Færre udlændinge, smallere trupper og kun ni mulige debutanter. ..
Da transfervinduet sidste mandag klokken 23.59 klappede i for de danske Superliga-klubber, var det efter en af de mest stille overgangsperioder for spillerhandler i mange år.
Ganske vist er FC Midtjylland den eneste klub, der ikke har hentet nye spillere, men det samlede billede for klubberne er, at trupperne er blevet mindre.
Vi har gennemgået samtlige 12 klubbers hjemmesider og sammentalt antallet af spillere, som beløber sig til 287 – i gennemsnit 24 mand pr. trup.
Smallest er trupperne i Randers FC og FC Midtjylland, der hver kan mønstre 21 mand, mens AGF og Brøndby IF har 26 spillere på kontrakt i A-trupperne.
Hver tredje spiller er udlænding
Ifølge statistikerne hos danskfodbold.com har transfervinduet betydet, at 14 udlændinge har forladt ligaen, mens kun syv er kommet til, så det samlede antal udenlandske spillere er nede på 96.
Det giver med andre ord en udlændingeandel på 33 procent.
Dermed er antallet af udlændinge det laveste i syv år, mens andelen ikke er faldet mærkbart på det seneste, idet trupperne samlet set er blevet slankere.
Den positive udlægning af finanskrisen – der jo som bekendt har fået det primære ansvar for det stille transfervindue – er altså, at det har rustet Superliga-klubberne til FIFA’s såkaldte 6+5 regel bedre.
Reglen, der har skabt stor polemik og af EU-kommissionen er blevet beskyldt for at være diskriminerende, betyder, at alle klubber ved starten af 2012/2013-sæsonen skal stille med mindst seks nationale spillere på bane fra kampens start. Hvis altså FIFA får deres vilje gennemtrumfet.
Ni mulige Superliga-debutanter
Som altid har transfervinduet også medført mulige debutanter i Superligaen, men også her har det været sparsomt med antallet.
Således har klubberne til sammen blot hentet ni mulige debutanter, mens resten af tilførslerne enten består i spillere, der vender tilbage fra lejemål (men som havde fået Superliga-debut i forvejen) eller gammelkendte ansigter som eksempelvis Brøndby IF’s Remco van der Schaaf eller Martin Jørgensen i AGF.
De ni mulige Superliga-debutanter er som følger:
Alexander Lund Hansen (målmand) fra Rosenborg til OB
Bryan Oviedo (forsvar) fra Deportivo Saprissa til FC København
Dario Dumic (forsvar) fra Norwich City til Brøndby IF
Olafur Skulason (midtbanespiller) fra Helsingborg til SønderjyskE
Chris Rolfe (midtbane) fra Chicago Fire til AaB
Yura Movsisyan (angreb) fra Real Salt Lake til Randers FC
Quincy Antipas (angreb) fra Blokhus FC til HB Køge
Mark Leth Pedersen (angreb) udlejet fra Brøndby IF til HB Køge
Andreas Granskov (angreb) retur fra udlejning i AB til FC Nordsjælland
Kun to hold med guldchance
Ligesom Superliga-klubberne, har bookmakerne generelt forholdt sig roligt til og i transfervinduet. Således er odds på den kommende danmarksmester ikke ændret synderligt mange steder, selv om enkelte bookmakere dog vurderede AGF’s vinderchancer som større, efter nyheden om, at århusianerne havde hentet Martin Jørgensen hjem.
Det overordnede billede er dog, at kun FC København og OB har en reel chance for at stå med guldmedaljerne om halsen, når sidste spilleruden er afviklet den 16. maj.
En oversigt over de bedste odds på en kommende dansk mester hos udvalgte bookmakere ser ud som følger:
FC København:
1,95 (Betsafe)
OB:
2,15 (Bet365/Bet24)
Esbjerg fB:
23,00 (NordicBet*)
Brøndby IF:
50,00 (Bet365*)
Silkeborg IF:
140,00 (Unibet*)
AGF:
500,00 (Betsafe)
AaB:
600,00 (Bet365*)
FC Midtjylland:
701,00 (Expekt*)
FC Nordsjælland:
1001,00 (Expekt*)
SønderjyskE:
2000,00 (Betsafe/Bet24)
Randers FC:
2000,00 (Betsson/Bet24)
HB Køge:
2000,00 (Betsafe/Betsson/Bet24)
Ingen særstatus til målmænd
Og hvordan er det så med transferreglerne for klubløse spillere?
Ifølge DBU’s Cirkulære nr. 53, ”Danske regler om overgangsperioder, betaling af træningskompensation og fordeling af solidaritetsbetaling”, må en tidligere kontraktspiller skifte klub efter transfervinduets lukning, hvis han stod uden kontrakt idet overgangsperioden sluttede.
Eller i tilfælde af, at en spiller går kontraktløs som følge af ”klubbens konkurs eller anden væsentlig misligholdelse fra klubbens eller spillerens side”.
Dog med den tilføjelse, at der aldrig kan dispenseres fra den 1. maj.
Og målmænd? Jo, her blev der engang dispenseret, men den mulighed er også fjernet.
Vi skal derfor næppe regne med, at Superliga-klubberne kommer til at hente særligt mange yderligere spillere resten af foråret. Men med hensyn til salg er der stadig muligheder, idet transfervinduerne i fx Sverige, Norge og Rusland først lukker i marts.
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+