Antallet af indberetninger om hvidvask fra Danske Spil til Bagmandspolitiet er steget markant. Det oplyser Ritzau.
Der ryger hvert år millioner af kroner igennem Danske Spil, når spillere håber på gevinst i enten Lotto, Oddset eller noget tredje.
Ud af de mange millioner løber der også kriminelles penge gennem systemet, når de forsøger at hvidvaske beløb, der stammer fra en kriminel handling.
Danske Spil har forhøjet sin indsats mod hvidvask, og det kommer nu ifølge spiludbyderen til syne via antallet af indberetninger, som bliver sendt til statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der også er kendt som Bagmandspolitiet.
2.710 spillere indberettede Danske Spil i 2017, da man mistænkte dem for hvidvaskning. I 2019 steg det antal til 7.155 indberetninger.
Danske Spils CSR-direktør, Stine Hove Marsling, fortæller, at spiludbyderen er mere opmærksom på svindlen i dag, og at det er i det lys, at stigningen i antallet af indberetninger skal ses.
- Vi vil simpelthen ikke tolerere, at vores spil misbruges til kriminalitet. Derfor har vi blandt andet sidste år strammet grebet, siger Stine Hove Marsling.
Læs eventuelt BetXperts anmeldelse af Danske Spil. Her finder du både gode og knap så gode sider af spiludbyderen.
Kriminelle kan eksempelvis vaske deres penge hvide ved at spille på meget lave odds. På den måde har de på papiret en stor chance for at få deres penge tilbage. Hvis de så vinder på deres væddemål, kan de altså hæve pengene hos forhandleren, hvor de får en kvittering på, at de har vundet pengene hos Danske Spil.
Danske Spil har blandt andet taget kunstig intelligens i brug for at komme de kriminelles hvidvask til livs. Med forskellige analyseværktøjer forsøger spiludbyderen at følge de enkelte spilleres forbrug og betalingsmønstre.
- Hvis der er nogle uregelmæssigheder i de her mønstre, undersøger vi, om vi kan afkræfte den mistanke, fortæller Stine Hove Marsling og fortsætter:
- De handler både om personen, der spiller, og om spillemønstre, beløbets størrelse, eller hvor pengene kommer fra. Og hvis vi ikke kan det, så indberetter vi det til Søik, siger Stine Hove Marsling.
Spiludbyderen har for nylig ændret reglerne, hvilket betyder, at spillere højst kan få udbetalt 5.000 kroner kontant hos en forhandler. Tidligere kunne man få 10.000 kroner i hånden.
I løbet af i år vil man også indføre nyt id-krav, hvor spillere skal identificere sig for at kunne spille.
Og det betyder ifølge CSR-direktøren, at spilselskabet på den måde kan gøre det sværere for personer at bruge spillene til kriminalitet.
Det er kun pengeinstitutterne i Danmark, der indberetter flere sager om hvidvask end spillebranchen. Ud af alle spiludbydere i Danmark leverer Danske Spil over halvdelen af alle indberetninger.