Skybet sendte reklamer og tilbud til selvudelukkede spillere, undlod at tilbagebetale resterende penge på de selvudelukkedes konti og tillod hundredevis af kunder at oprette en ny konto, efter de var blevet selvudelukket. Derfor skal Skybet nu betale en million pund i bøde, har de engelske myndigheder bestemt.
Den britiske bookmaker Skybet skal betale en million pund i bøde for ikke at have levet op til deres sociale ansvar. Det har den britiske spillemyndighed, UKGC, besluttet. Bøden falder, efter at Skybet har ladet 736 kunder, der har bedt om at blive udelukket, fordi de har mistet kontrollen over deres spilforbrug, åbne nye konti i samme navn.
Samtidig har Skybet sendt reklamer og tilbud til cirka 50.000 selvudelukkede kunder, mens næsten 37.000 kunder ikke kunne få de resterende penge på deres balance udbetalt, efter de bad om at få lukket deres konti. Projektleder hos UKGC, Richard Watson, roser Skybet for selv at gøre opmærksom på fejlen og deres efterfølgende samarbejdsvillighed, men løfter samtidig pegefingeren og sender en advarsel til hele branchen.
"Det her var en alvorlig fejl, som kan have påvirket tusindvis af sårbare spillere. Forhåbentlig vil bøden på en million pund være en advarsel for alle spiludbydere," siger han i en pressemeddelelse.
Skybet: Vi burde have gjort det sværere
Administrerende direktør i Skybet, Richard Flint, lægger sig fladt ned og beklager hændelsen.
"Vi er helt enige med spillemyndighedens konklusion og vil donere det aftalte beløb til formål, der fokuserer på socialt ansvar. Vi kunne og burde have gjort det sværere for selvudelukkede spillere at oprette nye konti hos os, og vi beklager, at dette er sket," siger han ifølge SBC News.
Han tilføjer, at Skybet har betalt alle penge tilbage til de spillere, der havde penge stående på deres konti, og at bookmakeren har øget fokus på at hjælpe kunderne med at spille ansvarligt og sikkert - blandt andet ved at have 60 mand ansat til at holde øje med konti med usædvanlige spilmønstre.