Årets tredje afdeling af verdensmesterskabet i speedway, Grand Prix, afvikles denne lørdag på Ullevi Stadion i Göteborg, hvor dansk idræt har fejret mange store triumfer. De fleste husker nok den lune sommeraften i juni måned 1992, hvor Faxe og Vilfort gjorde Danmark til Europamester i fodbold. 21 år forinden, i 1971, var Ullevi ramme om fødslen til den store succes dansk speedway har oplevet igennem de sidste 37 år, da Ole Olsen vandt det første verdensmesterskab. Og Jan O. Pedersen fulgte op samme sted med en VM-titel i 1991.

Speedway-banen på Ullevi Stadium anlægges specielt til lejligheden, hvilket giver en anderledes bane som er mindre end de permanente baner. Især polakkerne har det ofte svært på de små baner på de store stadioner i Europa.

Mens DR og TV2 bruger lørdagen på et bryllup i Sønderjylland, så sender DK4 heldigvis direkte fra det svenske grand prix fra klokken 19.00.

Og her på BetXpert kan man finde både tip (ikke i skrivende stund, men de kommer) og en konkurrence, i samarbejde med Nordicbet*. Her kan man vinde pengepræmier og billetter til Grand Prix-løbet i Parken d. 14. juni.

Konkurrence: http://www.betxpert.com/competitions/speedway/

Tip: http://www.betxpert.com/ekspert/speedway/  


Danske kørere

Den forsvarende verdensmester, danske Nicki Pedersen
har taget føringen i grand prix efter de første to afdelinger, hvor han begge gange har været i finalen. Han er altid blandt favoritterne når han stiller til start. Hans maskiner har gået godt i år, og der er ikke meget som peger mod et dårligt grand prix i Göteborg for verdensmesteren. Dette skulle lige være at Nicki Pedersen aldrig har været i top 3 i et svensk grand prix hvor han mange gange har skuffet stort. I den svenske liga laver han flest point af alle, så det er ikke fordi Nicki ikke kan køre i Sverige.

Men måske forløsningen kommer for Nicki efter at Sverige har flyttet grand prixet ind på Ullevi Stadium.

Det bedste danske bud på sejren er måske Hans Andersen, som tidligere har vundet i Parken på en lignende bane. Han har lige skiftet motor på sine cykler, og det virker som om Hans Andersen har fundet lidt ekstra fart på den nye GM motor, efter at have fået tidligere hold-verdensmester Brian Karger som tuner.

Hans Andersen var treer i det første grand prix i Krsko, hvor Gollob vandt foran Nicki Pedersen. I det seneste grand prix kom Hans Andersen med et voldsomt styrt i kroppen, så det kan bare glemmes.

Hans Andersen lavede ligesom Nicki Pedersen 14 point ved DM i lørdags.

Tredje og sidste dansker som deltager er Niels Kristian Iversen, som har startet fremragende ud med semifinalepladser i de to første løb. Han har imponeret stort og har slået Nicki Pedersen i fælles heats i begge løb. Han har før været i semifinalen i Parken, så de små banner ligger også godt til Iversen.

Bjarne Pedersen som normalt er fast inventar i serien er forsat skadet, og har derfor meldt afbud til denne afdeling. Han skulle gerne være klar til det danske grand prix 14 juni i Parken.


Svenske kørere

Det svenske hjemmepublikum vil i første række håbe på Andreas Jonsson, som i sidste sæson vandt i Parken og Gelsenkirchen.

Begge er stadion-løb, som dette på Ullevi. Jonsson er derfor naturligt blandt de store favoritter på hjemmebane. Han har åbnet sæsonen med en finaleplads i Krsko, mens det ikke lykkes ham at gå videre til finalen i Leszno. Det ser noget mere tyndt ud bag Jonsson i Sverige, hvor Fredrik Lindgren har fået en dårlig start på serien, og wildcard-kører Jonas Davidsson har skuffet i ligaerne i starten af sæsonen. Det betyder kort sagt, at skal Sverige repræsenteres i finalen, så skal det nok være ved Andreas Jonsson.


Andre lande

Ellers skal der lægges mærke til australierne Leigh Adams og Jason Crump, som begge viste klar fremgang i Leszno. Leigh Adams vandt løbet efter kun at have hentet 5 point i første grand prix, og Jason Crump var ikke langt fra en finaleplads. Han oversatsede en overhaling på Nicki Pedersen, som kostede en udelukkelse; i et heat hvor Crump ellers var hurtigere end Pedersen.

Den lille amerikaner Greg Hancock blev nummer 2 senest i Leszno, og han skal normalt have fordel af de små baner. Lige modsat er det med polakkerne som er langt stærkere på de store baner i Polen. Det er ikke ofte Tomasz Gollob og co. laver gode resultater på stadionsbanerne.