Den engelske Premier League er et sort hul der suger alle penge (og gæld: 29 milliarder skylder klubberne væk) og al opmærksomhed til sig. Og det er synd, for der spilles interessant fodbold andre steder, fx lige nord for England hvor Skotland er en guldgrube for opmærksomme tippere.

I Bravehearts hjemland boltrer BetXperts eksperter sig som lam på engen.

Mikkel Pedersen, der har ansvaret for den skotske Premier League – dvs Rangers, Celtic og co. – havde i sidste sæson en tilbagebetaling på 123,5%. I denne sæson lyder den på 140%.

Og så er der Jonas Germannsen der står for de nedre skotske rækker: 1., 2. og 3. division. Han lagde ud i 2006/07 med en forsigtig tilbagebetaling på 103%. Sæsonen efter lød den på 111,5%. Og i denne sæson er procenten oppe på 119.

Så det er altså hvad BetXperts to skotske eksperter har under kilten: Kompetente analyser og indbringende tip!

Vi giver her vores læsere en gylden mulighed for at kigge Jonas Germannsen over skulderen i hans ekspertværksted. Han har skrevet en grundig artikel der sætter lup på hver enkelt klub i de tre nedre skotske rækker OG gennemgår de specielle forhold der er i skotsk fodbold. Læs artiklen herunder (der er desuden et link til artiklen på Germannsens ekspertside – så man altid kan konsultere den hvis man vil vide mere om et hold).

Og tjek så i øvrigt de tip Germannsen har lagt ud til denne weekend.

Haggis is on the table!


De lavere skotske rækker 08/09 – ved Jonas G.

Da jeg desværre ikke nåede at blive færdig med en mere traditionel optakt i tide til sæsonstart blev denne artikel skubbet tilbage i to omgange - i første omgang indtil transfervinduet lukkede 1. september, i anden omgang valgte jeg at skubbe artiklen en gang til på grund af tidsnød. Men nu er egentlig ikke noget dårligt tidspunkt at komme med en generel introduktion til den igangværende sæson - på nuværende tidspunkt har alle hold i henholdsvis 1. 2. og 3. division nemlig mødt hinanden én gang.

Turnerings-struktur

Turneringen er således skruet sammen, at der er tre rækker hver med 10 hold. Alle hold møder hinanden hele fire gange i løbet af sæsonen indenfor deres egen række - en ganske lang sæson (længere end f. eks. den danske Superliga), men på den anden side kortere end f. eks. den engelske sæson. Det, der gør den skotske sæson hård, er to faktorer.

For det første spiller man i Skotland henover vinteren, ligesom i England, men på grund af det gennemgående dårligere vejrlig i Skotland kommer der ofte mange aflysninger henover vinteren, hvilket kan medføre et endda voldsomt sammenpresset program hen imod turneringens afslutning i april-maj. For det andet har man en pæn håndfuld pokalturneringer i Skotland. Den mest prestigiøse er FA-Cup´en, der kun lige er gået i gang, men der er også en liga cup, og endelig en Challenge Cup, der er reserveret for hold i 1. 2. og 3. division. I tilgift er der også en række regionale pokalturneringer. Samlet giver det en ganske lang sæson, især når man tager højde for de helt uundgåelige aflysninger, der altid kommer i december-januar.

I øvrigt er der flere hold i de lavere rækker, der har fået kunstgræsbaner bl. a. for at reducere antallet af aflysninger. Det er meget nemt at komme til at overdrive denne faktor, men helt generelt har hold, der har kunstgræs på deres hjemmebane en lidt større hjemme-fordel end normalt - gennemgående betyder hjemme-fordelen ikke ret meget i de lavere rækker; en tendens, der bliver mere udtalt efterhånden som man bevæger sig nedad i divisionerne. Det er slet ikke usædvanligt at finde hold, der faktisk er bedre ude end hjemme. Der er enkelte undtagelser fra denne i forvejen grove tommelfingerregel. Dem vil jeg komme ind på i min gennemgang af de enkelte hold nedenfor.

Turneringsstrukturen er i øvrigt som følger: nr.1 i 1. division rykker direkte op i SPL. Nr. 10 i 1. division rykker direkte ned i 2.division; nr. 9 spiller op/nedrykningsslutspil imod nr. 2, 3 og 4 fra 2. division i dobbeltrundede opgør. Tilsvarende med 2. division:nr. 1 rykker direkte op i 1. division; nr. 2 ender i bemeldte slutspil; nr. 9 spiller op/nedrykningsslutpil med nr. 2, 3 og 4 fra 3. division, og nr. 10 rykker direkte ned i 3. division. Der er ingen nedrykning fra 3. division, idet et hold, der slutter på sidstepladsen i 3. division flere år i træk i hvert fald i teorien kan blive stemt ud af divisionens øvrige 9 hold og pladsen tilbudt til et hold nede fra amatørrækkerne. Den faktor kom i spil op til denne sæson på grund af Gretnas konkurs og følgelige exit ikke kun fra SPL, men fra al skotsk seniorfodbold. Gretnas exit efterlod en ledig plads, der blev givet til Annan Athletic, der trådte ind i 3. division fra amatørrækken East of Scotland League.

Artiklens struktur

Da turneringen jo allerede er godt i gang har jeg listet holdene i de enkelte rækker efter deres øjeblikkelige tabel-placering efter 9 runder. Holdets slutplacering i sidste sæson er angivet i parantes efter holdnavnet. Jeg vil komme med nogle få generelle betragtninger over hvert hold og også et mere eller mindre specifikt bud på holdets slutplacering når turneringen er overstået. Begribeligvis skal alle mine spådomme tages med et pænt læs salt, men da en fjerdedel af turneringen er afsluttet er de forhåbentlig 25% mere nøjagtige end de var sidste år - og der var de sgu ikke så dårlige endda, nu jeg kigger efter. I øvrigt har jeg forsøgt at bruge statistikkerne så lidt som muligt til denne artikel i erkendelsen af, at det er nemmere at finde værdispil, der går IMOD statistikken, end det er at finde værdispil, der understøttes af statistikkerne.

Som noget nyt har jeg også forsøgt at navngive to nøglespillere hos hvert hold. Lige som spådomme om slutplaceringer altid kan debatteres kan man selvfølgelig også diskutere, om jeg har udpeget de vigtigste spillere for hvert hold. I den forbindelse er det nok mit held, at Skotlands lavere rækker har en væsentligt lavere profil end Premier League, Superligaen, Serie A osv. Jeg har blot lavet en 100% subjektiv udvælgelse af to spillere på hvert hold, som jeg mener løfter deres holds performance mærkbart. Hvis man selv vil gå i gang med at finde værdispil i de rækker, som jeg beskæftiger mig med her, kan det betale sig at tjekke efter, om de af mig udnævnte nøglespillere er til rådighed for deres hold eller ej. Linket til SFA - der kan findes andetsteds på denne side - er et udmærket sted at starte.

1. Division


Queen of the South (4 i sidste sæson)

Syd-dronningen er kommet overraskende godt fra start. Holdet fra det allersydligste Skotland har nydt godt af sidste års plads i FA Cup-finalen, der gav holdet en billet til kvalifikationen til UEFA Cup´en, hvor det som bekendt blev til to små 1-2 nederlag til danske FCN. QotS har formået at tage det bedste fra deres korte bekendtskab med international fodbold med sig til den nationale liga - når det kører for sydskotterne holder de et højere tempo end konkurrenterne gør, og den kompakte 4-5-1 formation, som holdet bruger især på udebane lukker ikke ret mange mål ind.

Bud på slutplacering: oprykning/øverste del af tabellen. Der er ingen tvivl om, at QotS har profiteret af halvdårlige præstationer hos Dundee FC og St. Johnstone, der begge måtte regnes blandt forhåndsfavoritterne til oprykning. Men hvis QotS kan holde deres nuværende kadence, så er de ikke noget dårligt bud på en SPL-oprykker.

Nøglespillerne
er dels angriberen Stephen Dobbie, dels midtbanespilleren Steve Tosh. Dobbie bliver ganske vist ofte ofret på taktikkens alter når manager Chisholm spiller i den nævnte 4-5-1, men han har flere gange taget matchvinderens rolle også som indskifter. Den til tider hårdt spillende Tosh er en effektiv afrydder og balancespiller på Queen of the Souths midtbane.


Livingston (7)

"Livingston, I presume" er også et lidt overraskende bekendtskab i den spændende ende af tabellen. Det har taget holdet fra Clydebank adskillige sæsoner at finde benene igen efter nedrykningen fra SPL i 2006, bl. a. på grund af vedvarende økonomiske problemer - en omstændighed, som Livingston i øvrigt deler med ganske mange andre skotske hold, selv om Gretnas nedsmeltning nok burde tjene som skræmmeeksempel på, hvor galt den slags kan gå. Men efter at Livingston blev overtaget af et italiensk konsortium i sommers er der kommet pænt styr på den side af sagen, mest tydeligt udtrykt ved, at Livingston har kunnet holde på sine mest talentfulde spillere trods lukrative tilbud. Under den nye manager Roberto Landi er Livi kommet godt fra start med til tider sprudlende angrebsspil.

Bud på slutplacering: Selv om Livingston er kommet godt fra start er jeg alvorligt i tvivl om de kan holde den nuværende placering i rækken. Forsvaret er gennemgående alt for gavmildt, med forrige lørdags 1-6 nederlag til Queen of the South som det grelleste eksempel. Med mindre der indtræder alvorlige og samtidige formkriser hos Livis nærmeste konkurrenter tror jeg ikke, at det bliver til ret meget mere end en midterplacering.

Nøglespillerne
er den unge angriber Leigh Griffiths, der dog har været ude af billedet i en måneds tid med en skade, samt midtbane-generalen og anføreren James McPake.


Dunfermline (5)
Dunfermline skulle, som så mange andre nedrykkere, også lige bruge en sæson til at finde ud af, at intet er gratis bare fordi man er rykket en række ned. I denne sæson er Fife-holdet dog kommet godt efter det, især udtrykt i det effektive forsvar. Sidste sæson led Dunfermline klart under deltagelsen i UEFA-kval´en og af efterveerne af deltagelsen i FA-Cup finalen, hvilket kostede mange points i ligaen. Betegnende nok har Dunfermline gjort det fint i pokalturneringerne indtil videre (inkl. en meriterende sejr over SPL-holdet St. Mirren) hvorfor det kan betale sig at holde øje med værdispil såfremt Dunfermline når langt nok i FA Cup´en til at de skal møde SPL-hold. Det er dog min antagelse, at Dunfermline i lyset af sidste sæsons erfaringer vil prioritere ligaen højere end pokalturneringerne.

Bud på slutplacering:: forudsat at the Pars kan få lidt bedre styr på deres angreb vil jeg betragte dem som en stærk outsider til oprykning til SPL, især i kraft af det stærke forsvar.

Nøglespillerne
er den meget rutinerede midtstopper Scott Wilson, der har en fortid i bl. a. Rangers, og den næsten lige så erfarne midtbanespiller og anfører Stephen Glass.


Partick Thistle (6)
For gud ved hvilken gang ligner det nok en mellemsæson for det ambitiøse Glasgow-hold. Ustabilitet i præstationerne er stadigvæk Thistles varemærke - holdet kan gå fra at spille lige op med mægtige Rangers (over to semifinaler i FA-Cup´en sidste sæson) til at have alvorlige problemer med at slå et 3. divisionshold i Challenge Cup´en. Med andre ord er Partick gennemgående et hold, der præsterer bedst imod stærke modstandere. Mod svagere hold har Jags det ofte svært, og det relativt store og ikke voldsomt loyale hjemmepublikum kan godt lægge et ekstra pres på Partick i kampe, som man ´bør´ vinde. Fra et betting-synspunkt kan det groft oversættes til, at man bør vare varsom med at sætte sine penge på Partick når de er favoritter, hvorimod der godt kan være fine værdispil at finde, når de er outsiders.

Bud på slutplacering: som antydet ovenfor tror jeg ikke, at det bliver til meget mere end en midterplacering. Man skal selvfølgelig aldrig udelukke, at Partick rammer en stime, men det kan lige så vel være med negativt fortegn; Glasgow-holdet er ikke ubekendt med formkriser hen imod sæsonslut.

Nøglespilerne
er angriberne Damon Gray, der er på lån fra SPL-holdet Hibs på 2. sæson, og Liam Buchanan. Buchanan er ganske vist først lige kommet tilbage fra en langvarig skadespause, men jeg stoler på, at han igen kommer til at indtage en nøglerolle lige som han gjorde i sidste sæson.


St. Johnstone (3)
St. Johnstone har haft en skuffende sæsonstart. I egen selvforståelse burde Saints forlængst være rykket op i SPL, hvilket i øvrigt giver holdets fans en pænt ulidelig arrogance. Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at St. Johnstone bør have kvaliteterne til at spille med om oprykning, også selv om spillertruppen overordnet set måske er en anelse svagere end den var i sidste sæson. Holdet lider i nogen grad under mange skader - en faktor, der i øvrigt også påvirkede resultaterne negativt i sidste sæson. Man skal i den anledning holde sig for øje, at St. Johnstones skadesinfo op til en kamp ofte er overdrevent pessimistisk. Det viser sig ganske ofte, at spillere, der var dømt tvivlsomme alligevel bliver klar. I tidligere sæsoner har Saints været leveringsdygtige i rene adrenalin-slutspurter hen imod sæonsafslutningen - noget, som jeg faktisk har på fornemmelsen vil ske igen.

Bud på slutplacering: øverste del af tabellen. Jeg har dog svært ved at tro på, at St. Johnstone også kan vinde rækken.

Nøglespillerne
er den solide midterforsvarer Kevin Rutkiewicz og midtbanespilleren Chris Millar, der kom fra Morton sidste sæson. Rutkiewicz er dog en skrøbelig spiller; ´solid´ hentyder til hans præstationer på banen.


Dundee FC (2)
FC har ligeledes fået en skæv start på sæsonen. Lige som St. Johnstone hørte Dundee FC til blandt forhåndsfavoritterne til at vinde 1. division, men holdet har lidt under ganske mange skader, hvilket har påvirket præstationerne på banen, og udenfor banen befinder Dundee sig ude på det pekuniære overdrev: klubben er til salg, listen over potentielle købere er kort og suspekt, og manager Alex Rae har eksplicit fået at vide, at der ikke er råd til flere låne-signings. Op til forrige lørdags 0-0 udekamp imod Partick Thistle var Dundee faktisk så hårdt ramt af skader, at Rae - der er født i 1969 - måtte placere sig selv på reservebænken. Set i dét lys er den aktuelle sjetteplads ikke så dårlig endda, og i hvert fald i et historisk perspektiv har Dundee fremdeles en stærk hjemmebane at falde tilbage på.

Bud på slutplacering: medmindre den økonomiske situation lysner og den lange skadesliste bliver kortere tror jeg ikke, at Dundee kommer længere op i tabellen end de ligger nu. Hvis manager Rae fremdeles er afskåret fra at signe nye spillere, så kan det endda slet ikke udelukkes, at Dundee ender i nedryknings-playoff når sæsonen er ved at være forbi - især hvis Dundee bliver nødt til at sælge spillere til januar for at få økonomien til at hænge sammen.

Nøglespillerne
er den fransk-guadaloupanske angriber Mickael Antoine-Curier og midtbanespilleren Eric Paton; begge to (men nok især Antoine-Curier, der spillede for St. Johnstone i sidste sæson) oplagte signings-mål for mere pengestærke klubber.


Ross County (nr. 1 i 2. division)
Ross skulle kun bruge én sæson til at vende tilbage til den næstbedste række efter at man endte på 1. divisions sidsteplads tilbage i 2006-2007. Og efter en halvtung sæsonstart er Ross kommet godt i gang med 6 points i de sidste tre kampe. Ross hører hjemme i Dingwall langt oppe i højlandet. Den lange afstand til de øvrige 1. divisionshold gør hjemmebanefordelen lidt større end normalt; omvendt kommer Ross nok ikke til at hente alt for mange points på udebane i denne sæson. Rent økomomisk er Ross County et af de mere velfunderede hold i 1. division - ikke at det siger alverden - hvorfor holdet sikkert vil hente flere spillere i januartransfervinduet, i hvert fald hvis man til den tid ligger på en nedrykningsplads.
 
Bud på slutplacering: nederste del af tabellen eller nedryknings-playoff, lidt afhængig af, hvor stærk Ross´ hjemmebane i sidste ende viser sig at være.

Nøglespillerne
er angriberen Steven Craig og midtbanespilleren Paul Lawson, der også kan dublere som højre back hvis det er nødvendigt.


Airdrie United (nr. 2 i 2. division)
United skulle, i lighed med Ross County, kun bruge en enkelt sæson før de vendte tilbage til 1. division efter at have vundet play-off. Airdrie klarede sig igennem den enlige sæson i 2. division især takket være et nærigt forsvar - et forsvar, der også tjente Airdrie godt i de første par runder af 1. division. Siden da har den grå hverdag dog indfundet sig efter at opryknings-gejsten lagde sig: Airdrie er uden points i deres sidste tre kampe i 1. division, omend sidste søndags 1-0 ude over Partick Thistle i Challenge Cup´ens semifinale måske markerer et vendepunkt - og så måske alligevel ikke; det er før set, at et hold der klarer sig godt i pokalturneringerne sætter points til i ligaen. Sammenfattende må Airdrie dog siges at have klaret overgangen fra 2. til 1. division udmærket; det har utvivlsomt været et plus, at man valgte at fastholde fuldtidsprofessionelle tilstande i den enlige sæson i den tredjebedste række.

Bud på slutplacering: hvis Airdrie ellers kan få forsvaret til at hænge sammen igen bør de kunne sikre sig en plads i den nedre del af tabellen, eller i værste fald nedryknings-playoff.

Nøglespillerne
er angriberen Paul Di Giacomo og forvarsspilleren Marc Smyth. Di Giacomo har ganske vist kun scoret et eneste liga-mål indtil videre, men nogen dårlig angriber er han ikke: han har også scoret 7 mål i lige så mange pokalkampe.


Clyde (9)
Ak ja, hvad skal det blive til for Clyde? I 2006-2007 var holdet blandt outsiderne til oprykning fra 1. division, og sidste sæson var Clyde blandt forhåndsfavoritterne til nedrykning fra rækken som følge af spiller- og managerflugt forårsaget af økonomiske problemer. Store dele af sidste sæson blev da også tilbragt i overhængende nedrykningsfare, idet Clyde dog igen udviste et veludviklet talent for at hente point når det virkelig gælder. I sidste sæson demonstrerede manager Bell (der har en fortid hos bl. a. Rangers) også en god evne til at hive kaniner op af hatten i form af overraskende signings - først og fremmest udtrykt ved den gamle Rangers-legende Jörg Albertz, der kom ud af sit otium for at hjælpe sin gamle holdkammerats klub igennem krisen. Til denne sæson har Clyde faktisk en på papiret udmærket trup, men sæsonen har indtil videre stadigvæk budt på flere nederlag end sejre. Sådan kommer det nok også til at gå i resten af sæsonen; blot skal man lægge mærke til, at Clyde som anført er gode til at få brugbare resultater, når de har mest brug for dem.

Bud på slutplacering: nedryknings-playoff.

Nøglespillerne
er den talentfule midtbanespiller Alan Trouten, som man hentede i Queen´s Park i sommerpausen, og angriberen Pat Clarke, der har en fortid hos Cowdenbeath. Trouten har tekniske færdigheder, som man ikke ofte ser på dette niveau, og Clarke har i høj grad bevaret sin målnæse til trods for, at han er rykket en række op. Trouten og Clarke har dog den svaghed til fælles, at de begge rager mange kort til sig i løbet af en sæson.


Greenock Morton (8)
Morton er i gang med den svære anden sæson efter oprykning. Vestskotterne havde formodentlig på forhånd belavet sig på en hård overlevelseskamp i denne sæson, men trods stenhård fight og et par acceptable uafgjorte resultater i starten af sæsonen siger de hårde realiteter, at Morton er uden sejr efter en fjerdedel af turneringen er spillet. Hullet op til Clyde på 9. pladsen er efterhånden på 5 points. Spillet fungerer ikke, fansne er utilfredse og manager Irons - der i øvrigt tidligere stod i spidsen for Gretna - virker rådvild. De indhentede forstærkninger har ikke rigtigt slået til, og man har ikke kunnet opveje tabet af sidste sæsons absolutte profil Chris Millar til St. Johnstone.

Bud på slutplacering:
miraklernes tid er ikke forbi, og da slet ikke i skotsk fodbold - alligevel tror jeg, at Morton kommer til at indtage den enlige nedrykningsplads, eller i allerheldigste fald sikre sig nedryknings-playoff. Jeg tror ikke, at det kommer til at vende for Morton.

Nøglespillerne
er den versatile Ryan McGuffie, der kan spille både midtbane og forsvar, og midtbanespilleren Erik Paartalu.


2. Division


Brechin City (6 i sidste sæson)
Det solidt spillende Angus-hold har lidt overraskende (i hvert fald for mig) sikret sig en foreløbig førsteplads i en 2. division, der i denne sæson forekommer at have et lidt lavere niveau end den havde i sidste sæson. Det siger jeg ikke for at forklejne østskotternes præstationer hidtil, men det er betegnende for niveauet i rækken, at Brechin kun har holdt rent bur to gange hidtil i sæsonen. Alligevel er sidste sæsons ustabile resultater blevet afløst af konsistent gode præstationer, særligt på hjemmebane, hvor Brechin kun har sat points til i en ud af fem kampe. Sidste år valgte Brechin City at sælge deres topscorer lige ved sæsonstart, men i år har man prioriteret anderledes - sidste sæsons nogenlunde succesfulde trup er stort set bibeholdt, tilføjet enkelte gode forstærkninger.

Bud på slutplacering: jeg er ikke sikker på, om Brechin kan holde førstepladsen frem til sæsonslut. Men opryknings-playoff burde det som minimum blive til.

Nøglespillerne
er angriberen Iain Diack og forsvarsspilleren Willie Dyer. Diack scorer ganske vist ikke overvældende mange mål, men han er god til at skabe plads og chancer til sine medspillere.


Ayr United (7)
Ayr er endnu en positiv overraskelse i den gode ende af tabellen. Sidste sæson undergik Ayr en regulær forvandling fra rendyrket kick-and-rush til en noget mere poleret stil under manager Brian Reid, der tiltrådte i oktober sidste år efter en stribe dårlige resultater havde sendt Ayr under stregen, hvorfor manager Robert Connor blev smidt på porten sammen med den primitive stil. Dét hjalp, og i denne sæson ser det ud til, at den mere positive stil vil skaffe Ayr endnu bedre resulater end sidst - selv om det var en alvorlig streg i regningen, at sidste års absolutte profil Iain Anderson valgte at indstille karrieren på grund af vedvarende skadesproblemer. Der har været en del gennemtræk i truppen, men overordnet set ser Ayr bedre ud i denne sæson end de gjorde i den sidste.

Bud på slutplacering: opryknings-playoff, i værste fald midterplacering.

Nøglespillerne
er angriberen Bryan Prunty, der er hentet hos Airdrie, og forsvarsspilleren Martyn Campbell. Prunty er topscorer i 2. division med 7 mål hidtil; Campbell er en klassisk 15-stone midterforsvarer, der rager godt op i landskabet.


Raith Rovers (3)
vil dette være sæsonen, hvor det endelig lykkes for det falmede storhold fra Fife? Jeg har ingen personlige sympatier på spil i denne gennemgang af 30 hold, men i mine øjne er Raith et hold, der burde kunne sikre sig oprykningen til 1. division. Raith har et par gode kort på hånden i den forbindelse: for det første råder man over rækkens indtil videre stærkeste forsvar, for det andet har Rovers fuldtidsprofessionelle tilstande i truppen. Desværre for Rovers har angrebet endnu ikke været lige så effektivt som forsvaret - læs: for mange uafgjorte kampe - og den omstændighed, at Raiths trup er 100% professionel vil først begynde at slå igennem længere henne på sæsonen. Imod taler, at Raith - der alle dage har været et godt udehold - så småt er ved at udvikle sig til 2. divisions hademodstander; de andre hold i rækken vil gerne gøre det ekstra godt imod et hold, der har bedre betingelser end de selv har.

Bud på slutplacering: direkte oprykning eller som minimum opryknings-playoff.

Nøglespillerne
er angriberen Kevin Smith, der er lånt hos Dundee Utd, og midtbanespilleren Mark Ferry. Smith har været inde forbi adskillige skotske ungdomslandshold, og Ferry kommer fra Queen´s Park´s meget talentfulde 2007-2008 trup.


Peterhead (5)
Højlænderne fra fængselsbyen har sneget sig ind på en foreløbig (og flot) fjerdeplads - en udmærket placering for et hold, der normalt hører til rækkens standard-midtervare. Peterhead har ellers ført en lidt grå tilværelse i 2. division siden oprykningen fra 3. division tilbage i 2005 (endnu længere tilbage spillede holdet i Highland League), men måske rækker ambitionerne lidt længere i denne sæson. Sidste sæsons rimeligt succesfulde trup er bibeholdt tilføjet enkelte forstærkninger - det, der skal vise sig er, om Peterhead kan gøre en fjern og vindblæst udebane (i stil med f. eks. Ross Countys) til en større fordel end den hidtil har været. Peterhead plejer i øvrigt at være leveringsdygtige i et målorgie eller to når de møder rækkens svagere hold - i sidste sæson blev de senere nedrykkere fra Berwick Rangers sendt hjem med en ordentlig sæk på hele 9-2, og i forrige sæson vandt man med mindeværdige 8-0 på udebane over ligeledes nedrykningsdømte Forfar Athletic. Og jeg skal da heller ikke være bleg for at udnævne Stranraer (se nedenfor) til denne sæsons dumpekandidater, selv om 4-0 til Peterhead ikke var helt så imponerende rent scoringsmæssigt.

Bud på slutplacering:
midterplacering eller i heldigste fald opryknings-playoff.

Nøglespillerne
er målmanden Michal Kula og angriberen Craig Gunn. Kula, der blev hentet i Polen i sæsonoptakten, har grebet chancen øjeblikkeligt og udgør en sikker sidste skanse for the Blue Toon. Gunn blev hentet hos 1. divisions- (og højlands-) holdet Ross County i sommers og har ligeledes leveret varen med tre ligamål og fire pokalmål indtil videre.


East Fife (nr. 1 i 3. division)
Klubben med boyband-navnet er kommet rimeligt i gang efter en lidt blød sæsonstart. Selv om Fife-holdet, der har hjemme på det nærmest malerisk grimme Bayview Stadium, vandt 3. division 2007-2008 i meget overbevisende stil, så har jeg egentlig lidt svært ved at forstå, hvorfor de pt. bedste odds, der udbydes på, at holdet vinder rækken er skaldede 5,50 (hos bl. a. Ladbrokes) Selvfølgelig skal man ikke undervurdere East Fife blot fordi, de er oprykkere, men oprykningen er blevet fulgt af en ikke helt uproblematisk overgang til professionelle tilstande med en, tilsyneladende, ret anstrengt økonomi til følge. Onde tunger taler sågar om, at East Fife bliver det næste Gretna i skotsk fodbold. Så galt behøver det ikke at gå - forstærkningerne ser okay ud, og som sagt har resultaterne efterhånden også indfundet sig. Men historien viser lidt for mange eksempler på, at man ikke kan købe sig til succes - i hvert fald ikke overnight og uden videre. Det tror jeg kommer til at præge East Fifes præstationer i denne sæson.

Bud på slutplacering: midterplacering; i værste fald nedryknings-playoff.

Nøglespillerne
er midtbanespilleren Kevin Fotheringham, der er hentet hos lokalrivalerne Raith Rovers, og forsvarsspilleren Jonathan Smart, der i øvrigt blev udnævnt til årets spiller i 3. division sidste sæson.


Stirling Albion (nr. 10 i 1. division)
Skotsk fodbolds arketypiske elevatorhold lader til at måtte indstille sig på en mellemsæson efter at man rykkede ud af 1. division sidste sæson med et brag idet det endnu en gang viste sig, at det ikke kan lade sig gøre at overleve i 1. division med et rent amatørhold. Modsat f. eks. ovennævnte East Fife har man sat tæring efter næring hos Clackmannanshire-holdet - man har valgt ikke at indgå dyre kontrakter med sine spillere. Konsekvensen af det har været, at Stirling Albion har haft et voldsomt stort gennemtræk i spillertruppen - sidste års trup er spredt for alle vinde, og manager Allan Moore (der karakteristisk nok ikke blev fyret) er gået i gang med at spille et, stort set, helt nyt hold sammen.

Bud på slutplacering: midterplacering. Manager Moore har prøvet turen op og ned før; jeg tror at hans rutine bliver afgørende hvis Stirling Albion på et tidspunkt kommer til at skulle se nedad i tabellen.
På grund af den store udskiftning i truppen er det lidt svært at få øje på

nøglespilerne
; jeg har valgt at pege på den bundsolide forsvarer Andy Lawrie, der er hentet hos St. Johnstone, og angriberen Ian Harty, der er hentet hos Stenhousemuir på en seks måneders kontrakt.


Queen´s Park (8)
QP gjorde mine forudsigelser om hurtig nedrykning til skamme da de erobrede 2. divisions ottendeplads i sidste sæson. Queen´s Park kæmper nemlig med et lidt specielt problem i forhold til konkurrenterne - man er af princip amatører, og tilmed stolte af det (her kunne f. eks. East Fifes ledelse passende tage noter) Queen´s Park´s spillere spiller gratis. På postivsiden betyder det, at klubben næppe nogensinde kommer i økonomisk uføre; på negativsiden betyder det selvfølgelig, at Queen´s Park´s spillere (eller i hvert fald de af dem, der ikke er så stolte endda) frit kan skifte klub til højre og venstre da de ikke er bundede af kontrakter. Derfor er sidste sæsons meget talentfulde trup stort set væk - aligevel har manager Speirs evnet at stable en rimelig trup på benene til denne sæson. Queen´s Park spiller deres hjemmekampe på Hampden Park, Skotlands nationalstadion. Det kan godt være en småskræmmende oplevelse for udeholdene at spille for 800 tilskuere på et stadion, der har plads til 50.000. De spøgelsesagtige omgivelser på Hampden gør Queen´s Park´s hjemme-fordel en anelse større end normalt for rækken.

Bud på slutplacering: tja, jeg har før dømt Queen´s Park ude, så jeg tøver med at gøre det igen. Et konservativt skøn fra min side vil være nedryknings-playoff eller måske en midterplacering.

Nøglespillerne
er midtbanespillerne Paul Cairney og Ross Dunlop, der begge kommer fra forrige sæsons talentfulde kuld. Wing-spilleren Dunlop var marginalspiller i sidste sæson men har nu tilkæmpet sig en stamplads.


Stranraer (nr. 2 i 3. division)
Stranraer befinder sig i en problematisk sæson. Ganske vist lykkedes genoprykningen fra 3. division fint, men sydskotterne kæmper fremdeles med de finansielle efterveer af 2005-2006 sæsonen, som man tilbragte i 1. division (læg i øvrigt mærke til, at Stranraer dumpede direkte ned igennem 2. division sæsonen efter) - problemer, der er blevet forstærkede af økonomiske uregelmæssigheder i klubbens ledelse og helt akutte problemer med overhovedet at aflønne klubbens spillerne. En kort overgang i sidste måned stod det faktisk så galt til, at Stranraer end ikke havde råd til at holde klubbens webside online - et problem, der dog siden er blevet løst. Det ændrer ikke ved, at Stranraers økonomiske udsigter ikke er særligt lyse. Bl. a. er klubbens spillere blevet bedt om at acceptere en kollektiv lønnedgang, og truppen er ikke blevet nævneværdigt forstærket når man tænker på, at Stranraer er oprykkere. Den slags behøver ikke at give sig udslag i dårlige resultater på banen - den nuværende 8. plads er da heller ikke helt håbløs - men Stranraer kommer fremdeles til at kæmpe hårdt for hvert eneste point: holdet trækkes med elendig disciplin. Ikke færre end fem røde kort er det blevet til i de første 9 spillerunder.

Bud på slutplacering: her vil jeg tillade mig at fremhæve to scenarier: såfremt Stranraer får løst deres finansielle problemer kan de formodentlig regne med en midterplacering, subsidiært nedryknings-playoff. Men hvis Stranraer stadigvæk befinder sig ude i den pengemæssige sump ved sæsonafslutning, så kan de se frem til direkte nedrykning efter min vurdering.

Nøglespillerne
er midtbanespilleren Gregory Tade og forsvarsspilleren Kevin Nicoll. Når de ellers kan undgå kort - de har allerede fået to røde kort hver i sæsonen - er de klart to af Stranraers vigtigste spillere.


Arbroath (nr. 4 i 3. division)
Det er faktisk ganske overraskende, at Arbroath klarede oprykningen til 2. division i denne omgang. Tilbage i 2006-2007 sæsonen satsede Angus-holdet hårdt på oprykning men kiksede på den yderste dag, hvor oprykningspladsen gik til Queen´s Park efter playoff. Men denne gang gik det godt efter to meget tætte play-off opgør imod Cowdenbeath, ligesom Gretnas konkurs jo indirekte bevirkede, at hele tre hold rykkede op i 2. division, men kun to hold rykkede ned i 3. division. Selv om det muligvis lyder lidt arrogant, så tror jeg, at oprykningen til 2. division også i nogen grad er kommet bag på Arbroath selv. Holdet er ikke blevet forstærket særligt siden sidste sæson, omend truppen fra 2007-2008 er stort set intakt. Resultaterne har heller ikke været særligt opløftende indtil videre - kun én eneste sejr efter 9 runder. Man skulle måske tro, at Abroath havde den usædvanlige hjemmebane Gayfield at falde tilbage på - det blæser nemlig meget på Arbroaths hjemmebane, som man af uransagelige grunde har valgt at bygge halvvejs ude i vandet på et af de steder i Skotland, hvor det blæser allermest, men dette forhold virker lige så tit imod Arbroath som det virker for dem, også selv om hold der ikke har besøgt Gayfield før ofte får en slem overraskelse. F. eks. var Arbroath kun en straffesparkskonkurrence væk fra en vaskeægte pokalsensation imod SPL-holdet Inverness CT i liga cup´en, men det blev ved lige ved og næsten. Jeg tror, at Arbroath, i lighed med Stranraer, må indstille sig på en hård overlevelseskamp sæsonen igennem; truppen er ikke god nok til, at holdet kan komme ret meget højere op i tabellen.

Bud på slutplacering:
lidt afhængigt af, hvordan det går for Stranraer forudser jeg, at Arbroath enten rykker direkte ned, eller i bedste fald ender på nedryknings-playoff.

Nøglespillerne
er den offensive midtbanespiller Barry Sellars, der også er anfører, og midtbanespilleren Paul Lunan, der blev hentet hos lokalrivalerne Forfar Athletic i sommerpausen.


Alloa Athletic (4)
Ak, hvordan kunne det gå så galt for Alloa efter sidste års, medgivet overraskende, fjerdeplads? En kort overgang havde Alloa endda en reel chance for at komme til at tilbringe deres næste sæson i rækken over de evige Clackmannanshire-lokalrivaler Stirling Albion, overfor hvem man har et stort mindreværdskompleks. Men i denne sæson har man slet ikke kunnet følge op på sidste sæsons flotte præstationer - især på den kunstgræs-belagte (siden sommeren 2007) hjemmebane er det ikke gået nær så godt som det gjorde i 2007-2008. Måske er det en faktor, at udeholdene efterhånden er blevet vant til at spille på den kunstige overflade; en anden faktor kunne være, at Alloa har afgivet et par af sidste sæsons store profiler - først og fremmest midtbanespilleren Derek Fleming, der er taget til Cowdenbeath - samt at det også i sidste sæson svage forsvar ikke er blevet bedre. Alloa har alle dag spillet indianer-fodbold. Jeg er dog ikke i tvivl om, at Alloas resultater vil forbedre sig efterhånden som vi kommer længere hen på sæsonen. Om ikke andet, så fordi kunstgræsset vil sikre, at Alloa bliver udsat for færre kamp-udsættelser end konkurrenterne vil.

Bud på slutplacering: midterplacering/lige over nedryknings-playoff.

Nøglespillerne
er forsvarsspilleren Chris Townsley og den sydafrikanske angriber Graeme Brown. Townsley har spillet hele 150 kampe for Alloa, ganske pænt for de lavere rækker. Brown har været meget ramt af skader men er på vej tilbage selv om han kun har lavet to mål hidtil i sæsonen.


3. Division


Stenhousemuir (5 i sidste sæson)
Stenhousemuir har, ganske flot, fået tilkæmpet sig en foreløbig førsteplads i en 3. division, der er mere tæt end meget længe set. Jævnbyrdigheden i 2008-2009 udgaven af 3. division er i øvrigt hidtil kommet til udtryk ved ret mange målfattige kampe, ligesom der har været helt usædvanligt mange uafgjorte kampe i rækken hidtil. Stenhousemuir, der har været under ledelse af John Coughlin siden sidste år, har profiteret af en ny og mere disciplineret spillestil, end man ellers har været kendt for. Coughlin er kendt og tildels berygtet for at være en manager, der vægter en stærk defensiv højere end sprudlende offensivt spil. I 2006-2007 sæsonen sikrede han oprykning med et Berwick Rangers-hold uden de store profiler, og uden de helt spektakulære resultater. Den kedelige men effektive stil har indtil videre landet Stenhousmuir en topplacering med en serie 1-0/2-0/2-1 sejre og hidtil ingen nederlag overhovedet - sammen med Brechin City, der jo fører 2. division, er Stenhousemuir det eneste ubesejrede hold i de lavere rækker. Det er flot, at Stenny allerede har slået et hul på fem points ned til Dumbarton på andenpladsen. Stenhousemuir spiller i øvrigt deres hjemmekampe på kunstgræs, men er lige så gode ude som hjemme.

Bud på slutplacering: minimum opryknings-playoff.

Nøglespillerne
er de to offensive midtbanespillere Kevin Motion og Andrew Brand. Motion er fundet nede i juniorrækkerne hos Spartans, og Brand - der flere gange er blevet nævnt som 3. divisions bedste offensive midtbanespiller - er hentet hos lokalrivalerne East Stirling.


Dumbarton (8)
Dumbo må siges at være kommet godt i gang efter en helt igennem mislykket 2007-2008 sæson, der bød på heftig udskiftning i spillertruppen og en halvsuspekt plan om at sælge klubbens stadion - det fremragende Strathclyde Homes Stadium, hands down den bedste hjemmebane i 3. division hvad faciliteter angår - til et konsortium, der ville bygge P-pladser på grunden. Den plan blev dog skrinlagt, og manager Jim Chapman (der tidligere stod i spidsen for Albion Rovers) begyndte en genopbygningsproces, hvor der især blev lagt vægt på at signe unge spillere. Dumbarton har formodentlig en af 3. divisions yngste trupper - og tilmed er truppen også ganske bred. Alligevel vil jeg være varsom med at udnævne Dumbarton som favorit til at vinde rækken - ganske vist er resultaterne blevet markant bedre end de var sidste sæson, men Dumbartons forsvar er fremdeles for hullet, og angrebet scorer ikke nok mål i forhold til spil og chancer.

Bud på slutplacering: jeg kan nemt se Dumbarton ende i playoff-pladserne. Men jeg har meget svært ved at se holdet ligefrem vinde rækken.

Nøglespillerne
kan godt være lidt svære at få øje på i en så bred og homogen trup som Dumbartons. Jeg har valgt at pege på forsvarsveteranen Craig Brittain og den målfarlige midtbanespiller Ross Clark. Brittain er ganske vist ofte ude med skader, men han og Clark tilføjer Dumbartons unge hold lidt hårdt tiltrængt rutine.


Montrose (3)
Montrose har sneget sig ind på tredjepladsen, dog kun i kraft af en målscore, der er marginalt bedre end Cowdenbeaths. Og selv om Montrose har en lidt større hjemme-fordel end normalt for rækken på grund af deres i øvrigt voldsomt kritiserede kunstgræsbane, så vil jeg nok hævde, at flere af holdets sejre hidtil er faldet på en småbillig baggrund - det er for så vidt betegnende for en tæt række, at nr. 2 og 3 i rækken kun har 4 sejre ud af 9 mulige hver. Ingen af Montroses sejre har været med mere end ét mål; omvendt har Angus-holdet flere gange sat første halvlegs-føringer over styr i anden halvleg. Sidste sæsons trup er stort set intakt, og Montrose skal nok vide at udnytte hjemmebane-fordelen maksimalt - besøgende managers har beskrevet det som en slags vandpolo, når deres hold har spillet på Montroses dårligt drænede kunstgræs i regnvejr.

Bud på slutplacering: opryknings-playoff eller i værste fald midterplacering.

Nøglespillerne
er højrebacken David Worrell og den klejne angriber Kevin Bradley. Worrell har adskillige landskampe for det irske U19-landshold på CV´et.


Cowdenbeath (nr. 9 i 2. division)
Cowdenbeath klarede ikke den vanskelige anden sæson efter oprykningen i 2006 og rykkede ud af 2. division igen efter en utilfredsstillende sæson. Undervejs i 2007-2008 sæsonen skiftede Cowdenbeath både manager og spillestil - fra en ret ambitiøs short-passing stil blev spillet gradvist mere og mere forkrampet idet man forfaldt til den kendte langbolds-stil i tiltagende desperate forsøg på at få points. Lavpunktet blev nået da man solgte den altdominerende profil Pat Clarke til Clyde i januar-transfervinduet. Op til denne sæson er Cowdenbeath imidlertid vendt tilbage til en lidt mere kompleks 4-5-1 formation. Der er blevet købt ambitiøst ind, og en ny manager er tiltrådt i form af den relativt unge Danny Lennon. Ambitionsniveauet er tilsvarende højt: Cowdenbeath går klart efter at vinde rækken. I dén henseende har der allerede været flere skuffelser - f.eks. 1-4 hjemmenederlaget til Annan Athletic i sæsonpremieren - men samlet set bør Blue Brazils trup være stærk nok til, at de kan spille med om oprykning i en række, hvor næsten alle tager point fra hinanden.

Bud på slutplacering:
direkte oprykning, som minimum opryknings-playoff.

Nøglespillerne
er forsvarsspilleren Mark Baxter og den slovakiske midtbanespiller Marek Tomana. Tomana er rundet af en mere teknisk velfunderet fodboldtradition end den skotske og er god til at skabe chancer for sine medspillere, omend han ikke selv er særligt målfarlig. Han blev hentet hos Stirling Albion i sommerpausen.


Forfar Athletic (10)
Farfar kan se tilbage på to totalt mislykkede sæsoner med to tiendepladser i træk: i 2006-2007 sæsonen rykkede Forfar ud af 2. division med en katastrofalt dårlig pointhøst, og ulykkerne fortsatte sæsonen efter, selv om Angus-holdet jo altså i mellemtiden var rykket en række ned. Men siden da er det begyndt at gå fremad, omend med små skridt. Op til denne sæson har man hyret den særdeles erfarne manager Dick Campbell - der tidligere bl. a. har stået i spidsen for Brechin City - der har bebudet nye boller på suppen med en hel serie nye signings til at rette op på Forfars slunkne trup. Qva sin brede erfaring som både spiller og manager har Campbell været i stand til at hente flere spillere fra rækkerne højere oppe - det er ellers ikke usædvanligt, at spillere vælger at skifte hold i nedadgående retning, men det er som regel noget de gør for at få fast spilletid, eller eventuelt for at slutte karrieren på et lidt lavere niveau. Men Campbell har formået at hente relativt etablerede førstedivisionsspillere ned til sit tredjedivisionshold, selvfølgelig befordret af et pænt budget, men også af legendariske overtalelsesevner. Campbell er en træner, der lægger stor vægt på dødbolde - Forfar plejer at få gode chancer ud af standard-situationer, hvilket vil sikre dem mange points i en række, hvor den taktiske disciplin gennemgående er til at overse. Det er dog en mere langstrakt proces at genrejse Forfar; selv om der er kommet mange gode spillere til har resultaterne endnu ikke været helt gode. Forfar har fortsat deres første hjemmesejr til gode.

Bud på slutplacering:
midterplacering; i allerheldigste fald opryknings-playoff.

Nøglespillerne
er angriberen Johnny Russell og midtbanespilleren Darren Brady. Russell er blevet hentet på lån hos SPL-holdet Dundee Utd, og Brady er købt hos Ross County.


Annan Athletic (-)
Annan er det nye bekendtskab i skotsk seniorfodbold da Gretnas forlis efterlod en ledig plads nederst i systemet. Der er i øvigt en lille mulighed for, at Gretnas exit og Annans ditto entré vil bane vej for et pyramide-system i skotsk fodbold i lighed med det system, som vi kender fra f. eks. Danmark - altså kan det tænkes, at man ophæver barrieren imellem junior- og seniorfodbold, hvilket vil gøre nedrykning fra, og oprykning til, 3. division til et sportsligt udkomme i stedet for et administrativt, som tilfældet var med Annan. Indtil sidste sæson spillede Annan i juniorrækken East of Scotland League, hvor man sluttede på en beskeden femteplads. Holdet fra det sydlige Skotland blev valgt ind i seniorrækkerne på grund af en velfunderet økonomi, ikke på grund af de sportslige resultater. Derfor var der ikke nogen forventninger til, at Annan ville gøre det specielt fremragende i deres debutsæson i 3. division. Faktisk udtalte holdets bestyrelsesformand ved sæsonstart, at en niendeplads ville være fuldt tilfredsstillende. Men Annan startede sæsonen rigtigt flot - dels kunne man lukrere på, at modstanderne undervurderede Galabank-holdet, dels kom Annan med en god portion af den velkendte oprykker-gejst. En overgang førte Annan endog rækken. Sidenhen er det dog begyndt at gå ned ad bakke igen. Annan har tabt deres sidste tre kampe i træk. Jeg tror ikke, at spillermaterialet er stærkt nok til, at Annan igen kommer op i rækkens bedste halvdel, selv om januartransfervinduet selvølgelig godt kan vende op og ned på det forhold.

Bud på slutplacering:
tæt på bunden - mellem nr. 8 og nr. 10.

Nøglespillerne
er den offensive midtbanespiller Michael Jack og den kæmpestore Derek Townsley. Jack har et fint skud - har bl. a. scoret flere mål på frispark - og Townsley, der dublerer som assisterende manager, kan spille stort set overalt på banen.


Albion Rovers (7)
Albion fra Coatbridge er faktisk kommet bedre fra start end jeg havde ventet. Rovers har i de sidste par sæsoner hørt til 3. divisions tyndere øl, hvilket bl. a. er forårsaget af små budgetter og et klart lillebror-forhold til Airdrie, der er lokalområdets store klub. Men the Wee Rovers har bidt godt fra sig, alt taget i betragtning, især takket være en særdeles offensiv stil. Modsat snart sagt alle andre hold i rækken lader det ikke til, at Rovers plejer nogle særlige ambitioner om oprykning til 2. division, hvilket måske tillader holdet at spille frigjort, som den fortærskede kliché siger. Selv om det er langt fra altid, at Rovers vinder deres kampe, så kan man være sikker på, at der sker noget, når de løber på banen. I tidligere sæsoner var det ofte nemt at finde oplagte over-spil i 3. division. Sådan er det ikke i denne sæson, men Rovers er en klar undtagelse fra denne observation. Der er blevet skiftet heftigt ud i spillertruppen idet Albion Rovers, i lighed med f. eks. Dumbarton, har valgt at satse mere på unge spillere.

Bud på slutplacering: hvis ellers Rovers kan holde på deres spillere i januartransfervinduet spår jeg dem en midterplacering. Det er ikke utænkeligt, at Albion vil vise sig at have både rækkens farligste angreb og rækkens dårligste forsvar når turneringen er forbi.

Nøglespillerne
er angriberen Pat Walker og midtbanespilleren Kevin Watt. Walker er topscorer i 3. division med 6 ligamål; den unge Watt, der er hentet hos storebror Airdrie er også ganske målfarlig med 3 mål i sæsonen hidtil.


Berwick Rangers (nr. 10 i 2. division)
Rangers der kommer fra en lille skotsk enklave i England, har ikke haft en god sæsonstart. Nedrykning er i sig selv demoraliserende; for Berwicks vedkommende er nedrykningen blevet fulgt af et rekordstort gennemtræk i spillertruppen, svindende support og en nærmest ikke-eksisterende strategi fra ledelsens side. The Wee Rangers virker fortsat groggy ovenpå sidste sæsons nedrykning, hvor man endte med bare 16 points efter 36 runder, hvilket var dårligere end selv Forfars katastrofe-record i 2006-2007 sæsonen, hvor Angus-holdet dog fik 19 points. Klubbens hjemmeside er ikke blevet opdateret i to måneder, hvilket kun bestyrker indtrykket af forfald. Selv om resultaterne ikke har været fuldstændigt håbløse i denne sæson - to sejre af ni mulige er ikke helt elendigt for et hold, der har skiftet stort set hele førsteholdstruppen ud - så ligner dette afgjort en mellemsæson for sydskotterne, der er markant bedre hjemme end de er ude. Forstærkningerne, der mest er hentet i juniorrækkerne og på diverse 3. divisionsreservebænke ser okay ud, men har samlet næppe samme niveau som alle de spillere, som man har taget afsked med.

Bud på slutplacering: jeg tror, at Berwick er gode nok til at holde Elgin, Annan Athletic og måske East Stirling bag sig, men næppe mere end det. Nr. 7-8.

Nøglespillerne er angriberen Darren Gribben og midtbanespilleren Gary Greenhill. Gribben er en rigtig lejesvend med en god håndfuld klubber på CV´et trods sin unge alder; han er ligeglad med farven på sin klubdragt så længe han ved, hvor målet står. Gary Greenhill blev hentet hos East Fife i sommertransfervinduet.


East Stirlingshire (9)
Sidste års næstsidsteplads ligner ikke noget særligt, men for East Stirling markerede denne placering, der først sikredes på sidste spilledag i sidste sæson, et dramatisk fremskridt. Falkirk-holdet er i årevis sluttet på 3. divisions sidsteplads, så niendepladsen var en triumf af den slags, der får voksne mænd til at græde. I den forbindelse er det nok værd at bemærke, at East Stirling faktisk gik ind til 2007-2008 sæsonen med klare forhåbninger om at komme endnu højere op i rækken - gerne opryknings-playoff. Dét projekt mislykkedes, trods en voldsomt oprustet trup. Til denne sæson ser truppen ikke lige så stærk ud, selv om pengestrømmen fra klubbens ejer ikke er stoppet. I stedet, ser det ud til, har man fra ejernes side erkendt, at det er et flerårigt projekt at rejse East Stirling fra sumpen af skotsk seniorfodbold. Et nyt stadion skal bygges til klubben i løbet af de næste par år. I mellemtiden deler man hjemmebane med lokalrivalerne Stenhousemuir, der jo spiller på kunstgræs. Efterhånden som the Shire´s spillere bliver helt fortrolige med Ochilviews kunstbelægning tror jeg, at de kan gøre det til en lille fordel i bundstriden.

Bud på slutplacering:
som anført mener jeg ikke, at truppen er lige så stærk som sidste sæson, men kunstgræsset og Elgin Citys alvorlige krise burde give East Stirling den samme placering som sidste sæson, dvs. en 9. plads.

Nøglespillerne
er forsvarsspilleren Craig Tully og den offensive midtbanespiller Marc McKenzie. Tully er hentet hos Arbroath. McKenzie er mest blevet brugt som indskifter i denne sæson, men jeg forventer, at han gradvist vil indtage den samme vigtige rolle, som han også gjorde i sidste sæson.


Elgin City (6)
Det ser sort ud for Elgin. Sidste sæson bød højlænderne af og til på fremragende angrebsspil, sat i scene af den offensive midtbanespiller Zander Sutherland og eksekveret af angriberne Frizzel og Charlesworth, med den aldrende Darren Shallicker som en farlig joker på bænken. Men siden da har Elgin mistet Sutherland, der er draget tilbage til SPL-holdet Inverness CT, hvorfra han var udlånt, Frizzel er draget til Stranraer, hvilket han muligvis fortryder, og Charlesworth er vendt tilbage til Highland League. Dét dræn af spillere har været mere, end Elgins skrøbelige trup kan klare, og på grund af Elgins beliggenhed højt imod nord og holdets begrænsede finansielle formåen er det mere end almindeligt svært at tiltrække rimelige erstatninger. Derfor har Elgin traditionelt henvendt sig til sine højlands-kolleger ICT, Ross og Peterhead, i nogenlunde den rækkefølge, for at skaffe spillere på lån - men det har indtil videre været meget småt med forstærkninger ad de kanaler. Resultaterne har været elendige - dog med en enkelt sejr registreret imod Forfar - og disciplinen på holdet er helt horribel. Intet mindre end 7 røde kort er det blevet til efter de første 9 runder.

Bud på slutplacering:
der er muligt, at Elgin kan hente et par gode låne-signings, der kan vende op og ned på situationen. Men som det ser ud nu har jeg svært ved at se Elgin gøre det bedre end den aktuelle sidsteplads.

Nøglespillerne
er angriberen Darren Shallicker og forsvarsspilleren Guy Kerr. Shallicker kan være god for spektakulære mål når han er i humør til det, men dels har han kun sjældent kondi til en hel kamp, dels er det ikke altid at han overhovedet står til rådighed da han er tilknyttet klubben på rene amatørvilkår. Kerr, der modsat de fleste af sine holdkammerater har undgået kort indtil videre, er udlånt fra ICT.