Et salg af Danske Licens Spil vil være rigtig skidt for kunderne, mener spilekspert: "Man kan frygte, at nye ejere vil udelukke vindende kunder."
Blå blok har endnu engang truet med at privatisere dele af Danske Spil.
Men et salg af Danske Licens Spil, som blandt andet står for Oddset, Tips og Casino, vil være skidt nyt for betting-kunderne, frygter spilekspert.
"Hvis Danske Spil* får nye ejere, kan man frygte, at de vil straffe alle de vindende kunder ligesom alle andre bookmakere gør på det danske licensmarked," siger Kjartan Nygaard, der har været eksperttipper på en lang række bettingsites i Danmark.
Lige nu er der ifølge spileksperten meget svære vilkår for de spillere, der tager bettingen seriøs og rent faktisk tjener penge på det. Hvis du i dag er en dårlig forretning for bookmakerne, så risikerer du nemlig at blive delvist eller helt udelukket.
"Det er et stort problem, at vindende kunder får limits alle steder, men her er Danske Spil* gode, fordi de tillader, at man stadig kan få et pænt beløb igennem uden at blive limiteret," siger Kjartan Nygaard.
Modsat alle øvrige traditionelle bookmakere på det danske licensmarked opererer Danske Spil* ikke med personlige limits, men derimod med markedslimits, hvor alle type kunder kan få et rimeligt beløb igennem.
Ærgerlige brugere
Blandt BetXperts brugere er der også stor ærgrelse over salgsplanerne.
Blandt andet skriver rene1990, at:
"Danske Spil er en af de få bookies hvor jeg ikke har oplevet latterlige limits."
hjorten 7 er helt på linje:
"Danske Spil er det eneste sted med lige limit for alle. Det eneste sted med dansk licens, hvor jeg kan få mere end 100 kr i gevinst på singlespil. Det er nok forbi nu."
Spillere flygter til udenlandske bookmakere
Nu er der endnu intet afgjort vedrørende Danske Spil*. Men skulle licensdelen blive solgt fra og komme på udenlandske hænder, så kan det betyde, at danske spillere søger mod uregulerede bookmakere, mener Kjartan Nygaard, der selv spiller hos større internationale bookmakere uden dansk licens.
"Når folk ikke længere kan vinde på det danske licensmarked, går de typisk mod store udenlandske bookmakere som Pinnacle Sports og Sbobet, hvor man ikke får personlige limits," forklarer han og nævner, at Betfairs børs - som har licens - også er en mulighed. Men her er problemet, at der skal betales 6,5 procents kommission af de vundne bets.
Spileksperten efterlyser nogle klare retningslinjer fra politisk hold.
"Det er fint, der bliver sat fokus på limiteringen. Jeg savner, at politikere går ind og hjælper os på det her område og lavet noget lovgivning, så der bliver ens vilkår for bookmakerne."