Nye tal fra Spillemyndigheden viser, at danskernes spilforbrug faldt i 2020. Det er første gang, at det sker, siden vi indførte det delvist liberaliserede spillemarked i januar 2012.
COVID-19-pandemien har haft kæmpe indflydelse på hele verdenssamfundet. Således også på danskernes spillelyst i året 2020. Det viser Spillemyndighedens netop udgivne årsrapport over danskernes spilforbrug i det forgangne år.
Her fremgår det blandt andet, at danskerne spillede mindre end i 2019. Dette ikke mindst forårsaget af nedlukning af fysiske spillehaller og kasinoer og en tørlægning af næsten al professionel topsport som en konsekvens af pandemien.
Et fald på cirka 600 millioner kroner
Danskernes spilforbrug (BSI) var i 2020 på seks milliarder kroner, hvilket er et fald på cirka 600 millioner kroner i forhold til 2019. Det er lig med et fald på ti procent. Tallene omfatter alle de liberaliserede spilkategorier: væddemål, spilleautomater, kasinoer og onlinekasino.
Billedet er et screenshot fra Spillemyndigheden.dk
Det er første gang, at vi i Danmark oplever et samlet fald i spilforbruget, siden den delvist liberaliserede spillelov trådte i kraft i januar 2012.
Spilforbruget på væddemål steg efter genåbning
Da de store europæiske fodboldligaer blev genoptaget i efteråret, forekom der imidlertid en stigning af spilforbruget på væddemål i forhold til 2019.
De mange kampe resulterede nemlig i en stigning på 17 procent i 2020's sidste måneder i forhold til året forinden. Alligevel var det ikke nok til, at årets samlede spilforbrug på væddemål kunne overstige 2019-tallene. Tværtimod.
Billedet er et screenshot fra Spillemyndigheden.dk
Spil på onlinekasino steg … men mindre end normalt
Det var kun spilforbruget på onlinekasino, som steg i 2020. De tre andre kategorier, væddemål, spilleautomater og fysiske kasinoer, oplevede alle et fald, som det også ses i figuren ovenover.
Helt præcist var der tale om en stigning på godt 100 millioner kroner, hvilket svarer til en forøgelse på fem procent i forhold til 2019. Dermed nåede det samlede spilforbrug på onlinekasino op på næsten 2,5 milliarder kroner i 2020. Med dette overgik kategorien væddemålskategorien. Det er første gang, at sidstnævnte ikke har stået for den største del af kagen.
Ydermere er det værd at bemærke, at stigningen på fem procent for onlinekasino er den mindste siden 2012. Her har der i de tidligere år i gennemsnit været en stigning på 13 procent fra år til år.
Spillemyndigheden ser dette som et tegn på, at ”danskerne ikke bare har flyttet deres forbrug online, hvor det i hele 2020 har været muligt at spille, og at onlinekasino ikke nødvendigvis fungerer som en erstatning for spil på fx væddemål.”