Er der plads til lidenskab i en sport, hvor tilskuerne kun må knipse? JA! Læs denne optakt og få et levende indblik i en sport, hvor kø-kunstnere kæler for kuglerne, og hystader matches med iskolde pokerfjæs.

Og så kan man jo spille på skidtet – og som oftest følge det live på tv...

Denne optakt giver et tilbageblik på den forgangne sæsons høj- og lavdepunkter. Og ser derefter fremad via analyser af de spillere, man må formode vil præge den kommende sæson. Og så rundes der af med en turnerings-oversigt – så man ved, hvornår man skal holde øje med BetXperts snooker-tip,

BetXperts snooker-ekspert, Peter Corneliussen, der i øvrigt selv er en mere end habil udøver af sporten (femtebedst i DK), har skrevet denne optakt, og hvert eneste ord drypper af hans entusiasme, hans blod, sved og tårer.

Peter lagde ud som lyn og torden med sine eksperttip i sidste sæson, men blev siden ramt af gummiarm. Det skal ændres i denne sæson, hvor køen er kridtet og bordet gjort klart til en velresearchet og indsigtsfuld snooker-dækning her hos BetXpert.

Hans side kan findes hér: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Sæsonens første turnering er Northern Ireland Trophy, der går i gang d. 13. august.

’05/’06 – Et tilbageblik

Året ’05/’06 kan opsummeres meget kort…det havde alt!

Vi var vidne til en sæson hvor store stjerner faldt, nye unge hoveder tittede frem, og aldrende storspillere genfandt fordums styrke. Vi var vidne til flotte og høje breaks (bla. et enkelt 147!), imponerende safety-dueller og masser af kontroverser omkring flere forskellige spillere. ALT hvad et snookerhjerte kan begære!

Lavere løn og aftalt spil

Kontroverser var der masser af. Sæsonen var, hele vejen igennem, præget af en del utilfredshed fra spillernes side over, at den samlede præmiesum på touren var faldet. Grunden fandtes i dalende sponsor-indtægter hvor især problematikken omkring en VM-sponsor efter EU’s forbud imod tobaksreklamer var iøjnefaldende. Til sidst trådte 888.com dog til, men spillerne måtte stadig leve med en årsløn der var for nedadgående.
Ovenstående hører til i den mere ”administrative” ende af skalaen, og effekten på sporten er da også langt mindre mærkbar end de ”skandaler” spillerne selv stod for.

Mest bemærkelsesværdig var den australske ”bad boy” Quinten Hann’s exit fra de professionelles tour. Han blev udelukket i 10 år for at tabe en kamp med vilje. En handling der skæmmer sporten og som på ingen måde hører til i den ”gentleman-verden” snooker normalt betragtes som. Turen kom dernæst til Ronnie O’Sullivan som altid er god for en ”speciel” opførsel i ny og næ. Mest tankevækkende var hans kamp imod Mark King hvor han tabte 5-0, og hvor han, det meste af kampen, sad i stolen med et håndklæde over hovedet, en handling der vel kan kaldes en ”un-sportsmanlike conduct”…

Skuffende år for Hendry og O’Sullivan

Alle spillere i top-16 kan, på den rigtige dag, slå de resterende 15. Dette blev åbenlyst bla. i Malta Open hvor 7 seedede spillere tabte allerede i første runde, men så sandelig også i resultaterne for de to spillere alle havde regnet med, ville dominere sporten som de har gjort de sidste 10 år, nemlig Stephen Hendry og Ronnie O’Sullivan. Hendry startede med at tabe finalen i Northern Ireland Trophy og derudover blev det til en enkelt semifinale-plads i Grand Prix’et samt en kvartfinale-plads i Malta Cup’en. Det vidner selvfølgelig om et ganske højt niveau, men når man skriver checks under som ”Stephen Hendry”, så er det bare ikke godt nok, ikke at vinde mindst en enkelt turnering.
O’Sullivan klarede sig ikke meget bedre, to finale-nederlag i hhv. Grand Prix’et og Masters kan ikke være tilfredsstillende, og sejren i Premier League har næppe hjulpet meget på humøret. Hertil kom hans evindelige snak om at indstille karrieren, holde pauser, samt at tage til USA for at spille pool. Begge spillere virkede generelt som om de, til tider, mindst af alt havde lyst til at spille snooker, og som to spillere der efterhånden var mætte ovenpå flere års massiv succes. Det er en skam for begge spillere har så umådeligt meget at byde på, og deres fans har fortjent bedre. Spørgsmålet bliver, om deres, for spillere på deres niveau, lidet flatterende sæson har fået deres øjne op for, at der skal lægges flere kræfter i, hvis de fortsat skal være verdens bedste?

Paul Hunters kræftsygdom

Samtidig blev hele sæsonen præget af den ulykkelige nyhed om Paul Hunters kræftsygdom. Det kom som et slag i hovedet på de fleste der interesserer sig for sporten, og forståeligt nok, gik det også ud over hans resultater i løbet af sæsonen, men hvor spillet fejlede bragte publikums støtte og opbakning tårer frem i øjnene på selv de hårdeste engelske snooker-fans. Sidste nyt fra Hunters lejr er, at hans kemo-terapi fortsætter indtil februar måned, og Hunters sæson, hvis ikke hele hans karriere, ser således ud til at være i overlagt fare for at være overstået. Eneste lyspunkt i mørket var fødslen af hans lille datter, et lyspunkt der garantere at Hunter på ingen måde giver op før han ikke kan stå på fødderne længere. Tabet af Hunter vil være et tab for hele sporten, og undertegnede kan kun håbe på at vi får ham at se igen. Hans vilje til at spille videre på trods af store smerter samt visheden om, at helbredelsen ligger langt væk, indgyder respekt overalt og vidner om en mand der elsker spillet, sporten, samt tilskuernes opbakning. Herfra skal der, hvad det så end måtte være værd, lyde en stor tak for ufattelige sportslige præstationer herfra, samt et ønske om al mulig bedring i fremtiden…

Positive ting

Trods økonomiske problemer, et par stupide handlinger samt to top-spillere der ”faldt igennem”, ville det dog være en skam hvis minderne fra sidste sæson slutter her. Af positive overraskelser var der mange, heriblandt James Wattana’s 5-0 sejr over O’Sullivan ved China Open hvor den ”gamle” thailænder hev sig selv op i eliten igen. Derudover fik vi en ny verdensmester i den unge skotte Graeme Dott. Dott aka. ”the pocket dynamo” spillede en fremragende VM-turnering hvor han éen gang for alle beviste at stabilitet kan være langt vigtigere end sporadiske høje breaks. Skotten sled en arbejds-sejr hjem i en finale imod Peter Ebdon som endte med at blive den længste finale i historien, og den sluttede da også først kl. 01.30 om natten, efter 32 frames som endte med en 18-14-sejr til Dott.

De gamles sæson

Det var generelt de ”aldrende” stjerners sæson. Steve Davis holdt liv i sin plan om at blive i top-16 indtil han fylder 50, blandt andet med en finaleplads i UK Championsship, og Ken Doherty fandt noget af det spil der gjorde ham til verdensmester, frem i Malta Cup’en.

Den største positive overraskelse i mine øjne, strakte sig dog over mere end en enkelt titel i en enkelt turnering, den varede praktisk talt hele sæsonen igennem. John Higgins startede med at tage alle med storm i Grand Prix-finalen imod O’sullivan, en kamp hvor ”The Wizard of Wishaw” som havde haft en mindre titel-tørke, lavede hele 4 centuries (breaks over 100) i træk, med uhørte 494 ubesvarede point til følge. Dette spil lagde grundstenen til en sæson hvor Higgins tog 2 turneringstitler, nemlig Gand Prix’et samt The Masters (den mest prestigefyldte ikke-rangliste-turnering på touren!). Derudover blev det til to finale-nederlag i hhv. Malta Cup’en og China Open, i sandhed en imponerende præstation af en altid smilende og spille-lysten mand.

Med de gode minder om op- og nedture, overraskelser, glæde over at vinde og nederlagets bittersøde tåre over at tabe, samt fantastisk snooker frisk i erindringen, er det hermed tid til at se frem imod en sæson som, forhåbentlig, bliver ligeså nervepirrende og interessant at følge som den foregående.

Seedning i den kommende sæson

Ranglister

Som altid betyder ranglisteplaceringer ved sæsonens start en del. Top-16 er direkte kvalificeret til hovedturneringerne hvor den forsvarende verdensmester seedes som nummer 2 i alle turneringer, efter den forsvarende turneringsmester som selvfølgelig er seedet 1’er, og så følger de ellers derned af. Det er vigtigt at nævne at man, inden for snooker, opererer med to forskellige ranglister. Der bliver ført éen rangliste for den enkelte sæson, kaldet den provisoriske rangliste, samt en der strækker sig over den igangværende sæson samt den foregående ( Official Ranking ).

Sidstnævnte vidner om stabilitet i toppen og er således den vigtigste. Der er mest prestige forbundet med denne, og det er også denne der danner seednings-grundlag for den kommende sæson. Ranglisten ved sidste sæsons afslutning, og således denne sæsons seednings-grundlag, ser således ud:

Official Ranking

Det første tal er den nuværende placering, tallet efter navnet repræsenterer den forrige placering:

1 Stephen Hendry 2
2 Ken Doherty 11
3 Ronnie O´Sullivan 1
4 John Higgins 6
5 Shaun Murphy 21
6 Graeme Dott 13
7 Peter Ebdon 7
8 Mark Williams 9
9 Stephen Maguire 3
10 Stephen Lee 10
11 Steve Davis 15
12 Barry Hawkins 30
13 Neil Robertson 28
14 Matthew Stevens 4
15 Ali Carter 19
16 Anthony Hamilton 17
17 Ryan Day 33
18 Joe Perry 14
19 Alan McManus 12
20 Nigel Bond 27
21 Michael Holt 23
22 Marco Fu 25
23 David Gray 23
24 Stuart Bingham 37
25 James Wattana 32

Skal man knytte et par generelle kommentarer er det nærliggende at starte med nummer 1, nemlig Stephen Hendry der havde gen-erobringen af toppen som sit eneste lyspunkt i sidste sæson, dog mere på baggrund af O’Sullivans dårlige spil end fordi han selv skabte de store resultater. Derudover oplevede flere spillere gode spring op ad listen, heriblandt Ken Doherty (fra 11 til 2), Shaun Murphy (fra 21 til 5), Graeme Dott (fra 13 til 6) og især imponerer unge Barry Hawkins med et spring fra en placering som nummer 30 til en start-placering i denne sæson som nummer 12. Samtidig venter der endnu en hård sæson for det unge kinesiske håb, Ding JunHui som, på trods af et spring fra nummer 62 helt op til nummer 27, stadig skal døje med diverse kvalifikations-turneringer hvilket giver ham en umådelig stram kalender, noget der kan komme til at gå ud over hans træning.

Et kig på de vigtigste spillere

Ingen optakt, det måtte være til en enkelt turnering eller en helt sæson, er komplet uden et element af ”orakel-virksomhed” og herunder følger således undertegnedes bud på, hvilke spillere der kommer til at præge den kommende sæson.

Spillere som Hendry og O’Sullivan behøves næppe nogen nærmere introduktion. Begge har potentialet til at vinde hver eneste turnering de stiller op i. Hendry har behov for at vise mere spilleglæde og for at være mere ”sulten” efter andre turneringssejre end VM, og O’Sullivan har behov for at finde ud af, hvad han egentlig vil med sin karriere, og samtidig acceptere at hans spil kommer meget i bølger. Disse to kommer med garanti til at præge sæsonen i en eller anden udstrækning, men i mine øjne er der andre spillere det giver mere mening at beskrive. Sporten står over for et mindre generations-skifte og de nye unge håb fortjener at træde ud af deres idolers skygge.

De unge løver


Graeme Dott
Unge Dott møder op til sæson-starten som verdensmester, en titel som årtiers tradition har bevist er er svær at bære. Det er nærmere reglen end undtagelsen at den forsvarende verdensmester har en forholdsvis svær sæson ovenpå sejren i The Crucible. Som vinder af VM bliver man automatisk ”manden der skal slåes”, den skalp alle andre spillere på touren hungrer efter. Dertil kommer det umådelige pres de britiske medier er i stand til at placere på en given spiller, hvilket blev illustreret sidste år hvor det var ved at stige Shaun Murphy til hovedet. Der er dog, i mine øjne, en fundamental forskel på situationen nu og sidste sæson hvor Murphy skulle leve op til sit spil ved VM.

Dott har længe luret i kulissen hvilket blandt andet er tydeliggjort med en finaleplads ved VM i ’04. Han starter som 3’er på sidste års rangliste og som nummer 6 på den provisoriske, og målet er, ifølge eget udsagn at beholde den placering igennem sæsonen, en bedrift han selv er klar over, kun kan lykkes ved at vinde flere turneringer. For at dette skal blive en realitet er der dog et par ting Dott er nødt til lave om på. Han kan ikke blive ved med at leve på stabile, men lave breaks og er nødt til at forbedre sit ”angrebsspil”. Han kommer dog med en enorm selvtillid efter den lange kamp imod Ebdon ved VM-finalen, og dette kommer nok til at præge hans indsats de første par turneringer. Et af de store mål bliver tydeligvis Grand Prix’et som i år er flyttet til Glasgow, ganske givet i anerkendelse af Dotts præstation under VM.

Ding JunHui
”Lyn-kineseren” med granit-ansigtet er nok den spiller der forventes mest af i denne sæson. Med meget høje breaks viste han, bla. ved UK Championsship at han er kommet for at blive, og hans flydende spillestil kan man ikke andet end at blive imponeret af. Han er dog kun placeret som nummer 27 på ranglisten og skal således stadig igennem kvalifikationen til alle turneringer bortset fra UK Championship. JunHui er en spøjs spiller som for det meste enten taber i første runde eller når kvartfinalen eller bedre. I denne sæson tror jeg vi vil få en langt mere stabil JunHui at se, en sommer på The Snooker Academy sammen med Ebdon og andre top-spillere har med garanti hjulpet på psyken, og han går en stor fremtid i møde!

Man kan stille spørgsmålstegn ved om han, sin unge alder til trods, formår at klare presset fra de mange kinesiske tilskuere, men samtidig synes jeg at han beviste det latterlige i dét spørgsmål ved China Open ’05 (forrige sæson, altså ’04/’05) hvor han, med 100 millioner TV-seere i ryggen, vandt finalen dagen efter sin 18 års fødselsdag. Kineseren har uden tvivl et af de største potentialer nogensinde, og det bliver overordentligt spændende at se, om han formår at udnytte det til fulde i sæsonen der kommer!

Neil Robertson
Robertson er endnu et spirende skud på stammen, og efter en lettere resultatmæssig tummelumsk sæson formåede han alligevel at kæmpe sig i top-16 for første gang i karrieren. Hans helt store triumfer var kvartfinale-pladserne i UK Championsships og VM, begge gange tabte han til den kommende vinder af turneringen, og især ved VM havde han muligheden for at nå semifinalen, men måtte tage derfra med et spinkelt nederlag på 12-13 til Graeme Dott. Af ”sekundære” placeringer blev det til en plads imellem de sidste 32 ved Malta Cup’en og China Open, og lidet flatterende placeringer iblandt de sidste 48 og 64 ved hhv. Welsh Open og Grand Prix’et.

Robertson er endnu en af de spillere der har talentet og engagementet. Talentet er der ingen tvivl om, noget der blev ganske tydeligt da han deltog i WA Bins West Coast International i hjemlandet hvor han var mere end tæt på at blive den første spiller nogensinde til at lave hele to 147-breaks i en enkelt kamp. Robertson lavede 146 i finalen i samme turnering sidste år, og i sin kamp i anden runde i år formåede han endnu en gang at præstere det højest mulige break. To frames efter var han tæt på at præstere det umulige, men efter 15 røde og 15 sorte samt gul, grøn, brun, blå og pink, blev sort liggende imellem kæberne på hul-kanten. Det er klart at feltet til den australske turnering ikke er nær så stærkt som på den professionelle tour, men hvad 147-breaks angår er det altid noget helt specielt, og det vidner om et stort talent! Robertson er helt sikkert endnu en spiller der går en stor tid i møde.

Ryan Day
Ryan Day havde en udmærket sæson taget i betragtning at han stadig er ung og har meget at lære endnu. Han tog et spring fra nummer 33 på ranglisten og starter sæsonen lige uden for top-16 med en placering som nummer 17. Dette gør hans sæson noget lettere da han formodentlig kun skal spille en enkelt kvalifikationskamp inden hovedturneringerne og det giver ham mere tid i træningslokalerne og mere tid til at begynde at træne de mere mentale elementer i spillet. Han er stadigvæk i en overgangsfase hvor han blandt andet skal vænne sig til tv-kameraernes tilstedeværelse, men især to af hans resultater i sidste sæson vidner om noget stort under opsejling. Den blot 25-årige knægt spillede sig iblandt de sidste 16 ved både Welsh Open og VM, og blev desuden den første spiller til at lave 3 100-breaks ved sin VM-debut (i ’04).

Day har lige siden sin debut haft en evne til at skræmme store spillere som O’Sullivan og Higgins ved at bringe sig i front, men triste uheld som mis-cues o.lign har sendt ham ud af turneringerne. Han får brug for at kurere sin ”gummi-arm”, noget der kun kommer med mental-træning som han får mere tid til nu, og med kun en enkelt kvalifikationskamp kommer vi til at se ham i flere hovedturneringer, og jeg forventer, at han vil udvikle sig enormt igennem sæsonen.

Barry Hawkins
27-årige Hawkins fra Kent er uden tvivl en af de spillere der har forbedret sig allermest i løbet af de sidste par år. På blot 3 sæsoner har han spillet sig fra en placering som nummer 43 til en placering som nummer 12 og har formået at etablere sig i top-16. Hans bedste resultater inden sidste sæson var semifinalepladser ved Welsh Open i både ’05 og ’06 samt ved Grand Prix’et i ’05. Sidste sæson gentog han bedriften med en semifinaleplads ved Grand Prix’et, og efter et par triste nederlag i anden runde af både UK Championsship og Malta Cup’en blev det til endnu en semifinaleplads ved Welsh Open. Resten af sæsonen var lidet inspirerende, et nederlag i første runde af China Open til Stephen Hendry samt endnu et førsterunde-nederlag til en storspillende Ken Doherty ved VM. Ikke desto mindre har Hawkins vist at han kan spille lige op med de bedste, og jeg tror at dette bliver sæsonen hvor han får sin første plads i finalen, og et dristigt bud ville være i enten Grand Prix’et eller Welsh Open, to turneringer hvor han tydeligvis føler sig ekstremt godt tilpas!

Rutinerede kræfter


Det er klart at ovenstående unge spillere ikke er de eneste der kommer til at sætte præg på sæsonen, også nogle af de langt mere rutinerede kræfter kommer til at spille en rolle.

John Higgins
Jeg har allerede nævnt Higgins’ store bedrift fra sidste sæson, og denne danner også grundlag for hans tilstedeværelse på denne liste. Han er en af de spillere der har stået lidt i baggrunden de sidste par år, men med to sejre i fire finaler viste han sig i sidste sæson dén grad som en seriøs trussel imod alle andre i feltet, og undertegnede er ikke den eneste der kan se lyset i The Wizard, brugerne af tourens officielle hjemmeside www.worldsnooker.com stemte ham ind på en suveræn førsteplads i kampen om at blive ”Player of the season”. Higgins scorede enorme 31% af de afgivne stemmer, med et kæmpe forspring ned til Stephen Hendry som indtog andenpladsen med 15% af stemmerne. Han var med fremme hele sæsonen igennem, og det bliver svært for både ham selv og andre at skabe samme resultater i denne sæson. Men Higgins kommer til den første af årets turneringer med masser af selvtillid, og han er klar over, at han har fundet en opskrift som gør ham i stand til at slå alle. Der er ingen tvivl om, at Higgins også i næste sæson kommer til at spille en vigtig rolle når turneringerne skal afgøres.

Mark Williams
Ved starten af sidste sæson lignede Williams en spiller der var ovre sin bedste tid.
Ovenpå 16 ranglistetitler med VM i ’03 som den sidste var han faldet lidt sammen og havde ikke vundet en turnering - indtil sæsonen 05/06. Der også startede forholdsvist sløvt med et par sekundære placeringer, men så skal jeg også love for at fanden tog ved Williams. De sidste 5 turneringer bød på 4 kvartfinalepladser samt en finaleplads med tilhørende sejr i China Open. En bedrift der bragte ham et enkelt skridt op af ranglisten således at han nu indtager en 8.plads.

Williams historie er meget beskrivende for det kompleks der har det med at forfølge vindere af VM-titlen. Efter hans sidste sejr i ’03 begyndte tingene at glide mindre godt end de hidtil havde gjort, og det er svært at komme overens med når man er forsvarende verdensmester. Det fører til dårlig selvtillid som igen fører til endnu dårligere spil. Sådan fortsatte det indtil han endelig fandt formen igen, og så gjorde han det, som nævnt, også med stil. Han er, som Higgins, fuld af selvtillid efter at havde opdaget, at han rent faktisk stadig kan spille spillet, og det gør ham mere end farlig i næste sæson. Han har en meget flydende stil og en fremragende kø-føring som giver ham rigtig meget stabilitet i spillet. Williams kommer vi også til at se mere til, han er langt fra færdig endnu!

Ken Doherty
Som afrunding på optakten til denne sæson føler jeg at jeg er nødt til at nævne endnu en spiller der imponerede mig sidste sæson, nemlig Ken Doherty. Ireren der vandt VM i ’97 havde en fremragende sæson som bragte ham fra en 11.plads og helt op som nummer 2 på ranglisten. Det er i sig selv en imponerende bedrift men det mest bemærkelsesværdige er måden han gjorde det på. Et enkelt nederlag i første runde, to nederlag i 8.-delsfinalen to kvartfinalepladser i hhv UK Championsship og VM, en semifinaleplads i China Open samt en sejr i Malta Cup’en viste en Doherty i stor-form. Doherty spillede gang på gang fremragende, blandt andet i finalen i Malta hvor han spillede formidabelt imod John Higgins, og i første runde af VM-turneringen hvor han detroniserede Barry Hawkins. Doherty tabte ved VM til Marco Fu fra Hong Kong med cifrene 10-13, og han har sikkert fået blod på tanden mht kampen om at skrabe rangliste-point til sig i den kommende sæson, især når 1.pladsen er inden for rækkevidde!

Turnerings-oversigt

Der er lagt op til masser af spænding og glæder når ovenstående spillere sammen med den skare der ikke er nævnt her, skal kæmpe om rangliste-pointene, publikums gunst og turnerings-sejrene på en tour der ser således ud:

13-30/8-2006
Norhern Ireland Trophy, The Waterfront Hall, Belfast

2/9-2006
Pot Black Cup, stedet er ikke fastlagt endnu

21-29/10-2006
Grand Prix turnering i Aberdeen

4-16/12-2006
UK Championsship, York Barbican Centre

14-21/1-2007
The Masters, stedet ikke fastlagt
Ikke rangliste men prestige!

29/1-04/2-2007
Malta Cup, Hilton Conference Centre, Malta

11-18/2-2007
Welsh Open, Stedet ikke fastlagt

25/3-01/4-2007
China Open, The Beijing University Student Gymnasium.

21/4-7/5-2007
888.com World Snooker Championsship