Hvad har morderen i ”Forbrydelsen II” til fælles med Madonnas skilsmisse og Michael Jacksons eventuelle genopstandelse fra de døde?

Umiddelbart ikke det store – og dog.

Alle tre har nemlig været genstand for mere eller mindre obskure spil hos diverse bookmakere, som ikke mangler kreativitet, når det handler om at lokke penge ud af lommen på spillerne.

Men én ting er, at bookmakerne i evig jagt på PR tilbyder en lang række af mere eller mindre obskure spil. I sidste ende er det jo op os spillerne selv, om vi vælger at kaste penge efter dem.

Spørgsmålet er, om vi som spillere er moralsk forpligtede til at styre uden om visse typer af spil, når vi afsøger nettet for gevinstmuligheder.

Findes der en moralsk grænse for, hvad man bør (kunne) spille på? Og hvor stor en del af ansvaret bærer spillerne i så fald, når grænsen overtrædes?

Beckenbauer bebrejder specialspil
”Jeg troede, at det altid bare hed vind, tab eller uafgjort. Jeg vidste ikke, hvor mange slags spil, du kan sætte. Du kan endda spille på, hvem der først får gråt hår, hvem der får det første straffespark eller det første gule kort,” lød det forundret fra Franz Beckenbauer til Sky tv, da han i november forsøgte at forklare den nyeste spilskandale, hvor 32 tyske kampe undersøges for svindel.

Ifølge ”Kejseren” burde de mange specialspil helt fjernes fra bookmakernes hylder, så fristelsen ikke blev for stor for (fodbold)spillere.

Synspunktet mødte ikke den store forståelse, da opfattelsen generelt stadig er den, at langt de fleste fodboldkampe afvikles på fair vis, og at spillene derfor er en ”ren” duel mellem bookmakerne og spillerne.

Kendte folk til Giggs og Strange?
Men hvad så med de begivenheder, der allerede er afgjort på forhånd?

Her kommer morderen fra DR’s krimiserie ”Forbrydelsen II” ind i billedet. Hele 80 procent af indskuddene blev sat på Ulrik Strange, som morderen hed, hos Scandic Bookmakers, der lagde ud med at give odds 75,00 på Sarah Lunds makker, men endte i odds 5,00, før han helt blev fjernet som spilmulighed.

Var manuskriptet virkelig så let at gennemskue, at langt størstedelen af alle danskere klarede dette halvvejs igennem tv-serien? Eller blev morderens identitet lækket af en eller flere med insiderviden?

Samme spørgsmål stillede de sig hos Betfair*, da Årets Sportsmand blev kåret. Manchester United-spilleren Ryan Giggs lagde fra land med odds 999, men grundet voldsomme indsatser på waliseren, sluttede han i odds 1,77. Og blev til stor overraskelse vinder af prisen, der uddeles af BBC.

Tv-stationen truede med sagsanlæg mod enhver, der antydede aftalt spil, mens flere branchefolk højlydt undrede sig over forløbet.

Men sæt nu resultatet fra både ”Forbrydelsen II” og Årets Sportsmand i Storbritannien var kendt på forhånd af en eller flere spillere. Ville det så være amoralsk at tjene penge på det? Og hvis nej, hvordan ville man reagere, hvis bookmakerne lavede samme trick og udbød odds på en allerede afgjort begivenhed, de på forhånd kendte resultatet af?

Bizarre spil på golfikon
Et helt tredje moralsk spørgsmål er, hvor langt man kan tillade sig at gå i jagten på en spillegevinst uden at overtræde privatlivets fred.

Et nyligt eksempel er affæren omkring Tiger Woods og dennes sexliv. Hos Paddy Power var det muligt at spille på, om køllesvingerens hustru Elin Nordegren ville begynde på et ”anger management-kursus” inden 2010 eller om Gillette ville droppe Woods-sponsoratet før 2011.

Og hos bookmaker.com var det ifølge Ekstra Bladet muligt at spille på, om Woods var på stoffer, da han kørte galt, mens Betsson* slet og ret tilbød spil på, hvor mange kvindelige erobringer Tiger’en havde bag sig.

Ligesom Ladbrokes i 2008 havde odds på, hvor mange millioner pund filminstruktør Guy Ritchie ville få med sig efter skilsmissen med popstjernen Madonna.

Samme bizarre væddemålstyper kunne man for to år siden opleve hos blandt andre Bet24, der udbød odds på, hvilket navn og køn silikonekendis Anni Fønsbys barn ville få.

Spil på liv og død i Indien
Men ikke kun ufødte børn er genstand for væddemål. Det viser en sag fra 2006, hvor en femårig indisk dreng var faldet i en 15 meter dyb brønd. Indiens befolkning holdt vejret, mens tv-billederne fulgte situationen, men ifølge nyhedsbureauet AP nøjedes ikke alle med at se på.

Da drengen efter 50 timer blev reddet uskadt op fra brønden, havde inderne spillet for omkring 195 millioner kroner hos flere bookmakere, der udbød odds på drengens skæbne.

Eksemplerne får mig til at tænke på, om vi som spillere har moralske forpligtelser i forhold til, hvad vi vælger at spille på?

Skal vi lære at agere mere som ”politiske forbrugere” over for bookmakerne svulmende udbud af spillemuligheder, eller har vi som spillere ret til at udnytte enhver mulighed for gevinster?

Også selv om man i tilfældet med den indiske dreng kunne forestille sig et slemt scenarie, hvor flere af redningsarbejderne måske havde ladet sig friste af høje odds på, at drengen ikke ville overleve?

Vinder bookmakerne og kræften altid?
Britten Jon Matthews havde i hvert fald ingen skrupler, da han i 2006 fik at vide af sin doktor, at han kun havde fem måneder tilbage at leve i som følge af ondartet kræft.

Matthews kontaktede William Hill og smed £100 på, at han ville være i live i juni 2008, til odds 50,00. Han vandt bettet og vandt også det følgende væddemål på at han ville være i live i juni 2009. Hvorefter han satsede en del af pengene i et spil på, at han stadig vil være i live til juni 2010.

Et bizart arrangement, hvor bookmakeren ganske vist taber nogle penge (selv om Matthews nok taber kampen mod døden til sidst), men til gengæld scorer en masse PR.

Nå ja, og så er der den med Michael Jackson. Kort tid efter hans død var Bet24 ude med odds på, om Kongen af Pop ville genopstå fra de døde.

Skulle det ske i 2009, gav det odds 1.000 mens en genopstandelse i år gav penge 1.250 gange igen. Til sammenligning kunne man hos samme bookmaker få odds 3.000 på, at kongekollegaen af rock n’ roll, Elvis Presley, genopstår i 2010.

Og det beviser vel, at bookmakerne i det mindste ikke holder sig for fine til at score lidt let mønt i ny og næ.

Mit spørgsmål er, om vi som spillere bør vise dem den rette vej, ved at have moralen med os, næste gang vi logger på i jagten efter gevinster?


Hvad synes du? Benyt kommentar-funktionen herunder og kom med et bud.