De to titelfavoritter FC København og FC Midtjylland har gjort rent bord indtil videre i årets Superliga. 10 kampe, 10 sejre og en samlet målscore på 18-5. Skal vi til at vænne os til skotske tilstande i toppen af dansk fodbold, og vinder de to klubber også weekendens kampe? Vores faste Superliga-skribent Tonni Munk Jensen forsøger at give svarene.

Vi skal tilbage 2013/14-sæsonen for sidst at finde en anden mesterskabs-vinder end FC København og FC Midtjylland. Siden har hovedstadsklubben taget tre trofæer, mens midtjyderne har løftet pokalen to gange. Det er et billede, som vi meget vel lige så godt kan vænne os til, for det virker som om, at hullet ned til de øvrige hold efterhånden bare bliver større og større. 

I sidste sæson var afstanden fra FC København ned til Esbjerg på tredjepladsen på hele 26 point, og med de 10 sejre af 10 mulige til de to storklubber i denne sæson ligner det igen en tvekamp og en lukket fest, hvor de resterende klubber må slås om sekundære placeringer. Forskellen i de økonomiske muskler er ganske enkelt blevet så store, at der kan gå årevis, før vi igen ser et tredje navn indgraveret i mesterskabspokalen. Senest illustreret i sommerens transfers, hvor FC Midtjylland satte egen klubrekord og hentede angriber Sory Kaba for ca. 25 mio. kr., og FC København siden spenderede ca. 10 mio. mere på at købe Pep Biel i Zaragoza. Summer som ingen af de andre klubber kommer i nærheden af.

Udover at det går en smule ud over spændingen, at de to favoritter allerede så tidligt i sæsonen ser ud til at have skabt et hul til forfølgerne, så behøver det ikke just at være en ulempe for dansk topfodbold, at der er to kraftige lokomotiver i førerfeltet. Der vil uundgåeligt sive penge ned gennem systemet, når de to klubber køber profiler i andre danske klubber (hvilket de begge har været pænt gode til), og forhåbentlig vil vi med tiden også se FC Midtjylland og andre klubber skaffe flere point til det danske Europa-regnskab, hvor FC København stort set er den eneste klub, der skraber værdifulde point sammen.

Selvom ingen af de to hold endnu har vist mesterskabsspil i denne sæson, så er de igen i denne weekend pæne favoritter til at vinde deres kampe, og man kan være ganske sikker på, at der den 24. maj næste år igen står FC på pokalen, når den løftes op i luften af nogle glade vindere.

Randers - FC København

Spilles fredag d. 16/8 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter 

Randers-træner Thomas Thomasberg diskede op med et sjældent formationsskifte i kampen mod OB, hvor han ændrede fra en 4-4-2-opstilling til en 4-3-3-opstilling. Det giver rigtig god mening, når man har god kvalitet centralt på midtbanen og ovenikøbet kan rykke kant-profilen Saba Lobjanidze en tand frem, så han slipper for alt for mange af de defensive opgaver, som ikke ligefrem er hans livret. Det fungerede også godt mod OB, hvor man spillede en rigtig fin første time. Nu endte det alligevel med nederlag, men det er ikke utænkeligt, at man forsøger sig med den nye opstilling igen mod FC København. Så vil det nok mere ligne en 4-5-1-opstilling, hvor kanterne søger ned til de centrale midtbanespillere for at gøre sig mere kompakte. Randers har ikke vundet over FC København i de seneste 10 indbyrdes opgør, men at møde dem tre døgn efter den både fysisk og psykisk hårde kamp mod Røde Stjerne er en gave til Randers. Så vil tiden vise, om de har kvaliteterne til at omdanne den til point.

FC København-spillerne er ramte - meget ramte. Tirsdagens exit fra Champions League, hvor man måtte igennem 120 minutters spilletid og en grum straffesparkskonkurrence, vil uundgåeligt sidde i spillerne i nogle dage. Fysisk så især Dame N´Doye slidt ud, men spillere som Viktor Fischer og Zeca kan også stå over for et hvil mod Randers. En del spillere vil være mærkede fysisk, og flere endnu vil også være hårdt ramt mentalt. Truppen er dog stadig så bred, at Ståle Solbakken vil kunne stille et stærkt hold fredag aften, og med seks dage til den næste kamp i Europa League, vil der stadig være stor fokus på at fastholde topplaceringen i Superligaen, hvor FC Midtjylland følger godt med. Spillere som Bryan Oviedo, Nicolaj Thomsen, Mohamed Daramy og Pep Biel forventes at få en rolle i kampen.

Randers - FC København: 2 til odds 2,10 hos Bet365 (nu 2,02 hos Nordicbet)

Oddset på FCK er skruet godt i vejret midt i CL-kvalen, selv om kræfterne doseres perfekt, og holdet er vant til et hårdt program. Der roteres her, og Randers spillede fint mod OB, men FCK stiller stadig stærkt og har klar indbyrdes overhånd. Læs hele eksperttippet.

FC Nordsjælland - OB

Spilles fredag d. 16/8 kl. 20.00 - Se mere info i vores matchcenter 

To hold med stort set identisk sæsonstart. Både FC Nordsjælland og OB spillede rigtig fin fodbold i de første par kampe, men siden er det gået ned ad bakke. Point har de nu stadig fået skrabet sammen, men spillet halter en hel del. Farum-holdet har nu spillet tre ret dårlige kampe i træk, og de var ganske heldige med ikke at tabe til bundholdet Silkeborg, da man var bagud 0-2 og gæsterne brændte straffe i overtiden. Man har givet rigtig mange chancer væk i de seneste kampe, og selvom Kian Hansen på mystisk vis undgik en karantænedom efter udvisningen mod Silkeborg, så vil de også mod et stærkt OB-hold få meget svært ved at holde nullet. FC Nordsjælland er i det hele taget udfordret af, at de mange unge spillere ganske vist har talent, men præstationerne vil være meget svingende fra kamp til kamp. Og lige nu virker de ikke på toppen.

To sejre i træk uden at indkassere mål og en foreløbig fjerdeplads. Det ser jo godt ud for OB, men bag tallene finder vi også tre halv-skidte kampe fra fynboerne i træk. De to knebne 1-0-sejre mod Esbjerg og Randers kunne sagtens være endt uafgjort eller værre, men hvor man i sidste sæsons indledning i længere tid ikke fik de point, som man fortjente, så er det modsatte altså tilfældet nu. Sejre giver selvtillid, og mål gør det samme. Nyindkøbet Sander Svendsen fortsætter sin drømmestart i OB, hvor han nu er oppe på fire mål i fire kampe. Mod et gavmildt Nordsjælland-forsvar vil han og angrebskollega Bashkim Kadrii med garanti igen komme til åbne chancer. Desværre for OB er den vigtige midtbanespiller Troels Kløve meget tvivlsom til kampen, men det skal nu stadig være et fint matchup for et discliplineret OB-hold, der normalt er gode til at lade FC Nordsjælland have bolden og så slå til, når mulighederne byder sig.

FC Nordsjælland - OB: OB+0,25 til odds 1,90 hos Bet365 (nu 1,85)

FCN har leveret svage præstationer på det seneste, og det store oddsfald på hjemmeholdet virker overdrevet. OB har et par tvivlsomme spillere og rammer heller ikke topform, men træner Michelsen har et overordentlig godt tag på dagens modstander. Læs hele eksperttippet.

Silkeborg - Sønderjyske

Spilles søndag d. 18/8 kl. 12.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Silkeborg kom på tavlen! Men de kan ærgre sig godt og grundigt over, at det ikke blev til alle tre point i Farum, hvor de i den grad havde hjemmeholdet på hælene. Endnu et skridt op for oprykkerne, der efter den horribelt dårlige start nu har spillet to ganske hæderlige kampe i træk. Det er, som om det først er gået op for spillerne nu, at det altså lige kræver en ekstra indsats at få point som oprykker. Skader har ikke ligefrem gjort det nemmere, og ikke nok med at forsvarer Flinta, kreatøren Mattson og kanttalentet Okkels er ude for tiden, så blev den nye hollandske forsvarsspiller Milan Massop skadet kort efter sin entré i klubben. De resterende spillere skal vise, at der er flere point i holdet, og Sønderjyske er bestemt ikke umulige at tage point fra.

Sønderjyske er en smule svære at blive kloge på, men de ligner et midterhold, som i resten af sæsonen vil spille en hel del tætte kampe. De har gang i en proces, hvor de gerne vil være mere boldstyrende, men det kan tage en rum tid, for det er svært at lægge stilen så meget om, når man i flere år har været vant til, at det er bedst, at modstanderen har bolden. Mod AGF senest endte det i en meget fysisk kamp, mens de mod Silkeborg får lov at vise, hvad de kan teknisk. Hjemmeholdet vil på kunstgræsset formodes at gå hårdt efter den første sejr, så hvis Sønderjyske samtidig smider noget af forsigtigheden over bord, så er der en underholdende kamp i vente.

Silkeborg - Sønderjyske: Begge hold scorer til odds 1,54 hos Bet365

Der er virkelig blevet åbnet op for sluserne i de seneste Silkeborg-kampe, som har budt på 13 mål i tre kampe. På hjemmebane skal de frem og jagte sejren, mens Sønderjyske som favoritter og farlige folk i offensiven heller ikke bør stå tilbage. 

Esbjerg - Lyngby

Spilles søndag d. 18/8 kl. 14.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Så brød krisen ud i Esbjerg! Ét er at tabe med et enkelt mål i tætte opgør, hvor man med lidt skarphed selv kunne have vundet. Noget andet er at falde helt sammen og være bagud 0-4 i pausen i Aalborg i søndags. Måden, Esbjerg gik ned på, viste, at troen på sig selv ikke var til stede, og flere spillere udtalte efterfølgende, at man nu måtte tilbage til de dyder, som bragte dem så langt i sidste sæson. Her handlede det rigtig meget om en meget stram defensiv struktur, hvor man først og fremmest forsøgte at holde nullet og så derefter håbede på at score en enkelt pind i den anden ende. Derfor må det også forventes at være et meget arbejdsivrigt og disciplineret Esbjerg-hold, der løber på banen til kampen mod Lyngby. For taber man denne, så er hullet endnu dybere, og så kan det blive svært at komme op af.

Lyngby tabte som forventet i Parken, og de ligner et hold, der skal skrabe de fleste point sammen på hjemmebane. Udgangspunktet hedder ofte 5-3-2 på hjemmebane, og når man bruger mange kræfter på at holde modstanderne væk fra eget felt, så er der sjældent kræfter til at satse helhjertet offensivt den anden vej, når man endelig erobrer bolden. Mod Esbjerg har de egentlig en god mulighed for at straffe en kriseramt konkurrent i bunden, men det vil alligevel overraske, hvis de kommer offensivt ud til kampen. Med uafgjort holder man stadig fem points forspring til Esbjerg og vil kunne sætte det første udebane-point i banken.

Esbjerg - Lyngby: Under 2,5 mål til odds 2,15 hos Danske Spil (nu 2,13 hos Nordicbet)

Esbjerg er i krise og vender sandsynligvis tilbage til den mere defensive spillestil, som kendetegnede dem i sidste sæson. Begge hold kan vælge at gå hårdt efter sejren, men der står vigtige point på spil, og angrebsspillet halter hos begge. Læs hele eksperttippet

FC Midtjylland - Hobro

Spilles søndag d. 18/8 kl. 16.00 - Se mere info i vores matchcenter 

Det er på den ene side imponerende, og på den anden side egentlig helt utroligt, at FC Midtjylland bare fortsætter sin sejrsstime i Superligaen. Endnu har man ikke for alvor været overlegen i én eneste kamp, og igen mod Horsens kunne midtjyderne have været bagud med både 0-1 og 0-2 efter 1. halvleg. Nu kommer lidt af en ønske-modstander på besøg i skikkelse af Hobro, idet FC Midtjylland har vundet de seneste syv Superliga-kampe mod gæsterne. Igen må der dog nok roteres i startopstillingen, for man skal en tur til Skotland torsdag aften for at spille returopgør i Europa League, og holdet kan efterhånden glæde sig til en hverdag uden europæiske kampe, hvor man for alvor kan blive spillet sammen og øge niveauet. For det har på trods af maksimumpoint været forbavsende lavt så langt i denne sæson.

Hobro led sit første nederlag mod Brøndby i weekenden, men de havde fin ære af kampen, og havde man scoret på en af sine halve chancer i 1. halvleg, så kunne hjemmeholdet sagtens have fået point i kampen. Kampen viste dog også, at holdet har en del sværere ved at skabe chancer, når modstanderen er fra den øverste tredjedel af ligaen. Kirkevold, Sabbi og Babayan blev holdt godt nede, og så har Hobro ikke så meget mere at skyde med offensivt. Nu skal det blive spændende at se, om man tør gå op og presse lidt højere på et Midtjylland-hold, som man ganske vist tidligere har haft det svært imod, men som ikke har set svagere ud i flere år. Hvis Hobro blot står tilbage og forsøger at hive 0-0 hjem, så går det næppe i alle 90 minutter.

FC Midtjylland - Hobro: Begge hold scorer til odds 1,96 hos Cashpoint

Hobro har scoret mod FC Midtjylland i de seneste fem indbyrdes kampe, selvom man har tabt dem alle. Nu er Hobro bedre offensivt end længe set, og hjemmebane-favoritterne kommer fra en torsdags-kamp mod Rangers i benene.

Brøndby - AaB

Spilles søndag d. 18/8 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Brøndby kom tilbage på sejrskurs med sejren i Hobro, hvor Superligaens vel nok farligste mand pt., Kamil Wilczek, igen viste skarphed og lavede to flotte mål. Han vinder ene mand kampe for Brøndby, og han vil i alle opgør - især på hjemmebane - komme til chancer. Mod AaB skal man igen forsøge at finde kræfter og den rette opstilling efter en europæisk kamp, og det har hidtil været med blandet held. Lavpunktet var hjemmebane-nederlaget til Horsens, hvor intet fungerede, mens sejren mod OB omvendt var et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at ramme topniveauet med en midtugekamp i benene. AaB ligner på en del områder OB, og Brøndby har det bedst mod hold, der vil spille fodbold og ikke bare står og pakker sig. Simon Tibbling er ude i længere tid efter sin skade mod Hobro, hvilket svækker offensiven, men omvendt kan det give talentet Jesper Lindstrøm mere spilletid de kommende uger.

Efter en lidt svag sæsonstart er der pludselig anderledes positive toner fra det nordjyske, hvor AaB efter flere gode kampe nu er kravlet op på en sjetteplads. Sejren i søndags mod Esbjerg var lidt speciel, da det er svært at vurdere, om det var AaB, der var fantastisk gode i 1. halvleg, eller om det var Esbjerg, der havde en kollektiv off-day ovenpå en hård periode med mange kampe og stolpe-ud. Nu har AaB vundet over to kriseramte mandskaber, og her kommer de på en anderledes prøve i Brøndby, som de længe har haft det svært imod. Holdet døjer stadig med skader, og især Van Weerts fravær i angrebet hæmmer dem. Unge Kaufmann og Klitten har gjort det godt mod de mindre hold, men det er en del sværere at komme til chancer mod hold fra top 4. 

Brøndby - AaB: 1 til odds 2,10 hos Unibet (nu 2,04 hos Nordicbet)

Brøndby spiller bedst mod modstandere, der vil spille fodbold, som AaB, og i Wilczek har hjemmeholdet en varm angriber. AaB er i god gænge og kan udnytte trætte Brøndby-ben, men de blå-gule bør rotere torsdag, så de er friske mod nordjyderne. Læs hele eksperttippet.

AGF - Horsens

Spilles mandag d. 19/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  

AGF kunne igen have vundet, men gjorde det ikke. Det synes at være sangen om AGFs kampe i den nye sæson, og selvom de mod Sønderjyske ikke nåede de spillemæssige højder fra nogle af de tidligere kampe, så var de tættest på sejren, da Bundu ramte stolpen 10 minutter før tid. Det er bare stolpe-ud for århusianerne for tiden, og derfor havde man også taget arbejdshandskerne på imod Sønderjyske, så man i det mindste havde styr på det defensive. Her hjalp det, at anfører Backman var tilbage. Til gengæld må man undvære hårdføre Nicolai Poulsen (karantæne) imod endnu et mandfolke-hold, når Horsens kommer på besøg mandag aften. Mange vil tale om en must win-kamp, hvis AGF vil i top 6 i denne sæson, og sædet vil også så småt begynde at brænde under træner David Nielsen, hvis ikke der kommer point - og meget gerne tre - i kampen mod den upåagtede lillebror mod syd.

Horsens skiftevis taber og vinder i denne sæson, og de kan svinge fra det sublime til det helt elendige fra den ene kamp til den anden. Pilen peger dog stadig opad, for den flotte udebanesejr i Brøndby blev fulgt op af en god indsats hjemme mod FC Midtjylland, hvor man sagtens kunne have fået mindst det ene point. Faktisk var det forunderligt, at man ikke førte ved pausen, og det siger en del om, at Horsens har forbedret sig markant siden premierenederlaget mod FC Nordsjælland. Onsdag solgte man anfører Nilsen til en svensk klub, og det kan måske undre mange, men den dyre nordmand slog aldrig for alvor til i Horsens, og han frigiver i stedet nogle lønkroner til at hente Alexander Ludwig tilbage fra OB. Umiddelbart et fint bytte, men Ludwig mangler lidt kampform. Lidt kaos i de bagerste geledder kan det dog stadig give, når en central forsvarsspiller og anfører forsvinder. Derfor skal Horsens - som de plejer - igen have arbejdshandskerne på for at få point.

AGF - Horsens: AGF -0,5 til odds 1,91 hos Bet365

Sæsonens første sejr har længe ligget og luret for AGF, og her kan den meget vel komme. Det er kun anden gang, de spiller på hjemmebane, og sidst spillede de helt lige op med FC Midtjylland. Horsens uden anfører Nilsen svinger meget og kan få det svært mod et meget motiveret hjemmehold.

Regnskab efter spillerunde 5

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakterne: 19
  • Status: -1,54 units
  • Tilbagebetaingsprocent: 91,89 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For Superliga-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 17
  • Status: -6,23 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 63.35 %