Verdensmesterskabet i fodbold er en monster-begivenhed. Det fås simpelthen ikke større. Fra munkeklostre i Tibet til igloer i Grønland vil fodboldfans verden over sidde klistret til TV-skærmen for at følge med når voksne mænd i korte bukser sparker til den runde bold på banerne i Sydafrika.
Det er så monstrøst, så fabelagtigt fascinerende, at det selvfølgelig fortjener en intens dækning her på BetXpert. Og det leverer vi skam. Vi agter at servere en analyse (og når oddsene er til det, også spilforslag) af hver eneste kamp under slutrunden. Der jo går i gang fredag 11. juni og løber i en måned, til 11. juli - hvor finalen spilles i Johannesburg.
Voluminøs VM-sektion
Men før vi kommer så langt, skal vi først klæde dig, kære læser, på til turneringen. Det gør vi med en kæmpe VM-sektion der indeholder en indgående omtale af hvert af de 32 deltagende landshold (med løbende nyheds-ajourføringer) samt en introduktion til HVER ENESTE VM-spiller i hver trup. Det er lige 736 styk (32 ganget med 23), plus 32 træner-præsentationer.
Denne VM-sektion er nu online - inklusive en lang række spilforslag.
Find VM-sektionen via dette link: Værsgo at læse - og kommentere!
19. slutrunde
Turneringen i Sydafrika er nr 19 i rækken af VM-slutrunder der i 80 år med 4 års mellemrum (bortset fra 1942 og 1948 hvor folk havde travlt med andre ting) har ramt verden med en regelmæssighed og skønhed som en mexicansk tilskuerbølge.
Det hele startede i 1930 i Uruguay, og nu står vi altså i Sydafrika – første gang nogensinde at VM afholdes i Afrika. Bliver det mon også første gang for en anden ting?
Fx kan Spanien ved at vinde titlen bryde med to tradtioner. Den ene er at Spanien aldrig har vundet VM, den anden er at et europæisk land aldrig har vundet VM uden for Europa. Hvad det første angår, så har Spanien nok aldrig haft et bedre hold end nu. Og hvad det andet angår; de andre gange hvor VM er blevet afholdt udenfor Europa, har det været i Asien eller Nord- eller Sydamerika. Langt fra Europa, både mht afstand og mht tidsforskel. Sydafrika er også et pænt stykke fra Europa, men jetlag trækkes europæerne ikke med denne gang.
Favoritter: Spanien og Brasilien
Europamester Spanien er naturlig favorit ved dette VM, sammen med VM-giganten Brasilien der holder rekorden med 5 guldmedaljer; Italien har 4 og Tyskland 3. Tyskland har til gengæld vundet flest medaljer, nemlig 10 mod Brasiliens 9.
Og så er der selvfølgelig England med Fabio Capello ved roret og Rooney med målstøvlerne på (men uden Rio Ferdinand), Argentina med Messi (og Maradona, selv om sidstnævnte næppe er en fordel), Holland med Robben og Sneijder, Tyskland uden Ballack, men med en ubændig sejrsvilje – samt de forsvarende verdensmestre fra Italien, slidte og prunkløse, men med Lippi til at styre, skal de ikke afskrives.
Værtens fordel
Det skal Sydafrika heller ikke helt. Værten kan læne sin optimisme op ad den massive statistik: I hver eneste af de 18 hidtidige VM-slutrunder er værtsnationen gået videre fra det indledende gruppespil, 6 gange (dvs en tredjedel) er det blevet til værts-guld, og 6 gange er det mindst blevet til en fjerdeplads. Og alligevel er Sydafrika favorit, ikke til at tage guldet, men til at havne på sidstepladsen i sin gruppe. Ak, ja. Måske fordi Sydafrika ret beset ikke har et særlig stærkt landshold.
Og så er der alle de andre – herunder minsandten Danmark. Morten Olsens drenge er skam også med. Ligesom en række mere eksotiske lande, såsom Nordkorea – dette frygtelige diktatur hvor Kim Jong-Il og hans partisoldater rider folket som en mare.
Dem vi savner
Med er til gengæld ikke Kroatien, Rusland og Egypten – tre hold fra FIFAs top12 der ikke formåede at kvalificere sig (og blev denne slutrundes ofre for FIFAs ønske om flere lande fra andre verdensdele end Europa). Lidt en skam at vi dermed ikke får Modric, Arshavin, Zidan og co. at se på den helt store scene. Ligesom det er synd at den tibetanske munk og den grønlandske eskimo går glip af diverse andre verdensklassespillere.
Skader og bizarre træner-dispositioner betyder nemlig at spillere som Ronaldinho, Diego, Riquelme, Cambiasso, Rio Ferdinand og Essien (og måske Drogba; brækket arm) ikke er med ved denne slutrunde.
Men sådan vil det altid være. Intet er perfekt, selv ikke så pragtfuld en fest som VM.