Optimismen er så småt ved at finde tilbage til Serie A, der i den forgangne sæson bød på et væld af positive overraskelser og en fascinerende dyst om de attraktive pladser bag den enevældige hersker, Juventus. BetXperts calcio-ekspert Emil Birkeland Klintorp evaluerer Serie A-sæsonen, der gik - ser på oddstendenserne - og kigger ikke mindst fremad mod sæsonen, der kommer.

Kaster man et flygtigt blik hen over Serie A-tabellen efter den netop overståede sæson, kunne man tro, at det har været en ligakampagne med ”busines as usual” i Calcio-land. Bortset fra endnu et stensikkert Juventus-Scudetto og sølv til Roma bød 2014/15-sæsonen imidlertid på en hel del overraskelser og spændende tendenser – heriblandt Lazios fremgang, Milano-klubbernes fortsatte nedtur, øget jævnbyrdighed, en bomstærk subtop samt masser af mål.

BetXperts Serie A-ekspert Emil Birkeland Klintorp ser her tilbage på sæsonens positive og negative overraskelser, analyserer bettingtendenserne i året, der gik, og kommer med sine bud på, hvad vi skal holde øje med i den kommende sæson.

Allegri cementerer Juventus’ enevælde

Juventus hersker enevældigt over Serie A. Basta. Længere er den ikke. Når det er sagt, er der dog grund til at erklære sin dybeste respekt for det arbejde, Massimiliano Allegri har gjort som cheftræner hos Den Gamle Dame. Som fyret Milan-træner havde Allegri både odds og egne tifosi imod sig, da han kort inden sæsonen tog over efter klubkoryfæet Antonio Conte. Langsomt, men sikkert vandt den pragmatiske 47-årige træner ikke bare flere og flere kampe, men også tilhængernes respekt.

Når regnskabet for sæsonen gøres op, kan man konstatere, at Allegri ikke bare vandt klubbens fjerde mesterskab i træk, men rent faktisk også formåede at overgå Conte ved at vinde The Double for blot tredje gang i Juves historie og – ikke mindst – sikre en plads i Champions League-finalen (at denne blev tabt til Barcelona er i denne sammenhæng ikke så vigtigt). Sæsonen 2014/15 vil blive husket som sæsonen, hvor Bianconeri spillede sig tilbage blandt verdens bedste klubber og fik hele Europa til at tale om italiensk fodbold igen.

Subtoppen er stærkere end længe

Mens Pirlo & Co. cruisede sig til endnu en ligatitel og gjorde en ”bella figura” i Champions League, er der også grund til at fremhæve den øgede konkurrence i subtoppen af Serie A som en af sæsonens positive overraskelser. Roma, Lazio, Fiorentina og Napoli sloges hårdt om pladserne fra 2 til 5, samtidig med at sæsonens måske allerstørste positive overraskelse Genoa sammen med lokalrivalen Sampdoria pressede på nedefra og formåede at holde de fallerede Milano-klubber, Inter og Milan, bag sig.

Mens der i sæsonen forinden var hele 25 point fra sølvvinderen Roma ned til nummer 5, Inter, lød spændet fra Roma til Napoli efter 2014/15-sæsonen på bare 7 point. Læg dertil, at et formstærkt Lazio-mandskab sluttede blot 1 point bag ærkerivalen Roma takket være en 4-2-sejr over Napoli i det, der må betegnes som en af sæsonens bedste og mest underholdende kampe. Trods naturlige taktiske forskelle subtopklubberne imellem kan man også notere sig, at de alle er i stand til at spille både offensiv og medrivende bold.

Bronzemedaljer med dertil hørende Champions League-kvalifikation og en plads i Coppa Italia-finalen var et fortjent afkast for Lazio. Med et mindre økonomisk råderum end Roma og Napoli manifesterede de lyseblå sig som en af sæsonens største positive overraskelser med profiler som Anderson, De Vrij, Parolo og Candreva. Som konsekvens blev træner Stefano Pioli tilbudt en ny kontrakt, der binder ham til Lazio indtil sommeren 2017.

Sæsonens comeback

De to sidste positive overraskelser, jeg vil fremhæve, hænger på en måde sammen. Først har vi 38-årige Luca Toni, der 3 år efter at være vendt hjem fra de falmede fodboldstjerners elefantkirkegård i Emiraterne sluttede øverst på Serie A’s topscorerliste med 22 kasser side om side med sin 16 år yngre kollega Mauro Icardi fra Inter. Det har ingen mand på den alder gjort før Toni, hvis delte topscorertitel bliver endnu større af at være opnået på et middelmådigt hold som Verona.

Luca Tonis karriere som klassisk italiensk målræv tog for alvor fart i 2003, da han var med til at spille Palermo op i Serie A, og efter endnu en oprykning 10 år senere stod de lyserøde sicilianere for et andet af sæsonens store comeback; Palermo sluttede på en imponerende 11. plads blot tre point efter Milan og kan tilmed prale af som dette eneste hold at være i besiddelse af to spillere, der ramte et tocifret antal ligamål og -assists: Franco Vazquez og Paulo Dybala.

At stortalentet Dybala har takket nej til tilbud fra bl.a. Premier League for i stedet at tage til Juventus, lover godt for Serie A, hvor argentineren har været med til at punktere myten om en liga, hvor alt handler om defensiv kontrol, og hvor der scores meget få mål. Med i alt 1.023 scoringer gav Serie A således La Liga, Premier League samt Bundesligaen baghjul, og det hele blev afsluttet med et veritabelt målorgie, da sidste rundes 10 kampe bød på ikke færre end 47 mål (!).

Konkurs, hybris og Benitez-exit

Det ville imidlertid ikke være Italien, hvis alt bare var fryd og gammen, og selvfølgelig har der også været negative overraskelser i den forgangne sæson. Uden for kridststregerne har det været tragisk at betragte Parmas frie fald mod konkursen. Det er uvist, om vi får I Ducali at se i Serie A igen, og i hvilken form det så eventuelt bliver.

På banen og i tabellen var Napoli sammen med de to groggy Milano-klubber sæsonens største negative overraskelse, og de fleste Roma-tifosi havde nok også sat næsen op efter større bedrifter end at havne 17 point efter Juve for andet år i træk. ”Vi vinder Scudetto’en”, sagde træner Garcia i oktober. Romerne kom aldrig i nærheden.

Mens det vil være en tilsnigelse at kalde Giallorossis sølvmedaljer for en af sæsonens største skuffelser, så kan man roligt smide Napolis femteplads ind i den kategori. Trods et af rækkens største budgetter dumpede Rafa Benitez’ projekt med et brag, efter at de lyseblå syditalienere havde vundet sølv og bronze i de to foregående ligakampagner.

Spanieren, der ellers er berømt for sine taktiske kvaliteter, kunne slet ikke få defensiven til at fungere, og en femteplads samt Europa League-kvalifikation er langt fra nok til at indfri præsident De Laurentiis’ og tilhængernes ambitioner. Det rakte dog til at kaste en kontrakt hos Real Madrid af sig.

Milano-klubbernes genfødsel lader vente på sig

I modsætning til napolitanerne har milaneserne vænnet sig til ikke at forvente for meget af deres klubber. Siden stjerner som Ibrahimovic, Nesta og Thiago Silva sagde farvel til Milan for bare tre år siden, er det gået stødt ned ad bakke, og den 10. plads, som Pippo Inzaghi efterlod klubben på, står som det foreløbige lavpunkt i Berlusconi-æraen.

Pengene så ud til at være sluppet op, og det samme gjorde kreativiteten på San Siros grønsvær. Med den thailandske forretningsmand Bee Taechabols overtagelse af 48 pct. af storklubben er der imidlertid blevet tilført midler, som Rossoneris ledelse og tifosi håber, kan bringe klubben tilbage til om ikke fordums storhed så i hvert fald top-5.

Ligesom i Milan er der ikke europæisk fodbold på menuen efter sommerferien for Inter, der under Roberto Mancini har vist tegn på bedring, men som ikke desto skriger på den stabilitet, der kræves for at hænge på de klubber, Nerazzurri normalt sammenligner sig med. Inter er trods betragtelige mangler (særlig defensivt) i en bedre forfatning end Milan, og klubbens tilhængere nød helt sikkert at se præsident Thohir snuppe den franske landsholdsspiller Geoffrey Kondogbia for næsen af Berlusconi. Der venter et kæmpe arbejde for Mancini og den nye Milan-træner (og tidligere Inter-spiller!) Mihajlovic.

Oddstendenser: Favoritfald og smalle sejre

Trods en total mangel på stabilitet stillede de to Milano-klubber ofte op som ganske store odds-favoritter, hvilket nok mest skal ses som en afspejling af fortidens meritter. Faktum efter 2014/15-sæsonen er ikke desto mindre, at Inter blot vandt 14 kampe ud af 38 (37 pct.), mens antallet af Milan-sejre kun nåede op på 13 (34 pct.). Hjemmebanenederlag til klubber som Udinese, Cagliari, Atalanta, Sassuolo og Palermo var med til at sikre gode gevinster til dem, der havde luret tendensen og konsekvent bettede imod Inters og Milans rådvilde stjerner.

Den slags rysten på hånden så vi som nævnt kun meget sjældent fra Juventus’ mesterhold, hvis sejre dog sjældent kastede brugbare odds af sig. I stedet for at spille direkte på Juve-sejre kunne man eksempelvis med fordel have smidt sine spareskillinger på étmålssejre til Den Gamle Dame; 11 af klubbens 26 ligasejre blev således sikret med mindst mulig målmargin (6 hjemme/5 ude). Med store udfordringer i både Coppa Italia og Champions League skal der spares på kræfterne, og med en pragmatisk træner som Allegri ved roret kan det samme mønster med de mange smalle sejre meget vel tænkes at fortsætte i den kommende sæson.

Fortsætter den store jævnbyrdighed?

I det hele taget må man konstatere, at jævnbyrdigheden har været relativt stor i Serie A i den forgangne sæson. Mens antallet af klubber, der nåede op på et tocifret antal uafgjorte kampe i sæsonen 2013/14, lød på 7, så var det tilsvarende tal for den netop overståede sæson mere end fordoblet – til 16. Højdespringeren ud i X’er var Empoli (nummer 15), der spillede uafgjort 18 gange (47 pct.), men også længere oppe i tabellen finder vi hyppigt krydsende mandskaber som Sampdoria (nummer 7) med 17 uafgjorte samt sølvvinderen Roma med 13 pointdelinger.

I denne kontekst skal det også noteres, at 4 af top-6-klubberne (Lazio, Fiorentina, Napoli og Genoa) tabte et tocifret antal kampe i sæsonen, mens tallet i sæsonen forinden var det halve (Fiorentina og Parma). Det skal blive interessant at se, om denne tendens fortsætter i den kommende sæson, hvor miniputklubberne Carpi og Frosinone kommer op og leger med de store drenge.

Det er svært at forestille sig, at Serie A-debutantduoen kan tage point fra modstanderne ligeså ofte som eksempelvis Cagliari og Cesena, der rykker den modsatte vej, og som i den forgangne sæson fik point i henholdsvis 18 og 16 ligakampe. Især Carpi, der vandt Serie B suverænt, men også Frosinone vil imidlertid angribe udfordringen med åben pande, og begge oprykkere vil sandsynligvis forstærke sig med en del rutinerede kræfter inden ligastart.

Carpi og Frosinone vil utvivlsomt blive undervurderet af de etablerede Serie A-klubber (og måske også af bookmakerne). For de sensationshungrende bettere vil der helt sikkert være gigantiske odds at finde på netop disse to oprykkerhold – det til trods for at de sluttede foran traditionsklubben Bologna, der snuppede den tredje og sidste oprykningsplads, men hvis navn automatisk fremtvinger større respekt hos fans og modstandere.

Nådesløs kamp om top-5-placeringerne

Som det burde være fremgået af ovenstående tekst går vi en yderst spændende Serie A-sæson i møde. Juventus er ganske vist i en klasse for sig i disse år, hvor det er umuligt at forestille sig en anden Scudetto-vinder, men undertegnede forudser endnu en tæt kamp om de efterfølgende pladser i top-5, som de to Milano-klubber vil gøre alt for igen at få en bid af. Der er dog – set herfra – stadig et godt stykke vej for Inter og Milan, før de over en hel sæson kan true Roma, Lazio, Fiorentina og Napoli i striden om de europæiske pladser.

Netop de europæiske pladser kan blive en afgørende faktor i kampen om top-5-placeringerne i den kommende sæson; vil Roma og Lazio (hvis bronzevinderne kvalificerer sig) for eksempel være i stand til at økonomisere med kræfterne og veksle mellem opgaverne i Serie A, Coppa Italia og Champions League? 3 italienske klubber blandt de sidste 8 hold i Europa og Champions League vidner om et hævet niveau i både top og subtop af Serie A, men vi skal se noget lignende i den kommende sæson, hvis vi for alvor skal begynde at tale om en længe ventet renæssance for calcio’en.