Forsvarslegenden Alessandro Nesta mener, at den italienske liga halter efter de største ligaer, men kan Serie A gøre comeback til fodboldeliten?
Den 37-årige Alessandro Nesta dirigerer nu defensiven hos Major League-klubben Montreal Impact, men den elegante forsvarsspiller kan stadig huske, da Støvlelandet dominerede fodboldscenen. Nesta blev verdensmester i 2006 med Marcelo Lippis kompakte italienske landshold, og året efter kunne Nesta sammen med holdkammeraterne i Milan fejre Champions League-triumfen efter finalesejren over Liverpool.
Men der bliver ikke meget at fejre for de italienske klubber i de kommende sæsoner, hvis man skal tro Alessandro Nesta. Han har udtalt følgende til BBC:
"There's no money in Italy at the moment and the best players go to play in other leagues - Spain, England, Germany. Italy's going down."
I de seneste sæsoner har den italienske liga mistet stjerner som Alexis Sanchez, Ezequiel Lavezzi, Zlatan Ibrahimovic, Thiago Silva, og snart kan Napolis uruguayanske målkonge Edinson Cavani også være tabt for de italienske fodboldfans. Også erfarne herrer som Nesta selv, Del Piero, Gattuso, Seedorf, Maicon, Inzaghi og har forladt de italienske fodboldarenaer.
Serie A uden stjerner fra øverste hylde
Så fra den gamle garde har vi profiler som Buffon, Pirlo og Totti, men der bliver dog også hentet spændende spillere til Serie A. Milan fik i vinters hentet Mario Balotelli fra Manchester City, hvor det også netop er lykkes for Juventus at hente Carlos Tevez. ´Den Gamle Dame´ har også fået fat på spanske Fernando Llorente, mens Fiorentina har forstærket sig med målslugeren Mario Gomez.
Men det efterlader stadig et indtryk af, at Serie A mister verdensklasse-spillere, og klubberne kan kun hente spillere, der er i overskud i de øvrige klubber eller lige et niveau eller to under megastjernerne.
Så har Alessandro Nesta ikke ret? Halter Serie A ikke håbløst efter den engelske Premier League, den spanske La Liga og tyskernes Bundesliga?
Skal de italienske klubber til at frygte at blive overhalet af de franske Championnat-klubber eller kan de med Juventus som lokomotiv trække sig tilbage på den europæiske fodboldtrone?
Alessandro Nesta nåede da lige at få rost Juventus for deres indkøb af Carlos Tevez, men er det nok til at konkurrere med Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Manchester-klubberne i Champions League?
I den kommende sæson er Juventus og Napoli direkte kvalificeret til Champions League, mens Milan skal ud i kvalifikationskampe. Bookmakerne har ikke stor tiltro til en italiensk CL-titel, men kan Juventus, Milan eller Napoli overraske og hente trofæet med de store ører tilbage til Italien?