim Zaza (Rot-Weiss Essen).
Afgang: Fredrik Winsnes (Strømsgodset), Thomas Kortegaard (AC Horsens), Casper Jacobsen (Breidablik), Jimmy Nielsen (Leicester), Darlan Pinto Pontes (ukendt), Mahmoud El-Hajj (FC Hjørring), Henrik Bruun (FC Hjørring), Rasmus Würtz (FC København).
Endnu en gang virker det til at de ellers så ambitiøse nordjyder må starte forfra efter at have solgt ud af guldet. Jimmy Nielsen er gået til Leicester, mens profilerne på midten, Winsness og Würtz, er skiftet til hhv. Strømgodset og FCK. Et hårdt slag for holdet, der mister, efter min mening, sine tre vigtigste spillere. Især Winsness vil blive savnet.
Indtil videre er det sparsomt med investeringer, da Karim Zaza reelt er eneste nye mand. Dog virker han, hvis han bliver sin skade kvit, som en fuldgod erstatning i målet. Herudover er flere spillere nævnt som nye på midten, hvor Andreas Johansson fra Wigan og Benedict Vilakazi fra Orlando Pirates er bedste bud. Bestemt interessante spillere, men det vil tage en stor del af opstartsfasen alene at køre dem ind. AaB har i min bog, allerede inden sæson tabt vigtige skridt i bestræbelserne på at gentage sidste sæsons succes. Konkurrenterne virker bedre forberedt, og en topplacering kan ikke forventes.
Bud på placering: 5-6
Medaljeaspiranterne
Af sidste sæsons medaljevindere virker FCM (og FCK) som de bedst rustede i denne sæsons medaljekamp. For hver spiller der er draget ud, er nye kommet til og holdet ser ud til at holde niveauet. OB var sidste år snublende tæt på bronzemedaljerne, men med en flot sæson i Europa og en pokaltriumf gik gassen af ballonen. Fynboerne virker godt rustet defensivt og med offensive forstærkninger ser det i mine øjne fornuftigt ud. Brøndby havde en miserabel sæson, og foråret gik med at samle stumperne og reorganisere sig. Man er gået tilbage til de gamle Brøndby-dyder, hentet nye profiler til og synes klar. Selvom man er et godt stykke fra styrken i 2005, virker Brøndby til at kunne kæmpe med om medaljerne.
Brøndby
Tilgang: Peter Madsen (FC Køln), Tobias Mikkelsen (Lyngby), Stefan Gislason (FC Lyn Oslo).
Afgang: Giovane Rector (ophævet kontrakten), Asbjørn Sennels (Viborg), Henrik Kildentoft (FC Nordsjælland).
Håbet er tilbage på vestegnen, og det med rette. Skuden virker til at være rettet op, efter Tom Køhlert har fået arbejdsro til at genindføre den nok så omtalte ”Brøndby spirit”. Nyindkøbene virker fornuftige, men styrker primært offensiven. Den hjemvendte søn, Peter Madsen, virker som den perfekte makker til Morten Rasmussen i front, mens Tobias Mikkelsen er en spændende ny spiller på kanten. Ved første øjekast skal han nok løfte niveau til SAS-ligaen. Seneste indkøb er Stefan Gislasson der går ind som ny midtbanemotor. De første forlydenheder er, at han er en klar gevinst for holdet.
Skal man sætte en finger på noget, så virker forsvaret stadig en smule sårbart. Bliver anfører Per Nielsen skadet virker reserverne, trods talent, ikke gearet til at overtage endnu. Det var tydeligt i sidste sæson, at forsvaret var det svageste led. Men kan man nogenlunde se sig fri for skader og holde antallet af karantæner nede, så står man med gode chancer for at kæmpe med hvor det er sjovt. Jeg tror på en topplacering, men man kommer ikke sovende til det og hvert et point vil tælle. Brøndby er endnu ikke (markant) største udfordrer til FCK, som tidligere, og vil kæmpe med FCM og OB om medaljerne.
OB
Tilgang: Lars Olsen (cheftræner), Bolaños (Deportivo Saprissa), Mustapha Papa Diop (Marseilles), Matti Lund Nielsen (egen avl), Kasper Fredholm (Svendborg), Hans Henrik Andreasen (Greuter Fürth), Bengt Sæterness (Brann Bergen).
Afgang: Morten Fevang (Odd Grenland), Emil Ousager (Randers FC), Frank Andreasen (FC Fyn), Martin Borre (kontraktophør).
Sidste sæsons nummer fire OB havde en imponerende sæson. Et sæt bronzemedaljer havde været kronen på værket, men man kan ikke få alt hvad man peger på. Stor succes i Europa (UEFA Cup-gruppespil) og en pokaltitel er dog også en pæn høst.
Lars Olsen er nu endeligt tiltrådt som ny cheftræner, efter kapaciteten Riochs alt for tidlige exit. Spillestilen der blev praktiseret i Randers passer efter min mening særdeles godt til OB-truppen, og jeg tror Olsen har gode muligheder for at holde OB med fremme.
I sommerpausen har Martin Borre og Morten Fevang forladt klubben, men nyindkøbene virker som gode erstatninger. Bolanos fra Costa Rica er kommet til, og overtager kanten fra Borre. Han skulle være en god erstatning, men der er en sprogbarriere der skal passeres, og oftest tager det noget tid før disse eksotiske navne kommer på plads. Fra det tyske vender Hans Henrik Andreasen hjem til det danske, hvor han tidligere har spillet for Esbjerg. Han er et rigtigt godt supplement til truppens midtbane-segment, og en fuldgod erstatning hvis Esben Hansen på et tidspunkt gør alvor af sine flytteplaner. Seneste skud på stammen er norske Bengt Sæternes, en ægte gammel målræv. 107 mål i 211 norske ligakampe er mere end godkendt må man sige. Et stærkt supplement til truppen.
Efter min mening holder truppen sin styrke i forhold til sidste sæson, og skal bestemt kæmpe med om medaljerne i denne sæson.
Bud på placering: 2-3
Sæson-spil: OB ender i top 3, odds 2,10 hos Centrebet. 50-55%.
FCM
Tilgang: Dennis Flinta (Silkeborg), Maros Klimpl (Baník Ostrava), Mikkel Thygesen (Borussia Mönchengladbach), Christoffer Poulsen (Viborg).
Afgang: Klaus Kærgaard (stopper karrieren), Kristian Bak Nielsen (Heerenveen), Dennis Sørensen (Energie Cottbus), Ulrik Lindkvist (AGF), Jesper Mikkelsen (Esbjerg), Christian Sivebæk (lejes ud til Skive).
Som alle andre steder i landet har der været godt gang i svingdørene i det midtjyske. To af holdets største profiler fra sidste sæson er solgt til det store udland, mens én vender hjem igen. Anfører Kristian Bak Nielsen var på tale i FCK, men gik til Heerenveen, mens Dennis Sørensen er solgt til Energie Cottbus. Herudover er Ulrik Lindkvist gået til AGF, dog var han ikke tiltænkt den store spilletid i FCM. Ligeledes var der ikke udsigt til den store spilletid til Jesper Mikkelsen, som er smuttet til Esbjerg. For hver er af disse er der hentet erstatning. Maros Klimpl, slovakisk landsholdsspiller, bliver ny styrmand i bagkæden, hvor man også har talentet Winston Reid klar i kulissen. Christopher Poulsen er hentet i Viborg, og kan spille forsvar og kant. Til de offensive kæder er Dennis Flinta snuppet fra nedrykkerne Silkeborg, og er i første omgang tiltænkt en rolle som indhopper. Sommerens helt store indkøb er en ”gammel” kending: Mikkel Thygesen tog blot et halvt år i det tyske før han vendte snuden hjemover. En erfaring rigere, og fortsat et kæmpe talent. Bestemt en klassespiller og en styrkelse af holdet.
Jeg mener FCM er sluppet ganske godt ud af en svær sommerpause, og har ganske fine chancer for at kæmpe med om medaljer. Selvom man var holdet der kom tættest på FCK i sidste sæson ser jeg dog OB og Brøndby med en smule større chancer for en top-placering i denne sæson.
Bud på placering: 3-4
Eneren – den kommende mester
Der er ikke meget at rafle om. I sidste sæson viste de det, og det forventer jeg også vil være tilfældet i den forestående sæson. FCK er i særklasse det bedste hold i landet. Mere eller mindre hele startopstillingen har landsholdsstatus, og kvaliteten i reserverne er imponerende. I sidste sæson var der 13 point ned til andenpladsen, og det vil overraske mig meget hvis ikke FCK har sikret sig mesterskabet inden de sidste runder.FCK
Tilgang: Mikael Antonsson (Panathinaikos), Mathias Jørgensen (B 93), Morten Nordstrand (F Nordsjælland), Rasmus Würtz (AaB).
Afgang: Lars Jacobsen (FC Nürnberg), Dan Thomassen (Vålerenga), Jeppe Brandrup (Randers FC), Benny Gall (stopper), Thomas Villadsen (Emmen), Tobias Linderoth (Galatasaray), Fredrik Berglund (Elfsborg).
Ud med profiler – ind med profiler. Sådan går det mere eller mindre hvert halve år i FCK, og i denne sommerpause er det FCN og AaB det er gået ud over. Når profiler som Linderoth, Jacobsen og Berglund forlader klubben skal der nye kræfter ind. Indtil videre skal William Kvist agere højre back, mens man har valgt at hente direkte erstatninger til midtbane og angreb. I AaB er Rasmus Würtz hentet og i FCN har man snuppet topscoreren Morten Nordstrand. Begge er de landsholdsaktuelle, gode indkøb for fremtiden og i stand til at gå ind og styrke truppen med det samme. Yderligere er Mikael Antonsson hentet som supplement til det centrale forsvar.
Lige bortset fra en ny mand til Jacobesens backplads mener jeg man har gjort sig de fornødne indkøb. Dog har man afhændet en del af sine marginalspillere og kan komme til at savne lidt i bredden på sigt. Skulle man kvalificere sig til Champions League, bliver det en hård sæson, og det kan koste i det hjemlige hvis ikke reserverne er helt klar til opgaven. Startformationen er dog fortsat så stærk, at jeg ikke kan se nogen skubbe FCK af pinden. De bør blive mestre igen med dette hold.
Bud på placering: 1