VM i Qatar er fodboldhistoriens mest udskældte slutrunde, og det kan man allerede kåre den til, selvom der ikke er spillet et eneste minuts fodbold endnu. I denne artikel ser vi kort på de otte stadioner ved VM-slutrunden i Qatar og kampprogrammet på de respektive arenaer. Kun ét af de otte stadioner var bygget, før Qatar på korrupt vis fik tildelt værtskabet tilbage i 2010.
Stadionerne ved VM i Qatar
Nedenfor kan du læse om de otte stadioner, der skal i brug ved VM i Qatar. Tusindvis af migrantarbejdere har mistet livet under stadionbyggerierne grundet groteske og slavelignende arbejdsforhold. Vi kender ikke det eksakte dødstal, men der er ingen tvivl om, at stadionbyggeriet har kostet mange menneskeliv, hvilket er forkasteligt og ikke kan nævnes nok. Ifølge officielle tal fra Qatar er 15.021 ikke-qatarere døde i perioden 2010-2019, men mængden af data på dødsårsagerne er mangelfuld.
Amnesty skriver blandt andet at det faktum, at et højt antal dødsfald i Qatars statistikker er kategoriseret som værende 'kardiovaskulære sygdomme', kan tilsløre et højt antal dødsfald, som i virkeligheden er uforklarlige.
Der har fx været historier om flere migrantarbejdere, der er døde, mens de sov.
BetXpert har forsøgt at få et interview med Nick McGeehan fra menneskerettighedsorganisationen FairSquare, men han er endnu ikke vendt tilbage på vores spørgsmål. McGeehan har beskæftiget sig meget med forholdene i Qatar.
Khalifa International Stadium
Dette stadion blev bygget i 1976 og er altså det eneste af de i alt otte stadioner, der fandtes, før Qatar fik rollen som vært for VM i fodbold 2022.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 45.416
Lokation: Doha
Khalifa International Stadium er beliggende i hovedstaden Doha, og der skal spilles i alt otte kampe på stadion, der i 2017 blev renoveret betragteligt. I 2019 var stadion i brug ved VM i atletik, og i samme år blev finalen i VM for klubhold også spillet på Khalifa International Stadium.
Disse kampe spilles her:
21. november: England - Iran (Gruppe B)
23. november: Tyskland - Japan (Gruppe E)
25. november: Holland - Ecuador (Gruppe A)
27. november: Kroatien - Canada (Gruppe F)
29. november: Ecuador - Senegal (Gruppe A)
1. december: Japan - Spanien (Gruppe E)
3. december: Ottendedelsfinale
17. december: Bronzekamp
Al Janoub Stadium
Dette stadion er beliggende i Al Wakrah, der ligger 18 kilometer syd for Doha. Al Janoub Stadium stod færdigt i 2019, og dermed var det det første af de nye stadioner, der stod klar. Danmark, der er kvalificeret til VM, spiller sin sidste gruppekamp på dette stadion den 30. november. Stadion har et kølesystem, som gør det muligt at spille der, selvom det er ulideligt varmt.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 40.000
Lokation: Al Wakrah
I maj 2019 stod Al Janoub Stadium klar, og i 2020 var stadion vært for den asiatiske Champions League-finale mellem iranske Persepolis og sydkoreanske Ulsan Hyundai. Sidstnævnte vandt i øvrigt finalen med 2-1.
Efter VM-slutrunden vil stadionkapaciteten blive reduceret med 20.000 pladser.
Disse kampe spilles her:
22. november: Frankrig - Australien (Gruppe D)
24. november: Schweiz - Cameroun (Gruppe G)
26. november: Tunesien - Australien (Gruppe D)
28. november: Cameroun - Serbien (Gruppe G)
30. november: Australien - Danmark (Gruppe D)
2. december: Ghana - Uruguay (Gruppe H)
5. december: Ottendedelsfinale
Education City Stadium
I februar 2020 stod Education City Stadium i Al Rayyan færdigt. Stadion ligger syv kilometer vest fra Doha, og der skal spilles i alt otte VM-kampe her. Det er i øvrigt på dette stadion, at Danmark indleder VM-slutrunden mod Tunesien den 22. november.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 45.350
Lokation: Al Rayyan
Stadion har et avanceret kølesystem, som gør det muligt at spille på året rundt. Efter VM bliver stadionkapaciteten reduceret med 20.000 pladser.
I februar 2021 dannede stadion ramme om finalen i VM for klubhold 2020 mellem Bayern München og Tigres UANL. Bayerns Benjamin Pavard blev her matchvinder med sit mål i det 59. minut.
Disse kampe spilles her:
22. november: Danmark - Tunesien (Gruppe D)
24. november: Uruguay - Sydkorea (Gruppe H)
28. november: Sydkorea - Ghana (Gruppe H)
30. november: Tunesien - Frankrig (Gruppe D)
2. december: Sydkorea - Portugal (Gruppe H)
6. december: Ottendedelsfinale
9. december: Kvartfinale
Stadium 974
Stadium 974 tager prisen som det mest mærkværdige navn ved VM i Qatar. Hvorfor så tallet 974? Det er den internationale landekode for Qatar, og det er samtidig antallet på forsendelsescontainere, der er inkorporeret på stadion, hvilket i høj grad gør det til et iøjnefaldende stadion, der skiller sig ud. Danmark spiller sin anden gruppekamp mod Frankrig på dette stadion den 26 november.
Foto: Karim Jaafar / AFP
Stadionkapacitet: 40.000
Lokation: Doha
Efter VM bliver stadion revet ned, og i stedet skal der gøres plads til et andet projekt.
Disse kampe spilles her:
22. november: Mexico - Polen (Gruppe C)
24. november: Portugal - Ghana (Gruppe H)
26. november: Frankrig - Danmark (Gruppe D)
28. november: Brasilien - Schweiz (Gruppe G)
30. november: Polen - Argentina (Gruppe C)
2. december: Serbien - Schweiz (Gruppe G)
5. december: Ottendedelsfinale
Lusail Stadium
Lusail Stadium er det største stadion ved VM i Qatar med plads til 80.000 tilskuere, og det er også her, at VM-finalen skal spilles en lille uge før jul. De otte sidste ord i sidstnævnte sætning føles naturstridigt at skrive efter hinanden.
Stadion er beliggende i Lusail, der ligger 23 kilometer nord for hovedstaden Doha. Lusail Stadium stod færdigt i slutningen af november 2021.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 80.000
Lokation: Lusail
Også dette stadion vil blive brugt til noget andet efter VM. Det bliver efter VM omdannet til et multifunktionelt sted med plads til skoler, caféer, butikker, sportsfaciliteter og sundhedsklinikker.
Disse kampe spilles her:
22. november: Argentina - Saudi-Arabien (Gruppe C)
24. november: Brasilien - Serbien (Gruppe G)
26. november: Argentina - Mexico (Gruppe C)
28. november: Portugal - Uruguay (Gruppe H)
30. november: Saudi-Arabien - Mexico (Gruppe C)
2. december: Cameroun - Brasilien (Gruppe G)
6. december: Ottendedelsfinale
9. december: Kvartfinale
13. december: Semifinale
18. december: Finale
Al Thumama Stadium
Al Thumama Stadium danner ramme om i alt otte kampe ved VM-slutrunden i Qatar. Stadion stod klar i oktober 2021, og det er beliggende i Al Thumama, der ligger cirka 10 kilometer på gåben væk fra Dohas centrum.
Der skal spilles i alt otte kampe på Al Thumama Stadium ved VM i Qatar.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 40.000
Lokation: Al Thumama
Efter VM reduceres stadionkapaciteten til 20.000, og der vil blive gjort plads til blandt andet et hotel.
Disse kampe spilles her:
21. november: Senegal - Holland (Gruppe A)
23. november: Spanien - Costa Rica (Gruppe E)
25. november: Qatar - Senegal (Gruppe A)
27. november: Belgien - Marokko (Gruppe F)
29. november: Iran - USA (Gruppe B)
1. december: Canada - Marokko (Gruppe F)
4. december: Ottendedelsfinale
10. december: Kvartfinale
Al Bayt Stadium
Al Bayt Stadium i Al Khor er det næststørste stadion ved VM i Qatar med plads til 60.000 tilskuere. Stadion stod færdigt i november 2021, og det er beliggende 35 kilometer nord for Doha. Det er i øvrigt på dette stadion, at åbningskampen mellem Qatar og Ecuador bliver spillet den 21. november.
Foto: Gabriel Bouys / AFP
Stadionkapacitet: 60.000
Lokation: Al Khor
Stadion er meget iøjnefaldende, idet en stor teltstruktur dækker stadion, og det ligner nærmere et enormt cirkustelt end et fodboldstadion. Stadion er transportabelt, og efter VM er det planen, at det skal flyttes rundt til forskellige steder.
Disse kampe spilles her:
20. november: Qatar - Ecuador (Gruppe A)
23. november: Marokko - Kroatien (Gruppe F)
25. november: England - USA (Gruppe B)
27. november: Spanien - Tyskland (Gruppe E)
29. november: Holland - Qatar (Gruppe A)
1. december: Costa Rica - Tyskland (Gruppe E)
4. december: Ottendedelsfinale
10. december: Kvartfinale
14. december: Semifinale
Ahmad Bin Ali Stadium
Dette stadion er beliggende i Al Rayyan og er opkaldt efter Ahmad bin Ali Ali Thani, der var emir i Qatar fra 1960 frem til hans død i 1972. Al Rayyan ligger 20 kilometer vest for Doha, og det stod færdigt i 2020.
Stadionkapacitet: 40.740
Lokation: Al Rayyan
Efter turneringen vil stadionkapaciteten også her reduceres med 20.000 pladser.
Disse kampe spilles her:
21. november: USA - Wales (Gruppe B)
23. november: Belgien - Canada (Gruppe F)
25. november: Wales - Iran (Gruppe B)
27. november: Japan - Costa Rica (Gruppe E)
29. november: Wales - England (Gruppe B)
1. december: Kroatien - Belgien (Gruppe F)
3. december: Ottendedelsfinale
Ofte stillede spørgsmål
🔎 Er der udsolgt til VM i Qatar?
Det nærmer sig efterhånden udsolgt. FIFA har meddelt, at der er solgt 2,45 millioner billetter ud af de omkring tre millioner billetter, der er til rådighed.
🔎Er der aircondition på Qatars VM-stadioner?
Der er aircondition på de forskellige VM-stadioner, så spillerne kan få optimale temperaturer på 26 grader under kampene.
🔎 Hvad har VM stadionerne kostet at bygge?
VM i Qatar bliver suverænt den dyreste sportsbegivenhed nogensinde, og udgifterne til byggeri af VM-anlæg løber op i 6,5 milliarder dollars. Det inkluderer dog også træningsanlæg og holdenes baser under slutrunden.