Vi har hyret Tonni Munk Jensen – ex-divisionsspiller og mangeårig oddssætter - til at komme med spilforslag til den kommende sæson i Superligaen og 1. Division. Der er tale om et comeback til BetXpert, og det betyder at Tonni placerer ”bagdelen i klaskehøjde”, men han glæder sig til udfordringen og lover at ”bidrage med masser af gennemtænkte - og forhåbentlig profitable - spilanalyser”.

Den danske fodboldsæson er slut, og der er et par måneder til den nye sæson fløjtes i gang. Men ventetiden er ikke så tung nu hvor vi har noget ekstra at se frem til: Den erfarne eksperttipper og oddssætter Tonni Munk Jensen vender tilbage til vores ekspertpanel efter 2,5 års fravær.

"Jeg har altid elsket at formulere mig på skrift og dele ud af mine tanker og analyser om de mange kampe, som jeg hver uge beskæftiger med, og her er BetXpert bare det bedste sted at gøre dette. "

Tilbagebetaling på 107%

Som i 2016 skal han primært tage sig af den danske Superliga og 1. division: optakter, analyser og tip.

Fra maj til december 2016 kom han med 148 spilforslag og scorede en tilbagebetaling på 107%. Et flot resultat som vi naturligvis ikke kan garantere en gentagelse af, men vi kan garantere at Tonni har kompetencerne i orden.

Ex-AaBer med stor bettingerfaring

Tonni har spillet fodbold på højt plan: ”Jeg har spillet over 100 divisionskampe, været på kontrakt i AaB under Hans Backe, spillet sammen med Ståle Solbakken og haft trænere som Lars Søndergaard og Jakob Michelsen.”

Og så har han 12 års bettingbranche-erfaring. Han leverede spilforslag til forskellige sites og var ansat som oddssætter hos NordicBet/Betsson før han i 2016 havde sit første ophold hos BetXpert, og i december samme år tog han et job hos Coolbet - hvor han har været indtil nu.

Og nu er det transfertid så Tonni kan tørne ud for BetXpert igen. Årsagen fortæller han om her:

Bagdelen i klaskehøjde

”Efter en lang årrække som oddssætter hos tre forskellige bookmakere, så er det nu tid til at prøve noget nyt. Jeg har været meget glad for at opleve den spændende bookmaker-branche indefra, og 12 år i de inderste maskinrum har i den grad styrket mine kompetencer som sports-better.

Jeg rundede 40 år for et par år siden, og det er et skarpt hjørne, som mange bruger til at tage de større ting i livet til overvejelse. I stedet for en 40 års-krise, så har jeg set det som en mulighed for at lave endnu flere af de ting, som jeg finder mest spændende. Og på trods af, at oddssætter-job i Danmark bestemt ikke hænger på træerne, så er jeg stolt af, at jeg ikke skulle smides ud som en gammel, slidt oddssætter, men i stedet selvvalgt stopper på toppen.

Jeg har altid elsket at formulere mig på skrift og dele ud af mine tanker og analyser om de mange kampe, som jeg hver uge beskæftiger med, og her er BetXpert bare det bedste sted at gøre dette. At man så stiller bagdelen i klaskehøjde, når man gør come-back som ekspert - det ved jeg udmærket. Men jeg tager gerne udfordringen op, og jeg kan love, at jeg igen denne gang kan bidrage med masser af gennemtænkte - og forhåbentlig profitable - spilanalyser. Min erfaring fra den seneste periode på BetXpert bekræftede mig også i, at det skærper mine analyser betragteligt, at der sidder dygtige og kritiske modtagere af spiltankerne ude på den anden side. 

Jeg vil som sidst fokusere på dansk fodbold, som de seneste par år ikke har været dækket så grundigt på siden. Det bliver anderledes nu, hvor der udover rundeoptakter til både Superligaen og 1. division også vil være en hel del spilforslag til de øverste danske fodboldrækker hver eneste uge. Jeg ser samtidig frem til en masse gode dialoger og diskussioner i forum."