Tennis er klart den sportsgren, hvor flest kampe er under mistanke for matchfixing. Efter årets tre første kvartaler er der allerede mistanke om snyd i flere tenniskampe end i hele 2015. Det viser nye kvartalsrapport-tal fra interesseorganisationen ESSA.
Tennissporten kommer til at sætte en kedelig, negativ rekord i år.
2016 bliver således det år, hvor flest tenniskampe er under mistanke for matchfixing, siden betting-interesseorganisationen ESSA begyndte at udgive rapporter om deres overvågning af spillemarkedet for uregelmæssige spillemønstre tilbage i 2012.
Efter årets tre første kvartaler har ESSA allerede registreret 74 tenniskampe, hvor der er konstateret mistænkelige betting-spillemønstre op til kampene.
Det er ét tilfælde mere end for hele 2015. Her blev i alt 73 tenniskampe klassificeret som mistænkelige af ESSA, som var den hidtidige rekord.
Små præmiepenge gør spillere til lette ofre
At så mange tenniskampe er under mistanke for matchfixing overrasker ikke Asger Hess-Olesen, tennisekspert på BetXpert og tidligere turneringsansvarlig i Dansk Tennis Forbund.
"Tennis er en individuel sport, hvor det kun er de bedste spillere, der rent faktisk kan tjene godt på det. En stor del af dem, der prøver sig professionelt, kan ikke få det til at løbe rundt. Det gør rigtig mange spillere til lette ofre for matchfixing," siger Asger Hess-Olesen til BetXpert.
Det er særligt på Future-niveau, tennissportens nederste professionelle trin, at problematikken omkring fixede kampe er gældende. En blanding af små præmiepenge, mange kampe og minimal bevågenhed gør kampene og spillerne på dette niveau attraktive for matchfixerne.
"En spiller vil let kunne tjene det femdobbelte ved at smide en kamp i første eller anden runde fremfor at vinde hele turneringen. Ofte er Future-spillerne enormt aktive, så hvad gør et enkelt første- eller andenrunde-nederlag i én turnering, når man spiller 25-30 turneringer om året som minimum," spørger Asger Hess-Olesen og fremhæver, at bookmakernes stigende udbud på Future-kampe heller ikke hjælper på problemet.
Matchfixing er kommet for at blive
De 74 mistænkelige kampe gør samtidig tennis til den sportsgren, der har suverænt flest indberetninger om mulig matchfixing indtil videre i 2016.
Til sammenligning har fodbold haft otte tilfælde, beachvolley to og basketball, håndbold, snooker, volleyball og bordtennis hver især ét.
Tennissporten tegner sig dermed for 83 % af alle tilfældene, hvor ESSA har konstateret uregelmæssige spillemønstre i forbindelse med en sportskamp.
På trods af dette mener Asger Hess-Olesen, at der bliver arbejdet hårdt i tennissporten på at få elimineret problemet. Blandt andet med dannelsen af Tennis Integrity Unit, der slår hårdt ned på matchfixing og har bemyndigelse til at suspendere og udelukke spillere, der enten er mistænkt eller involveret i aftalte kampe.
Men kampen mod matchfixing i tennis er lang og hård, og der er ikke nogen udsigt til at få udryddet problemet foreløbigt.
"Det er vanvittig svært at komme matchfixingen til livs. Der spilles så mange turneringer hele tiden med så mange spillere involveret, at det nærmest er umuligt. Og så længe præmiepengene ikke er tilstrækkelige, og der er en verden til forskel økonomisk på at være nummer 80 eller 280 i verden, så vil vi fortsætte med at have de problemer i tennissporten. Det er jeg desvære ikke i tvivl om," siger Asger Hess-Olesen.