Strade Bianche er kalenderens måske lækreste løb. De hvide grusveje er uhyre populære hos både fans og ryttere. Læs BetXperts optakt til nyklassikeren, der køres lørdag 5. marts.
Strade Bianche har på rekordtid slået sit navn fast som en klassiker. Løbet har ingenlunde samme historik som de andre store klassikere, da løbet første gang blev afholdt i 2007, men løbet har på ganske få år formået at få både ryttere og fans til at forelske sig i det. Man kunne gå så langt til at sige, at det er det klart største endagsløb, der ikke er et WorldTour-løb – endnu.
Kigger man på vinderlisten, så understreges denne pointe blot. Philippe Gilbert, Fabian Cancellara, Michal Kwiatkowski og Zdenek Stybar har alle vundet løbet i de senere par år. Det er altså de helt store navne.
Løbet hedder Strade Bianche, fordi der bliver kørt på hvide veje – grusveje. Årets rute er 176 kilometer lang, og ud af disse er 52,8 kilometer af dem rene grusveje. Det kan altså sammenlignes med de mange brostensløb, hvor større dele af ruten foregår på et andet underlag en almindelig landevej.
Løbet passer til alle de velkendte klassikerryttere. Kigger man på vinderlisten, så er det typisk brostensspecialister, der har vundet løbet, men sidste år sad for eksempel Alejandro Valverde med helt indtil målstigningen. Det er derfor et løb, der passer godt til de ryttere, der i det hele taget håber på en god måned i april.
Der er snak om, at der kan komme regn til årets udgave. Det vil i så fald være med til at ændre løbet en anelse. I 2010-udgaven af Giro d’Italia kørte de på grusveje, og den dag regnede det – og det skabte det måske bedste løb, jeg nogensinde har set.
Odds & Tips
Hold øje med tips fra BetXperts cykelekspert:
Vinder |
Bedste odds | Bookmaker |
Zdenek Stybar | 5,50 | |
Greg van Avermaet | 6,50 | |
Fabian Cancellara | 8,00 | |
Michal Kwiatkowski | 9,00 | |
Alejandro Valverde | 9,00 | |
Peter Sagan | 11,00 | |
Tiesj Benoot | 15,00 |
Favoritterne
Løbet er i min optik ret åbent. Der er et fint felt, hvor der er relativt mange realistiske, store vinderkandidater. Jeg kan umiddelbart udpege tre ryttere, jeg synes ser ud til at være lidt foran konkurrenterne.
Greg van Avermaet, BMC Racing Team
Chancevurdering: 18 %
Greg van Avermaet er en af de ryttere, der har startet sæsonen på et vanvittigt højt niveau. Han var god i Tour of Qatar, han fortsatte den gode form i Tour of Oman, og han vandt Omloop Het Nieuwsblad.
Belgieren er stærk i Strade Bianche. Han debuterede i 2010 med en 13. plads, men har siden hentet placeringer som 9, 5, 6 og 2 i 2015. Han har alle de nødvendige kvaliteter til at vinde løbet, og med sejren i Omloop Het Nieuwblad (og Tour de France-etapen sidste år), virker det så småt til, at han endelig har knækket, hvordan han vinder de store sejre.
For det har været hans helt store problem. Mange griner af Sagans mange andenpladser, men det er intet i forhold til Greg van Avermaet, der nærmest gennem hele karrieren har hentet alle de sekundære placeringer, men meget sjældent rent faktisk vundet de store løb.
Han var med helt fremme i løbet sidste år, og jeg forestiller mig, at han kæmper med om de samme sjove placeringer i år. Med lidt held vinder han løbet – hans spurt er hurtig, og han har efterhånden ved flere lejligheder bevist, at han ved hvordan man besejrer Sagan efter et hårdt løb.
Greg van Avermaet til odds 6,50 hos Bet365*
18 % er meget, men jeg synes Greg van Avermaet er favoritten i årets løb. Han så rigtig stærk ud i Het Nieuwblad, og han var rigtig stærk i løbet sidste år. Jeg synes, oddset er rigtig, rigtig interessant.Alejandro Valverde, Movistar
Chancevurdering: 12 %
Alejandro Valverde har alle kvaliteterne til at vinde løbet. Grusvejene synes at passe ham, hvilket hans historik i løbet vidner om (nr 3 i både 2014 og 2015). Ligeledes er han god på de mange kuperede stigninger, der er undervejs i løbet, og finalen passer ham i princippet også ret godt – også selvom det var her, han tabte løbet sidste år.
Valverde var voldsomt stærkt i Vuelta a Andalucia, hvor han satsede alt på sidste etape og hentede tilpas nok tid til at vinde etapeløbet med hele 26 sekunder ned til nummer to, Tejay van Garderen. Før sidste etape var han 22 sekunder efter netop van Garderen, så det var noget af en præstation, han fyrede af.
Det er dog tidligt på sæsonen, og blot fordi han havde én superdag, betyder det ikke at hans form er meget bedre end alle konkurrenternes. Der er flere udsving på denne tid af sæsonen. Ligeledes har han tidligere vist, at han har det svært i diverse løbsfinaler. Han starter så mange løb som forhåndsfavoritten, og så kigger alle konkurrenterne på ham – det er han ikke altid den bedste til at håndtere.
Det væsentligste modargument er dog, hvordan han blev plantet i finalen sidste år af Zdenek Stybar og Greg van Avermaet. De to ryttere er begge bedre klassikerryttere i brostensløbene, og har således mere power i benene efter et hårdt løb – det så ud til at gøre forskellen dengang. Løbet er dog omkring 25 kilometer år, og det taler i min optik mere for Alejandro Valverde.
Værdi i Valverde
I min optik er der værdi i Valverdes odds 9 (CV: 12 %). Spanieren er altid solid i disse løb, han har haft en rigtig fin start på sæsonen, hvor han i Spanien smadrede al konkurrencen. I de seneste to udgaver, er han endt nummer tre.Peter Sagan, Tinkoff
Chancevurdering: 9-10 %
Peter Sagan kunne lige så vel have været den rytter, jeg fremhævede som favoritten. Slovakken er god i dette løb, selvom han fik tæsk sidste år, hvor han blev nummer 31. Tingene er dog anderledes i år.
Sagan har fået en anden optakt til årets klassikersæson, og han så skarp ud i Omloop Het Nieuwsblad. Han havde det fra tid til anden lidt svært i løbet, men når man husker på, at han kom direkte fra en højdetræningslejr, så er det imponerende, at han sad med og animerede løbet og fik en andenplads. Det er der ikke mange, der kan, i deres første løb efter sådan en træningslejr.
Han er to gange tidligere blevet nummer to i løbet. Det ene år havde han nok vundet, hvis det ikke var fordi hans holdkammerat, Moreno Moser, var stukket af i finalen i et taktisk udspil. Italieneren vandt nemlig løbet, mens Sagan var suveræn i kampen om andenpladsen.
Hos Tinkoff har man erkendt, at sidste sæson slog fejl for Sagan. I al fald i starten af sæsonen. Han var aldrig rigtig sig selv, før han holdt pause og kom tilbage under Tour of California. I år virker han til at være lige så stærk, som han plejer, og jeg spår en god forårssæson for Sagan – og jeg kunne sagtens se ham kickstarte den med en sejr allerede her i det italienske endagsløb.
På grænsen mht. værdi
Peter Sagans odds er lige på grænsen i forhold til værdi eller ej. Slovakken er stærk, men et sent afbud fra Roman Kreuziger svækker hans chancer lidt. Kører han lige så stærkt i løbet, som han har gjort tidligere, så ser det dog fint ud - jeg er bare ikke helt overbevist om værdien i odds 11.Andre favoritter
Feltet bag Valverde, Sagan og Greg van Avermaet er voldsomt stærkt, og i virkeligheden er de nok meget på niveau med de tre andre. I alt er der fire bomstærke ryttere, der sagtens kan vinde løbet, og som har gjort det godt i løbet tidligere.
Zdenek Stybar, Etixx-QuickStep
Zdenek Stybar var i en klasse for sig under sidste års Strade Bianche. I finalen sad tjekken sammen med Greg van Avermaet og Alejandro Valverde, og da først Alejandro Valverde var blevet sorteret fra, satte han et sneaky angreb ind kort før toppen af finalestigningen, og så var det umuligt for den hurtigere van Avermaet at lukke hullet og passere ham på nedkørslen.
Han er startet relativt roligt på denne sæson, og kørte ikke i den belgiske åbningsweekend. Det kan godt ske, at det har kostet ham vitale kilometer i benene, som han kommer til at mangle i år. Mange af konkurrenterne har nemlig kørt en anelse mere.
Stybar er rigtig god på grusvejene. Det harmonerer godt med hans kvaliteter på brosten og karriere som cykelcross-rytter. Sidste år vandt han Strade Bianche som førstegangsdeltager i løbet. Jeg tror derfor ikke, han får problemer på grusvejene, heller ikke i dårligt vejr (snarere tværtimod). Til gengæld kan han få det svært ved at gentage samme nummer som sidste år i finalen – konkurrenterne vil være klar på et eventuelt angreb på toppen af den lille bakke før nedkørslen.
Han vandt sidste år, og han er nærmest som skabt til ruten. Han er afgjort en af favoritterne til at vinde løbet i år.
Michal Kwiatkowski, Team Sky
Jeg havde nær overset Kwiatkowski på startlisten, Sky har valgt at tage polakken med til dette løb, som han tidligere har vundet. I 2014 plantede han Sagan i målbyen Siena.
Der har været lidt stille om ham i år. Det bliver spændende at se, hvordan han håndterer skiftet til Sky. Mange ryttere har det svært hos Sky, mens mange andre blomstrer endnu mere end hidtil. Hvis det sidste bliver tilfældet for Kwiatkowski, så bliver ex-verdensmesteren rigtig farlig i denne sæson, hvor han vil fokusere lidt mere på etapeløb, end han fik muligheden for hos Etixx-QuickStep, der foretrak ham som klassikerrytter.
Han vandt løbet i hans eneste deltagelse, så det er ret imponerende. Jeg er lidt i tvivl, om hvor hans form er, men han var relativt stærk i Mallorca-løbene, hvor han hentede to andenpladser. Det er farligt at konkludere for meget på baggrund af de løb, og han har ikke kørt alverden i forhold til konkurrenterne, men hvis han kommer til dette løb i god form, så er han afgjort en stor vinderkandidat.
Fabian Cancellara, Trek-Segafredo
Fabian Cancellara startede sæsonen stærkt med en sejr i Mallorca, god kørsel i Dubai Tour og slutteligt en etapesejr i Volta ao Algarve. Han sprang åbningsweekenden (Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne) over, som han plejer, og i stedet var det holdkammeraterne, der leverede resultater. Jasper Stuyven vandt Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og ham og Theuns virker som stærke hjælpere til Cancellaras klassikerkampagne.
Så der er intet at sige til, hvis Cancellara sprudler af selvtillid. Schweizeren, der har vundet Strade Bianche to gange tidligere, menes at være i suveræn form. Over for et belgisk medie udtalte Dirk Demol (sportsdirektør), at Cancellara var stærkere på denne tid af sæsonen end nogensinde før.
Cancellara har seks top10-placeringer i løbet. Han vandt i 2008 og i 2012, så det var på et andet tidspunkt i hans karriere. Man taler ikke meget om det, men Cancellara, der generelt er blevet ældre med stil og stadig tager store sejre qua hans taktiske sans og egenskaber, er altså faldet en smule i niveau. Han smadrer ikke længere løbene med vilde solo-ridt, som han gjorde det ene år under Paris-Roubaix.
Han er dog stadig stærk, og Dirk Demols kommentarer er klart betryggende. Som dobbelt vinder har han pæne chancer i årets udgave, men husk også på, at løbets felt kun er blevet stærkere og stærkere år for år, samtidigt med at Cancellara er blevet ældre og ældre.
Det bliver svært for Cancellara (CV: 7 %)
Fabian Cancellara får i min optik svært ved at vinde for tredje gang. Cancellara er nok nødt til at sætte konkurrenterne, hvis han vil vinde løbet, da han næppe slår Sagan, Van Avermaet, Valverde og co. i en spurt. Det kan blive en svær opgave for Cancellara, der ellers hidtil har vundet dette løb i skudår. Jeg skal nok op omkring odds 15, før det rigtigt bliver interessant for Cancellara - men jeg ved, at mange andre er vilde med hans chancer i det her løb.Vincenzo Nibali, Astana
Jeg tillader mig at nævne Vincenzo Nibali i dette felt af favoritter, skønt han aldrig har leveret et topresultat i dette løb. Det er der flere årsager til.
En af dem, er at han i de seneste par sæsoner, har valgt at starte sæsonen ret sløvt. Altså undlade at køre sig i bund. Men med sejren i Tour of Oman, ser han ud til at være tilbage til samme taktik, som han havde i 2013 og årene før, hvor han kører efter sejren i alle løb, han stiller op i. Ligeledes har Astana historisk set haft mange forskellige ryttere, der har gjort det godt i dette løb (Iglinsky, Kreuziger, Diego Rosa), så Nibali har ikke rigtigt kørt efter egne chancer.
Gør han det i år? Jeg ved det ikke helt, men jeg kunne forestille mig, at en italiensk nyklassiker er et løb, som Nibali gerne vil gøre det godt i. Han har vundet de tre største løb på kalenderen, så det er kun naturligt, hvis han kigger efter andre målsætninger – som fx OL i Rio, Lombardiet Rundt, Liege-Bastogne-Liege – og Strade Bianche. Løbet er naturligvis ikke på deres niveau, men det ville betyde meget for Nibali.
I min optik har han kvaliteterne til at gøre det godt i løbet, og i form af Diego Rosa har han en væsentlig hjælper, han kan spille ud i finalen. Jeg tror, vi skal holde øje med Nibali.
De frække bud
I et forsøg på at optimere optakterne, vil jeg forsøge at holde det lidt kortere, men til gengæld komme med de væsentligste argumenter for og imod diverse ryttere. Strade Bianche er et lille løb, men med et meget stærkt felt, og jeg har her fundet fire stærke ryttere, der kunne gå hen og overraske i årets løb. Mange flere kunne sikkert nævnes.
Tiesj Benoot, Lotto-Soudal
Jeg vil ikke tøve ét eneste sekund med at kalde Tiesj Benoot for et supertalent. Han har alle redskaberne til at blive rigtig stor – jeg håber bare, at han vælger at fokusere på én ting. Han kan nemlig køre både klassikere (som set under Omloop Het Nieuwsblad og femtepladsen under sidste års Flandern Rundt) samt etapeløb, hvis han vælger at fokusere mere på det.
Jeg håber, han vælger klassikerne. Han kan i min optik blive den næste store belgiske klassikerstjerne, og han er det oplagte bud på en afløser for Tom Boonen. Han hentede en tredjeplads i Omloop Het Nieuwsblad, og jeg har en fidus til at han kan klare dette løb rigtig godt – men det har mange andre nok også, og belgieren bliver meget hypet.
Diego Ulissi, Lampre-Merida
Diego Ulissi er også en rytter, der bliver hypet rigtig meget. Han vandt to etaper i Giro d’Italia 2014, og virkede til at være på rette vej, men endte med at få en dopingkarantæne på grund af ulovligt brug af astmamedicin.
Han er siden kommet tilbage, og han har sporadisk leveret et rigtig højt niveau. Han vandt blandt andet en etape i Giro 2015, men jeg synes ikke helt, han er på samme høje niveau, som han var før karantænen. Der mangler lige lidt.
Han er startet ret godt i 2016, men mangler endnu sejren. Han har dog kvaliteterne, til at gøre det rigtig godt i løbet, og hvis han kommer med hjem til målstregen, så bliver han afgjort en kandidat qua sin hurtige afslutning. Den er der dog mange, der kan matche i dette felt: Sagan, Greg van Avermaet m.fl. Han er et frækt bud, men nok ikke helt stabil nok til at blive kaldt en favorit.
Jan Bakelants, Ag2r
Jan Bakelants er noget af en joker, men belgieren er en herlig cykelrytter. Han vandt Giro dell’Emilia i 2015. Et drønhårdt løb, der kan sammenlignes med Fleche Wallonne. Kun én gang er han endt uden for top10 i år, og det var på første etape af Tour Cycliste International La Provence, hvor han blev nummer 14.
Han er uhyre offensiv, og ikke bleg for at sætte et angreb ind. Jeg synes, han passer ret godt til disse italienske endagsløb, men det er værd at huske på, at han aldrig har kørt løbet før. Jeg tror, han passer ret godt til løbet, men Bakelants henter primært sine resultater i løb, hvor feltet lige er et lille niveau under det her.
Oscar Gatto, Tinkoff
En superjoker må være Oscar Gatto. Han elsker disse grusveje, og i 2011 blev han 7, i 2010 nummer 3 og i 2015 nummer 6. I år kører han for Tinkoff, der naturligvis har Peter Sagan som kaptajn – men det behøver ikke være negativt. Husk blot på hvordan Moreno Moser vandt dette løb på grund af at Sagan var hans holdkammerat.
Oscar Gatto mangler måske lidt på stigningerne, men han er faktisk en dygtig klatrer, hvis han rammer dagen. Umiddelbart bliver han en luksushjælper for Sagan, men hans gode form kan skabe muligheder for ham her. Det er et langskud, men hvis oddset bliver tilstrækkeligt højt, så er han et muligt spil.
Langskud
Man kunne også vælge mange andre ryttere som disse frække bud. En Petr Vakoc virker for eksempel meget formstærk i øjeblikket. Det sammegør Bardianis Sonny Colbrelli, mens man heller aldrig må glemme erfarne Davide Rebellin. Jasper Stuyven ligner også en rytter i superform i øjeblikket.
Ruten
Løbet starter og slutter i Siena. Årets rute er kun 176 kilometer lang. Det er ikke alverden for et endagsløb. Ud af disse 176 kilometer foregår 52,8 kilometer på grusveje, der er fordelt over ni sektioner.
De ni sektioner:
- Vidritta (2,1 km) – 11 km
- Str. Com. di Murlo (5,5 km) – 39,8 km
- Lucignano d’Asso (11,9 km) – 67,8 km
- Pieve a Salti (8,0 km) – 82,9 km
- S. Martino in Grania (9,5 km) – 103,5 km
- Monte Sante Marie (11,5 km) – 122 km
- Monteaperti (0,8 km) – 152,3 km
- Colle Pinzuto (2,4 km) – 156,6 km
- Le Tolfe (1,1 km) – 162,9 km
De forskellige sektioner har forskellige sværhedsgrader, og det er især Monte Sante Marie, der er hård. Sidste år var den rangeret som det sværeste stykke, mens Colle Pinzuto fik fire ud af fem stjerner.
Løbet er én stor udskilning gennem hele dagen, og frontgruppen vil bare blive mindre og mindre for hver kilometer, der går. Løbet afsluttes på Piazza del Campo-pladsen i Siena, og det er ingen let afslutning. Der kommer nemlig først en stigning over 800 meter, der i snit stiger med 6,5 % - men enkelte steder når den op på 16 %. Cirka 300 meter fra målstregen går det dog nedad mod målstregen. Sidste år udnyttede Zdenek Stybar denne afslutning, da han angreb kort før toppen af den lille stigning, og så er man meget svær at hente igen.