Endelig er sommeren ved at være forbi, og vi kan komme i gang med en ny sæson i den bedste italienske række. Det sker i denne weekend, og det markerer vi hermed med en grundig optakts-artikel, skrevet af Serie A-ekspert Lars Hellegaard (der i sidste sæson fik en tilbagebetaling på 113%).
Og så ligger der i øvrigt diverse Hellegaard-tip til weekendens Serie A-sæsonpremiere. På denne side.
Første runde
22/08 Bologna-Fiorentina
22/08 Siena-AC Milan
23/08 Inter-Bari
23/08 Udinese-Parma
23/08 Juventus-Chievo
23/08 Lazio-Atalanta
23/08 Livorno-Cagliari
23/08 Catania-Sampdoria
23/08 Palermo-SSC Napoli
23/08 Genoa-Roma
Tabte stjerner, men ret stabil økonomi
På trods af den internationale finanskrise har vi set et par spektakulære spillerhandler, men de største af dem er gået ud af Italien, som eksempelvis Kaka fra Milan til Real Madrid og Ibrahimovic fra Inter til Barcelona.
Serie A har ikke samme økonomiske formåen som eksempelvis Premier League og La Primera. De italienske klubber kan ikke tilbyde samme lønninger og transfer fees som Real Madrid, Chelsea og Liverpool, og det kan være svært at tiltrække spillere til Italien fra Spanien og England.
Men de fleste af klubberne i den bedste italienske række har til gengæld en nogenlunde sund økonomi med basis i en lovgivning som blev strammet, efter at klubbernes økonomi løb løbsk i starten af dette årtusinde. Eksempelvis må klubbernes samlede lønbudget ikke overstige en vis procentdel af klubbernes egenkapital.
Fornuftigt nok. Samtidig er situationen i Italien dog den, at klubberne ikke ejer deres stadions selv, og dermed er de afskåret fra at tjene alle pengene selv på stadionindtægterne.
Interessante indkøb, trods alt
Klubber som Inter, Milan og Juventus kan naturligvis altid hente klassespillere i kraft af klubbernes navne og historie, mens lavere rangerende mandskaber som Lazio, Genoa og Udinese har vanskeligere ved det.
Men trods alt er der kommet nogle spændende spillere til støvlelandet, og vi kan glæde os til at opleve angribere som Eto’o, Huntelaar, Diego og ikke mindst det argentinske stjernefrø Pastore, som Palermo har hentet i Huracan.
De sædvanlige – plus Palermo og Napoli…
Sidste sæson sagde vi farvel til Reggina, Torino og Lecce. Fra Serie B er så kommet Livorno, Parma og Bari. Sidstnævnte har været væk i nogle år, og får en barsk start på deres nye tilværelse, når de i premieren skal starte ude mod de forsvarende mestre fra Inter.
Bari blev trænet af den tidligere Juventus anfører Antonio Conte, men hans samarbejde med klubben stoppede i sommerpausen, og de må starte helt forfra. Livorno og Parma var blot nede og vende i den næstbedste række i en enkelt sæson, og eftersom begge hold formåede at holde på en del afspillerne, har de en grundstamme på holdet med Serie A-erfaring.
Umiddelbart vurderes det, at mesterskabskampen kommer til at stå imellem Inter, Juventus og Milan, mens Fiorentina og specielt Palermo nævnes som udfordrere. Selv har jeg Napoli som en fræk underdog da de har købt spændende ind, men klubben er en kolos på lerfødder, og der skal ikke gå meget galt, før Donadoni bliver fyret og cirkusset er i gang.
Roma er ved at implodere rent økonomisk, og leder efter en køber. Nedrykningskampen kommer nok til at foregå mellem de tre oprykkere, samt Bologna, Chievo, Catania og Siena.
Optakt: Serie A 09/10
Herunder er klubberne, deres muligheder og større salg og indkøb listet op. Bemærk venligst, at de er grupperet efter hvordan jeg forventer at de vil ligge når sæsonen er forbi, og rækkefølgen skal ikke nødvendigvis tages for pålydende i den forstand, at Milan slutter nr. 3 mv. Blot forventer jeg at de vil ende i top fem.
Bemærk at transfervinduet stadig er åbent (frem til 31. august) – så der kan stadig ske noget. Der tages altså forbehold for ændringer (og fejl).
1-5:
Inter
Juventus
Milan
Fiorentina
Roma
6-10:
Napoli
Genoa
Palermo
Lazio
Sampdoria
11-15:
Cagliari
Udinese
Atalanta
Siena
Catania
16-20:
Livorno
Chievo
Bologna
Bari
Parma
Pladserne nr. 1-5
Inter rendte som sædvanligt med guldet i sidste sæson, og hen over sommeren har de forstærket sig yderligere. Vel har de måtte sige farvel til den svenske troldmand Ibrahimovic, men han erstattes af Eto’o som kommer til at danne makkerpar med Diego Milito som er hentet i Genoa - og som i parentes bemærket, scorede 24 mål i Serie A sidste år!
Derudover har de forstærket midtbanen med indkøbet af Thiago Motta, ligeledes hentet i Genoa, og i Bayern München har man hentet brasilianske Lucio, til at forstærke forsvaret med. Crespo er skiftet til Genoa og hans angrebsmakker Cruz er solgt til Lazio.
Naturligvis vil Inter gå efter at hive femte mesterskab i træk hjem, men det altoverskyggende mål i denne sæson er Champions League-trofæet.
Inter udfordres især af Juventus som også har haft spendérbukserne på, og måske kan gøre sit til at forhindre Inter i at hive endnu en guldmedalje hjem.
Juve ville gerne skille sig af med Christian Poulsen, da han ikke indgik i klubbens fremtidsplaner, og med indkøbene af midtbanespillerne Almiron og Felipe Melo i Fiorentina, så det ud til at han var på vej væk. Nu har de midlertidig solgt Cristiano Zanetti til Fiorentina, og det betyder at Poulsen er inde i varmen igen.
Derudover er Diego hentet i Werder Bremen, og den unge angriber Paolucci er hentet hjem fra Catania (men lånt ud til Siena). Nedved har stoppet karrieren og den svenske forsvarsklippe Olof Mellberg er skiftet til græske Olympiakos, men til gengæld er Cannavaro hjemvendt fra Real Madrid.
I sidste sæson blev træner Ranieri fyret, og den tidligere Napoli og Juve forsvarsspiller Ciro Ferrara tog over. Han vandt to kampe over Siena og Lazio, og blev ansat som træner for den kommende sæson. Et noget ubeskrevet blad som træner, men det bliver spændende at hvad han kan udrette.
Milan har solgt Kaká til Real Madrid, Maldini har efter et kvart århundrede i Milans trøje lagt støvlerne på hylden og truppen er af økonomiske årsager blevet trimmet. Det betyder farvel til løntunge reserver som Emerson, Senderos og Shevchenko, og det bliver spændende at se hvad nyankomne Huntelaar kan præstere. Hollandske angribere har før bevist deres værd i Milan.
Men stadigvæk synes forsvaret en anelse tyndbenet, og det kan et indkøb af en angriber ikke rette op på. Vel er amerikaneren Onyewu hentet i Standard Liege, men han må forventes at skulle bruge tid på at vænne sig til Serie A.
Midtbanespilleren Abate er hentet hjem fra sit lejemål i Torino, og han var faktisk en af de få Torino-spillere som kunne være sin indsats bekendt i sidste sæson.
Milan er også tyndt besat på målmandsposten, og fansene var en overgang så utilfredse med Dida, at han blev sat til salg på eBay.
Efter sæsonafslutningen i foråret skiftede træner Ancelotti til Chelsea, og han har siden været endog særdeles ivrig efter at hente Pirlo og Pato til London, men Milan har slået bremsen i, og beholdt dem.
Ny træner er brasilianeren Leonardo som har en karriere som spiller i Milan bags sig og i nogle år har fungeret som scout/agent/teknisk direktør for Milan. Han var bl.a. medvirkende til at spillere som Kaka og Pato havnede i klubben. Pt. har han ikke licens til at fungere som træner i Italien, men det kan tilsyneladende godt lade sig gøre alligevel!
Efter flere år med Ancelottis juletræsformation bygget om omkring Kaka, ser det nu ud til at Milan vender tilbage til at bruge fløjspil. Leonardo har under alle omstændigheder talt varmt for en ny formation, og som spiller i Milan havde han selv stor succes på venstre fløj.
I Toscana har Fiorentina måttet høre på megen kritik fra klubbens fans, efter at midtbanespillerne Almiron og Felipe Melo er solgt til Juventus, og der ikke er hentet klassespillere ind som erstatning. Vel er Macchioni og Zanetti hentet den anden vej, men det slukker ikke fansenes tørst.
Kan Fiorentina undgå skader har de et stærkt mandskab, men truppen er smal og sårbar overfor skader og karantæner. Derfor får de nok især et hårdt efterår, med CL på programmet.
Angrebet med Mutu/Gilardino er et af rækkens bedste, men hver for sig fungerer de ikke altid lige optimalt, og holdet kunne godt bruge en klasseangriber mere.
Roma har med salget af Aquilani til Liverpool mistet en bærende spiller på den centrale midtbane, og eftersom at forsvaren Panucci er skiftet til oprykkerne fra Parma, har man mistet to erfarne spillere. De nye spillere som klubben har hentet, er helt ukendte kapitler i fodboldens store bog, men grundet klubbens økonomiske situation (den er sat til salg af ejeren Rosella Sensi, og har været det længe), er indkøb i klassen af flere millioner Euro ikke en mulighed.
De har været heldige med at kunne beholde angriberen Vucinic som flere engelske klubber har været efter, men kan af økonomiske årsager tvinges til at sælge ham. Totti har forlænget sin kontrakt og accepteret en lønnedgang for at hjælpe sin klub.
Pladserne 6-10
Napoli er en af de klubber som har købt mest spændende ind, og med træner Donadoni ved roret, bør de som minimum hente en plads i næste års Europa League. Bl.a. har man hentet angriberen Quagliarella i Udinese, og han kan komme til at danne makkerskab med Lavezzi som havde en skuffende sidste sæson.
Deres argentinske angrebskollega Denis slog ikke overbevisende til sidste sæson, men skal måske blot bruge mere tid i Serie A. Desuden er indkøbet af Cigarini til midtbanen også en reel forstærkning, og klubben har både en bredere og dybere trup end sidste år.
Skal de længere op i tabellen i år, skal de dog udvise noget mere stabilitet end tilfældet var sidste sæson, hvor de skiftevis tabte til Cagliari, slog Inter for så at tabe til Siena. Især på udebane var de ringe, og de formåede kun at hente to udesejre i hele sæsonen.
Genoa dummede sig og blev snydt for CL-deltagelse i sidste sæson og det har kostet, eftersom nogle af de bærende kræfter er smuttet. Så har man godt nok hentet Crespo i Inter og Floccari i Atalanta til at erstatte Diego Milito med, men jeg tvivler på at de kan holde samme høje niveau.
Dog er Kharja hentet i Siena til at erstatte Motta på midten, og det kan gå hen og blive spændende, da fransk/marokkaneren har været en af toscanaklubbens bærende spillere de sidste sæsoner. Derudover har man byttet målmand med Palermo således, at Rubinho er røget til Sicilien, mens Amelia er hentet til Ligurien.
Det så ud til at vi skulle have en dansker i Genoa, da Magnus Troest blev hentet i Parma, men han røg helt ud af truppen til træningskampene, og meldes nu på vej til Premier League.
Er man interesseret, kan man se Genoa spille mod OB i Odense den 27. august, da de spiller returkamp om deltagelse i Europa League. Første kamp spilles i Genova den 20. august.
Sicilianske Palermo med den halv-skøre præsident Zamperini ved roret, har igen-igen meldt ud, at nu skal de i Champions League. Denne gang kan der måske være noget om snakken, da de generelt viste gode takter sidste år, og er blevet forstærket i sommerpausen.
Den offensive Pastore er hentet i argentinske Huracan, og han er udråbt til at være fremtidens mand. Desuden er forsvarsspilleren Dellafiore hentet hos nedrykkerne fra Torino. Danske Simon Kær burde være i stand til at beholde sin stamplads, og ventes at tage mindst en sæson mere i Palermo, for at beholde chancen for en eventuel dansk VM deltagelse næste sommer. Sidste sæson var hans store Serie A gennembrud, men nu er der fokus på ham fra start, og vi får at se hvad han er lavet af.
Skal en af de mindre klubber overraske positivt i denne sæson og blande sig i toppen, kunne det godt gå hen og blive Palermo. Træner Walter Zenga, som de fleste nok husker fra VM i Italien i 1990, er træner og har selv udtalt, at han forventer at de blander sig i toppen.
Den romerske forstadsklub Lazio kan nok se frem til endnu en sæson som midterhold, eftersom der ikke er ændret væsentligt på truppen i forhold til sidste sæson. Optakten til den nye sæson har dog været god, og Super Cup trofæet er allerede hentet via en sejr over Inter. Kampen blev spillet i Beijing, og Lazio vandt 2-1 med sejrsmålet sat ind af Julio Cruz, som netop er hentet i Inter.
Romerne har formået at holde på makedoneren Pandev som længe har været rygtet væk, og i transfervinduet har de kun sagt farvel til forsvarsspilleren Zauri. Han er dog erstattet af indkøb af forskellige andre spillere, som bl.a. Stendardo der er hentet i Lecce. Han har tidligere spillet i Lazio, men havde et clash med træner Delio Rossi, og har været væk i 1½ år, men er nu tilbage.
Den anden genoveser-klub, Sampdoria, har ikke markeret sig voldsomt med spektakulære indkøb i sommerpausen. Man har holdt på midtbanespilleren Palombo, og hvis den unge Dessena kan få sit endelige gennembrud i den kommende sæson, kan det komme til at se godt ud. I front har man den farlige Cassano/Pazzini duo, og sidste sæsons 13. plads bør skiftes ud med en noget højere placering.
Holdet er bedre end som så, men var ret ringe på udebane sidste år. Desuden var angrebet noget tandløst indtil Pazzini blev hentet i Fiorentina i januar, men det blev der rettet noget op på. Truppen er dog efter min mening en anelse tynd, og skader eller karantæner kan ødelægge en hel del. Forsvaret ser ikke for imponerende ud, og selvom Zauri er hentet i Lazio, kunne de godt bruge en klasseforsvarsspiller mere.
Sampdoria kan måske gøre sig gældende i kampen om en Europa League-plads, men så kommer de nok heller ikke højere op i tabellen. Pt. er Samp den lille klub i Genova.
Pladserne 11-15
Cagliari var sidste sæsons helt store positive overraskelse; det var helt underligt at opleve dem gå igennem en sæson uden en træner-fyring. Allegri fik virkelig sat et slagkraftigt mandskab sammen, og især i kontraspillet var de en ubehagelig modstander for de fleste hold.
Nu har de mistet forsvarsspilleren Bianco som er skiftet til Atalanta, og topscorer Acquafresca som er hentet tilbage til Inter, derefter skiftet til Genoa som en del af Milito/Motta handlen og nu er han så i Atalanta på udlån, dog stadig ejet 50/50 af Inter og Genoa……velkommen til det italienske transfer cirkus!
Det betyder at den unge Matri kan få sit helt store gennembrud i denne sæson, da han skal spille i front med Jeda. Desuden er Simone Barone hentet som en erfaren midtbanespiller i nedrykkerne fra Torino.
Holdet burde kunne holde sig oppe i Serie A, men kommer nok til at kæmpe fra midten og nedefter. Som sædvanligt, vil de nok hente klart de fleste af pointene hjemme på Sardinien.
Udinese har sagt farvel til sidste års topscorer Quagliarella, som er skiftet til Napoli. Midtbanestyrmanden D’Agostino var længe rygtet til Juventus, men friulerne har formået at holde ham i stalden, og det kan være udslagsgivende for, om man kommer til at ligge i den øverste eller nederste halvdel af tabellen.
Bortset fra angriberen Bernado Corradi som er hentet i Reggina, er størstedelen af nyindkøbende ganske ukendte for de fleste, men Udinese har som oftest haft en fantastisk evne til at trylle nogle gode talenter frem, og mon ikke et par af dem vil slå igennem.
Danske Nicki Zimling var på tale til at blive udlejet til Brøndby, men italienerne valgte at beholde ham i førsteholdstruppen, og vil tilsyneladende give ham spilletid.
Sidste sæson startede godt, men så gik Udinese helt død. Den blev dog reddet af, at man vandt syv af de sidste otte kampe. I år kommer man nok til at kæmpe om midterplaceringer igen.
Atalanta sluttede på en 11.plads sidste sæson, og det bliver nok også deromkring vil skal finde dem i denne her sæson. Bergamo klubben er i mine øjne et af Serie A’s bedste spilleobjekter, da de på hjemmebane ofte hiver nogle spektakulære sejre i land, mens de ude er lidt nemmere at have med at gøre. Bl.a. blev både Roma og Inter sendt hjem med nederlag i sidste sæson.
Nu har man imidlertid solgt topscorer Floccari til Genoa, og den offensive dirigent, Cristiano Doni, er efterhånden et stykke oppe i 30’erne og ikke den hurtigste på fødderne mere.
Midtbanen har også lidt et par alvorlige tab med salget af Cigarini til Napoli og Parravicini til Siena. Til gengæld har man hentet forsvarsspilleren Bianco i Cagliari, samt angriberne Tiribocchi i Lecce og Cagliaris topscorer Acquafresca.
Især sidstnævnte med 11 scoringer for det italienske u/21 landshold bliver spændende at følge, og han kan få sit helt store gennembrud i denne sæson. Han er dog stadig ejet 50/50 af Inter og Genoa, hvorfor Atalanta kun har lånt ham i en enkelt sæson.
Siena var rækkens næstmindst scorende mandskab sidste sæson, kun ”overgået” af nedrykkerne fra Reggina. Forsvaret var til gengæld deres kendemærke, og kun top-5 klubberne lukkede færre mål ind end toscanerne.
Man kan på holdets vegne frygte lidt for midtbanen, eftersom man har sagt farvel til et par bærende spillere som Galloppa der er solgt til Parma og Kharja som er skiftet til Genoa. Så har man hentet Parravicini, Fini og Filipe, men holdet skal trods alt lige spilles sammen.
I Juventus har man lånt den unge angriber Paolucci, som sidste sæson scorede syv mål i Catania, hvortil han var udlånt. Han erstatter liechtensteineren Mario Frick, som er rykket videre til schweiziske San Gallo, og dermed er der ikke flere spillere fra Liechtenstein at finde i den bedste italienske række… og der går nok et stykke tid, før vi kommer til at opleve en igen.
Den anden sicilianske klub, Catania, skal igen forsøge at undgå nedrykning. De foregående sæsoner har været kendetegnet ved, at holdet i løbet af efteråret har vundet en hel del kampe og ligget i den øverste halvdel af tabellen for så, at falde helt og aldeles sammen efter nytår og rutche nedad igennem rækken.
Det er hjemme på Sicilien at holdet henter de fleste points, og sidste år bød udekampene på blot en enkelt sejr og seks uafgjorte. Udebanesejren var til gengæld på hele 4-0 over lokalrivalerne fra Palermo!
I forhold til sidste sæson, er det mere eller mindre et helt nyt hold Catania stiller med. Alt fra målmænd til angribere er skiftet til andre klubber, og mange af dem er smuttet efter kontraktudløb. Vel er der også hentet en del nye spillere ind, men det kommer nok til at tage noget tid før de er spillet sammen.
Dog er spillere som Plasmati fra Atalanta, Delvecchio fra Sampdoria og Sardo fra Chievo alle spillere med mange kampes Serie A erfaring på bagen. Det er Catanias tredje sæson i den bedste række, og jeg tror at det bliver en af de sværeste.
Pladserne 16-20
Kommunismens italienske højborg i Toscana, har endelig fået Livorno tilbage i Serie A efter en enkelt sæson i Serie B. Derudover har de fået deres gamle topscorer Lucarelli tilbage fra Parma, og forsvarsspilleren Knezevic er hentet tilbage fra Juventus.
På midten har de danske Martin Bergvold som har levet en nogenlunde anonym tilværelse i den næstbedste italienske række, men som der nok kommer mere fokus på nu. Han har etableret sig som fast mand på holdet, og det bliver interessant at se, om han kan begå sig i den bedste række.
Selv med et fanatisk og Che Guevara-tilbedende publikum i ryggen bliver det nok op ad bakke for Livorno, og de kommer nok til at slås om at undgå nedrykning.
Verona-forstadsklubben Chievo, hang det meste af sidste sæson med en hvis legemsdel i vandskorpen, men med et par udesejre over Lazio, Siena og Atalanta var stærkt medvirkende til at redde dem. Chievo var sjovt nok, det eneste hold som hentede flere points ude end hjemme.
De er heller ikke ret gode til at skabe noget fremadrettet på banen, men har det klart bedst med at vente på et par kontrachancer, og de prøvede heller ikke på noget tidspunkt, at være bagud og vende det til en sejr. Kommer modstanderne først foran, har Chievo ikke mange strenge at spille på.
I angrebet har de i Pelissier en stærk kontraspiller, men til den kommende sæson har de mistet et par midtbanespillere som Pinzi og Langella samt angriberne Esposito og Makinwa. Ind er kommet en del spillere fra mindre klubber, men uden Serie A-erfaring. Jeg tvivler på at de overlever endnu en sæson i den bedste række, men jeg har jo før taget fejl.
Én mand var mere end nogen anden skyld i, at Bologna reddede livet i sidste sæson. Gang på gang kvajede holdet sig med hjemmebanenederlag mod Reggina, Siena og Cagliari, men Marco di Vaio bankede bolden i kassen 24 gange i løbet af sæsonen, og delte andenpladsen på topscorerlisten med Genoas Milito.
Desuden var bologneserne ret heldige med programsammensætningen af kampene, da de i de sidste to runder skulle møde hhv. Chievo og Catania. I kampen mod Chievo skulle begge hold bruge et enkelt point, og vupti: kampen endte 0-0. Catania havde intet at spille for i sidste runde, og Bologna vandt let med 3-1. Mod de andre nedrykningskandidater fra Torino og Lecce var man heldige med scoringer i kampens sidste minutter.
Det var med andre ord slet ikke overbevisende at se dem i sidste sæson, men det burde blive lidt bedre i denne. Midtbanen forstærkes med Guana fra Palermo, Vigiani fra Reggina og Tedesco fra Catania. Forsvaret forstærkes med Raggi fra Palermo. Alt i alt ser det mere lovende ud, men man er nok stadig meget afhængig af di Vaios mål.
Kald mig bare negativ, men oprykkerne fra Bari levner jeg ikke mange chancer for overlevelse. De vandt Serie B i overbevisende stil med Antonio Conte som træner, og det så ud til at han også skulle træne dem i den kommende sæson, men af uvisse grunde valgte Bari at stoppe samarbejdet med ham.
De har i front nogle spændende spillere som Baretto, Langella og Kutuzov, men resten af mandskabet er en smule tyndbenet, og nok for uprøvet til at kunne begå sig i Serie A.
I forhold til Serie B-sæsonen, har de mistet nogle af de bærende kræfter som Bianco og Guberti, som er skiftet til hhv. Juventus og Roma. De har naturligvis hentet nye spillere ind, men det er alt andet lige et tab.
Det sidste hold vi mangler, er oprykkerne fra Parma. Efter mange år i den bedste række, og med flere europæiske titler hentet hjem i 90’erne, måtte de en tur ned og vende i Serie B.
Da jeg boede i Bologna, så jeg Parma spille, og dengang bestod holdet af flere klassespillere som Buffon på mål, Cannavaro og Thuram i forsvaret, Fuser, Almeyda og Ortega på midten samt Crespo og Marco di Vaio i front.
Dengang var holdet en af Italiens største talentfabrikker, men med Parmalat-koncernens krak, forsvandt klubbens økonomiske grundlag, og man var tvunget til at sælge spillerne, inden de blev mange penge værd. Det kostede dyrt, og derfor rykkede man ned.
Parma fik dog skrabet et fornuftigt hold sammen, og røg op med det samme igen. Men jeg tror at de får det meget svært, og selvom de har hentet et par midtbanespillere i eksempelvis Siena, rækker det nok ikke alverden. De kan naturligvis nå at forstærke sig yderligere, men som truppen er nu, forudser jeg en kamp om at undgå nedrykning.
De største handler
Flavio Roma. Målmand. Monaco-Milan
Cristiano Zanetti. Midtbane. Juventus-Fiorentina
Marco Marchionni. Midtbane. Juventus-Fiorentina
Felipe Melo. Midtbane. Fiorentina-Juventus
Almiron. Midtbane. Fiorentina-Juventus
Diego. Angriber/midtbane. Werder Bremen-Juventus
Fabio Cannavaro. Forsvar. Real Madrid-Juventus
Klaas Jan Huntelaar. Angriber. Real Madrid-Milan
Fabio Quagliarella. Angriber. Udinese-Napoli
Diego Milito. Angriber. Genoa-Inter
Samuel Eto’o. Angriber. Barcelona-Inter
Thiago Motta. Midtbane. Genoa-Inter
Javier Pastore. Midt/angriber. Huracan-Palermo
Robert Acquafresca. Angriber. Cagliari-Atalanta
Rygtebørsen
Der er endnu noget tid til at transfervinduet lukker, og klubberne er sikkert ikke færdige med at handle ind endnu. De italienske medier spekulerer en del i, at følgende spillere vil skifte klub. Dog er intet bekræftet endnu.
Luca Toni. Angriber. Bayern München-Roma
Christian Zaccardo. Forsvar. Wolfsburg-Juventus
Cecs Fabregas. Midtbane. Arsenal-Milan
Julio Baptista. Angreb. Roma-Inter/Milan
Fabio Grosso. Forsvar. Lyon-Juventus
Royston Drenthe. Midtbane. Real Madrid-Milan
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+