Super Bowl 52 optakt: Patriots er klart stærkere end Eagles

Det er blevet tid til den 52. udgave af Super Bowl, der spilles i Minneapolis, Minnesota, hvor New England Patriots krydser klinger med Philadelphia Eagles i NFL-sæsonens sidste og altafgørende kamp. Læst NFL-ekspert Peter Jensen Super Bowl 2018 optakt her. 

Ikke siden New England Patriots med en sejr over Philadelphia Eagles vandt Super Bowl XXXIX for 13 år siden, har et hold vundet to Super Bowls på stribe. Historien kan blive gentaget, når Patriots atter skal op mod Eagles på den største scene i jagten på at genvinde Lombardi-trofæet.

Læg dertil, at Patriots med en sejr vil kunne vinde deres tredje titel på fire sæsoner – præcis som for 13 år siden; og at sejren sidste år blev hentet i Houston; ligesom den blev det 13 år tidligere mod Panthers (et NFC South-mandskab – ligesom Falcons; skal vi lægge yderligere på, så spillede Rams anno 2001 i NFC West, præcis som Seahawks anno 2014).

De første spæde skridt mod en status som et dynasti var allerede taget inden sejren over Eagles den februaraften i 2005, men da de blev det første hold til at løfte trofæet tre gange på fire sæsoner, var det så godt som slået fast. Der skulle gå ti år, før Tom Brady og Bill Belichick atter kunne stå som sejrherrer efter en Super Bowl, men den mellemliggende periode gjorde ikke desto mindre sit til at slå fast, at Patriots var ”the team to beat” og et ægte dynasti.

Super Bowl 52 odds

Ifølge bookmakerne så er Patriots forholdsvis klare favoritter til at vinde deres anden Super Bowl i træk, og de vurderer altså ikke, at quarterback Nick Foles hos Eagles vil vinde sin første Super Bowl. 

Odds på vinderen af Super Bowl 52:

Odds på antallet af points i Super Bowl 2018:

Brady, Belichick og Kraft

Mange ting har ændret sig over de seneste 13 år, men de tre vigtigste brikker på Patriots er der fortsat: Brady, Belichick og ejer Robert Kraft. Snakken om intern splid de tre imellem har fyldt en del henover den seneste tid, men det har ikke afholdt Patriots fra at vende tilbage og deltage i titelkampen – deres ottende Super Bowl-deltagelse på 17 sæsoner; en ganske enkelt helt og aldeles uhørt rate. Det var ventet af mange, men Patriots har stadig været nødt til at levere varen.

De åbnede året 2-2 og så svage ud på forsvaret i den periode – men de fandt en løsning og vandt 11 af de sidste 12 kampe, herunder den afgørende kamp mod Steelers, der reelt afgjorde førsteseedningen i en konference, der ikke så specielt stærk ud forud for sæsonen. Patriots havde nok engang fordelen af en division, der ikke gav dem megen modstand; en faktor, der bestemt ikke skal undervurderes i deres succes. Det kan meget let være én sejr, der afgør seedningerne, og her hjælper en overkommelig division absolut.

Men skal man holde det imod Patriots, at deres divisionsrivaler ikke har været i stand til at komme i nærheden af at finde noget, der bare minder om stabilitet og succes? Patriots kan nu engang kun slå de hold, de møder, og de har slået dem ofte nok til at have en fordel i slutspillet. Men selvom man ikke skal holde det imod dem, så hører det med til historien om Patriots’ succes.

Uanset om rygterne om en forestående skilsmisse mellem trioen Kraft-Belichick-Brady holder stik eller ej, er der ændringer under opsejling i Patriots-land. Offensive coordinator Josh McDaniels er på vej til at overtage jobbet som head coach hos Colts, mens defensive coordinator Matt Patricia står klar til at tage over som cheftræner hos Lions. En Super Bowl-sejr vil være den perfekte afskedsgave for de, der efterfølgende finder andet at lave. Og betingelserne er ganske gode: Med tight end Rob Gronkowski clearet ovenpå den hjernerystelsem han pådrog sig i konferencefinalesejren over Jaguars, går Patriots ind til kampen i stort set skadesfri tilstand.

Op og ned for Eagles

Spillet har langt fra altid været overbevisende henover sæsonen. Forsvaret var horribelt i de første uger af sæsonen, men fik stabiliseret sig efterfølgende. Mod slutningen af sæsonen var det Tom Bradys spil, der tog et lille dyk – måske som konsekvens af nogle småskader. I slutspillet nød Patriots godt af et par overraskende resultater, der gav dem en lettere vej mod Super Bowl – først Titans’ sejr over Chiefs (Chiefs vandt i Week 1 i Foxborough) og siden Jaguars’ sejr over Steelers (jeg vil dog ikke protestere voldsomt, hvis nogen mener, at Jaguars står bedre til Patriots, end Steelers gør) – og Patriots fik gjort det nødvendige. En let sejr over Titans blev fulgt op af en hårdt tilkæmpet sejr mod et Jaguars-hold, der gennem tre quarters mere eller mindre gjorde alt rigtigt i jagten på en overraskende sejr, inden niveauet dalede i fjerde quarter, hvor Patriots fik lavet de nødvendige spil til at sejre.

Mens Patriots har været én stor, omvandrende succeshistorie over de seneste 17 sæsoner, har det været noget mere op og ned for Eagles, ikke mindst over den seneste håndfuld år. Ustabilitet udenfor banen og et roster i forfald kostede, men det er blevet vendt hurtigt, ikke mindst i kraft af en uhyre succesfuld dag i marts 2016 – linebacker Nigel Bradham, safety Rodney McLeod og guard Brandon Brooks blev signet, mens to trades (DeMarco Murray til Titans, samt Byron Maxwell og Kiko Alonso til Dolphins) sikrede Eagles nogle valg i draften, de senere kunne bruge for at handle sig op til valg nummer to i draften, hvor de valgte quarterback Carson Wentz.

Wentz’ rookiesæson startede som lyn og torden, men sluttede grimt, men med yderligere forstærkninger til holdet og mere erfaring, tog han i sin anden sæson et stort skridt frem. Han nød stadig godt af at være omgivet af ét af ligaens mest komplette mandskaber, men han gjorde også sit for at stille holdet i gode situationer. Med Wentz under center lignede Eagles i høj grad en Super Bowl-contender og ligaens måske stærkeste hold.

En korsbåndsskade ødelagde Wentz’ sæson før tid og sendte Nick Foles ind under center i de sidste uger af den regulære sæson, og i den tid slutspillet måtte vare i en stærk konference for et pludseligt hårdt svækket hold. Mens Foles ganske givet er blandt ligaens bedste backups på positionen, er der stadig lang vej fra dét til god starter. Og spillet var også af varierende kvalitet i de første kampe, hvor Eagles dog stadig fik hentet de sejre, der skulle til for at sikre sig hjemmebanefordelen igennem slutspillet.

Og hjemmebanefordelen er absolut ikke at underkende i NFC – eller for Eagles. Siden Week 8 havde Eagles, ved indgangen til slutspillet, kun én gang tilladt flere end 10 point på hjemmebane; i en 51-23-sejr over Broncos, hvor gæsterne var bagud 44-9 efter tre quarters. Og det fortsatte i slutspillet. Falcons blev sænket 15-10 i en tæt kamp i Divisional Playoffs – bagud 6-10 midtvejs gennem andet quarter tog Eagles-forsvaret over og holdt Falcons fra point i resten af kampen. I konferencefinalen kørte Vikings bolden ned ad banen og i end zone på deres første drive – og blev derefter holdt fra point i resten af opgøret.

Når Eagles har bolden

På papiret er det næppe dette matchup, der er mest indbydende, eftersom det er de to holds svageste enheder – men det kan meget vel være dette matchup, der er mest afgørende for hvem der vinder.

Hvis ikke Eagles’ angreb formår at følge op på det spil, de leverede i sejren over Vikings, er presset på forsvaret øget voldsomt, og det er immervæk svært at se Patriots’ angreb blive holdt til max. 10 point. Der er næppe behov for 38 point, men presset på Nick Foles og resten af angrebet for at levere en komplet præstation er stor.

Med en stærk offensiv linje – selv uden skadede Jason Peters på left tackle – har Eagles betingelserne for både at beskytte Foles mod et so-so Patriots-pass rush og skabe huller, som Jay Ajayi og LeGarrette Blount kan løbe i. At vinde ”in the trenches” er afgørende for Eagles-offensiven, og der er absolut muligheder for, at de kan gøre det – og Patriots’ forsvar har været til at tale med i løbet af sæsonen. Men der skal også sættes point på tavlen, og det kræver, at Foles og hans pass catchers får lavet nogle spil. Foles havde sin karrieres vel nok bedste kamp mod Vikings, og viste ikke mindst sjældent set præcision ned ad banen – kan han gentage dét, står Eagles med gode kort på hånden.

Udfordringen ligger i at gøre det kontinuerligt over fire quarters. Som mange hold har måttet sande i årenes løb – se evt. Falcons i sidste års Super Bowl og Jaguars for to uger siden – er det ikke nok at levere en god halvleg eller tre gode quarters mod et Patriots-hold, der er eksperter i at omstille sig in-game og tvinge modstanderne til at flytte bolden på andre måder, end de tidligere i kampen har gjort med succes. Falcons og Jaguars faldt begge på, at deres play-calling blev en tand mere konservativ, da de var foran – i stedet for at holde foden på speederen var der små tegn på, at de spillede for at undgå at tabe, i stedet for endegyldigt at få lukket kampen ved at sætte flere point på tavlen. Man må ikke blive tilfreds med situationen, som den er – tro at sejren er hjemme, hvis bare man kan tage tid af klokken. Patriots’ angreb er stærkt nok til hurtigt at sætte point på tavlen, og lugter de først blod, er de uhyre farlige.

Eagles er godt coachet, men Pederson er stadig kun i sin anden sæson som head coach, og han står i sin første Super Bowl (som træner – han var tredjevalg på quarterback hos Packers i 1996-sæsonen, hvor Brett Favre og co. vandt over netop Patriots i Super Bowl XXXI), mens Bill Belichick på den anden side har syv Super Bowl-ringe (to som defensiv koordinator for Giants i 1986- og 1990-sæsonerne, og fem som Patriots-head coach). Forskellen i erfaring er stor, og mens det ikke i sig selv er afgørende, skal det bestemt ikke afvises, at det kan ende med at spille ind.

Når Patriots har bolden

Styrke mod styrke. Efter Carson Wentz’ skade er det Jim Schwartz’ defensiv, der står som den klare styrke hos Eagles – og mens det for 13 år nok var forsvaret, der var den største styrke for Patriots, så er det i dag uomtvisteligt angrebet.

Der er efterhånden ikke meget, man kan skrive om Patriots’ offensiv, der ikke er skrevet før. Man må tage hatten af for Tom Brady, der i en alder af 40 år fortsat spiller på absolut højeste niveau. Mens spillet måske har været lidt under den vanlige høje standard i løbet af året, er han stadig med i den absolutte top på positionen.

Angrebet omkring ham er dog fortsat tilpas godt besat til at holdet er i stand til at overkomme en kamp, hvor Brady ikke spiller op til sit allerbedste. Løbeangrebet er godt og varieret med forskellige typer – og dertil kommer nogle gode pass catchers på running back (James White satte en Super Bowl-rekord med 14 catches i sidste års kamp) – og i Rob Gronkowski, Brandin Cooks, Danny Amendola og Chris Hogan, har Brady også en varieret gruppe af pass catchers til rådighed.

Amendola er ikke nogen fantastisk spiller, men han er et skræddersyet fit til systemet og har vist sig pålidelig, når behovet har været der. Gronkowski er ligaens bedste på sin position og trods et utal af skader i løbet af karrieren, vender han altid tilbage i produktiv form. Foruden sine fantastiske evner i kastespillet er han samtidig en glimrende blocker, der kan skabe huller til holdet running backs.

Eagles’ forsvar er anført af en stærk defensiv linje, med Fletcher Cox i midten som den store profil. Cox har, ikke overraskende, taget sit spil til det næste niveau under Jim Schwartz, som et perfekt fit i hans Wide-9-forsvar. Med en glimrende gruppe af linebackers bag sig sikrer det Eagles et stærkt løbeforsvar. Den defensive front er samtidig effektiv, når der skal lægges pres på quarterbacks – Brandon Graham førte an i den regulære sæson med 9,5 sacks, men Chris Long, Vinny Curry og førsterundevalget i sidste års draft, Derek Barnett, har også alle gjort deres for at få skabt pres fra ydersiden, mens Cox fører an fra indersiden af linjen.

Nøglen til at volde Patriots’ angreb problemer har været ganske velkendt i årevis – læg pres på Brady, uden at blitze, og vær disciplineret i opdækningen (helst mandsopdækning for at forstyrre timingen). Eagles har i princippet betingelserne på plads for at kunne gøre begge dele, og deres cornerbacks har virkelig spillet sig op henover sæsonen. Tilføjelsen af Ronald Darby har hjulpet meget, men mens Jalen Mills i flashes har vist glimrende spil, har han også tilføjet en god portion touchdowns henover sæsonen, og han kan meget vel få det svært de gange han står overfor hurtige Brandin Cooks – hav også for øje, at kampen spilles indendørs i Minneapolis, hvilket vil gøre betingelserne for succes på dybe kast lidt bedre for Brady. Patrick Robinson leverede et forrygende pick-six i sidste uge, og han har været en stærk signing for Eagles i denne offseason, men det er langt fra givet, at han vil kunne holde Danny Amendola nede.

Hvem vinder?

Favoritværdigheden kan ingen tage fra Patriots. På papiret føler jeg egentlig at Patriots står ret klart stærkere end Eagles – Tom Bradys succes mod Jim Schwartz-forsvar er også værd at bide mærke i; de seneste tre gange Brady har stået overfor et forsvar trænet af Schwartz (i en hel kamp – vi ser bort fra en ligegyldig Week 17-kamp i 2014, hvor Brady kun spillede første halvleg), har angrebet fået sat 40, 45 og 37 point på tavlen. Det hører dog med, at det er en statistik, der går helt tilbage til 2006-sæsonen, og at det her forsvar formentlig er det stærkeste, Schwartz har haft til rådighed i de kampe, Men det er absolut ikke dårlige enheder Brady og co. har snittet over 40 point mod i de andre kampe. Eagles-forsvaret holder heller helt ikke samme standard som ellers, når modstanderen går i no huddle, og før eller siden kan vi nok godt forvente at se Patriots forsøge at sætte tempoet op og finde en fordel den vej igennem.

Der er ikke mange steder, jeg føler Eagles står med en fordel – de bør stå stærkest i skyttegravskrigen mellem de offensive og defensive linjer – men deres offensiv står i det store hele godt overfor Eagles’ forsvar, og jeg stoler ikke på at Nick Foles kan fastholde niveauet fra NFC-finalen, og det bør give en lille fordel til Patriots’ forsvar. Kan Eagles dominere i kampen mellem linjerne, er de dog nået et godt stykke vej, og så skal overraskelsen ikke afvises.

Alle Patriots’ syv Super Bowls i Belichick/Brady-æraen har været pointløse i første quarter, og alle syv er blevet afgjort indenfor én scoring (sejre på 3, 3, 3, 4 og 6 point – nederlag på 3 og 4), så selvom logikken for mig siger, at Patriots bør kunne sikre sig sejren, taler historien for, at vi får en tæt afgørelse – og lad os da håbe, at vi kan få os en spændende kamp til at slutte 2017-sæsonen af på. Der er trods alt syv måneder til den næste betydningsfulde NFL-kamp, og det vil være ærgerligt at gå offseason i møde med en fuser.