Så kridter vi køen igen. Det er blevet tid til sæsonens anden snooker-ranglisteturnering, og det er en af de helt store fisk i snooker-søen: Grand Prix’et - som i anledning af Graeme Dotts VM-titel, samt i et forsøg på at engagere resten af Europa lidt mere i sporten, er blevet flyttet til skotske Aberdeen.

Her på BetXpert vil turneringen (løber indtil d. 29. oktober) blive fulgt tæt – og tip vil løbende kunne findes på følgende side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Turneringens hjemmeside hos World Snooker: http://www.worldsnooker.com/tournament_home-55.htm

I skrivende stund ligger 4 tip (den første kamp med start lørdag kl. 12:40) klar til fortæring på BetXperts snooker-side. Forneden følger en grundig optakt til turneringen, inklusive et kig på formatet, på de spillere, der ventes at ville markere sig - og på den spændende historie bag den traditionsrige turnering. Og så handler det ellers bare om om at læne sig tilbage og lade sig indføre i en verden hvor blanke sko, skjorter, veste, butterflies, dyre ure og gode manerer er hverdagskost. Nyd spillet, hold øje med analyser og som altid...

Rigtig go’ fornøjelse!

Tragiske omstændigheder

Dette års turnering vil ganske givet blive præget af især to forskellige ting. Den første, og samtidig den der er mest relateret til selve turneringen, er formatet som i høj grad er blevet ændret, men mere om det senere. Den anden, og langt mere tragiske hændelse som nok vil påvirke humøret ved turneringen, er at den internationale snookerscene mandag d. 08/10 blev frarøvet et af sine allerstørste talenter og en af sine mest sympatiske og karismatiske spillere, da alt for unge Paul Hunter én gang for alle måtte bukke under for den kræftsygdom han havde brugt de sidste 18 måneder på at kæmpe imod, og som de fleste var overbevist om, at han nok skulle komme sig over. Det er et stort tab for sporten i alle henseender, og der er ingen tvivl om, at mange af spillerne vil være påvirket af tabet af en højt elsket ven og kollega….

Formatet

Som nævnt i indledningen er dette års turneringsformat ændret kraftigt i forhold til tidligere. For at skabe større muligheder for publikum og for at sikre de unge kvalifikations-spillere flere kampe foran et publikum, forsøger man sig i år med at gå væk fra en klassisk cup-turnering, og lader 48 spillere (de 32 øverste på verdensranglisten plus 16 kval-spillere) kæmpe i to forskellige puljespil hvor 1’er og 2’er i første runde går videre til et ny runde puljespil hvor 1 og 2’er igen går videre, denne gang til 8.-delsfinalen hvor der spilles som der plejer, med ”vind-eller-forsvind”-kampe.

Første runde af de såkaldte ”round-robin”-kampe er overstået, og indtil videre er den største ”overraskelse” i mine øjne, at Jimmy White har måttet lade livet i sin gruppe hvor han blot formåede at blive nr.4.

Spillerne


Favoritterne


Ronnie O’Sullivan
”The Rocket” er, som sædvanlig, tilskrevet en favoritrolle. De fleste vil forhåbentlig gi’ mig ret i, at når det kører for Ronnie, så er der ikke mange der kan stå imod. Hans fornemmelse for spillet og hans evner til at se muligheder hvor andre ser problemer, er uovertruffen, og var det ikke for hans, så ofte omtalt, svage psyke, ville han have domineret sidste sæson langt mere end han gjorde. Det blev til et par godkendte resultater men heller ikke mere, og han er ganske givet sulten efter mere. I sæsonens første turnering, Northern Ireland Trophy, blev det til en plads iblandt de sidste 16 i en turnering hvor man så en meget afbalanceret og langt mere eksperimenterende O’Sullivan. Han skiftede kø i sommerpausen og trods den forholdsvis korte ferie, virker det som om han har det godt med den, og han er begyndt at spille for at underholde, en rolle der ser ud til at passe ham glimrende.

Han er endt i en mildest talt overkommelig pulje hvor spillere som Steve Davis, Marko Fu og Michael Holt figurere, så O’Sullivans deltagelse i 8.-delsfinalen burde være sikret.

John Higgins
Som nævnt tidligere, stod Higgins for sidste sæsons nok mest imponerende præstation i netop denne turnering da han tævede O’Sullivan i sidste års finale. Derefter trillede han ligeså stille og roligt igennem sæsonen med op til flere turneringssejre og finalepladser til følge.

Han er i pulje med bla. Barry Hawins og James Wattana, og burde være i stand til at spille sig i 8.dels-finalen hvorfra alt kan ske.

Graeme Dott
Den (næsten) nykårede verdensmester Graeme Dott stiller, for noget der næsten må være første gang, op på hjemmebane når turneringen skydes i gang. Han er, selvklart, helt og aldeles fyldt med selvtillid, og skotterne i Aberdeen skal helt sikkert nok stå for at gøre dette års turnering til en god oplevelse for deres lokale helt. De har ikke haft en verdensmester siden Hendrys sidste titel, så der er ingen tvivl om, at opbakningen bliver enorm.

Ser man lidt nærmere på Dotts pulje finder man spillere som Stephen Maguire, Joe Perry og Ding Junhui, og hvor sidstnævnte nok ender med at tage 1.pladsen i puljen, ligner det at indtage andenpladsen i puljen en overkommelig opgave for Dott.

Mark Williams
Jeg ved det godt, undertegnedes favoritfelt bærer efterhånden præg af nogle ”gamle drenge”, men når selvsamme ikoner formår at finde storspillet frem, så fortjener de også en plads i denne kategori. Sidste i denne omgang er Mark Williams som er kommet ok fra start ovenpå sin glimrende sæson sidste år. Han startede med en godkendt plads hos de sidste 16 i Northern Ireland Trophy, og fulgte op med at vinde Pot Black Cup som, indrømmet, hverken er en ranglisteturnering eller specielt seriøs i og med at hver kamp afvikles over en enkelt frame, men det viser stadigvæk go’ form at vinde en turnering, og det giver den venstrehåndede go’ selvtillid frem imod denne turnering. Han er i pulje med Stephen Lee, Stuart Bingham, Ian McCulloch og to kval-spillere, så også Williams burde være i stand til at spille sig videre i turneringen.

Outsiderne


Som i enhver anden turnering er der en række lidt yngre spillere som lurer i kulisen. Turneringen har endda, som nævnt tidligere ”tradition” for at være det sted unge spillere vinder deres første turnering, og skulle det ske igen i år, tror jeg at en af nedenstående løber med trofæet.

Neil Robertson
Australske Robertson spillede sig ind i top16 i sidste sæson, og nu skal han så til at prøve kræfter med at spille færre kampe end normalt, han skal nemlig ikke igennem alskens kvalifikationsrunder o.lign, men træder direkte ind i årets turneringer på lige fod med alle de andre store stjerner. Han er altid go’ for godkendte resultater, senest i NIT (Northern Ireland Trophy) hvor han sluttede i top32, og ved VM i sidste sæson hvor han holdt stand imod Graeme Dott som skulle bruge samtlige 25 frames i kvartfinalen for at tage sejren. Ingen tvivl om, at Robertson er et godt bud på en outsider til titlen. Hans pulje består af Ken Doherty, Joe Swail, Nigel Bond samt to ukendte spillere, så også Robertson synes at kunne spille sig til en af de to pladser der gi’r videre deltagelse i turneringen.

Ding JunHui
I know, JunHui har allerede taget to turneringssejre, så jeg modsiger lidt mig selv her. Ikke desto mindre synes jeg at han også ligner et godt bud på videre deltagelse. Hans evner og formåen vil jeg ikke kommentere, hans talent plejer at tale for sig selv, og når man ser hans pulje som består af Dott, Maguire, Perry, Allen og Norman, så burde hans plads i 8.-delsfinalen være sikret. Kineseren er i stand til at slå alle andre spillere i feltet, det eneste der taler imod ham er hans, til tider, lidt svingende form.

Historien

Turneringen har sit udspring i det, der tilbage i ’82 blev kaldt for ”International SC”, en turnering der allerede eksisterede men som blev den første ranglisteturnering udover VM. 60 professionelle stillede til start i en turnering hvor ingen spillere blev seeded, og som derfor blev en kende rodet, f.eks mødtes de to HELT store spillere på den tid, Ray Reardon og Alex Higgins (som havde spillet VM-finale imod hinanden kort forinden), allerede i anden runde, og førstnævnte skulle senere kåres som vinder af hele turneringen.

Trods den hurtigt voksende popularitet kneb det med at finde en sponsor det følgende år, og først i ’84 meldte en britisk virksomhed sig på banen, og samme år begyndte BBC sin Tv-transmission af turneringen, og samme år skiftede turneringen navn til The Rothmans Grand Prix. Dennis Taylor tog den første ”Grand Prix”-titel (allerede dengang med de karakteristiske briller…) og året efter stod han ligeledes i finalen.

I ’86 oplevede Grand Prix’et at lægge navn til sin første rekord da Rex Williams blev den ældste spiller i en rangliste-finale, på trods af at det endte med et nederlag til Jimmy White. De efterfølgene 5 år var domineret af Steve Davis og Stephen Hendry som vandt hhv 2 og 3 titler hver, og i ’93 vandt Peter Ebdon sin første ranglisteturnering, denne gang havde man fundet en ny sponsor i Skoda.

Han skulle ikke blive den sidste til at ”blive voksen” og vinde sin første titel ved netop denne turnering, allerede året efter var det John Higgins tur, og efter en hurtig flytning til Derby og endnu engang med manglende sponsorer var det Dominic Dales tur til at vinde sin første turnering i ’97. I ’98 flyttede turneringen for første gang til ”The Guild Hall” i Preston, for øvrigt en turnering hvor endnu en pur-ung spiller fik sin første triumf, denne gang i Stephen Lee.

Turneringen indskrev sig i historiebøgerne igen i sidste sæson hvor selv O’Sullivan måtte se lamslået til imens John Higgins tildelte ham det nok mest overbevisende nederlag i historien. Hele 4 100-breaks blev det til, og da deres finale var spillet færdig havde Higgins scoret hele 494 point i træk, uden modspil fra O’Sullivan.