Seks af syv favoritter vandt i Superligaen i den forgangne weekend, og måske kan det betale sig at spille mere konsekvent på de bedre hold i november/december. Superliga-ekspert Tonni Munk Jensen kigger nærmere på andelen af favoritsejre og gennemgår kampene i 18. spillerunde.

Årets sidste måned står for døren, og mange af Superliga-spillerne begynder med garanti at glæde sig til vinterferie. Vejret er dårligere, banerne er blevet en del tungere og mange spillere ser ret slidte ud. Det vil typisk være de dårligste hold med den smalleste spillertrup, der slider mest, og noget tyder på, at der på denne tid af året kan være en god idé at kigge favorit-vejen, når krydserne skal sættes. Der tegner sig nemlig efterhånden et billede af, at odds-favoritterne i højere grad end normalt hjemtager sejren. 

I en gennemgang af gennemsnitligt lukkeodds hos nogle af markedets største bookmakere (fra BetExplorer.com) er der fundet 47 klare favoritter (maks. odds 2,15) i Superligaen i november/december i denne og sidste sæson. Hele 34 af dem - eller 72,34 % - har vundet, og der er ikke tale om masser af storfavoritter til lave odds. Faktisk er gennemsnitsoddset på de vindende hold oppe i odds 1,718, og kun en enkelt favorit under odds 1,60 er glippet i 12 tilfælde. Det var Brøndbys overraskende hjemmebanenederlag til Vendsyssel i sidste sæson.

Udvider vi til at kigge på favoritterne op til odds 1,85, så er der ikke mange flere overraskelser. I 28 kampe har kun fem hold ikke levet op til favoritværdigheden, så i 82,14 % af tilfældene har favoritten under odds 1,85 altså taget de tre point i november/december-kampene.

Disse tal står i kontrast til tallene fra resten af sæsonen. I et kig på alle favoritterne under odds 2,15 i samtlige grundspilskampe i denne og sidste sæson viser det sig, at man skal holde sig langt væk fra de helt store favoritter. Kigger man således på holdene i odds 1,40 og herunder, så er der hele 11 gange i 28 kampe sket en overraskelse. Så selvom gennemsnitsoddset på sæsonens største favoritter i gennemsnit har været på odds 1,303, så er de altså kun gået hjem i 60,71 % af tilfældene.

I jagten på odds-intervaller, hvor favoritterne har levet op til forventningerne, så skal man i stedet kigge på lidt højere odds. I odds-intervallet 1,41-1,55 har hele 27 af 32 favoritter vundet til et gennemsnitsodds på 1,471, mens det også er interessant, at favoritter mellem odds 1,70 og 1,85 har levet op til favoritværdigheden i 32 af 39 tilfælde - eller hele 82,1 % af tilfældene. 

Det er ganske vist små samples, der er tale om, så der er ikke en endegyldig sandhed i ovenstående tal, men interessant er det, at de store favoritter i langt højere grad end på andre tidspunkter af sæsonen tager sejren på denne tid af året. Af storfavoritter under odds 1,60 har vi i den kommende weekend AaB hjemme mod Hobro og topholdet FC Midtjylland hjemme mod bundproppen Silkeborg.

Lyngby - FC Nordsjælland

Kampen spilles fredag kl. 19.00. Den vises på TV3 Sport - Se mere info i vores matchcenter.

Lokalopgør mellem to klubber, der kender hinanden særdeles godt. Oprykkerne fra Lyngby fortsætter med at imponere, senest med fire point i kampene mod OB og Sønderjyske, og det er ekstremt stærkt at vinde syv af 17 kampe, når man kun har været favorit i to af dem. Det lysner lidt på skadesfronten, hvor tre spillere fik comeback i den seneste kamp, men de når næppe i topform inden vinterpausen, og nu er forsvarer Tshiembe så ude med karantæne, mens Gytkjær og Ørnskov stadig ventes ude. Seks af ni hjemmekampe er vundet, og i starten af oktober spillede man en meget disciplineret udekamp mod FC Nordsjælland, hvor man holdt Farum-drengene nede på et fåtal af chancer og fik 1-1 med hjem. Nu er banen blød og ujævn, og det bør passe hjemmeholdet fint.

FC Nordsjælland kom tilbage på sporet efter en række sløje indsatser, da de på det nærmeste udspillede Randers hjemme på kunstgræsset. Når underlaget er til det, og modstanderne ikke flytter sig hurtigt nok, så er de næsten umulige at stoppe. På udebane er det derimod kun blevet til to sejre i ni kampe, og så kan det godt undre, at udesejren er helt nede i odds 1,85-1,90. Det virker til, at FC Nordsjælland efter (flotte) sejre bliver en smule overvurderet, og de unge spilleres ustabilitet kan nok også forklare, at holdet endnu ikke har vundet to kampe i streg i denne sæson. De vil uden tvivl have en klar overvægt i boldbesiddelsen her, men det kan blive svært at bryde igennem et solidt hjemmehold, der uden tvivl kommer ud til kampen med stor iver og motivation.

Lyngby +0,5 til odds 2,03 hos bet365

Der er kun ét point mellem holdene, og da begge hold er klart bedst på hjemmebane samtidig med, at der er tale om et lokalderby, så virker markedet til at overvurdere FC Nordsjælland ovenpå den flotte sejr mod Randers. Banen er næppe til det flydende kombinationsspil, som de ynder at spille, og Lyngby har taktikken klar fra mødet i Farum, hvor man gennem en meget solid defensiv fik afvist FC Nordsjælland-offensiven i de fleste tilfælde.

FC København - Brøndby

Kampen spilles søndag klokken 11.45. Den vises på TV3+. Se mere info i vores matchcenter.  

Sæsonens andet New Firm, og de to klubber havde uden tvivl håbet på, at det skulle være en ægte topkamp mellem rækkens to førerhold. Nu bliver det i stedet et opgør mellem to slingrende hold, der ganske vist er de to hovedudfordrere til guldfavoritterne fra FC Midtjylland, men slet ikke har ramt topniveauet i mere end ganske få kampe i dette efterår.

FC København har egentlig et ganske fint pointsnit, når man tænker på de mange skader og hårde kampe i Europa League, som holdet har været igennem. Men mange af sejrene er snarere kommet på baggrund af effektive afslutningen fra skarpe angribere end fra godt spil og mange chancer. Sejren over Hobro i weekenden var et glimrende eksempel herpå, for igen spillede man alt for langsomt, og først til allersidst fik man vendt et truende nederlag til den nødvendige sejr mod et af Superligaens mest formsvage hold. Positivt er det, at Bengtsson igen er skadesfri, og Parken i ugens løb får nyt græstæppe. Selvom der kun er 63 timer fra EL-kampen i St. Gallen til kampstart søndag middag mod Brøndby, så forventer jeg stadig et fit og kampklart FC København-hold, for træner Solbakken har meldt om en del udskiftninger i startopstillingen til torsdagens opgør.

Brøndby har været ganske heldige i denne sæson. Ud fra spil og chancer har de ikke spillet til mere end en sjette-syvendeplads, men de har vundet en række tætte opgør, og så har de til tider vist ganske fint spil på hjemmebane. På udebane er de ganske ordinære, og de har i otte kampe på fremmed græs kun formået at besejre Hobro, Lyngby og Silkeborg, der må betegnes som nogle af ligaens svageste mandskaber. Det var en streg i regningen, at Radosevic blev skadet på den centrale midtbane, og når Hany Mukhtar samtidig ikke virker i form, så mangler der støtte til folkene i front, hvor Wilczek mere eller mindre er en énmands-hær. På positivsiden har unge Frendrup spillet ganske fint på midtbanen, og defensiven har set bedre ud siden systemskiftet for nogle uger siden. Brøndby vil forsøge at piske tempoet op i forsøget på at gøre FC København trætte. De vandt flot 3-1 mod de forsvarende mestre i starten af oktober, men spørgsmålet er, om de har kvaliteten til at tage sejren (eller blot point) i Parken med det nuværende hold.

1-tal til odds 1,95 hos bwin

FCK er ekstremt stærke i Parken, som har fået nyt græs, og Brøndby har været svage ude. FCK skal passe på Wilczek og kan være mærket af EL-kamp, men der er blevet roteret fint, og hjemmeholdet bør udnytte problemer på Brøndbys midtbane.

Læs spilforslaget her.

Randers FC - SønderjyskE

Kampen spilles søndag klokken 12.00. Den vises på Eurosport 2. Se mere info i vores matchcenter. 

Randers-holdet besidder ganske mange kvaliteter, men de fleste mangler blev udstillet i sidste weekends nederlag mod FC Nordsjælland, hvor Randers-spillerne aldrig rigtig kom ind i kampen og blev flyttet godt og grundigt rundt på banen. Heldigvis for Randers er der ikke andre teknisk stærke hold i rækken, der spiller på kunstgræs, så de glæder sig uden tvivl til at komme hjem på den efterhånden våde hjemmebane, hvor det mod Sønderjyske bliver en helt anden kamp. Det ligner et fysisk opgør, hvor Randers igen skal forsøge at tage teten og diktere spillet på hjemmebane. Det er lykkedes rigtig godt i denne sæson, hvor de kun har tabt til FC København på eget græs, og generelt har spillet rigtig solidt og effektivt. Et minus er det, at angriber Riis er i karantæne, men til gengæld ventes det, at kantprofilen Lobjanidze får minutter i denne kamp efter en længere skadespause.

SønderjyskE kommer i alvorlig nedrykningsfare, hvis de ikke snart får vendt den meget negative stime med kun ét point i de seneste fem kampe. Forsvaret sejler i øjeblikket, har lukket 16 mål i de seneste fem kampe, og det var tydeligt i kampen mod Lyngby senest, at selvtilliden på holdet er helt i bund. På hjemmebane mod et af rækkens svageste udehold var det faktisk gæsterne, der var klart bedst det sidste kvarter, og det må virkelig give panderynker hos træner Riddersholm. Det gjorde det ikke bedre, at den centrale midtbanespiller Mads Albæk igen var skadet, men positivt var det, at der igen var spilminutter til kanten Absalonsen. Ét point er ikke helt skidt for Sønderjyske her, og Riddersholm har i flere uger snakket om, at defensiven skal tætnes, så mon ikke, at man vil se et tændt og forsigtigt udehold i denne kamp.

Under 2,5 mål til odds 2,23 hos Unibet

De to hold har spillet en del målrige opgør på det seneste, hvilket naturligvis har presset oddset nedad på endnu et målshow. Det er dog stadig to af rækkens grå mus, der altid forsøger at holde sig til et fast koncept, hvor der ikke satses alverden offensivt. Når Randers så er uden angriber Riis, og Sønderjyske er i desperat pointmangel og i øjeblikket har stor fokus på defensiven, så kan der blive langt op til tre mål her.

Horsens - OB

Spilles søndag klokken 14.00. Kampen vises på TV3 Sport. Se mere info i vores matchcenter.

I sidste uge nævnte jeg i disse spalter, at Horsens har haft store problemer mod rækkens bedste hold i denne sæson. Med det klare nederlag i Aalborg, hvor de efter en udvisning blev skilt ad i 2. halvleg, har de nu spillet syv kampe mod top 6 på Expected Goal-tabellen, har tabt samtlige kampe og har en score på 0-21. Det vidner i den grad om et Horsens-hold, der har alvorlige problemer mod hold, der spiller hurtigt og kan flytte det halv-tunge Horsens-hold, der har lagt meget af spillet an på fysik, duelspil og stor motivation. Nu venter der så endnu en modstander fra top 6, og Horsens må endda klare sig uden forsvarsstyrmand Ludwig, der er i karantæne. Horsens har i længere tid haft det svært på hjemmebane, men har dog hentet 10 point i de seneste fire kampe på eget græs, og selvom modstanderne har været fra den tunge ende af tabellen, så må det trods alt give lidt selvtillid.

OB er i fare for at ryge ud af top 6 efter to nederlag i træk, og selvom nederlaget mod topholdet FC Midtjylland ikke var voldsomt uventet, så var kampen et godt billede på et ret ustabilt OB-efterår. De har haft for mange kampe som i 1. halvleg i mandags, hvor pasnings-kvaliteten er alt for lav, mens man i 2. halvleg mod mesterskabsfavoritterne viste, at man sagtens kan være med mod selv de bedste, når man nærmer sig topniveauet. Skader har brudt kontinuiteten fra kamp til kamp, og senest manglede man igen Thomasen på midtbanen, mens forsvarer Tverskov udgik undervejs. Forhåbentlig er midtbaneprofilen Kløve snart klar til spilletid igen, og sidder afleveringerne så igen i skabet, så bør man uagtet et par skader være i tvivl til at dominere mod et Horsens-hold, som man har besejret de seneste tre gange og ikke har tabt til i otte opgør.

OB -0,25 til odds 1,82 hos bet365

Horsens har leveret en ustabil sæson og har tabt alle kampe klart mod de bedre hold. OB kommer fra to nederlag og er udfordret med skader, men hjemmeholdet mangler også nøglespiller, og fynboerne har det klare indbyrdes overtag med tre sejre i træk.

Læs spilforslaget her.

Esbjerg - AGF

Kampen spilles søndag klokken 16.00. Den vises på Canal 9. Se mere info i vores matchcenter.

Esbjerg fik en ekstrem vigtig sejr i bundkampen i Silkeborg, og nu kan de for alvor begynde at kigge opad i tabellen, hvor Hobro på den vigtige 12. plads kun er ét point foran vestjyderne. Sejren må give et enormt boost i truppen og hos træner Lars Olsen, der fik sin første sejr siden ankomsten for en måned siden. Indsatsen var dog langt hen ad vejen ret bleg i Silkeborg, og selvom Esbjerg denne gang spillede med to mand i front, så blev der skabt alt for lidt mod Superligaens klart svageste defensiv. Esbjerg spillede en del gode kampe i starten af sæsonen, men vi skal efterhånden to måneder tilbage for at finde den seneste rigtig stærke indsats af det mentalt ramte hold. Sidst man mødte AGF spillede Esbjerg en ganske flot kamp, men tabte 0-1 i Aarhus, og man har ikke besejret aarhusianerne i de seneste otte indbyrdes opgør. Den vigtige midterforsvarer Austin sad ude med skade mod Silkeborg og må anses som tvivlsom her.

AGF tog den tredje sejr i træk, da man hentede tre point i en tæt kamp mod Brøndby. Spillemæssigt ramte David Nielsens tropper ikke topniveauet, men til gengæld er bundniveauet så imponerende højt i denne sæson, at der skal rigtig meget til at slå holdet ud af kurs. Kun FC Midtjylland har indkasseret færre mål end AGF, og kun tre hold har scoret flere mål end AGF. Det siger en hel del om en stabil sæson for en klub, der de seneste mange år har været kendt for at svinge helt kolossalt i niveau fra kamp til kamp. Der har været få dårlige kampe, men ikke én eneste gang er holdet faldet sammen og leveret decideret elendigt. Her er der virkelig fremskridt at spore. Et sted, hvor der til gengæld er plads til en del forbedring er i rollen som favorit på udebane, for her har man i denne sæson haft svært ved at omsætte spilovertag til chancer. Kun ét point er det blevet til i Hobro, Lyngby og Randers, og nu får de så et fjerde forsøg i Esbjerg.

Under 2,5 mål til odds 1,87 hos NordicBet

AGF har skabt for lidt i rollen som favorit på udebane i denne sæson, og det kan også blive svært mod et Esbjerg-hold, der kommer med fornyet selvtillid efter sejren i sidste weekend. De tre indbyrdes kampe i denne og sidste sæson har tilsammen kun indeholdt tre scoringer, og alle tre har været ret chancefattige og gået under 2,5 mål. Dette kunne sagtens ligne endnu en jævnbyrdig forestilling, hvor holdene godt ved, at det vil være svært at få point, hvis man først kommer bagud

AaB - Hobro

Kampen spilles søndag klokken 18.00. Den vises på TV3 Sport. Se mere info i vores matchcenter.

AaB har haft nogle gode dage, hvor de først vandt 4-0 over Horsens i Superligaen og onsdag aften ekspederede HB Køge ud af pokalturneringen med en sikker sejr på 3-0. I det hele taget har AaB fået bygget et hold op (omkring Lucas Andersen), der teknisk og tempomæssigt er så stærkt, at man befinder sig rigtig fint i favoritrollen. I 10 kampe som favorit i Superligaen (gennemsnitsodds 2,00) er nordjyderne 7-1-2 i denne sæson, hvilket er ganske stærkt. Billedet bliver endnu klarere, hvis man udelukkende kigger på kampene mod bund 4, hvor de har vundet samtlige fem opgør med en samlet score på 18-1. Positivt er det også, at spillere som Thelander i forsvaret, Abildgaard på midtbanen og van Weert i angrebet langt om længe er klar til for alvor at kæmpe om pladserne på holdet igen, og det øger konkurrencen gevaldigt. Så må de leve med, at topscorer Kaufmann nok er ude igen til denne kamp.

Hobro spillede en flot kamp i Parken, hvor de på et elendigt underlag formåede at holde hjemmeholdet nede på et fåtal af chancer. Det endte dog alligevel med et nederlag, og Hobro er det hold i Superligaen, der skal kigge længst tilbage i kalenderen for at finde en sejr. Det var i midten af september, og siden er det kun blevet til tre point i otte kampe. De seneste kampe har egentlig været udmærket, og det er et godt tegn på en god defensiv, at de sammen med FC Midtjylland er de eneste hold i rækken, der endnu ikke har tilladt modstanderne at score mere end to mål i denne sæson. Offensivt mangler de at strikke mere sammen, og senest var angriber Kirkevold hensat til bænken. Han scorede mod AaB i alle tre indbyrdes kampe i sidste sæson, som alle sluttede 1-1, så mon ikke, at han er fra start igen her. 

AaB -1,25 til odds 2,23 hos Unibet

AaB vandt ganske sikkert med 2-0, da holdene mødtes i Hobro i oktober, og selvom to hjemmekampe i sidste sæson begge endte 1-1, så skabte AaB så mange chancer, at de burde have vundet kampene. Med AaB´s exceptionelt stærke tag på bundholdene i denne sæson, så ligner det en svær opgave for den tunge Hobro-defensiv, der kommer på overarbejde overfor hjemmeholdets rapfodede offensiv-spillere med Lucas Andersen i spidsen

FC Midtjylland - Silkeborg

Spilles mandag klokken 19.00. Kampen vises på TV3 Sport. Se mere info i vores matchcenter.

Så bliver forskellen ikke større i den danske Superliga. Topholdet møder bundholdet, og vi kan se frem til sæsonens laveste odds, da FC Midtjylland nok slutter lavere end de 1,18, som FC København havnede i, da de besejrede Silkeborg tidligere på efteråret. Og der bør da heller ikke være spørgsmål om, hvorvidt hjemmeholdet tager sejren eller ej. FC Midtjylland har taget seks sejre i træk, lukker mindre end et halvt mål ind pr. kamp og har i de seneste kampe også fået gang i angriber Kaba, der har scoret mål og lavet assists. Hjemmeholdet skal undervurdere Silkeborg enormt og virkelig ramme en skidt dag, hvis sejren skal komme i fare, og det er svært at tro på, når man oplever den stabilitet og sult efter et nyt mesterskab, som holdet udstråler i øjeblikket.

Silkeborg spillede en fin 1. halvleg mod Esbjerg, hvor man førte 1-0 og kunne komme på omgangshøjde med vestjyderne i tabellen. Igen igen var man forsvarsspillerne dog uopmærksomme i de afgørende situationer, og på få minutter var en meget vigtig sejr vendt til et forfærdeligt nederlag, der isolerer holdet i bunden af rækken. Der er ganske vist stadig kun seks point op til Esbjerg på 13. pladsen, hvor chancen for at undgå nedrykning er en del nemmere, men man har allerede mødt de andre bundhold to gange, og kvaliteten er simpelthen bare ikke høj nok i truppen. Måske kan det give noget medvind, at holdet kan spille fuldstændig frit i denne kamp, da ingen forventer noget af holdet. På den anden side kan et stort nederlag også give endnu et hak i tuden og endnu længere til overlevelse.
 

FC Midtjylland -2,0 til odds 1,92 hos Danske Spil

Topholdet FCM er i fremragende form og bør mase Silkeborg på fysik og grundkvalitet. Gæsterne har fået bedre styr på defensiven, og FCM vinder sjældent stort, men Silkeborg får svært ved at score og har lukket mange mål ind mod tophold.

Læs spilforslaget her

Regnskab efter spillerunde 17

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakterne: 67
  • Status: -3,33 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 95,02 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For Superliga-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 54
  • Status: -9,81 units

Tilbagebetalingsprocent: 81,83 %