Chris Froome vandt Tour de France 2017, men hvem var ellers løbets store vindere og tabere? Jesper Carstens tager årets løb under den helt store lup.

Igen var det Chris Froome, der kunne stå øverst på skamlen i Paris. Sky-rytteren nuppede sin fjerde Tour de France-triumf, men for første gang nogensinde gjorde han det uden at fremstå suveræn eller tage en etapesejr undervejs. 

Årets løb var noget atypisk. Klassementet var spændende hele vejen frem til og med Col d'Izoard-etapen, men herefter vidste de fleste, at Chris Froome havde vundet løbet. 

Men var det spændende? Det kan der være delte meninger om, og cykeleksperten Jesper Carstens forsøger i denne artikel at kigge lidt nærmere på årets Tour de France.

Chris Froome er den store vinder - men...

Lad os starte med Froome. Briten vandt Tour de France 2017, og han tog dermed sin fjerde triumf i verdens største etapeløb. Han gjorde det uden at brillere, og lavede den store forskel allerede i Düsseldorf, hvor han var den eneste klassementsrytter, der for alvor kørte en god tid.

Herefter forsvarede han og Team Sky sig flot. Han fik aldrig sat Bardet eller Urán, men det var der ingen grund til: han havde styr på dem, og på enkeltstarten i Marseille lavede han forskellen. Han var for alvor kun presset to gange: På etapen til Peyragudes, hvor han decideret gik sukkerkold, tror jeg, samt etapen til Le Puy-en-Velay, hvor han fik en defekt, mens Ag2r satte et dræbende tempo. Var han ikke kommet op til frontgruppen før toppen af stigningen, var han nok blevet kørt ud af klassementet.

I begge tilfælde blev han reddet af holdet. Havde han ikke haft stærke folk som Kwiatkowski, Nieve og Landa i Peyragudes, havde det nok åbnet op for flere angreb i finalen, hvilket havde medført, at Froomes dårlige dag var blevet afsløret noget tidligere. Ligeledes havde han måske heller ikke nået favoritgruppen, hvis ikke samme trio var hurtige til at hjælpe ham op.

Froome vandt løbet, fordi han samlet set over tre uger var den bedste, men holdet har utrolig stor fortjeneste i år. I hans tre øvrige triumfer havde han givetvis vundet alligevel, selvom han havde haft et ringe hold, men havde han gjort det i år? Det tror jeg ikke.

Spørgsmålet er, hvor meget man skal tillægge det værdi. Briten er blevet 32 år gammel. Han har fået en søn. Han har vundet Tour de France fire gange nu. Hvor meget længere kan han holde til at ofre sig så meget, og hvor meget længere vil han besidde evnerne i benene? Det er ret væsentlige spørgsmål, og selvom han vandt i år, så må konkurrenterne have lugtet blod.

For intet ondt om hverken Bardet eller Uran. De er forrygende ryttere. Men en Aru og Quintana med en optimal optakt, en Landa som kaptajn for sit eget hold samt en Dumoulin med Tour-fokus bør alle mindst være på niveau med de to. Romain Bardet giver fx odds 29 hos Bet365* på at han vinder Tour de France 2018, hvilket understreger min pointe.

Det betyder også, at der måske er sat nogle overvejelser i gang hos Sky. Froome vil naturligt nok være kaptajn næste år også, men hvad så? Holdet skal så småt til at kigge efter en ny Tour-vinder, og det kan skabe lidt gnidninger i Sky-lejren. 

Hvad det kunne være blevet til

To prominente ryttere udgik af Tour de France. Først var det Alejandro Valverde, der styrtede på enkeltstarten, og siden var det Richie Porte, der styrtede på Mont du Chat-etapen. Begge må være særdeles ærgerlige.

Først Alejandro Valverde. Spanieren havde måske ikke vundet løbet, men du finder ikke en rute, der havde været bedre for ham. En masse nedkørsler, gruppeafslutninger og små, skrappe bakkeafslutninger. Perfekt! Når man ser på, hvordan Dan Martin har klaret sig, så tror jeg sagtens, at Valverde kunne have blandet sig sammen med Urán og Bardet. 

Tag ikke fejl. Valverde havde sikkert fundet en måde, hvorpå han havde ødelagt det for sig selv. For eksempel på Galibier-etapen, hvor man en overgang var i 2.600 meters højde. Her er han som regel ret ringe. 

Men på papiret var den her rute perfekt, og med en Quintana i elendig forfatning havde han kunne redde Movistars løb. Jeg tror, han havde kørt en podieplacering hjem. 

Men ingen bør ærgre sig mere end Richie Porte. Han havde vundet løbet.

Det er jeg faktisk næsten så overbevist om, at jeg ville lade den sætning stå for sig selv.

Ruten var perfekt for Porte, der i hele 2017 har set ud som den bedste rytter. Jeg kan ikke se ét sted, hvor Froome havde taget tid på Porte. Tværtimod havde Porte vundet tid på Froome på Peyragudes-etapen, og på enkeltstarten ville han have haft potentiale til at udfordre Froome helt til sidste meter. 

Ok, Froome havde måske vundet i sidste ende alligevel, men det her løb var som et straffespark for Porte. Det var hans store chance. Han får en ny chance næste år, men ligesom Froome vil han være 33 år, og det er lidt en magisk grænse for klassementsryttere. De begynder at miste niveau i den alder. 

Det er hypotetisk og alt, men jeg tror, at vi kunne have fået to ryttere, der var endt inden for 15 sekunder af hinanden her, og det ville ikke have overrasket mig, hvis den var tippet i Portes favør.

Løbets taber jagter revanche i 2018

Hvem var så den store taber i løbet? Svaret giver nok lidt sig selv, men lad os kigge lidt på det.

Mikel Landa var den eneste rytter overhovedet, der formåede at køre Giro d'Italia og Tour de France og holde et tårnhøjt niveau i begge løb. Der snakkes meget om, at det ikke kan lade sig gøre efter forsøg fra Contador, Nibali, Quintana og Pinot, men Landa viser i den grad det modsatte. Som kaptajn for sit eget hold var han endt på podiet med mindst én etapesejr. 

Fabio Aru startede stærkt, men falmede lidt i takt med at bronkitis fik tag i ham. Som jeg påpegede før løbet, så var det hele tiden det tænkelige udfald. Aru er falmet i både Giro d'Italia 2015, Tour de France 2016 og Tour de France 2017. Jeg tror ikke, at det er et decideret problem for ham, men når man ikke har en optimal optakt til et løb, så koster det simpelthen bare i sidste ende. Det kan næsten ikke være anderledes.

Jakob Fuglsang havde opnået noget stort. Han havde ikke vundet. Han havde nok næppe overgået Aru, fordi han var så låst i sin rolle, som han trods alt var. Men han så skarp ud, og han kunne måske have nuppet en etapesejr, hvis han havde fået lov til at gå efter det. Han var i sit livs form - kan han gentage det i 2018? Det kan jeg godt tvivle en smule på.

Men løbets store taber var naturligvis Nairo Quintana. Det var ventet, at han ville have problemer med at holde i sidste ende efter en svær Giro d'Italia, men man havde forventet mere. Det skal dog med, at han har kørt mange grand tours i streg nu, og når hans far går ud og siger, at Movistar kører ham for hårdt, så er der bestemt noget om det.

Til næste år kan det se helt anderledes ud. Quintana kan tillade sig at tage en tidlig sæsonpause og forberede sig optimalt til 2018, og jeg tror, at det er det, der hele tiden har været planen. Normalt kører han altid to grand tours, fordi Movistar også har store spanske interesser, men helt optimalt er det ikke at køre Vuelta a España, hvis man vil vinde Tour de France året efter. Ikke for alle ryttere. 

Så den tidlige sæsonpause - såfremt han får lov til det - vil næppe gøre skade ham på nogen måde. Tværtimod. 

Det kræver en anden rute. Der var nærmest ingen scenarier, hvor Quintana i topform havde vundet på årets rute. Den var for let for ham. Men hvis der kommer en bjergrig rute, så vil en formparat Quintana være én af favoritterne.

Man er dog nødt til at adressere elefanten i rummet. Han virker udkørt. Han virker til at være stagneret en anelse. Der var heller ikke meget bid i ham i den seneste Tour de France, men han vandt dog Vueltaen sidste år.

Ny ændring skal skabe mere spænding i 2018

Man kan mene, hvad man vil om Team Sky og Chris Froome. Jeg finder briten ret sympatisk og flink, men jeg bryder mig ikke om Team Sky. 

Tour de France er det vigtigste løb på hele kalenderen, og alle hold vil selvfølgelig præstere her. Også Team Sky. Men det er ualmindeligt kedeligt at se ét hold sætte sig hårdt på løbet, som Team Sky har gjort. Landa, Kwiatkowski, Thomas. De burde være kaptajner på deres eget hold. I stedet sætter de et drænende tempo, der gør angreb fra konkurrenterne nyttesløse. 

Sådan er det. Sky har et stort budget, og de ved, hvordan de skal time deres ryttere til disse løb. Det er jo ikke deres skyld, men det er ikke så spændende at se alle klassementsrytterne sidde i en gruppe, hvor Froome har Kwiatkowski, Nieve og Landa tilbage. Selvfølgelig angriber man da ikke der. 

Næste år må man kun have otte ryttere med i en grand tour, men den ændring ændrer intet. Man skal ned på seks, hvis det skal have en effekt, men det er alt for voldsomt at gå fra ni til seks i ét snuptag. Vi har set det i et par ugelange etapeløb, og det ændrer i min optik dynamikken fuldstændigt.  

Men det er nok bare romantikeren i mig. Jeg elsker cykelløb, men jeg har et uhyre kompliceret forhold til Tour de France: Jeg elsker, at cykelsport er emnet fra morgen til aften. Jeg hader, at det er så uhyre kedeligt, at selv små, ligegyldige ting skal tales op. For det synes jeg ofte, det er under Tour de France. Kedeligt. Det er alt for kontrolleret. Alt for meget er på spil. Rytterne begynder allerede meget tidligt at forsvare sekundære placeringer.

Årets løb er et godt eksempel på det. Klassementet var tæt hele vejen til enkeltstarten. Det var spændende. Hvem ville vinde? Kunne nogen slå Froome? 

Det var det, ruten var designet til. At være spændende hele vejen til Paris. 

Men løbet var ikke spændende i sig selv. Det synes jeg virkelig ikke. Klassementet var spændende - ikke måden de kørte på.

Jeg har ikke noget mod en god, gammeldags massespurt efter 200 kilometer. Men når det sker otte gange uden nogen forhindringer på ruten, så er det for meget. Stjæl lidt fra Giro d'Italias rutedesign og smid en bakke ind i finalen.

Løbets indledning var hamrende kedelig, og hvis ikke Sagan og Cavendish havde skabt overskrifter på 4. etape af løbet, havde man nok brugt fem minutter på at erklære, at lige netop den etape var den kedeligste nogensinde i løbets historie. Der var én mand i udbrud!

I min bog skal et løb være andet end bare tæt i klassementet, før det er spændende. Tre gange endte alle de bedste klassementsryttere i samme gruppe og spurtede om bonussekunder. På den første bjergafslutning var det kun Aru, der angreb. På den næste blev der først åbnet med 200 meter til mål. På den sidste - på toppen af Col d'Izoard - var det kun Bardet, der angreb, og det endte med en spurt mellem tre klassementsryttere om bonussekunder.

Og hvad sker der dagen efter Col d'Izoard? Der kommer en kedelig, ligegyldig etape. Spild af rutedesign. Her kunne man med fordel have smidt en kuperet etape a la Amstel Gold Race på 140 kilometer ind. En rute, hvor man kunne angribe og udfordre udefra, og ikke bare på den sidste bakke. 

Jeg har ikke været så imponeret af årets løb. Jeg ved, at mange vil være uenige her, og det er fair nok - vi har forskellige holdninger

Står den næste Tour-konge klar i kulissen?

Inden for to-tre år må Froome være væk, og selvom Sky kædes sammen med et par store klassementstalenter, så mangler de reelt set en ny Tour-vinder, hvilket kan åbne løbet en smule. I den forbindelse sagde Romain Bardet noget interessant i l'Equipe: Når Froome siger farvel, bliver Tom Dumoulin den nye Tour-konge.

Det gør han måske. Hollænderen er en glimrende klatrer, der kører en fremragende enkeltstart, og som senest vandt Giro d'Italia. Han har lige skrevet en lang kontrakt med Sunweb-holdet, der såmænd er stærke nok, men det var nok ikke det bedste valg for Dumoulin, når alt kommer til alt. Jeg var gået efter en plads på Sky-holdet, hvis jeg var i hans sko.

Netop Dumoulin har gode chancer næste år, hvis ruten passer ham, og Bet365* kvitterer med odds 4,50. Det synes jeg afgjort er for lavt, men Dumoulin er ikke et one hit wonder. Han skal nok være med fremme i mange grand tours. 

Jeg har ikke fulgt meget med i rute-rygterne for 2018 - hvis der altså overhovedet har været nogen - men jeg tror, vi får en mere bjergrig rute end i år. Det er ikke nødvendigvis skidt for Dumoulin. Han er en bedre bjergrytter end mange antager, hvilket vi så i årets Giro, men det er klart, at han skal bruge enkeltstartskilometer - og gerne mange af dem - hvis han skal vinde en ny grand tour. Det er der, han kan gøre forskellen. 

Hvad tænker I om dette års Tour de France? Var det spændende? Underholdende? Eller synes I også, at det var kedeligt? Hvad kan og bør man gøre fra arrangørernes side for at gøre løbe mere seværdigt og spændende? Kom gerne med jeres egen status over Touren.