Umiddelbart er der stor forskel på skiløb og speedway, men her på BetXpert er der en markant fællesnævner: Nicolai ”Kong Vinter” Kristensen har nemlig forstand på begge dele.

Og nu hvor vintersportssæsonen er gået på hæld, flytter Nicolai simpelthen sit fokus over på slaggerne og de brølende maskiner. Hans speedway-tip vil fremover kunne findes på denne side (hvor man også kan skrive sig på en mailingliste og dermed få et praj når nye tip foreligger): http://www.betxpert.com/ekspert/speedway/

Hold fx øje med siden denne onsdag hvor Nicolai meget vel kan finde på at opsnuse nogle fiduser.

Optakt til engelsk speedway

Den vigtigste speedway-liga ligger i England. Her er sæsonen gået i gang, og for at give BetXperts læsere en hurtig introduktion, har Nicolai skrevet følgende optakt, der går tæt på de forskellige hold og deres kørere, herunder en lang række danskere.

Den engelske speedway-liga

Der køres stort set speedway hver eneste dag i den engelske liga, hvor verdens bedste speedway-kørere tjener til det daglige brød. Når den svenske og polske liga kommer i gang i slutningen af april måned, så er der fridag i England om tirsdagen (mhp Sverige) og om søndagen (mhp Polen), så de flittige kørere kan pendle...

Der er 11 hold med i den bedste række Elite League, hvor der køres to hold-matcher hver gang.

Der køres 15 heat i en match, hvor der i hvert heat er 2 kørere med fra hvert hold, og der giver 3-2-1-0 point. Kommer et hold bagud med mere end 8 point, så har det muligheden for at sætte en taktisk reserve ind, som så tæller dobbelt i det ene heat. Dette kan kun gøres en gang.

Speedway er på programmet hos mange bookmakere, og når Sky Sports sender live fra en match, vil der ligeledes være live-spil hos en del.

Gode links til engelsk speedway

Den officielle hjemmeside med stillinger og kampprogram samt nyheder.
http://www.british-speedway.co.uk

Livescore til alle findes på:
http://speedwayupdates.proboards60.com/


Et kig på holdene

Arena Essex Lakeside Hammers

Det største navn på holdet er polske Krysztof Kasprzak, som i 2005 blev verdensmester for kørere under 21 år. Han har startet sæsonen godt og vil være en vigtig brik for Lakeside i år. Finske Joonas Kylmakorpi er lige så en stærk holdkører, og han vil også lave en del point i løbet af sæsonen. Henning Bager er eneste dansker hos Lakeside, og han er reserve i løbene.
Lakeside har et homogent hold uden helt store stjerner, og vil sikkert slutte i midten af rækken.

Belle Vue

Holdet mistede før sæsonen verdensmesteren Jason Crump til Poole, hvilket har været et stort tab for. De vil nok få det meget svært i denne sæson. Skal Belle Vue lykkes, så må de to englændere Simon Stead og Joe Screen være på toppen hver gang. Simon Stead er et af de største talenter i engelsk speedway, mens Joe Screen er en meget rutineret mand som har kørt grand prix tidligere. På papiret har Belle Vue ligaens dårligste hold, og resultaterne indtil nu i denne sæson har også været en katastrofe for holdet.

Coventry Bees

Her har vi et meget komplet hold bygget op omkring Scott Nicholls, som har været fast grand prix-kører igennem flere år. Han er meget stabil og leverer varen stort set hver gang for Coventry. Chris "the bomber" Harris ligger også med et højt snit, og sammen med Rory Schlein vil de tre lave mange af pointene i denne sæson. Danske Morten Risager som var meget skadet i sidste sæson, er startet stærkt i år, og holder han sig skadesfri, kan han blive en vigtig joker for Coventry i denne sæson.
Coventry bør være med i toppen i denne sæson, og kan måske gå hele vejen på deres stabilitet.

Eastbourne Eagles

Den tidligere danske verdensmester Nicki Pedersen er holdkaptajn for Eastbourne. Han er måske den bedste kører i ligaen. Han har igennem flere sæsoner været i toppen af snit-listen.
Standarden på de øvrige kørere er langt under Pedersens niveau, og det betyder at Eastbourne nok igen vil få en sæson i bunden af rækken. Tilgangen af Davey Watt kan nok kaste et par ekstra sejre af sig. Ellers er der de rutinerede Barker og Norris, som er meget svingende i deres præstationer. På gode dage henter de mange point, men der er lidt langt imellem de dage.

Ipswich Witches

Holdet mistede praktisk alle chancer for et godt resultat i denne sæson, da Mark Loram styrtede torsdag d. 22. marts. Han er ude resten af sæsonen. Nu skal pointene laves af Chris Louis, som er i gang med sin 20. sæson som professional speedwaykører i England.
Uden Mark Loram bliver det meget svært for Ipswich i denne sæson. Det er svært at finde en god afløser nu når sæsonen er startet, og skal de nuværende holdkammerater overtage Lorams starter, så bliver der næppe mange sejre til holdet denne sæson.

Oxford Cheetas

Til denne sæson er danske Jesper B Jensen kommet til. Han skal trække en del af læsset denne sæson. Han var hårdt ramt af skader sidste år, og mangler lige lidt endnu inden han er på det gamle niveau. Et mindre mirakel er at Alex Dryml er tilbage på en speedwaycykel for klubben. Sidste år svævede han mellem liv og død efter et voldsomt styrt. Piotr Protasiewicz er ny mand i klubben. Han er meget svingende, og den tidligere U21 verdensmester er også røget ud af grand prix serien. På de dage hvor tingene lykkes for ham, vil han score mange point.
Oxford bør slutte i toppen af den tunge ende.

Petersborough Panthers

De forsvarende engelske mestre fra Petersborough er blevet svækket i denne sæson. Væk er Jesper B Jensen og Ryan Sullivan, som begge tidligere har været med i grand prix. Tilbage står Hans Andersen som holdkaptajn. Han havde et fantastisk 2006, hvor stort set alt lykkes for ham og han var en meget stor del af mesterskabet. Der er 4 danskere hos Peterborough, hvor Kenneth Bjerre er ny mand på holdet. Han skal også efter et par år med skader se at komme tilbage på sit gamle niveau. Niels Kristian Iversen er ikke længere med i grand prix, men han leverer et stabilt stykke arbejde for holdet. Sidste dansker er Ulrich Østergård, som endnu ikke har været god nok.
Petersborough ser lidt svagere ud end i sidste sæson, så det bliver svært at genvinde mesterskabet, men holdet bør være med fremme.

Poole Pirates

Holdet har i denne sæson fået tilgang af verdensmester Jason Crump, som sammen med danske Bjarne Pedersen skal trække det store læs. Begge vil nok komme til at ligge højt på snit-listen. Bjarne Pedersen gør det altid godt i liga-sammenhæng, mens det ofte kniber mere i grand prix. Craig Boyce som er teamchef for Australien i hold-VM kører fortsat selv for Poole. Han er en ilter herre, som er meget svingende i præstationerne. Ellers er det et meget ungt hold Poole kommer med i 2007, men det bør også kæmpe med i toppen af ligaen i år.

Reading Bulldogs

Greg Hancock som er kaptajn for Reading, er en af ligaens bedste kørere. Han er efterhånden blevet 36 år, men holder fortsat meget højt niveau.
Det er ikke kun Hancock som er stærk på Reading-holdet. Matej Zagar og Janusz Kolodziej er to stærke kørere, som begge nok kommer til at lave mange point i denne sæson. Zagar har også gjort det godt i grand prix. Australske Travis Mcgowan er svingende, men han gør det ofte godt sammen med Hancock. Reserve Mark Lemon har startet denne sæson på flot vis, og forsætter han stilen, så er Reading min favorit til sejren i år.

Wolverhampton Wolves

Kaptajn for holdet er den rutinerede tidligere svenske holdkørselsverdensmester Peter Karlsson, som er blevet 37 år. Han skal sammen med ligeledes tidligere verdensmester Billy Hamill være stammen på holdet i år. Fredrik Lindgren fra Sverige kørte en stærk sidste sæson for Wolverhampton, og han er nok blevet bedre til denne sæson. Ellers er det holdet uden de store stjerner.
De vil nok slutte i midten af rækken denne sæson.

Swindon Robins

Her har vi bookmakernes favorit til sejren i denne sæson. Swindon har da også et stærkt hold anført af kaptajn Leigh Adams, som i mange sæsoner har været en pointsluger. Ny på holdet er danske Charlie Gjedde, som sammen med Sebatian Ulamek og Lee Richardson skal lave en del af pointene.
Swindon har ligeledes en meget stærk mand i polske Tomasz Chrzanowski, som har startet sæsonen godt. Mads Korneliussen er anden dansker på favoritholdet fra Swindon. Bredden er stor på holdet, og kikser en kører en aften, så behøver matchen ikke være tabt for Swindon.