Den danske pendant til Football Index er på vej, og den kommer til at hedde SportsTrade. To danskere arbejder på projektet, der ventes klar i løbet af året. BetXpert har taget en snak med dem.

OBS: Folkene bag SportsTrade ønsker at være anonyme i artiklen grundet deres arbejde. BetXpert er bekendt med deres rigtige identitet.

Hos SportsTrade går det ud på at købe og sælge spillere fra den virkelige fodboldverden, og spillerens værdi stiger/falder så alt efter, hvordan vedkommende præsterer i virkeligheden. Hvis du eksempelvis har investeret i en spiller, der sidenhen får sit gennembrud, kan du givetvis sælge til profit. 

Folkene bag SportsTrade har fundet inspiration i den britiske spillevirksomhed Football Index, hvor man ligeledes kan handle med fodboldspillere i virtuelle handler, som det bliver tilfældet hos SportsTrade, når de en dag er klar til at starte. 

Mere avanceret udgave af managerspil

BetXpert har taget en snak med ejerne bag siden, der endnu ikke er klar. Desuden søger de brugere til at teste produktet. Mere om det længere nede i artiklen. 

Først og fremmest - hvad går SportsTrade ud på?

- SportsTrade er en spillevirksomhed, hvor vi gør det muligt at købe virtuelle andele i fodboldspillere. Fodboldspillernes værdi er bundet op på data fra virkelige fodboldkampe. Hver gang en spiller præsterer godt på banen, giver han en udbetaling til dem, som ejer andele af ham. Den samlede værdi er dermed bestemt ud fra forventningen om, hvordan en given spiller vil præstere i den resterende del af sin karriere. Hermed fungerer vores platform som et aktiemarked for fodboldspillere.

- SportsTrade handler derfor om at være i stand til at finde spillere, som er undervurderet i markedet, og som kan generere et overskud ved enten at generere mange udbetalinger på den korte bane eller ved at stige i pris. Man kan måske tænke det som en lidt mere avanceret udgave af Holdet.dk*, hvor spillerne optjener rigtige penge i stedet for point, og hvor priserne på spillerne også bliver påvirket af udbud og efterspørgsel.

Vil det sige, at hvis jeg eksempelvis har købt Bruno Fernandes, der i en kamp har scoret og leveret en assist, så vil jeg automatisk få gevinst udbetalt? 

- Kernen i konceptet er, at man investerer i, hvordan man forventer, at en spiller vil præstere i løbet af sin aktive karriere. Hvis vi forventer, at én aktie i Bruno Fernandes vil generere 95 kroner i udbetalinger i resten af hans karriere, så udbyder vi for eksempel aktien til 100 kroner stykket. Hvis Bruno Fernandes præsterer, som vi forventer, vil ejeren, der har købt aktien i Bruno Fernandes for 100 kroner, i løbet af hans karriere få udbetalinger til en værdi af 95 kroner, indtil Bruno Fernandes stopper karrieren, og den virtuelle aktie er nul kroner værd, såfremt brugeren ikke sælger aktien inden.   

- Hvis Bruno Fernandes derimod præsterer dobbelt så godt, som vi forventer, vil en aktie til 100 kroner, der ikke sælges, generere udbetalinger for 190 kroner. Det handler derfor om at finde spillere, der kan præstere bedre end det, der ligger i deres markedspris.

I siger, at "SportsTrade derfor handler om at være i stand til at finde spillere, som er undervurderet i markedet, og som kan generere et overskud ved enten at generere mange udbetalinger på den korte bane eller ved at stige i pris."
 

Betyder det, at man både får penge, hvis ens spiller har gjort det godt, og at ens aktie i spilleren samtidig stiger?

- Ja. Du vil løbende tjene udbetalinger, hvis spilleren gør det godt. Derudover har du mulighed for at sælge spilleren tilbage til os. Så hvis han har gjort det væsentligt bedre end forventet, kan du sælge ham tilbage til en højere pris. 

Hvad sker der, hvis en spiller, man har købt aktier i, præsterer dårligt?

- Hvis en spiller præsterer dårligere end forventet, så vil han give færre løbende udbetalinger, end det købsprisen berettede til. Dermed vil han formentlig også falde i værdi, og man vil tabe penge, hvis man sælger ham tilbage til markedet igen. 

Hvilken effekt har efterspørgslen af en given spiller på markedet? 

- Prisen på en spiller afhænger af to dele; 1) Hvor mange udbetalinger, vi forventer, han vil give via sine præstationer og 2) Hvor stor efterspørgsel, der er efter ham. Jo flere der vil købe ham, jo højere vil prisen alt andet lige blive. Det gør vi naturligvis også for at dække vores risiko - på den måde svarer det jo til, at oddset på en Manchester United-sejr falder, når flere spiller på det udfald. Prisen vil dog altid være en kombination af begge elementer. 

Hvorfor har I valgt at starte produktet op?

- Først og fremmest mener vi, at der mangler et produkt til de fodboldinteresserede danskere, der gerne vil sætte deres fodboldviden i spil i et mere langsigtet perspektiv – og som vil have mere underholdningsværdi ud af sine betting-penge. De traditionelle bookies har et meget kortsigtet fokus på livebetting eller næste kamp. Så er der fantasy-manager, men her er gevinsterne ofte ret små. Med SportsTrade får man det bedste fra begge verdener.

- Dernæst har vi også en forhåbning om, at vi kan gøre fodbold endnu mere underholdende for tilskuere og fodboldfans. Hvis du ejer en virtuel andel i en spiller, vil du formentlig være ekstra interesseret i at se deres kampe, da der er mere på spil for dig.

Hvad er jeres målsætning?

- Vores målsætning er at etablere os som et alternativ til den traditionelle sportsbetting på det danske marked inden 2023. Og så håber vi naturligvis, at vi kan skabe et produkt, som kan underholde de danske fodboldfans og give dem en bedre oplevelse som tilskuer eller TV-seer.

Fra idé til handling på kort tid

De to folk bag SportsTrade fik idéen i sensommeren 2020, og i december startede de for alvor op. 

Hvor mange folk er I i projektet - og hvem står bag?

- I øjeblikket er vi tilknyttet to foundere - en tidligere McKinsey-konsulent og en partner i et kommunikationsbureau – begge med erfaring fra tidligere startups. Vi er netop ved at tilknytte en erfaren CTO (Chief Technology Officer, red.), så vi har alle kompetencerne på plads til at bygge vores produkt færdigt. Derudover har vi et bredt netværk med stærke rådgivere, som har erfaring fra betting-branchen.

Hvornår fik I ideen til produktet - og hvornår startede I for alvor op?

- Vi fik idéen i sensommeren 2020 og er for alvor startet op i december. Idéen var oprindeligt at skabe en platform, hvor man kunne investere i virkelige andele i fodboldspillere, men vi indså hurtigt, at det ville være meget kompliceret at være en del af reelle transfers mellem klubberne. Da vi i vores research fandt engelske alternativer med virtuelle andele, faldt vi hurtigt for idéen. Simpelthen fordi vi selv havde lyst til at bruge produktet med det samme.

Hvorfor skal man som bruger oprette sig hos jer - hvad kan I tilbyde?

- Vi er et alternativ til hele den eksisterende sportsbetting i Danmark, fordi vi tilbyder brugeren mere spænding for pengene via langsigtede investeringer i fodboldspillere. Som bruger kommer du altså ikke til at tabe eller vinde med et fingerknips - i stedet vil du få mindre udbetalinger baseret på spillernes præstationer på fodboldbanen. Og så handler det selvfølgelig om at købe billigt og sælge dyrt. Så hvis du kan spotte det næste talent før de andre brugere, har du gode muligheder på vores platform.

Hvilke spillere er det muligt at købe hos jer? Er der frit valg på alle hylder, eller er det kun spillere fra eksempelvis de fem store ligaer? 

- Vi vil starte med de mest populære spillere fra Premier League. Derefter vil vi løbende tilføje spillere fra de fem store ligaer og på sigt også Superligaen. 

Og så var der noget om, at I søgte brugere til at teste jeres betaversion, ikke? Fortæl gerne lidt om, hvad I ønsker fra brugerne.

- Vi ønsker at indgå i en tæt dialog med potentielle brugere i den videre udvikling af produktet for at gøre det så relevant og underholdende som muligt. Derfor er vi meget interesserede i at finde brugere, der dels vil teste produktet og dels vil svare på spørgsmål, der kan danne grundlag for, hvordan vi udvikler produktet. Vi håber derfor, at interesserede brugere vil tilmelde sig på www.SportsTrade.dk.

Kritik af Football Index 

Football Index, der også er en spillevirksomhed, hvor man kan lave virtuelle handler med fodboldspillere, fik for nylig kritik fra en Betfair-medarbejder ved navn Caan Berry. Han synes godt om konceptet, men listede alligevel fem problematikker op for brugerne. Blandt andet at Football Index har fjernet en funktion, der gjorde det muligt for brugerne at sælge deres andele i en spiller øjeblikkeligt. 

Dette vil dog være muligt hos SportsTrade.

Desuden kan brugere af Football Index heller ikke vide sig sikker på, om de får alle deres penge retur i tilfælde af konkurs hos det britiske firma. 

Vil en lignende situation kunne opstå hos jer, som det er tilfældet hos Football Index, hvor det lader til, at brugerne ikke er garanteret deres penge retur i tilfælde af konkurs? Og hvordan vil I håndtere en sådan situation? 

- Nu kender vi kun sagen om Football Index fra medierne, og det er stadig svært at vurdere, hvad der er op og ned i den sag. Men vi vil naturligvis følge sagen tæt og håber, at der bliver skabt klarhed over forholdene. 

- Når det er sagt, så er Football Index et andet produkt end vores. Vores model for udbetalinger, markedsstruktur og risikostyring bliver anderledes end deres. Football Index er reguleret af den engelske Spillemyndighed, hvorfor der gælder andre regler for dem, end der vil gøre for os. 

- Men vi kigger naturligvis mod dem for at forstå, hvordan man kan udvikle sådan et produkt - og hvilke potentielle risici, man skal være særligt opmærksom på.

I øjeblikket knokler SportsTrade-folkene med at udvikle produktet, og derfor har de endnu ikke tænkt meget i eventuelle konkursscenarier.

- Lige nu arbejder vi på højtryk for at udvikle SportsTrade og skabe et godt produkt for brugerne. Vores fokus har derfor endnu ikke været at afdække alle mulighederne i eventuelle konkursscenarier. 

- Men når vi er langt nok med produktet til, at vi skal se på mulighederne i forbindelse med en eventuel konkurs, vil vi naturligvis søge løsninger, som dækker brugerne så godt som muligt - i samarbejde med Spillemyndigheden, vores investorer og vores bank. Og så vil vi udvikle produktet gradvist, så vi kan håndtere risikoen. 

Du kan læse mere om SportsTrade her.