Den største transfer til Superligaen siden Daniel Aggers hjemkomst til Brøndby ramte dansk fodbold kort før transfervinduets lukning mandag i sidste uge, da Nicklas Bendtner blev præsenteret som ny spiller i FC København. Vores Superliga-kyndige Tonni Munk Jensen giver i denne uges Superlige-debat sit bud på, om Bendtner får succes for de forsvarende mestre, og om debuten allerede kommer i weekendens kamp i Hobro.

Emiliano Marcondes' skifte til FC Midtjylland fik det meste af opmærksomheden på transfervinduets sidste dag, og selvom det kun er en fire måneder lang lejeaftale, så var det et klart signal om, at det nuværende førerhold i Superligaen mener det alvorligt, når de ønsker at udfordre FC København i kampen om guldmedaljerne.

Men al snak om Marcondes, Jovanovic, Pohl og alle de andre sene klubskifter forstummede i det øjeblik, hvor transferbomben om Nicklas Bendtners skifte til FC København ramte offentligheden. I første omgang ikke så meget på grund af det sportslige aspekt, for Bendtner har ikke vist noget særligt det seneste halvandet år, og træner Ståle Solbakken har heller ikke lagt skjul på, at dansk fodbolds enfant terrible bestemt ikke var klubbens førstevalg. Men noget skulle der ske i FC Københavns offensiv, og selvom skiftet ikke kommer som den største overraskelse af alle, så er det på alle måder et ekstremt spændende navn og en farverig personlighed, der nu indtager de danske fodboldstadions.

Nicklas Bendtner havde et gigantisk talent, men spildte det på mange måder, og nu står han så i en alder af 31 år og skal have sin Superliga-debut. Kritikerne vil naturligvis pege på en elendig kampform, manglende hurtighed og en fremskreden alder, men som man tidligere har set på landsholdet, så er en Bendtner på selv 80-85 % stadig en ordentlig mundfuld for de fleste forsvar. Det kræver dog, at han ikke skal løbe for meget, at han spiller for et toneangivende hold, og at der serveres nogle gode bolde til ham i feltet. Lige præcis de ting er opfyldt i FC København, og det øger chancen for succes betragteligt. Samtidig kan han fungere som en opspilsstation, hvilket har manglet gevaldigt, siden skaderne til N'Doye og Wind indtraf.

Den store ubekendte er naturligvis, hvilken form Bendtner er mødt op i. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil arbejde hårdt til træning, og jeg er også ret sikker på, at Ståle Solbakken bringer ham i kamp så hurtigt som muligt. Dels for at presse ham i kampform i lyntempo, og lige så meget for at se, hvor meget han rent faktisk kan gøre ondt på et Superliga-forsvar. Han lægger næppe Superligaen ned og scorer mål på samlebånd, men mindre kan også gøre det, og selvom han måske ikke er klar til Europa League-kampe foreløbig, så kan han blive bygget stille og roligt op i Superligaen, hvor han alt andet lige bør få serveret en del gode chancer.

Mit bedste bud er derfor, at han får sine muligheder i Superligaen, hvor han også nok skal score 3-5 mål i efteråret og primært vil fungere som indskiftningsspiller i Europa League. Viser han den rette attitude og kommer i bedre og bedre form, så skal han også nok blive tilbudt en forlængelse, når vi kommer til årsskiftet.

Men intet er sikkert, når det handler om Nicklas Bendtner. Og det er lige præcis det, der gør manden så spændende. 

Sønderjyske - Horsens

Spilles fredag d. 13/9 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter 

Stimen uden sejre blev forlænget til fem kampe, da Sønderjyske fik skrabet et enkelt point med hjem fra Odense i den seneste spillerunde. Det er i sig selv ganske fornuftigt, men man sidder stadig med følelsen af, at det er et lidt apatisk Sønderjyske-hold, der kæmper med flere udfordringer i øjeblikket. Det er den anden kamp i træk, hvor de stort set ikke skaber chancer, og overgangen fra et fysisk stærkt kontrahold til et boldbesiddende teknisk hold tager nok længere tid, end de havde håbet på i det sønderjyske.

Der er i den grad luget ud blandt de fysisk stærke midtbanespillere, da Rømer er solgt, og Jonsson (og Ekani) varmede bænk igen mod OB. Kører spillet ikke lige, så kan man mangle de folk, der fysisk går forrest og skralder igennem. Mod Horsens er de tilbage i favoritrollen, og kampen afgøres sandsynligvis af, om Sønderjyske får lov til at spille teknisk fodbold, eller om Horsens får teten med fysikken i højsædet.

Efter tre nederlag i træk, hvor man ikke havde scoret, så kom Horsens på tavlen igen med en sen sejr mod Lyngby. En sådan sejr, hvor man vender 0-1 til 2-1 lige op til en landskampspause, er én af dem, der luner ekstra godt, og man fik især i 2. halvleg bevist, at der stadig er noget fodbold tilbage i Horsens-holdet. Nu må man dog klare sig uden to af profilerne, idet midtbanestyrmanden Hallur Hansson er i karantæne, og angriber Nicolai Brock-Madsen er ude med en lægskade. Det svækker i den grad offensiven, for ganske vist har man hentet Jannik Pohl på en kort lejekontrakt, men han er langt fra i optimal kampform, og så kan det pludselig være svært at se, hvem der skal score målene for Horsens. 

Sønderjyske - Horsens: Under 2,5 mål til 1,91 hos Unibet

For begge holds vedkommende gælder det, at de kun har scoret i én af de seneste fire kampe. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at alle fire indbyrdes kampe i sidste sæson endte under 2,5 mål, hvor der totalt set kun blev scoret fem mål.

AGF - AaB

Spilles søndag d. 15/9 kl. 12.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Meget spændende opgør mellem de to jyske traditionsklubber, der begge er i strålende form og begge bejler til bronzemedaljerne. Både AGF og AaB kommer således til kampen med tre sejre i de seneste fire kampe og hjemmeholdet endda med tre i træk. Tilmed er der ikke blevet scoret mod AGF siden den 4. august eller ca. 6 1/2 time. Det er ekstremt stærkt, selvom det sagtens kunne være gået galt senest mod Esbjerg, hvor aarhusianerne nok spillede sæsonens dårligste kamp. Alligevel kom sejren i hus, og derfor kan man bygge videre på den præstationsmæssigt stærke sæsonstart, hvor man især mod de større hold har vist et flot niveau. Målmand Eskelinen udgik med en skade mod Esbjerg og kan her blive afløst af den tidligere publikumsfavorit Jovanovic, der er hentet på en lejeaftale. AGF vil forsøge at gøre det til en fysisk duel, hvor man langsomt udmatter gæsterne, men det kan blive svært mod de formstærke nordjyder.

Det var meningen, at AaB skulle sælge en profil eller to i transfervinduet, men det blev aldrig til noget, da buddene simpelthen ikke var høje nok. Det betyder, at man i Aalborg nu råder over en rigtig stærk trup, der på papiret vel efterhånden er den bedste udenfor "Big-3". Senest sejrede man mod de forsvarende mestre fra FC København, og her havde man stærke navne som Rasmus Thelander, Oliver Abildgaard og Tom van Weert siddende udenfor. Thelander og Van Weert vil presse på for en startplads i de kommende kampe, og så kan det efterhånden være svært at finde svage led på AaB-holdet. 4-3-3-opstillingen med Kusk og Superligaens vel nok bedste spiller for tiden, Lucas Andersen, på kanterne har løftet holdet, som med en god bænk nu også har muligheder for at ændre taktik eller forstærke sig med hjælp fra indskiftninger. Nordjyderne har spillet gode udekampe den seneste måneds tid, og det ligner en meget tæt affære i søndagens tidlige Superliga-kamp. Bemærk, at Lucas Andersen måtte stå over i onsdagens pokalkamp. Skadens omfang er uvist, men et afbud her vil svække deres chancer for sejr betydeligt.

AGF - AaB: Under 2,5 mål til odds 1,97 hos Danske Spil

To af ligaens bedste forsvar, der samlet kun har indkasseret ét mål i 12 timer, mødes her. Specielt AaB´s offensiv er kreativ og kan skabe noget ud af ingenting, men kampen kan nemt blive fysisk præget som i flere tidligere møder. Læs hele eksperttippet.

Esbjerg - Randers

Spilles søndag d. 15/9 kl. 14.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Det er underligt med Esbjerg i denne sæson. Stort set hver gang de rammer i nærheden af topniveau, så taber de kampene. Og et par halv-dårlige kampe mod Lyngby og Silkeborg gav så fire ud af de hidtidige fem indtjente point. Igen mod AGF senest spillede de en rigtig fin kamp, og især i 1. halvleg var de klart bedst mod et af de mest formstærke hold i ligaen. Uheld og manglende dygtighed i de afgørende situationer synes at forfølge dem i denne sæson, og med kun én sejr i otte kampe er kampen mod Randers et af de opgør, hvor det mere eller mindre er et krav, at der kommer point på kontoen. Sølle fire scorede mål er det klart laveste i Superligaen, men det hører også med til historien, at man målt på Expected Goals faktisk har været det sjettebedste hold indtil nu, og det siger en del om den manglende effektivitet (uheld), som Esbjerg modsat i sidste sæson er stødt på i denne.

Randers bragte sig midlertidigt væk fra nedrykningspladserne, da de spillede en af sæsonens mest overbevisende kampe og helt fortjent besejrede Silkeborg. Den helt store offensive profil på holdet, Saba Lobjanidze, scorede begge mål i det, der lignede hans afskedskamp for klubben. Sådan blev det dog ikke, selvom et skifte til Brøndby var meget tæt på. Nu skal det blive spændende at se, hvor skuffet han er over det manglende skifte, for det har hele sommeren været planen, at han skulle væk. Værd at bemærke var det, at nyindkøbet Vito Mistrati, der egentlig var udpeget til at blive den nye midtbanestrateg i Randers, var sat af til Silkeborg-kampen efter en sløj sæsonstart. I stedet spillede Frederik Lauenborg, og noget skulle der også ske efter tre nederlag i træk. Det ligner dermed et lille skifte over til nogle af de gamle Randers-dyder, hvor god organisation, fysik og fight er i højsædet. Det får de også brug for mod Esbjerg, som de ikke har vundet over i de seneste to sæsoners seks indbyrdes opgør. Fire er dog endt uafgjort.

Esbjerg - Randers: Esbjerg DNB til odds 1,75 hos Danske Spil

Esbjerg matcher Randers på kvalitet og statistik, og derfor virker odds på hjemmeholdet for højt. Vestjyderne har været infeffektive, og Randers vandt senest, men Esbjerg viste klar fremgang mod AGF, og Randers er stadig uden sejr på udebane. Læs hele eksperttippet her.

Lyngby - FC Midtjylland

Spilles søndag d. 15/9 kl. 14.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Lyngby er sammen med Horsens de eneste to hold i ligaen, der endnu ikke fået point i to kampe i træk, og det illustrerer ganske godt, at der skal kraftpræstationer til for at få noget ud af hver eneste kamp. Heldigvis for dem har de så vundet hver eneste gang, der er hentet point, og det er heller ikke tilfældigt, at alle point er hentet på hjemmebane, hvor man efter mødet med fire midterhold står med ni point efter fire kampe. Alle disse kampe har været ret så jævnbyrdige, men nu bliver det sværere med et tophold på besøg, og tilmed et der har gjort rent bord på udebane. Lyngby vil egentlig gerne spille fodbold, men mod de bedre hold er man nødtvunget til at spille kompakt og sende de hurtige kanter afsted i kontrastød. På farten kan de sagtens løbe med FC Midtjyllands forsvar, men det bliver svært at undgå at blive så meget presset tilbage, at der simpelthen bliver for langt til gæsternes mål, når bolden endelig erobres.

Brian Priske har fået en drømmestart i spidsen for FC Midtjylland. To halvsvære kampe er begge vundet, og man har holdt både Sønderjyske og Brøndby fra store chancer. Det skaber masser af tro på de små ændringer, som Priske har implementeret, og nu har de tilmed haft to ugers landskampspause til at få finpudset detaljerne med de spillere, som ikke har været på landsholdsopgaver. Der er stadig et stykke vej til topniveauet fra tidligere, men der er kommet mere bid i offensiven i de seneste kampe, og konkurrencen blandt de forreste bliver nu skærpet af tilgangen af Emiliano Marcondes, som ventes at gå ind på den kant, som Wikheim forlod med det pludselige salg til en klub i Saudi-Arabien. I sidste sæson vandt FC Midtjylland samtlige otte kampe med en målscore på imponerende 25-5 mod holdene fra bund 4 i grundspillet, så man har normalt et særdeles godt tag på de mindre hold. En kategori som Lyngby, på trods af en udmærket sæsonstart, også hører til.

Lyngby - FC Midtjylland: FC Midtjylland - 1 asian til odds 2,12 hos Unibet

FCM virker skarpere under ny træner og bør forsvare førstepladsen mod formsvage Lyngby. Hjemmeholdet har vist gode takter på eget græs, men mangler kvaliteten mod de bedste hold, og FCM har normalt uhyre godt styr på de svageste hold i Superligaen. Læs hele eksperttippet.

Hobro - FC København

Spilles søndag d. 15/9 kl. 16.00 - Se mere info i vores matchcenter 

En kamp, som der står BENDTNER med store bogstaver henover. Nu er det slet ikke sikkert, at han får debut i kampen, men alt andet lige ligner det stadig et fyldt stadion, idet en af hjemmeholdets storsponsorer sørger for gratis adgang til hjemmeholdets fans. Hobro får også brug for opbakningen, for ifølge Twitter-kontoen Tap In, der registrerer holdenes chancer (Expected Goals), så er der her tale om Superligaens dårligst præsterende hold mod det allerbedste. På trods af de kun to nederlag i otte kampe og point mod hold som AGF, OB og FC Midtjylland, og en træner i Peter Sørensen, der synes, at holdet har fortjent flere point, så fortæller alle statistikker, at Hobro er sluppet heldigt igennem de første otte runder. Kun mod Randers har de været det bedste hold, mens de i de fleste andre kampe har været ret så nedspillet. Den stærke midterforsvarer Ahmedhodzic er tvivlsom, mens anfører Damborg stadig er ude, så det bliver svært for Hobro at undgå det fjerde nederlag i træk til FC København.

FC København så slidte ud i sæsonens første nederlag i Aalborg, hvor man aldrig for alvor fik lagt det sædvanlige tryk på modstanderen. Nu har en stor del af spillerne fået ladet batterierne op, og spillere som Bjelland, Fischer og Holse bør igen være klar til en startplads. Derudover har man som bekendt hentet Nicklas Bendtner ind til angrebet, hvor han i første omgang øger konkurrencesituationen, men næppe får mere end 20-25 minutter på banen i Hobro, hvis han overhovedet kommer ind. Han spillede reserveholdskamp tirsdag og ligner en spiller, der har brug for nogle ugers træning, før han kan gøre en forskel. FC København er som regel ekstremt stærke mod de svagere modstandere, når de er tvunget til at vinde, og da FC Midtjylland netop har overhalet dem, samtidig med at de på Heden har oprustet i transfervinduet, så vil der ikke blive taget let på denne kamp. Europa League-gruppespillet starter igen torsdag, så programmet bliver hårdt i de kommende mange uger for de forsvarende mestre. Derfor vil det også være et must for træner Solbakken, at de tager tre sikre point her.

Hobro - FCK: FCK -1 asian til odds 1,98 hos Bet365

Der er meget stor kvalitetsforskel mellem de to hold, og flere af FCK-profilerne har fået et tiltrængt hvil. Hobro har forbedret sig og kun tabt to kampe, men de har været svagest i stort set alle opgør, og FCK har den indbyrdes overhånd. Læs hele eksperttippet.

Brøndby - FC Nordsjælland

Spilles søndag d. 15/9 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter  

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at Brøndby de seneste par uger har hentet forstærkninger til både forsvar og angreb. Der er i den grad plads til forbedringer, og efter to nederlag i træk uden selv at score skal der snart point på kontoen igen. I de seneste fem kampe har man kun skabt et fåtal af chancer, og man kan efterhånden ikke længere dække sig ind under det hårde program med europæiske kampe længere. Nu kan man glæde sig over, at Hany Mukhtar burde være klar til en startplads, så han og Hedlund kan assistere Kamil Wilczek, der i for mange perioder har været Brøndbys eneste trussel. Samtidig kan Andreas Maxsø vise sig at være en kærkommen forstærkning til et forsvar, som har været ramt af skader, salg og dårlige beslutninger. Med ligeledes nytilkomne Sigurd Rosted har man et helt nyt - og forhåbentlig for Brøndby - stærkere midterforsvar, så man ikke længere skal score tre-fire mål for at vinde kampene.

Det unge FC Nordsjælland-hold har leveret ustabile præstationer i de første otte kampe, men en foreløbig fjerdeplads er naturligvis ganske tilfredsstillende. Det teknisk stærke og pasningssikre hold har det normalt sværest mod hold af nogenlunde samme kaliber, og det er ikke helt tilfældigt, at de ikke har besejret Brøndby i de seneste syv indbyrdes møder, hvor de fem er endt med nederlag. Tidligere har kampene budt på ekstremt mange mål og chancer, men de to seneste opgør er "kun" endt med to mål, og da FC Nordsjælland også har forstærket defensiven med Kian Hansen og Mads Døhr Thychosen - og normalt har en lidt mere forsigtig tilgang på udebane - så er det ikke sikkert, at det ender i tidligere sæsoners målfest mellem de to hold. 

Brøndby - FC Nordsjælland: Under 3,5 mål til odds 1,82 hos Danske Spil

Begge hold har forstærket defensiven, og mål-linjen synes være presset højt op af tidligere sæsoners indbyrdes møder. I denne sæson har Brøndby kun to kampe over linjen, mens FC Nordsjælland har tre. Samtidig endte tre af fire indbyrdes kampe fra sidste sæson under 3,5 mål.

Silkeborg - OB

Spilles mandag d. 16/9 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  

To revanchelystne hold spiller rundens sidste kamp, når stadig sejrsløse Silkeborg tager imod OB, der ikke har scoret et mål i over fem timer. Hjemmeholdets mareridtsstart på sæsonen fortsætter, og med nederlaget i Randers, der bød på en af de absolut ringeste Silkeborg-præstationer i sæsonen, så er hullet op til holdene ovenfor ved at vokse sig til en størrelse, hvor man for alvor må blive bekymret i Silkeborg. Det var så ventet, at man ville investere nogle af de mange transfer-kroner fra Robert Skov og Kasper Dolbergs videresalgsklausuler til sidst i transfervinduet, men det blev kun til en ny målmand fra Venezuela, og det er tvivlsomt, hvor stor en forstærkning det bliver til. Silkeborg har indkasseret mindst to mål i samtlige kampe, men holdet er næppe skabt til defensiv fodbold. Det er også kun sejren, der tæller her, så underholdningen bør være sikret igen.

Også OB er presset. Efter en pointmæssig stærk start er holdet gået i stå, og to point i tre kampe mod FC Nordsjælland, Hobro og Sønderjyske er ikke godkendt for de ambitiøse fynboer, der bør og skal ende i top 6. Det normalt så chanceskabende hold har ikke scoret i over en måned, og det er blot blevet til to mål i de seneste fem kampe. Den offensive nedtur startede cirka samtidig med wingbacken Jacob Barretts skadesproblemer, der senere mundede ud i kontrakt-stridigheder, og det betyder rigtig meget for OBs spil, at de har to wingbacks i deres 3-5-2-system, som udover deres defensive pligter, også kan true offensivt og servicere angriberne med skarpe indlæg. Det har knebet gevaldigt i de seneste kampe, og så hjælper det heller ikke, at Bashkim Kadrii ikke har haft den bedste sæsonstart i front for OB. Det må forventes, at et sultent OB-hold kommer offensivt ud til denne kamp, så de hurtigst muligt kan få stoppet måltørken.

Silkeborg - OB: Begge hold scorer til odds 1,50 hos Bet365

Begge hold bør jagte sejren, og Silkeborgs hjemmekampe på kunstgræs har været meget målrige. OB kommer uden mål i flere kampe, men bør sætte alt ind på en sejr mod ligaens bundprop, der indkasserer 2,63 mål i snit og selv har scoret ni mål i de seneste fem kampe.

Regnskab efter spillerunde 8

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakterne: 31
  • Status: +0,88 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 102,84 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For Superliga-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 26
  • Status: -2,54 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 90,23 %