Det er blevet tid til snooker-turneringen China Open. Vores ekspert, Peter Corneliussen, har spidset køen og skrevet en grundig optakt, hvori han gennemgår turneringens historie og format – samt ikke mindst de spillere, der forventes at komme til at spille en rolle.

China Open spilles på Beijing University Students Gymnasium d. 20-26. marts.

Turneringen kan følges hér: http://www.worldsnooker.com/tournament_home-46.htm

Peters tip (der kommer sandsynligvis nogle i løbet af søndagen) kan findes på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

China Open

Efter en Welsh Open hvor undertegnede blot kunne se til fra sofaen grundet en mindre operation, er vi nu klar igen, denne gang i det fjerne østen hvor det seneste skud på de professionelles tour, China Open, skydes i gang, og efter en turnering i Wales hvor overraskelserne stod i kø, og hvor det ikke var til at forudsige noget som helst, så kan man kun håbe på, at der igen kommer kvalitet samt en lidt højere grad af forudsigelighed ind i kampene.

Historien

I de senere år er mængden af kompetente snookerspillere fra asien vokset med dramatisk hast, og for at imødegå denne udvikling samt for at bringe sporten ud til andre lande end i britiske, valgte den internationale snookerforbund sidste år at lade China Open genopstå på de professionelles tour efter at den havde været væk siden ’01/’02-sæsonen, formodentlig grundet flere fejlslagne forsøg på at finde en hovedsponsor.

Turneringen har en lettere omtumlet historie som her følger i korte træk.

Man startede i ’89 hvor turneringen spilledes i Hong Kong, og hvor man, forladt for kreativitet, valgte at kalde den Hong Kong Open. Året efter omdøbtes den til Asian Open for at tilgodese at mange af spillerne fra asien ikke nødvendigvis var fra Hong Kong. Dette navn beholdte man fra ’89 til ’92 hvor afviklingsstedet skiftede imellem forskellige kinsesiske og thailandske lokationer fra år til år.

Med blandt andet James Wattana som en fremtrædende thailandsk spiller, valgte man at flytte turneringen til Bangkok i Thailand i de næste 6 år, dog med forskellige betegnelser for turneringen. I de første fire år fra ’93 til ’97 gik turneringen under navnet Thailand Open, efterfulgt af et enkelt år som Thailand Classic. Dernæst skiftede turneringen igen navn, denne gang til Asian Classic.

Sideløbende med denne turnering afholdt man, i årene ’85 til ’02, endnu en ranglisteturnering i det asiatiske, nemlig Thailand Masters, ligeledes en turnering som afvikledes i Bangkok, og for at det ikke skal være løgn, afviklede man desuden, fra ’97 til ’02 også China Open, ligeledes en ranglisteturnering.

Denne konstellation holdt indtil ’02 hvor det internationale forbund besluttede at der, grundet problemer med at finde hovedsponsorer, ikke var økonomisk grundlag for at afvikle ranglisteturneringer, og samtidig var det meget lidt rentabelt, især for topspillerne, at bruge så lang tid på at rejse til asien og tilbage igen, især fordi det i længden ikke kunne undgås at det ville kunne mærkes på formen.

Indtoget af asiatiske spillere på ranglisten, viste sig dog at være et godt incitament for at genoprette en asiatisk ranglisteturnering, og her faldt valget på China Open, ganske sikkert grundet landets størrelse og antallet af indbyggere som gør det attraktivt for diverse sponsorer.

China Open som den kendes i dag er altså en ganske ny opfindelse, og blev faktisk først gen-afviklet i sidste sæson hvor over 100.000.000 (det er over hundrede millioner!!!) kinesere så en imponerende Ding JunHui vinde sin første ranglisteturnering.


Formatet

Turneringen spilles fra d. 20 til d. 26 marts på Beijings universitet.

Første runde er en såkaldt wildcard-runde hvor man har givet nogle af de ”lokale” en chance for at bevise deres værd, og det er således 7 kampe imellem nogle af de, på verdensranglisten, lavere placerede spillere som møder dem man må formode er de bedste på den asiatiske rangliste.

Dernæst træder verdensranglistens top-16 ind i turneringen med titelindehaveren Ding JunHui seeded som nummer 1, forsvarende verdensmester Shaun Murphy seeded 2’er, og dernæst som verdensranglisten så ud ved sæson-starten.

Indtil kvartfinalen spilles der bedst af 9 frames, efterfulgt af bedst af 11 og dernæst bedst af 17, altså samme format som ved den netop overståede Welsh Open.

Rent udstyrsmæssigt er det en lidt speciel turnering. Det er ikke alle der er klar over det, men de borde der spilles på ved ranglisteturneringer i England, Skotland, Wales og Irland (altså alle ranglisteturneringer bortset fra China Open) er de samme! De bliver simpelthen fløjet rundt sammen med spillerne, og sat op i hver eneste arena. Det betyder utroligt meget for spillet da det giver spillerne meget større mulighed for, hurtigt at ”lære” bordene at kende, f.eks hvad angår udskæringerne i banderne omkring hullerne. Det bliver meget teknisk nu, men det er nødvendigt for at forklare hvorfor China Open adskiller sig på dette punkt. Klædet (eller filten) på et snookerbord bliver altid støvsuget og strøget inden hver kamp, og når det stryges er det altid i samme retning, det vil sige at fibrene vender samme vej, nemlig fra de små farver og ned imod sort. Det betyder samtidig at friktionen imellem klædet og ballerne er større den ene vej end den anden vej, og tempoet i bordet er således anderledes fra stød-retning til stød-retning. Ved at anvende de samme borde til alle turneringer, giver man spillerne meget større mulighed for, at kende bordenes tempo hvilket er utroligt vigtigt i forhold til især positions-spillet. Pointen er, at man har besluttet at det ikke er rentabelt at flyve snookerborde fra de Britiske Øer til Kina (de vejer omkring 1.000-1.500 kg pr stk!) og det er således IKKE de samme borde der spilles på. Dette bringer et nyt aspekt ind i turneringen, nemlig det faktum at de spillere der hurtigst kan omstille sig, har en mindre fordel overfor de spillere som er langsommere til netop denne facet af spillet. Bare lige lidt ”inside-info”...

Spillerne

Vi nærmer os slutningen af sæsonen, udover denne turnering er der udelukkende VM tilbage, og kampen for at sammenskrabe ranglistepoint nok til en plads i top-16 er i fuld sving.

Herunder følger en kort beskrivelse af de spillere som, i mine øjne, har en chance for at præge turneringen, det være sig som favoritter til den samlede titel, outsidere eller blot talenter som har en chance for at gøre et godt resultat og dermed give os, både som tilskuere og som gamblere, en masse gode oplevelser.

Herunder skal det nævnes, at nogle spillere glimrer i deres fravær, heriblandt Steve Davis. Han lå inden sæsonen placeret i bunden af top-16, og da de to top-seedede spiller begge lå uden for top-16 på dette tidspunkt, så skulle Davis rent faktisk spille en enkelt kvalifikations-kamp for at kunne rejse til Kina. Dette glemte Davis (eller også fik han det ikke at vide), og han mødte således ikke op til kval-kampen, og blev retmæssigt dømt som taber, og er altså, for første gang i noget der må minde om 20-25 år, ikke kvalificeret til en ranglisteturnering!

Favoritterne

De er der altid, og de er altid garanter for noget imponerende snooker. Det er selvfølgelig favoritterne der er tale om, et helt specielt folkefærd som skaber stemning og gode oplevelser. Som vi var vidne til i Welsh Open er snooker en uforudsigelig sport og der er mange om budet. Det gør det selvfølgelig svært at pege på nogle ”sikre” forhåndsfavoritter, men det skal selvfølgelig ikke afholde undertegnede fra at gøre et forsøg, så de følger herunder!

John Higgins

Higgins kan vel, med al retfærdighed, betegnes som den top-16-spiller der har haft den suverænt bedste sæson af alle i feltet. Efter en turneringssejr i Grand Prix’et hvor han rundbarberede O’Sullivan, fulgte han op med en sejr ved The Masters, igen over O’Sullivan, og derudover er det blevet til endnu en finale, denne ved Malta Open hvor han tabte en tæt match til Ken Doherty, alt sammen spædet op med et par placeringer iblandt de sidste 16. Han er sprunget fra en plads som nummer 7 på ranglisten og op som nummer 2, kun overgået af Hendry som han, forudsat Hendry spiller ligeså ustabilt som han har gjort i resten af sæsonen, rent faktisk har en chance for at vippe af pinden.

Man kan ikke sige at han faldt igennem ved det nylig overståede Welsh Open hvor det blev til en plads iblandt de sidste 16; i en turnering hvor så mange af de mere etablerede spillere spillede under niveau og så mange af de mere urutinerede spillede langt over niveau, er Higgins’ placering godkendt. Han har været med på touren siden 1992 og har 18 ranglistetitler at prale med, heriblandt VM i ’98, og set i lyset af mandens præstationer indtil videre i denne sæson, kan han, med rette, betegnes som en af favoritterne til VM-titlen i april måned.

Ronnie O’Sullivan

Et eller andet sted, er det en kende paradoksalt at nævne O’Sullivan iblandt favoritterne, især set i lyset af hans, mildt sagt, middelmådige sæson indtil nu. Der er ingen tvivl om, at han hører til iblandt de suverænt mest talentfulde spillere på touren, men hans spil er altså uendeligt ustabilt. Han er droppet fra en 1.- til en 3.plads på ranglisten, blandt andet i kraft af sit nederlag til Ian McCulloch i første runde af Welsh Open. Dette resultat skal ses i lyset af, at O’Sullivan angiveligt spillede trods en skade i højre håndled. Indtil videre er der ikke kommet nogen melding om, hvorvidt han er skaden kvit eller ej, og O’Sullivans favoritværdighed er således baseret på en antagelse om, at han er over skaden.

Denne sæson har, som nævnt, været en rutchebane-tur for O’Sullivan som startede godt med en finaleplads ved Grand Prix’et hvor han tabte til Higgins i en kamp hvor han reelt ikke havde en chance. Han spillede en glimrende Premier League som han som bekendt vandt, men det er også hans bedste resultat i denne sæson indtil videre. The UK Championship bød på et choknederlag i første runde til Mark King, efterfulgt af endnu et finalenederlag til Higgins ved Masters-turneringen, og han stillede slet ikke til start i Malta Open. Den meget svingende tendens fortsatte ved Welsh Open, men her fik en håndledsskade altså skylden.

O’Sullivan kan, på ingen måde være tilfreds med den måde hans sæson har udviklet sig på. To finalepladser ville, for de fleste andre, være ganske tilfredsstillende, men for O’Sullivans vedkommende bør han altså vinde minimum den ene, hans talent og evner taget i betragtning.

Ding JunHui

JunHui er et af de største talenter sporten hidtil har været vidne til, og efter en fremragende sæson er han nu klar til sit første forsøg på at forsvare en rangliste-titel. Mere end 100.000.000 TV-seere var sidste år vidne til en imponerende præstation af den dengang blot 18-årige kineser i finalen ved China Open imod Stephen Hendry som blev sendt hjem med cifrene 9-5. Han startede denne sæson som nummer 56 på ranglisten, men er, grundet flotte resultater, rykket op som nummer 33. Hans bedste resultat i denne sæson er selvfølgelig sejren over gamle Steve Davis i finalen ved UK Championsships, og det bliver spændende at følge den unge kineser på det der, trods det faktum at han til daglig er tilknyttet The Snooker Academy i Northhamptonshire sammen med spillere som Wattana og Ebdon, må betegnes som hans ”hjemmebane”.

Hans placering som 56 på ranglisten ved sæsonstart er selvfølgelig ensbetydende med, at JunHui har spillet kvalifikationsturneringer til hver eneste turnering han har været med til, og det er altså et forholdsvist hårdt kampprogram. Han er en sjov type og hans turneringer plejer at udarte sig på en af to måder. Enten ryger han i løbet af de første runder af hovedturneringen, altså inden top-16 træder ind i turneringen, eller også når han iblandt de sidste 16 eller i kvartfinalen, og ved the UK Championsship gik han altså hele vejen.

Dette er en helt ny situation for den unge mand, og det bliver umådeligt spændende at se, om han kan formå at udnytte det faktum at han ikke har spillet kval- og indledende kampe.

Outsiderne

Nøjagtigt i tråd med forsøget på at udpege favoritterne, følger herunder kort gennemgang af de spillere der, i mine øjne, har potentialet til enten at overraske eller bare sætte deres præg på turneringen.

Stephen Hendry

Skotten Stephen Hendry er på ingen måde en mand som er vant til at blive kategoriseret sammen med spillere som dem der ellers er nævnt i denne kategori. Der er ingen tvivl om, at Hendry normalt hører til i den absolutte verdenstop, hvilket hans placering som nummer 1 på verdensranglisten også vidner om. Han er den mest vindende spiller gennem tiderne med hele 36 rangliste-titler, og mange vil således undre sig over, at Hendry ikke er placeret sammen med de andre favoritter.

Som jeg ser det har Stephen Hendry to problemer at slås med i denne sæson, for det første spiller han altså langt under vanlig standard og laver mange fejl i forhold til hvad man normalt ser fra ham, og for det andet er hans spil på ingen måde stabilt! Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på, hvad der foregår oven i hovedet af manden, men det begynder så småt at virke som om han er blevet ”mæt” og jeg synes det er sjældent man ser samme intensitet i hans øjne som man gjorde tilbage i 90’erne.

Han er selvfølgelig en fantastisk spiller og hans bundniveau ligger stadigvæk så meget højere en mange andre spillere på touren, og han når utvivlsomt også til minimum en kvartfinale her, men i mine øjne er der meget der skal gå galt for resten af feltet hvis Hendry skal løfte trofæet når turneringen er overstået.

Matthew Stevens

”Sulten”….det er nok det ord der må beskrive Stevens’ sindstilstand bedst efterhånden. Han har haft en sæson som indtil videre må være en af de værste han har haft. Fra en plads som nummer 11 på ranglisten ved sæsonstart er han nu helt nede som nummer 18, og skal altså til at vinde nogle kampe hvis han skal op i top-16 igen. Han vandt Travis Perkins UK Championsship tilbage i ’03, hans eneste ranglistetitel til dato, og har blandt andet stået i to VM-finaler, dog uden at vinde en eneste. Hans sæson har, som nævnt, været mildt sagt sølle indtil videre. Han røg i første runde af Grand Prix’et til Dave Harold, et scenarie der gentog sig i York til UK Championsships hvor han røg ud til Stuart Bingham, igen i første runde. Masters bød på endnu et nederlag i første runde, denne gang til Graeme Dott, og i Malta Cup’en gentog scenariet sig dælme igen! Hans bedste resultat i denne sæson er således en kvartfinaleplads ved Welsh Open, og det kan Stevens simpelthen ikke være tilfreds med!

Man kan så undre sig over, hvorfor han er med her blandt outsiderne, når nu hans spil har været til at hoppe op og falde ned på igen, men grunden er, at Stevens altid har været en langsom starter, forstået på den måde at han altid har skrabet sine ranglistepoint sammen i slutningen af sæsonen. Sidste sæson startede han, på linie med denne sæson, med at tabe i første runde i de første fire ranglisteturneringen, men han sluttede alligevel sæsonen i en VM-finale som Shaun Murphy som bekendt vandt. Stevens kan godt finde noget superbt spil frem, og jeg tror vi er nået til et punkt i sæsonen hvor han så småt begynder at vise hvad han kan, om ikke andet så i forbindelse med forberedelserne til VM. Det gælder selvfølgelig for hele feltet at formkurverne er på vej op, men Stevens’ plejer altså at stige lidt hurtigere end andres, så i mine øjne kan han sagtens gå hen og overraske!

Stephen Lee

Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt Lee fortjener at blive opstillet i selskab med både Hendry og Stevens, og jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, om han kan kategoriseres lige under O’Sullivan, JunHui og Higgins, men det kan også hænge sammen med, at jeg ikke bryder mig specielt meget om hans spillestil. Men jobbet går jo selvfølgelig ud på at betragte tingene med de objektive briller på, og gør man det, kan man ikke nægte at det, turneringens udvikling taget i betragtning, var ganske rimeligt at Lee tog den samlede sejr ved Welsh Open. Han har i mange år lusket rundt iblandt den nedre gruppe af top-16 spillere, og jeg synes egentligt at han fik lidt af et gennembrud i den sammenhæng. Som nævnt kan hans stil diskuteres, men han overraskede i hvert fald undertegnede ved at spille så stabilt som han gjorde, dette til trods for en masse bøvl med en kø-spids som faldt af og som efterfølgende blev sat forkert på. Det betyder faktisk mere end man skulle tro for sværhedsgraden af spillet, og psyken går det selvfølgelig også ud over, så alt i alt var det egentlig ganske imponerende. På trods af, at det var imponerende, tror jeg ikke at han er en spiller der kommer til at præge spillet i samme grad som O’Sullivan, Davis, Higgins og Hendry, det er han stadig for ustabil til, og samtidig ligger han meget langt tilbage i forhold til de helt unge spillere som JunHui, Cope, Murphy og Robertson, men han har vist at han er i stand til at holde hovedet koldt når det gælder og at han forstår at gribe chancen når han får den, og det gør ham til en outsider igen i denne turnering.

Talenterne

I de seneste par sæsoner har det været mere eller mindre småt med lysende talenter på snookerscenen, men jeg skal love for, at flere af de helt unge spillere har fået et seriøst gennembrud i netop denne sæson. Den mest iøjnefaldende er selvfølgelig den unge kineser Ding JunHui som er nævnt som farvorit i denne turnering, men der er ved gud også andre der har gjort et kæmpe indtryk på såvel undertegnede som mange andre snooker-fanatikere!

Jeg har, på baggrund af egne overbevisninger og holdninger, foretaget en ekstrem indviklet og detaljeret udvælgelsesproces, og er nået frem til de to nedenståene navne:

Jamie Cope

Det seneste skud på stammen er endnu en spiller som for alvor fik sit gennembrud ved Welsh Open. Blot 20-årige Jamie Cope er kravlet sensationelle 27 pladser op ad ranglisten alene i denne sæson, er er således placeret som nummer 55, en placering han helt sikkert forbedrer inden sæsonen slutter, og hvis han kan blive ved at vise det spil han viste i Wales, så er en plads i top-32 ikke helt usandsynlig. Han nåede kvartfinalen i Wales, og et langt stykke hen ad vejen så det ud til, at han skulle sende den forsvarende verdensmester Shaun Murphy ud af turneringen. Desværre tabte han den afgørende frame, men han formåede stadig at efterlade et indtryk hos publikum og hans kollegaer på touren. Der er ingen tvivl om, at Cope har et kæmpe potentiale som blot venter på at blive indfriet, og med det in mente tror jeg at han, nøjagtig som i Wales, sætter sit personlige præg på denne turnering!

Neil Robertson

I Neil Robertson har snooker-scenen fået noget så usædvanligt som en fremragende australsk spiller. I en alder af blot 24 år indtager han en plads som nummer 13 på ranglisten, blandt andet i kraft af et forrygende 2005 hvor det blev til 25 vundne kampe i 8 ranglisteturneringer, heriblandt to kvartfinalepladser ved hhv Welsh Open og Malta Cup’en. Denne sæson har været lidt en sovepude for Robertson hvor han har spillet for at holde sin placering i top-16. Bedste resultat i denne sæson kom i York hvor han nåede kvartfinalen i the Travis Perkins UK Championsship. Her tabte han til den senere vinder af turneringen Ding JunHui.

Robertson er, i samme grad som Cope, en ”uslebet diamant”, forstået i den kontekst at der stadig er en del af spillets facetter som de kan forbedre. I det store hele handler det meget om at kunne holde hovedet koldt og pulsen nede, selv i de mest pressede situationer, og det bliver utroligt spændende at følge dem i Kina hvor alle er mere end klar over, at det spil de leverer bliver sendt ud til et langt større publikum end normalt.