For ca. et år siden var jeg det, man kan kalde en regular på Casino Copenhagen. To til tre gange ugentligt tog jeg metroen til Islands Brygge og spenderede 85 kr for at komme ind og forsøge lykken i et godt spil Texas Hold´em. Jeg holdt ud i tre måneder før jeg ramte en decideret down periode. Syv besøg i træk fik jeg pengene ind som favorit, men kunne forlade kasinoet uden en krone på lommen. Det var lidt af en mavepuster, når man tænker på at mit oplæg var 8000-10000kr hver gang. 

Hvad gjorde jeg så? Jeg brugte selvfølgelig det næste års tid på at grinde $1-$2 og $2-$4 på nettet. Det er trods alt noget lavere end 50-100kr på casinoet. Men i mine øjne er der ikke noget, der slår et godt livespil. Så derfor kære læsere vendte jeg tilbage til Nordeuropas største internationale casino i onsdags, for at se om jeg, nu med en god portion selvtillid og en lidt større rulle, kunne hive lidt skillinger hjem. 

Det samme slæng
Jeg indfandt mig på casinoet ved 20-tiden og indså hurtigt, at det mere eller mindre var de samme spillere som for et år siden. Bordet blev åbnet og af de ni andre spillere var der fem, jeg havde spillet med før. Tre af dem kommer på casinoet hver dag året rundt. Helt utroligt men sandt. To ældre invandrere, som er de to tørreste spillere på kloden og en ultra løs gut, som jeg helst vil have position på. Alle er utroligt flinke og jeg har altid 20000kr på Royal flush bonussen med den ene. Desværre er de to ældre herrer svære at vinde penge fra, da de næsten kun får skillingerne ind med nødderne. Til gengæld var resten af bordet ganske livligt og flere interessante potter udspillede sig i løbet af aftenen.

Min plan var at starte forsigtigt ud og dermed prøve at få et read på de andre spillere. Det stod dog hurtigt klart for mig at det bestemt ikke kun var god poker, der blev spillet ved bordet. Scenariet i starten og faktisk resten af natten var, at det var multiway pots næsten hele tiden. Det var mildest talt en limp-festival. Selv et raise UTG fik gerne 4-5 spillere med i potten og så skal AA altså være heldig for at vinde. Ikke at jeg havde AA denne onsdag. Nej JJ en enkelt gang og AK tre gange var, hvad det blev til af premium hænder på 7 timer.

Ikke nok med at spillerne var umulige at få væk inden floppet, de var også usædvanligt stædige, hvis de fik det mindste træf på floppet.
Hvad gør man så? Det er ganske simpelt faktisk. Man spiller efter bogen og holder sig fra de store moves. Disse spillere vil ikke give slip og derfor er bluffs i de fleste situationer penge ud af vinduet.
Det gælder simpelthen om at ramme og så malke så snart man har en rigtig god hånd. Det der sikkert sker og som også skete for mig er, at man ligner en rigtig tørkiks. Man sidder for det meste bare og folder og folder og venter på gode hænder til at åbne med.
Nu kunne problemet så være, at når du endelig får en hånd, er der ingen der vil være med, fordi de nu er sikre på, du har AA. Det er bare ikke tilfældet på Casino Copenhagen. Du får let fem callers, hvis du open raiser i tidlig position. Spillerne er rent ud sagt flop liderlige action spillere, som tror alle hænder er nuts. De interesserer sig ikke for hvad du kan have, men mere for hvad de selv kan ramme.

What a fish
Her er et eksempel på hvilke hænder, der bliver spillet. Det her er vel at mærke tidligt på aftenen og jeg prøver at straffe en spiller, der har limpet fra tidlig position. Han har to minutter inden der her sker spurgt, om det ikke er kedeligt kun at spille en hånd i timen. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet.

Jeg sidder på knappen med A4o. Bestemt ikke et monster, men med mit image og kun en limper burde jeg kunne hive potten hjem. Jeg raiser til 400 og han caller selvfølgelig. Floppet kommer KJ9 rainbow. Normalt et ubehageligt flop med en limper i tidlig position, men jeg vælger alligevel at continuation bette, da det mere eller mindre er min eneste chance for at vinde hånden. Jeg regner faktisk med, at han sætter mig på AA, KK eller AK eftersom jeg har spillet rigtigt tight. Der er 950 i potten og jeg better 650. Han caller selvfølgelig og jeg opgiver på dette tidspunkt  hånden. Nu giver turn kortet mig så en livline i det et es dumper ned. Han checker og jeg checker også. Jeg gider ikke bette her og så få et check-raise i hovedet, som jeg bestemt ikke kan calle. Riveren er blank og vores ven sender et bet på 1400 afsted. Jeg havde bestemt mig for at calle, men er selvfølgelig ikke 100% sikker på at mit es står. Men det kan man roligt sige det gør. Han viser sølle J3o op og jeg hiver potten på omkring 5000kr hjem. At limpe med J3 i det hele taget, ligegyldigt hvor man sidder ved bordet, er en kæmpe fejl, der ender med at buste dig. Og ganske rigtig gik der ikke mange timer før spilleren forlod bordet en pæn sjat pesetas fattigere. 
Udover et par småpotter med KQ var det også det eneste nævneværdige, der skete for mig denne aften. Jeg endte i 2000kr plus og det var jeg selvfølgelig glad for, når man tænker på mit miserable kortsnit.

Højdepunktet
Jeg bliver lige nødt til at nævne en anden hånd, som udspillede sig efter vi havde siddet ved bordet et par timer. Der er utroligt nok foldet til cut-off, som er en stærk og aggressiv spiller. Han raiser naturligt nok til 300. Jeg caller på knappen med QJo og det samme gør small blind, som uden sammenligning er den løseste spiller jeg har set. Han kan have hvad som helst og han caller gladeligt dine bets på floppet med tredie par eller værre. Pot-odds er for ham en by i Rusland og et gutshot draw er en hånd der ikke kan lægges.
Big blind derimod er også en loose spiller, men langt mere velovervejet i sit spil. Han reraiser nu til 1200. Cut-off og jeg selv folder, men SB caller uden at blinke. Floppet slår A23 med to klør. Der ligger altså nu 3000 i potten og de har begge to omkring 8000 bagved. Nu sker der ting og sager, som jeg stadig ikke helt forstår. SB better 1000. Altså en trediedel af potten. Man kan vel kalde det et følebet. BB tænker et stykke tid og annoncerer så all-in. SB nærmest instant caller og det får mig til at sætte ham på et set eller endda 54. Da kortene bliver vist op, får jeg nærmest et chok. BB hånd giver nærmest sig selv. AK og altså top par og top kicker. SB derimod må erkende, at han skal ud og ramme. Ynkelige A8o viser han. Heldigvis er turn og river blanke og BB kan sætte ca. 19000kr ind på kontoen.
SB caller altså næsten 7000kr all-in med A rags. Det er efter min mening decideret elendigt, men selvfølgelig en af grundene til at vi andre en gang imellem kan trække os ud fra en session med et stort plus. Fiskens begrundelse for sit call er, at han ikke ikke kunne forestille sig at BB havde reraiset med AK og derfor satte ham på KK eller QQ. Han blev derfor nødt til at følge sin første fornemmelse. Det er også en fin nok begrundelse, men hvis han sætter ham til et højt par, hvad er det så han caller 900 med inden floppet. Så må han jo regne med, at han kun har tre outs. Der er ingen undskyldning for den hånd. Den skal ikke spilles og slet ikke ude af position til et reraise.
Det var da heller ikke den største overraskelse, at fisken et par timer senere tabte endnu et oplæg.

Konklusion
Det er præcis hænder som denne, der overbeviste mig om, at der er gode penge at hente på Casino Copenhagen. Specielt denne lemfældige omgang med penge gjorde, at jeg troppede op igen torsdag aften. Et godt valg fra min side, da kortsnittet denne aften nåede uanede højder og mit held ligeledes var uendeligt. Det resulterede i et stort plus for aftenen og dermed er dette forhåbentligt kun begyndelsen på mine eventyr med live cash games i 2008.
Jeg ville bare ønske servicenivauet ville nå samme højder, som det er på i Sverige. Det ville få flere spillere til at prøve lykken med livepokeren og dermed give et mere varieret udbud af spillere ved bordene.
Det er trods alt sjovere at spille livepoker og snakke med rigtige levende mennesker end det er at sidde foran skærmen og skrive gg, lol og nh.
Så sluk for computeren en dags tid og kom ind og spil med. Så ses vi sikkert.