De danske speedway-kørere har ikke haft meget tur i den i årets grand prix-serie, kampen om det individuelle VM. Men nu gælder det hold-VM og så er det forhåbentligt tid til rød-hvid revanche for Nicki Pedersen, Hans Andersen og co.

Danmark stiller op som forsvarende mester efter sidste års gevinst på hjemmebane i Vojens. Og det er også Vojens der lægger slagger til lørdagens semifinale som DK er klar favorit til at vinde. Den anden semifinale køres på mandag.

Finalen køres den følgende lørdag, d. 18. juli., i polske Lezno. Her står værtslandet med Thomas Gollob på holdet som favorit.

Nicolai Kristensens tip til lørdagens semifinale kan findes på BetXperts speedway-side (tip til finalen vil kunne findes næste fredag/lørdag), og hans optakts-artikel (der bl.a. gennemgår de deltagende hold) kan læses herunder:

Hold-VM: Struktur og program

Otte landshold er inddelt i to semifinaler à fire hold. De to vindere fra hver semifinale går direkte i finalen. Anden- og trediepladsen fra hver semifinale går videre til et race-off stævne, hvorfra de to bedste går videre til finalen.

Der skal i hver af de 4 afdelinger køres 25 heats. Der er 5 kørere på
hvert hold, og det giver 5 starter til hver kører. Der gives 3-2-1-0 point i alle
heat.

Det kan dog ændres hvis et hold kommer bagud med 6 eller flere
point. Så kan der sættes en taktisk reserve ind. Han vil i det ene heat
tælle dobbelt. Denne mulighed er kun tilgængelig én gang.

Programmet

1. semifinale: Vojens lørdag 11/7 klokken 19.00.
Danmark, Sverige, Rusland, Tjekkiet

2. semifinale: Peterborough mandag 13/7 klokken 20.30
England, Polen, Australien, Slovenien

Race Off: Leszno torsdag 16/7 klokken 19.00
Nummer 2 og 3 fra begge semifinaler

Finale: Leszno lørdag 18/7 klokken 19.00
Vinderen af de to semifinaler samt nummer 1 og 2 fra Race Off

Banerne

Vojens er en 300 meter lang bane, hvor Nicki Pedersen har banerekorden med 57,20 sek. Plads til 22.000 tilskuere.

Peterborough er en 336 meter lang bane, hvor Hans Andersen har banerekorden med 59,10 sek. Plads til 7.000 tilskuere.

Leszno er en 330 meter lang bane, hvor Krzysztof Kasprzak banerekorden med 58,40 sek. Plads til 25.000 tilskuere.

Bud på forløb

Semifinale 1
1 Danmark
2 Sverige
3 Rusland
4 Tjekkiet

Semifinale 2
1 Australien/Polen
2 Polen/Australien
3 England
4 Slovenien

Race Off
1 Australien/Polen
2 Sverige
3 England
4 Rusland

Finale
1 Polen
2 Danmark
3 Australien
4 Sverige

Holdene

1. semifinale

Rusland
2. Denis Gizatullin (Kaptajn)
3. Renat Gafurov
4. Emil Sayfutdinov
5. Grigory Laguta

Rusland er et hold i fremgang, hvor især Emil Sayfutdinov har fået det store gennembrud denne sæson i grand prix-serien med 2 sejre. Han skal være med til at få Rusland med i Race Off igen i år. Det har holdet gode muligheder for, da niveauet er bedre end for Tjekkiet. Grigory Laguta er den anden stjerne på det russiske hold. Han kører i den svenske liga for Væstervik, hvor han har gjort det godt i år. Bagved de to ser det noget mere tyndt ud. Kaptajn Gizatullin lavede 2 point i Race off sidste år i Vojens. Gafurov lavede i samme match 1 point. Det ser svært ud for Rusland mht at komme i finalen.

Danmark
1. Nicki Pedersen
2. Bjarne Pedersen
3. Hans Andersen (Kaptajn)
4. Kenneth Bjerre
5. Niels Kristian Iversen

Danmark vandt sidste år VM med denne opstilling på hjemmebane i Vojens. Det er ikke gået ligeså godt denne sæson for flere af danskerne. Det har ikke kørt for Nicki Pedersen i grand prix serien. Hans Andersen var længe om at komme igang denne sæson og var ude for et voldsomt styrt i Sverige tirsdag aften. På positivsiden skal nævnes at Kenneth Bjerre virker stærkere end tidligere. Bjarne Pedersen kørte en fin match onsdag aften i England, hvor han lavede 16 point. Iversen lavede 8 i Sverige. Danmark er klare favorit til at vinde første semifinale i Vojens, men favorit bliver holdet ikke i finalen i Polen. Danskerne kan gøre det igen, men så skal alle ramme dagen i Leszno.

Sverige
1. Antonio Lindback
2. Fredrik Lindgren
3. David Ruud
4. Andreas Jonsson (Kaptajn)
5. Jonas Davidsson

Sverige har de sidste par år lavet et generationsskifte, hvor Peter Karlsson og Tony Richardsson ikke længere er en del af det svenske hold. Det har kostet på resultaterne, da aftagerne ikke lige har været klar. Sverige bliver dog første udfordrer til Danmark i Vojens. Fredrik Lindgren kommer i superform til Vojens. Han blev nummer 2 i seneste grand prix, og var i øvrigt bedste svensker i både Race Off og finalen sidste år i Vojens. Jonsson og Davidsson er to andre som før har gjort det godt i Vojens. Lindback og Ruud er de to usikre kort. Det ligner en plads i finalen for Sverige igen i år.

Tjekkiet
1. Ales Dryml (Kaptajn)
2. Adrian Rymel
3. Lukas Dryml
4. Josef Frane
5. Matej Kus

Sidste hold i første semifinale er Tjekkiet, som ikke har de store stjerner med på holdet. Matej Kus var med på et wildcard til grand prix i Prag. Han fik 1 point med hjem i 5 starter. Det siger alt om niveauet for speedway i Tjekkiet. Lukas Dryml var med i grand prix-serien sidste år. Han er meget svingende, men på de gode dage den bedste fra Tjekkiet. Ellers er det op til brormand Ales, som ligeledes er svingende. Et meget godt bud på en sidsteplads i Vojens og derved exit fra årets VM.

2. semifinale

Australien
1. Ryan Sullivan
2. Rory Schlein
3. Leigh Adams (Kaptajn)
4. Chris Holder
5. Jason Crump

Australien har på papiret et meget stærk hold, som dog ikke har fået det til at køre i Hold-VM de seneste år. Ofte har bredden manglet for Australien. Jason Crump er helt flyvende denne sæson, og Leigh Adams er på hjemmebane i finalen i Leszno. Adams har godt nok ikke haft den bedste sæson, men hjemmebanen kan løfte ham op. Holder og Sullivan kørte en meget skidt hold match i Leszno i søndags. De skal begge gøre det meget bedre, hvis Australien skal drømme om guld. Det svage kort for Australien er Schlein. Selvom de ser stærke ud med Crump og Adams i spidsen, så ligner det i mine øjne kun en bronze i år, hvilket vil være en plads bedre end sidste år.

England
1. Edward Kennett
2. Lewis Bridger
3. Chris Harris (Kaptajn)
4. Tai Woffinden
5. Daniel King

Engelsk speedway er i sin største krise nogensinde. Der findes ingen gode engelske speedwaykørere i øjeblikket. Scott Nicholls har meldt fra til årets VM. Dette gør at Chris Harris bliver kaptajn. Han kørte en fin match i Sverige onsdag aften med 14 point. Bag ham ser det meget tyndt ud. Den unge kommende stjerne Tai Woffinden er alt for svingende. De øvrige 3 har næppe niveauet til at tage England i finalen. Holdet bør komme i top 3 i Peterborough, hvilket giver en plads i Race Off, som så nok sætter en stopper for England igen i år.

Polen
1. Tomasz Gollob (Kaptajn)
2. Krzysztof Kasprzak
3. Piotr Protasiewicz
4. Adrian Miedzinski
5. Jaroslaw Hampel

Polen har vundet VM de seneste to gange hvor finalen er blevet kørt på polsk jord. De er også favoritter i år. De kan dog godt løbe ind i et nederlag i den anden semifinale mod Australien, i engelske Peterborough. Polakkerne er normalt mange gange bedre på hjemmebanen i Leszno, hvor både Kasprzak og Hampel kører til dagligt. Gollob er altid farlig på de polske baner, hvor han har vundet så meget de sidste 15 år. Protasiewicz er småtvivlsom efter et styrt i Sverige tirsdag aften. Reserverne holder dog samme niveau for Polen, så ikke noget der vil sætte guldchancerne ned. I 2005 vandt Polen med hele 28 point ned til Sverige, mens det i 2007 var Danmark som var tættere på med kun 3 point op.

Slovenien
1. Matej Zagar (Kaptajn)
2. Denis Stojs
3. Izak Santej
4. Maks Gregoric
5. Aleksander Conda

Slovenien kommer med et hold af ukendte kører, som ikke tjener til dagen og vejen i de store ligaer rundt om i Europa. Den eneste undtagelse er Matej Zagar, som tidligere var med i grand prix-serien. Han kan godt tage lidt point fra de øvrige nationer mandag aften. Ellers ligner det en match hvor Slovenien får mange fjerdepladser.