Af Andreas Kostakis, Texaspoker.dk

2011-udgaven af World Series of Poker er gået i gang i Las Vegas. Der varmes op til Main event og den afsindigt dyre Event 55. Alle 55 bracelet-events kan ses på livestream...

WSOP – de uofficielle verdensmesterskaber i poker - anno 2011 er så småt ved at starte op i gamblernes hovedstad, Las Vegas.

Midt i Nevadas smeltende hede ørken har man placeret et utopia for spillefugle. Og intet andet sted på planeten egner sig vel bedre til at sætte sig ned og spille om hundredvis af millioner af kroner.

Tusindvis af håbefulde pokerspillere i alle aldre og fra alverdens lande tager i den kommende tid til Las Vegas for at få så stor bid af den velsmagende kage som overhovedet muligt.

Festlighederne der først for alvor kommer op i omdrejninger i midten af juni, og som består af i alt 58 events - heraf 55 bracelet-events - er netop startet, og som altid er det de lokale spillesteders egne medarbejdere, der får lov til at indlede begivenhederne i et $500 event kun for casino-ansatte.

50.000.000 kroner i førstepræmie

Højdepunktet ved WSOP er Main Event - $10,000 No Limit Hold'em Championship - hvor deltagerantallet med hastige skridt nærmer sig de 10.000. Main Event begynder først d. 7. juli hvorefter det tager 13 dage at barbere spillerskaren ned til 9 finalister.

Disse 9 skal i november måned (det såkaldte November Nine concept der har været i brug siden 2008; indtil da blev finalebordet afholdt i direkte forlængelse af den første del af Main Event) dyste om den prestigefyldte førsteplads og den saftige førstepræmie på ca. DKK 50.000.000.

Event 55: Buyin $50.000

Der er dog masser af andre godbidder end lige netop Main Event ved WSOP – rigtig mange ser frem til det berygtede high roller event, ’The Poker Players Championship’, hvor man skal fiske hele $50.000 op af lommen for at lege med.

Mange af pokerens helt store stjerner ser særligt frem mod dette event – dels fordi feltet er væsentligt mindre grundet det høje buy in – og dels fordi de af samme årsager møder de andre tunge drenge i netop denne turnering. Tager man sine mainstream briller af, er det formentlig her den største prestige efterhånden er på spil.

Event 55 begynder d. 2. juli.

WSOP med vokseværk

WSOP er en legendarisk serie af pokerturneringer der siden sin spæde begyndelse i 1970 har fået massivt vokseværk – særligt gennem de seneste 10 år, hvor deltagerantallet er eksploderet kraftigt på baggrund af spillets popularitet og tilgængelighed på nettet.

Dengang i 1970 blev kun seks personer inviteret af den mafiarelaterede Lester Ben ’Benny’ Binion til at deltage i et lille privat arrangement – og stik modsat hvad man gør i dag, så blev vinderen fundet ved en intern afstemning, men det er en helt anden historie.

Stream WSOP direkte fra nettet

I mellemtiden er der sket en gigantisk forvandling af sporten – og denne udvikling er fortsat i gang. Modsat tidligere år, så er det nu muligt via WSOP’s hjemmeside at streame alle 55 finaleborde direkte på nettet, og det forventes generelt, at millioner af mennesker vil følge begivenhedernes gang.

Har man ESPN, er det dog ikke nødvendigt med streaming, da kanalen har de fulde rettigheder over det gigantiske pokerevent. WSOP har udviklet sig til en af verdens største TV-begivenheder og i USA sidestilles de mest succesfulde spillere med topatleter og filmstjerner hvad angår status – for ikke at tale om nuller på bankkontoen.

Rigtig god fornøjelse med WSOP 2011.

Besøg Texaspoker.dk for det fulde program over finalborde anno 2011

Denne artikel er skrevet af Andreas Kostakis fra Texaspoker.dk

Texaspoker.dk har eksisteret siden 2005, og er et af Danmarks største og mest aktive pokerfora, med speciale i rakeback, blogs og alt andet inden for online poker.

BetXpert kan varmt anbefale at man kigger forbi hos Texaspoker.dk