Matchfixingsekretariatet har valgt ikke at indbringe sagen om den meget omdiskuterede 2-1 sejr til FC Midtjylland mod SønderjyskE, hvor sidstnævnte drog fordel af et nederlag i Superliga-grundspillets sidste runde, for Matchfixingnævnet. SønderjyskE er lettet over afgørelsen. 

Det har ikke været muligt at løfte bevisbyrden tilstrækkeligt for, at der var tale om matchfixing, da Sønderjyske tabte med 2-1 til FC Midtjylland i Superliga-grundspillets sidste runde, hvor klubben dermed kom i en lettere pulje i nedrykningsspillet og øgede sandsynligheden for ikke at rykke ned. 

Det vurderer Matchfixingsekretariatet under Danmarks Idrætsforbund, oplyser sekretariatet i en pressemeddelse

"Matchfixing er en stor trussel mod idrættens væsen. Tilskuere skal kunne stole på, at der er tale om en ærlig kappestrid, når to hold mødes på banen – det er hele kernen i idrætten. Derfor var vi også forpligtet til at gå ind i sagen og lave en grundig undersøgelse, da der opstod debat om afviklingen af kampen mellem FC Midtjylland og SønderjyskE," siger Poul Broberg, der er leder af DIF's matchfixingsekretariat, og fortsætter.

"Konklusionen i forbindelse med undersøgelsen er dog, at det ikke har været muligt for sekretariatet at finde beviser, der med nødvendige styrke sandsynliggør, at der har fundet manipulation sted. Derfor vil sagen ikke blive indbragt for Matchfixingnævnet."

Sagen kan tages op senere

Sekretariatet har interviewet over 30 personer i forbindelse med sin behandling af sagen. Flere af kilderne har været anonyme og har henvendt sig via Anti Doping Danmarks whistleblower-hotline. I et dokument om undersøgelsen skriver sekretariatet, at "oplysninger fremsat af anonyme kilder ikke kan bruges i nævnsbehandlingen."

Med dagens afgørelse er der altså sat et øjeblikkeligt punktum i sagen. Men skulle nogle af de anonyme kilder stå frem, eller skulle der komme nye beviser, så vil sagen godt kunne tages op igen. Forhold omkring matchfixing har nemlig en forældelsesfrist på 10 år, hvilket betyder, at sagen principielt kan tages op senere. 


"I Matchfixingsekretariatet er vi taknemmelige for alle de oplysninger, vi modtager. Nogle gange modtager vi underretninger anonymt, og det sætter vi også pris på. Men oplysninger fra anonyme kilder kan ikke bruges i en nævnsbehandling, hvis disse kilder ikke er klar til at bryde anonymiteten. Derfor vil vi stærkt opfordre til, at man i sager om matchfixing vælger at stå frem med en eventuel viden," siger Poul Broberg. 

Poul Broberg opfordrer til, at Superligaens struktur ændres, så der ikke opstår situationer, hvor det vil medføre en sportslig fordel at tabe en kamp. 

SønderjyskE kritiseres for deres kommunikation

SønderjyskE's kommunikation før og efter kampen får kritik af Poul Broberg. I undersøgelsesdokumentet refererer sekretariatet til interviews med klubbens sportschef og træner inden kampen, hvor der blandt andet er blevet sagt til Viasat, at "…langt hen ad vejen spiller vi efter at vinde" og "…vi går efter en sejr til at starte med, så må vi se, hvad der sker i de andre kampe" 

Efter kampen blev angriber Christian "Greko" Jakobsen interviewet omkring nederlag, og særligt det interview åndede liv i mistanken om, at SønderjyskE havde tabt kampen med vilje. 

"Det er til grin. Der er ikke så meget mere at sige. Det gør sgu ondt på stoltheden, synes jeg. Men ja. Man gør det bedste for klubben," sagde Christian "Greko" Jakobsen til TV3 Sport

Da han bliver spurgt, om SønderjyskE tabte med vilje, vil han hverken svare nej eller ja. 

"Matchfixinglovregulativet skal efterleves af klubberne. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt, hvis klubber, trænere eller spillere kommunikerer på en måde, så man kan få den opfattelse, at et forsætligt nederlag kan være acceptabelt. Klubber, særligt dem som står i den usædvanlige situation, hvor de kan profitere af at tabe, bør derfor i særlig høj grad sikre, at der ikke kan opstå tvivl om - hverken hos trænere, spillere eller offentligheden – hvorvidt man altid spiller for at vinde", siger Poul Broberg.

Også nedenstående tweet medførte stor debat i medierne og har været under behandling af Matchfixingsekretariatet. 

Foto: Screenshot af SønderjyskE's tweet fra Matcfixingsekretariatets rapport om deres undersøgelse. 

Lettelse i SønderjyskE-lejren

Hos SønderjyskE er der - ikke overraskende - tilfredshed over udfaldet af undersøgelsen: 

"Jeg er rigtigt godt tilfreds med udfaldet. Vi havde forventet det udfald, men det er godt, at afgørelsen er kommet, så vi nu kan få lagt dette bag os. Vi er lettede og glade og føler, at vi igen kan kigge fremad," siger sportschef i klubben Hans Jørgen Haysen til DR og fortsætter: 

"Den mistanke, der har været over os, kan vi nu få væk, og spillerne på banen kan ånde lettet op. De skal ikke forholde sig til det hele tiden, men koncentrere sig om fodbold, og vi som ledelse kan fokusere på klubben og holdet."