Så er det blevet tid til en af årets helt store begivenheder i snooker-verdenen når entusiasters øjne verden over rettes imod "the York Barbican Centre" hvor verdens bedste spillere mødes i kampen om det mest prestigefyldte trofæ bortset fra VM.

The Travis Perkins UK Championship begynder mandag d. 5. december og slutter med finalen d. 18. Eneste dag hvor der ikke spilles, er fredag d. 9 hvor bordene undergår en hel masse vedligeholdelse og spillerne kan få lov til at tænke på noget andet end snooker.

BetXperts snooker-ekspert Peter Corneliussen vil dække forløbet med analyser og tip – og har som optakt skrevet følgende artikel om turneringen og dens favoritter og outsidere.

Optakt: Indledning


The Travis Perkins UK Championship er en af de ældste turneringer på touren med en historie som strækker sig tilbage til 1977 hvor den udelukkende var for spillere som enten var bosiddende i Storbritannien eller havde et britisk pas. Af tidligere vindere kan nævnes navne som Steve Davis, Alex Higgins, Terry Griffith, John Parrot, Jimmy White og Ronnie O´Sullivan som den yngste vinder af en ranglisteturnering nogensinde.

Turneringen har altid været præget af den store prestige trofæet giver, og den har givet snookerpublikum uforglemmelige oplevelser igennem årene. Heriblandt kan nævnes finalen i 1994 hvor Stephen Hendry præsterede 7 centuries i finalen og samtidig lavede det første TV-transmitterede 147 break. Sidste år var også fyldt med oplevelser, blandt andet da forholdsvist ukendte Jamie Burnett blev den første til at lave et break på OVER 147 i en ranglisteturnering, og da Stephen Maguire overraskende nåede til finalen hvor han, ligeså overraskende, slog David Gray.

Det bliver spændende at følge turneringen da den i høj grad giver et praj om, hvem og hvad der kommer til at gøre sig gældende i denne sæson, her hvor vi nærmer os det tidspunkt hvor ranglisteturneringerne kommer til at ligge som perler på en snor...

Jeg skal personligt forsøge at lægge så mange tips op som det nu er menneskeligt muligt, og forhåbentlig ender det hele med overskud på kontoen når vinderen løfter trofæet d. 18. december! Snooker-tips kan findes på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

For dem som interesserer sig for resultatet, enten grundet spænding eller økonomisk vinding (dem er der nok flest af!), kan kampene følges her:

http://www.globalsnookercentre.co.uk/files/Results/res05_6/05UK.htm
http://livescoring.worldsnooker.com

Rigtig go´ fornøjelse!

Format og præmier


Der har gennem årene været et hav af forskellige sponsorer – i år er hovedsponsoren byggemarkedsgiganten Travis Perkins - samt et par forskellige former for afvikling af turneringen. Indtil 1991 spilledes finalen således bedst af 31 frames, hvilket i dag er skåret ned til bedst af 17, blandt andet for at gøre sporten mere attraktiv for publikum.

Der kæmpes om en præmiepulje på 500.000£, med 70.000 til vinderen, 35.000 til nr. 2. osv. (hvem sagde at det ikke kan betale sig at spille billard?) samt selvfølgelig de vigtige ranglistepoint som afgør seedninger i de efterfølgende turneringer. Det er vigtigt ikke at falde udenfor de øverste 16, da det betyder længere turneringer i form af kvalifikationsrunder, og samtidig er de 16 bedste sikret 10.500£, så der er desuden et økonomisk aspekt at tage hensyn til!

Den indledende kvalifikationsturnerings 3 runder er afviklet, og selve hovedturneringsfeltet består af de ”last 48” – dvs. 32 kvalifikanter samt verdensranglistens top-16. Sidstnævnte træder dog først ind i hovedturneringens anden runde, så første runde er altså lig med sekstendelsfinalerne.

Præsentation af profilerne


Feltet tæller spillere som Stephen Hendry, Matthew Stevens, forsvarende verdensmester Shaun Murphy, Ronnie O´Sullivan og Grand Prix-vinderen fra oktober John Higgins, og det bliver spændende at se hvordan turneringen skrider frem, da der altid er et par overraskelser undervejs!

Herunder følger et blik på de spillere jeg mener vil komme i fokus i turneringen. Det er værd at nævne at disse navne kun er er udpluk af de deltagere der er ved turneringen, men i mine øjne er det altså disse der kommer til at præge turneringen. Mange vil måske undre sig over at jeg har undladt f.eks. Paul Hunter , men på trods af, at publikum uden tvivl gerne så ham klare sig godt, er jeg overbevist om, at han ikke er kommet sig tilstrækkeligt over sin kræftsygdom til at kunne gøre en forskel. Han slog O´Sullivan i Black Cup, men det var mere et spørgsmål om, at O´Sullivan forærede ham sejren. Han mangler ikke talentet, det kan man ikke tage fra folk, men jeg tror ikke på at hans fyisk kan klare de lange kampe der venter i denne turnering.

Favoritterne


Ronnie O´Sullivan – England
Det er svært at beskrive O´Sullivan med ord, han skal opleves!
Han er tit og ofte blevet udråbt til det største talent verden nogensinde har set, hvilket til tider er en passende betegnelse, men han har tendens til nogle gange at falde fuldstændig sammen i sit spil, sidst imod Peter Ebdon ved VM i 2004 hvor han samtidig opførte sig som en abe i et bur. Han afsluttede sidste sæson med at offentliggøre sin plan om at holde minimum et års pause fra snooker, et løfte som han heldigvis ikke har holdt.

Indtil videre har han haft en glimrende sæson med gode sejre i Grand Prix-turneringen i oktober måned hvor det blev til en placering som nr. 2, samt pæne resultater i Premier League. Han var desuden tilmeldt VM i 8-ball (pool) i november måned, men af grunde som er ukendte for undertegnede, spillede han ikke med i turneringen.

Når O´Sullivan spiller godt, kan ingen slå ham, men spørgsmålet er altid om han kan stå distancen. Han har haft en omtumlet opvækst med forældre der begge sidder bag tremmer idag, og har generelt haft svært ved at klare presset fra publikum og sig selv. På det sidste ser det dog ud til at han har genfundet lysten til spillet, og det virker som om hans samarbejde med den tidligere verdensmester Ray Reardon virkelig har båret frugt!

Jeg forventer at Ronnie O´Sullivan klarer sig til mindst en semi-finale. Han spiller godt for tiden, og det er begrænset hvor mange af spillerne i feltet som kan slå ham, selv på en af hans dårlige dage! Han er placeret i den nederste halvdel af skemaet hvilket giver ham modstandere som Graeme Dott, Matthew Stevens, Jimmy White og Shaun Murphy, alle spillere som ikke er på niveau med O´Sullivan og det er altså først i en evt. finale han kan risikere at møde f.eks. Stephen Hendry eller John Higgins.


Stephen Hendry – Skotland
Stephen Hendry er, som O´Sullivan, en af de spillere som egentlig ikke behøves nogen nærmere introduktion. Han er den mest vindende spiller igennem tiderne med en samlet præmieindtægt på omkring 9.000.000£!! Han er utrolig stabil og indtager pt en 2.plads på verdensranglisten, jagtende O´Sullivans førsteplads. Han er måske en af de mest perfekte spillere i feltet, med en enestående evne til at opbygge høje serier, og samtidig er han i besiddelse af et nærmest utroligt safety-spil!

Underholdningsværdien er måske ikke hans største side. Han er meget "robot-agtig" i sin spillestil og kan godt virke en smule stiv (læs: arrogant) i sin fremtoning, men for "kendere" eller alle andre som gerne vil være vidne til exceptionel snooker, er hans kampe et must!

Grand Prix-turneringen sluttede for hans vedkommende i semifinalen hvor han røg ud til en storspillende John Higgins som senere skulle tage titlen. Det må forventes at Hendry når i hvert fald lige så langt i denne turnering da det i hans felt-halvdel reelt set kun er John Higgins som udgør en trussel, og ham møder han først i en evt. semifinale.


John Higgins – Skotland
"Mr. John Higgins" fristes man til at omdøbe titlen på denne lille note til...Han satte en næsten uhørt rekord i Grand Prix turneringen i Oktober ved at præstere 4 centuries i træk og totalt 494 ubesvarede point i finalen imod Ronnie O´Sullivan!!

I de seneste år har verdensmesteren fra ´98, efter eget udsagn, døjet en del med dårlig selvtillid, men har ved familie og venners hjælp kæmpet sig ovenpå igen. Han havde en omtumlet sommerpause med et brækket håndled som skulle trænes op igen, og efterfølgende valgte han at skære er par centimeter af sin kø, hvilket tydeligvis har gjort en kæmpemæssig forskel i hans spil!

Hans skelsættende rekord bragte ham op på en 3.plads på verdensranglisten, og hvis han kan holde formen er det ikke umuligt at nå MEGET tæt på Hendry og O´Sullivan som ellers "er i udbrud" i forhold til de sekundære placeringer. Personligt har jeg store forventninger til altid storsmilende Higgins. Hans sværeste kamp i de indledende runder ser ud til at blive i anden runde hvor en potentiel modstander kan være Ken Doherty som har vist gode takter, men klarer Higgins dén, er en semi-/finaleplads bestemt indenfor rækkevidde!


Outsiderne


Shaun Murphy – England
Der er mange (især undertegnede) som har skrevet om Shaun Murphy siden VM sidste år, hvor han startede i kvalifikationsrunderne, og helt uhørt stod han ikke desto mindre - 26 kampe senere - med trofæet. Der er ingen tvivl om, at han har talent, og at han er dygtig, men ikke i lige så høj grad som de engelske medier (og bookmakere) gerne vil gøre ham til. I Grand Prix turneringen blev det således kun til en plads iblandt de sidste 16, og i Premier League har han vist mange gange, at han altså ikke er helt på niveau med spillere som O´Sullivan, Hendry og Higgins!
Han indtager pt. ranglistens 5.plads, og er allerede dalet en plads ned siden sæsonstarten. Jeg tror at denne tendens vil fortsætte sæsonen ud, og han ender nok med at ligge på en 12.-16.plads, for det er der han hører hjemme som han spiller nu. Forventet placering i denne turnering er en kvartfinale, ikke på grund af hans spil, men fordi han har fået en god lodtrækning.

Som en sidebemærkning skal det nævnes at bookmakerne har en sjov tendens til at gøre Murphy til favorit, nærmest lige meget hvem han møder. Det er garanteret ud fra antagelsen om, at han på et tidspunkt rammer formen fra VM sidste år, men det er altså ikke sket endnu, så der vil uundgåeligt komme et par tips imod Murphy herfra!!


Stephen Maguire – Skotland
*SUK* er det første ord jeg kommer på når jeg skal beskrive Stephen Maguire! Han havde en forrygende sæson sidste år hvor det blev til bla. sejr i denne turnering og en andenplads ved British Open. I denne sæson er det dog kun blevet til en kvartfinaleplads i de åbne irske mesterskaber, og siden er det som om han er faldet af på den. I Premier League indtager han pt. en placering som næstsidst, og i den foregående ranglisteturnering røg han ud i sin første kamp imod kval-spilleren Andrew Norman!

Maguire er placeret som nummer 4 på ranglisten, men skal altså stramme sig alvorligt an for at holde den placering! Mine forventninger til ham er ikke specielt høje, og jeg tror ikke han når at spille mere end to kampe, dvs. han ryger ud i 8.dels-finalen.


Peter Ebdon – England
Peter Ebdon har til tider svært ved at kende forskel på den brune og den røde bal som følge af noget farveblindhed, men det forhindrer ham ikke i at være en af top-spillerne i feltet! Han holder til daglig til i The Snooker Academy sammen med bl.a. Ding JunHui og er meget stabil i sit spil.

Han har gennemgået en enorm forvandling i forhold til sine dage som ungdomsspiller hvor han var en af de mest udtryksfulde spillere (for at sige det politisk korrekt...andre ville kalde hans udbrud ”primal-skrig”!), til at være meget "sløv" i sin spillestil. Han har virkelig fundet en eller anden form for ro, og det har givet udslag i bedre spil. Han formåede at vinde VM i 2002 med fantastisk dramatiske sejre over Matthew Stevens og Stephen Hendry. Hans nuværende ranglisteplacering er en 8.plads, og jeg tror at et godt bud på hans placering når sæsonen er slut, vil være at han beholder sin placering. I Grand Prix turneringen røg han ud i sin første kamp imod Barry Hawkins, men jeg tror at han prioriterer denne turnering langt højere, og jeg er overbevist om, at vi vil få en supermotiveret Ebdon at se! Mine forventninger til ham er, at han når en kvartfinaleplads.


Steve Davis – England
Steve "the Nugget" Davis hører til blandt den gruppe af aldrende spillere som stædigt holder fast i toppen. Hans professionelle karriere startede tilbage i ´78, og der er ingen der har domineret sporten som han gjorde op igennem ´80´erne. Rækken af turneringssejre er nærmest endeløs, mest imponerende er hans 6 VM-titler samt 4 sejre i denne turnering. Udover sin succes i snooker har han været omkring trick-shots og pool, sidstnævnte med moderat succes, og han står som en af hovedmændene bag den årligt tilbagevendende Mosconi Cup som er pool-sportens svar på Ryder Cup.

På trods af hans fantastiske resultater i de "unge" år, spår jeg ikke Davis mange chancer for at tage titlen her. Det er nødvendigt at indse, at Davis så småt er "over the hill" og at han, på trods at at han stadig kan potte baller, ikke er i stand til på samme måde at true toppen som han var år tilbage. Det er imponerende at han bliver ved med at spille, udelukkende af den grund at han elsker det. Pt. ligger han på en 6.plads på ranglisten, og så længe han holder sig i top-16 er der nok ingen tvivl om at han bliver ved, heldigvis!

Davis kan nyde godt af at være endt i den øverste halvdel af skemaet, hvilket giver ham potentielle modstandere som Mark Allen, David Gray, Joe Swail, Andy Hicks og Stephen Maguire, alle spillere han er i stand til at slå. Når han kvartfinalen er der gode muligheder for at han tørner ind i John Higgins, og der må man nok forvente at han ryger ud. Mit bud på Davis´ placering bliver således en kvartfinale!


Matthew Stevens – Wales
Matthew Stevens kan man fristes til at give tilnavnet "den evige to´er". Siden han blev professionel i ´94, er det kun blevet til en enkelt sejr i en ranglisteturnering for hans vedkommende, nemlig UK Championship i ´03. Senest vandt han Pot Black Cup, hvilket selvfølgelig er en bedrift, men de der "fulgte" den her på side vil vide, at turneringsformatet lægger op til, at ALT kan ske, og at det næsten er tilfældigheder der afgør vinderen af trofæet.

Personligt har jeg ikke specielt stor tiltro til waliseren, men han er tit mand for en overraskelse og spiller han godt, tillader lodtrækningen at han måske kan ende i en kvartfinale, men jeg tror ikke rigtig på at han når længere!

Folk der kan overraske


Som nævnt indledningsvist, er der altid en eller flere overraskelser i turneringer som denne. Der er meget på spil og nerverne er flossede, og det kan de spillere som er lavere placeret på ranglisten drage nytte af, da de som regel kan spille uden nogen form for pres. Jeg har udvalgt tre som jeg tror kan levere et par små overraskelser:


Barry Hawkins – England
Hawkins fandt noget af storspillet frem i den sidste Grand Prix turnering hvor han nåede helt til semifinalen inden O´Sullivan sendte ham hjem efter en tæt kamp som endte 5-6. Han indtager 9.pladsen på verdensranglisten, og er en af de spillere som man normalt ikke hører det store til. Han har en semifinaleplads i Welsh Open ´05 og altså Grand Prix turneringen , også i år, som bedste resultat i en professionel karriere der har strakt sig fra 1996. Sidste år var hans vel nok bedste sæson i hele karrieren, og en kvartfinaleplads i British Open samt 8.delsfinaler i UK Championship og Irish Open bragte ham altså op som nummer 9 i verden.

Hawkins er godt spillende for tiden, men er seeded i det lave lag og har således en kamp imod Stuart Pettman inden Joe Perry venter i 16.delsfinalen. Jeg tror Hawkins klarer sig et skridt videre, dvs. til 8.delsfinalen hvor han sandsynligvis bliver stoppet af Ronnie O´Sullivan.


Neil Robertson – Australien
Det hører til sjældenhederne at de højere placeringer på ranglisten indtages af spillere fra Oceanien, men pur-unge Robertson har for alvor gjort sit indtog på scenen!

Den 24-årige australier blev professionel i 1998 og havde nogle hårde sæsoner de første to år hvor der knap var penge til dagen og vejen, og han overvejede kraftigt at lægge køen væk og koncentrere sig om noget andet. Heldigvis, ifølge eget udsagn, blev han presset til at fortsætte, og i sidste sæson fik han endelig fundet stor-spillet frem. Han nåede to kvartfinaler, en i Welsh Open hvor han sendte både John Higgins og Jimmy White hjem, og dernæst i Malta Open hvor John Higgins slog ham ud.

Det blev til lige i underkanten af 500.000 i præmiepenge og en plads som nummer 16 på verdensranglisten, hvilket sikrer hans fortsatte deltagelse på topplan. Han er et ganske stort talent, men er selvfølgelig stadig ung, og der er mange ting der skal læres før han for alvor slår igennem. Alene det at kampene går over længere distancer end han er vant til, gør en stor forskel.

Hvis han virkelig rammer dagen (eller dagene) er der en udmærket mulighed for, at han kan nå en kvartfinale. Han møder Rory MacLeod i sin indledende kamp hvorefter Stephen Lee og Shaun Murphy venter i de næste kampe, og forudsat at Robertson virkelig rammer formen, tror jeg på at han kan give Murphy kamp til stregen. Hvis turneringen udarter sig som forudsagt, tror jeg at denne match bliver en af de mest spændende i turneringen!


Ding JunHui – Kina
I de seneste par år har flere og flere asiatiske spillere meldt deres indtog på den europæiske snooker-scene, og sporten er i en rivende udvikling, specielt i Kina og Thailand. I den anledning blev der sidste år indført en sprit-ny ranglisteturnering, China Open. Denne blev ganske sensationelt vundet af den kun 18-årige kineser Ding JunHui, som efterfølgende har præsteret nogle forholdsvist gode resultater. Han spiller blandt andet med i Premier League hvor det er blevet til uafgjort mod eks. Ronnie O´Sullivan. Derudover er han endt blandt de 16 sidste i bla. Riley Club Master og British Open. Han scorer konsekvent højt og laver centuries på stribe når han får muligheden. Hans nuværende placering på ranglisten er som nr. 60, men han ender helt sikkert højere end det når sæsonen er overstået. Han har spillet til at ende i en kvatfinale, men jeg tror ikke han når videre end 8.delsfinalen i denne turnering, da han stadig er forholdsvist langt fra sin storform.