Serie A-ekspert Lars Hellegaard tager her et Janus-blik på den overståede sæson i Italien. Han vurderer indsatsen for hver enkelt klub og kommer også med et bud på hvordan det kommer til at gå i næste sæson (i den forbindelse berører han de spillerhandler der vil finde sted i løbet af sommeren).

Lars Hellegaard sluttede i øvrigt med en tilbagebetaling på 113% for 08/09-sæsonen. Hans tip kan findes på denne side. 

Zlatans mål og Inters mesterskab
Sidste søndag blev de sidste mål scoret i den Serie A sæsonen 08/09, og to af dem blev sat ind af Zlatan Ibrahimovic, som derved bombede sig alene i spidsen for topscorerlisten med 25 mål (nr. to blev Bologna’s Marco di Vaio med 24 mål). Hans mange mål var med til at sikre Inters mesterskab.

Det var et mesterskab som der desværre aldrig rigtigt blev tvivl om, da Inter fra de første runder lagde sig sikkert i spidsen for rækken. De andre udfordrere som Juventus og Milan begyndte forholdsvist hurtigt at smide pointene væk, men Inter blot tromlede derudaf.

I efteråret var der en smule håb om spænding, da Milan besejrede Inter med 1-0 i lokalderbyet, men Mourinhos tropper rejste sig hurtigt igen, og tog et stort spring fremad. Naturligvis til stor tilfredsstillelse for Inters fans, men for spændingens skyld ville det unægtelig have været sjovere, hvis flere klubber havde formået at presse Inter i toppen.

Spænding i bunden
I bunden var der derimod spænding til det sidste. Reggina og Lecce rykkede ned et par runder før slut, mens Torino og Bologna til sidste spillerunde kæmpede om at undgå dumpepladsen. Torino skulle have en sejr i en af de sidste to kampe mod Genoa og Roma, men tabte begge. Og da Bologna på sidste spilledag besejrede Catania med 3-1 i hjemme på Dall’Ara, sikrede de sig endnu en sæson i Serie A.

Torino ryger ned sammen med de to førnævnte syditalienske klubber. De erstattes indtil videre af Bari og Parma som har sikret sig oprykning. Den sidste plads får enten Livorno, Brescia, Empoli eller Grosseto som skal i indbyrdes play-off.

Hos oprykkerne fra Bari har den tidligere Juventus-anfører, Antonio Conte, udrettet mirakler som træner. lubben har ikke alverden af midler at gøre med, men han har sammensat et stærkt hold, og det er naturligvis ikke gået ubemærket hen. Juventus leder pt. efter en ny italiensk træner, men Conte har afvist interessen og forlænget kontrakten med Bari til 2012.

1. Inter
En god, men ikke prangende sæson af den Serie A-debuterende Mourinho i Inter-trænersædet. Mesterskabet kom som forventet i hus, men eftersom det er fjerde år træk at man vinder Lo Scudetto, er der en smule utilfredshed med at man røg ud til Manchester United i CL. Den store europæiske pokal får nok førsteprioritet til næste år. Måske ryger deres svenske topscorer til Barcelona eller Real Madrid, men hvis han bliver, får han følgeskab af Genoas topscorer Milito. Militos medspiller Tiago Motta skifter også til Inter.

2. Juventus
Holdet overhalede Milan til allersidst, og sluttede som nr. 2. Ikke at det betyder alverden i Serie A, da både nr. 2 og 3 går direkte i CL. Holdet havde en skuffende sæson, og formåede ikke at byde Inter trods. I europæisk sammenhæng præsterede man heller ikke alverden, da man sammen med Inter og Roma allerede røg ud i første knock-out runde i februar/marts. Juventus’ banemænd var Chelsea, som selv blev ekspederet ud i semifinalen. Ranieri blev fyret til slut i sæsonen, og Cico Ferrara tog midlertidigt over. Indtil videre er Diego hentet i Werder Bremen, men der kommer sikkert flere spillere til i sommerpausen.

3. Milan
Eftersom Milan i forrige sæson ikke formåede at kvalificere sig til CL i den netop overståede sæson, havde de fleste nok sat næsen op efter guldet denne gang, nar man nu ikke var belemret med europæisk deltagelse (ja, jeg ved godt at man var med i UEFA Cup’en, men den har ikke den store betydning i Italien). Det lykkedes som bekendt ikke, og søndag aften blev det annonceret, at Ancelotti stopper i Milan efter otte år på posten. Han nåede i Milan at vinde Serie A en enkelt gang (i 2004), CL to gange, den europæiske Super Cup to gange samt VM for klubhold en enkelt gang. Den træner-urutinerede Leonardo har taget over efter Ancelotti.

Skal Milan gøre sig gældende i kampen om guldet eller CL i næste sæson, kræves der væsentlige forstærkninger i forsvaret. Nesta er konstant skadet, og Jankulovski formår ikke at lukke af i venstre side. Rygterne går på at de henter enten Méxes i Roma eller danske Simon Kjær i Palermo. Kjær er den billigste, men har også kun en enkelt Serie A-sæson med i bagagen. Senderos som var lånt i Arsenal, floppede og ryger nok retur til London.

Værd at bemærke er det også, at Maldini endelig har lagt støvlerne på hylden efter ca. 1.000 kampe for Milan. Hans trøje nummer 3 er som Baresi’s nr. 6 trukket tilbage, og kan ikke bruges af andre spillere. Skulle en af hans sønner i fremtiden nå førsteholdstruppen, kan han dog ”genbruge” nummeret.

4. Fiorentina
Det blev til et CL-exit allerede i gruppespillet i denne sæson, og det var de fleste viola fans nok en smule skuffet over. Fjerdepladsen er ok for en klub som Fiorentina, som ikke har midlerne til at blande sig i top tre. Mutus langvarige skade blev kostbar, og det må have gjort ondt at se Pazzini bombe masser af mål ind for Sampdoria, efter at Fiorentina afhændede ham i januar. Holdet var stærkt kørende på hjemmebane, men for svagt ude.

Forsvaret var godt skruet sammen, men offensiven fungerede til tider for skidt, og klubber som Palermo og Udinese scorede faktisk flere mål end Prandellis tropper i denne sæson. Man får en ny chance i CL-sammenhæng til efteråret (kvalifikation), man skal nok ud og forstærke truppen.

5. Genoa
Holdet fra Christopher Colombus fødeby var sammen med Cagliari, denne sæsons helt store positive overraskelse. De måtte nøjes med 5. pladsen eftersom de havde en dårligere indbyrdes statistik en Fiorentina hvilket er deres egen skyld, da de i kampen mod Fiorentina smed en 3-0 føring over styr. Det kostede dem CL deltagelse og også topscorer Milito som smutter til Inter.

Til gengæld kommer Cagliaris Acquafresca til (han scorede 12 mål for Cagliari i denen sæson, men er ejet af Inter), og han bliver spændende at følge. De sidste par år har Genoa været heldige med indkøbene af angribere (Boriello og Milito). Det er dog nok tvivlsomt, om de holder den fine placering i næste sæson. Genoa er med i Europa League til efteråret.

6. Roma
Var Genoa en af sæsonens positive overraskelser, var Roma nok den mest negative……og så alligevel, man kunne vel have forventet det. Totti kan ikke længere bære holdet alene, og han har været meget plaget af skader. Man mistede Mancini til Inter sidste år, og dermed en af holdets bærende offensive kræfter. Han blev erstattet af Baptista, men han har efter min mening slet ikke samme niveau. John Arne Riise på venstrebacken var efter min mening en katastrofe, og den holdning tror jeg ikke at jeg står alene med.

Skal romerne være med fremme i kampen om mesterskabet i næste sæson, skal der ryddes ud i truppen, og måske skal Spalletti udskiftes. Han rygtes også væk fra klubben, men det har stået på i nogle år nu. Klubbens problem er nu, at pengekassens indhold ikke ligefrem er til store spillerindkøb, og samtidig risikerer man at miste forsvarsstyrmanden Méxes. Holdet skal til efteråret spille med i den nyetablerede Europa League.

7. Udinese
Friulierne lagde hårdt fra land og hentede seks sejre i sæsonens første ni kampe. Derefter kom et formdyk af dimensioner, hvor man i 11 kampe ikke hentede en eneste sejr, og man rendte ind i nogle gevaldige øretæver, da man tabte med bl.a. 1-5 mod Milan og 0-3 mod Atalanta. Sæsonen blev dog rundet flot af med syv sejre i de sidste otte kampe, bl.a. en flot 6-2 sejr over Cagliari i sæsonens sidste kamp. Alligevel sidder man tilbage med en smag i munden af, at sæsonen kunne have været bedre. Holdet levede ikke helt op til den flotte start på sæsonen, og en overgang troede de fleste at de kunne blande sig i CL-kapløbet.

Til den kommende sæson har de allerede mistet en profil, da topscorer Quagliarella er skiftet til sin favoritklub Napoli. De har selvfølgelig stadig Di Natale i front, men han er oppe i årene og kan ikke forventes at holde et stabilt niveau. Udinese kommer ikke til at spille europæisk bold til efteråret, da de sluttede lige uden for Europa League.

8. Palermo
Set med danske øjne, var Palermo en spændende klub at følge i den forgangne sæson. Simon Kjær slog for alvor igennem i det sicilianske, og er nu med på landsholdet. Førstevalget i holdets centerforsvar, var Bovo og Carrozzieri. Men de to spillere fik grotesk mange kort, og dermed karantæner til følge. Det banede vejen for Kjær til mange kampe fra start, og oven i købet scorede han tre mål for holdet. Ud over de mange kort, dummede Carrozzieri sig yderligere ved at være positiv i en doping-test. Noget han har været før i sin tid i Atalanta, og han er ude med karantæne i lang, lang tid.

En anden spiller som også gjorde det godt, var Cavani. Sammen med Miccoli blev han topscorer med 14 mål, og det er tvivlsomt om Palermo formår at holde på ham. Klubbens præsident Zamperini har hvert år ambitioner om at klubben skal blande sig i mesterskabskampen (og skælder ud på alt og alle når det ikke lykkes), men skal han gøre alvor af sine trusler, skal han undgå at sælge ud af sine bedste spillere. Jeg tror at holdet igen i sommerpausen mister to-tre profiler og derved får svært ved at gøre sig gældende i næste sæson.

9. Cagliari
Som nævnt var øboerne en af de største positive overraskelser i denne sæson, og gjorde dermed mange eksperter til skamme, som før sæsonen havde dømt dem til nedrykning. Det startede også ret skidt med fem nederlag på stribe, men man kom efter det og fik i løbet af sæsonen hevet nogle spektakulære sejre i land, bl.a. 4-1 ude over Lazio og 3-2 ude over Juventus. Det var dog som sædvanligt hjemme på Sardinien at de fleste sejre blev hevet i land, og man sluttede da også af med en fin hjemmebanestatistik der sagde 11-4-4. Holdet tabte i øvrigt ikke til mestrene fra Inter, da man spillede 1-1 på San Siro og vandt 2-1 på hjemmebane.

Men nu mister man topscorer Acquafresca til Genoa, og han bliver svær at erstatte. Holdet har dog en forbløffende evne til at hiver nye kaniner op af hatten, og hvis de samtidig kan holde på træner Allegri (som en hel del andre klubber er ude efter), kan de måske fortsætte med at udføre mirakler.

10. Lazio
Romerne så ud til at gå en fin sæson i møde, med kun et enkelt nederlag i de første fem kampe, og resten blev vundet. Men holdet (og i særdeleshed den argentinske angriber Zarate) gik i stå, og man sank ned i tabellen igen. Sæsonen igennem kom og gik resultaterne i stimer med tre-fire sejre i træk, der så blev fulgt op af lige så mange nederlag på stribe. Ud af 38 kampe, blev det kun til fem uafgjorte. I de interne kampe mod Roma, tabte man den første med 0-1 men vandt den anden 4-2.

Selv om holdet sluttede som nr. 10, er man med i kvalifikationen til Europa League til efteråret, da man vandt Coppa Italia. Selv om pokalen ikke betyder alverden i Italien, er det dog bedre end ingenting og det sikrer dog et par europæiske kampe til efteråret. Kampe som kan give erfaring til unge spillere. Det lader til at man mister makedoneren Pandev til sommer, og han bliver svær at erstatte da han kan spille flere offensive pladser. Forsvaret har ikke været imponerende, og skal man slutte højere oppe i tabellen i næste sæson, kræver det nok nogle defensive indkøb.

11. Atalanta
Klubben fra Bergamo er et af de mindre profilerede hold i Serie A, men slutter midt i tabellen via deres styrke på hjemmebane. Det fik bl.a. Inter at føle, da de i januar tabte med 1-3 i Bergamo, og måneden efter blev Roma sendt hjem med en 0-3’er i bagagen. Men holdet var meget afhængig af sine to angribere, Floccari og Doni, og var de ude med skader eller havde de blot en dårlig dag, ja så var det som regel ensbetydende med pointstab.

Doni er efterhånden oppe i årene, og Floccari er der bud efter fra flere sider. Atalanta har ikke en ret bred trup, og får de ikke forstærket sig til den kommende sæson, kan de godt risikere at havne længere nede i tabellen næste år. Men alt i alt var den netop overståede sæson godkendt, og klubbens målsætning om en midterplacering blev opfyldt.

12. Napoli
Campaniens stolthed kom godt fra start i sæsonen med sejre over bl.a. Juventus og Fiorentina, og lå frem til vinterpausen med helt fremme. De var ikke udfordrere til Inter på førstepladsen, men de var bestemt med i spillet om CL-pladser. 2009 startede fint med en 1-0 sejr over Catania, men så gik der også 15 kampe før man vandt igen……det var så også med 1-0 over Inter, men de 15 kampe gav kun et afkast på fem points, og så var man for alvor hægtet af.

Især offensivt kneb det gevaldigt, og angrebsduoen Denis/Lavezzi gik helt i stå. Desuden blev de offensive midtbanespillere Gargano og Maggio begge skadet, så angrebet var helt amputeret. Det kostede træner Reja jobbet, og den tidligere Livorno- og landsholdstræner, Roberto Donadoni tog over og fik stabiliseret tropperne. Han har nu hentet Udineses topscorer Quagliarella til klubben.

Men set i lyset af den flotte start, må sæsonen siges at have været lidt af en skuffelse, og næste år vil de gerne længere op i tabellen. Det afhænger dog nok af, om man formår at holde på midtbanespilleren Hamsik, og om man vil være i stand til at hente flere sejre på udebane, end de sølle to man hentede i denne sæson.

13. Sampdoria
En yderst skuffende sæson for det talentfulde mandskab, som til dels skyldes skader på vigtige spillere som Palombo og Bellucci, men det rokker ikke ved det faktum, at holdet underpræsterede. Man kunne have reddet lidt af sæsonen med en pokaltriumf, men man tabte finalen mod Lazio og er dermed ikke repræsenteret i Europa til efteråret. Og for at hælde yderligere salt i såret, så tabte man begge lokalopgør mod Genoa med hhv. 0-1 og 1-3. Meget værre bliver det ikke!

Sæsonens lyspunkt var, at man hentede angriberen Pazzini som varmede bænken i Fiorentina. Han blev byttet ud med Bonnazzoli som var gået i stå, og det skulle vise sig at være en god handel. Pazzini blev hentet i januar, og faldt hurtigt ind i et godt samarbejde med Cassano. Pazzini lavede 12 mål i løbet af foråret for genoveserne, hvilket må siges at være godkendt. Kan man holde på Cassano og ham, ser næste sæson allerede på nuværende tidspunkt bedre ud.

14. Siena
Mission accomplished: Siena overlevede og er klar til endnu en Serie A sæson! Med rækkens næstringeste angreb med 33 mål på samvittigheden (kun Reggina med 30 mål scorede færre gange i sæsonen), er det i sig selv imponerende, men Siena overlevede via en stærk defensiv. Kun 44 mål lukkede de ind, og det er kun top-5 mandskaberne som kan prale af, at have lukket færre mål ind.

Men seks hjemmesejre på 1-0 over Roma, Fiorentina, Torino, Reggina, Atalanta og Palermo bidrog væsentlig til redningen. I min verden spiller Siena ikke det mest underholdende fodbold, men når de er kommet foran, er de gode til at rykke sammen i de bagerste rækker og holde modstanderne stangen. Hjemme i Toscana har de et medlevende hjemmepublikum i ryggen, og holdet har med ca. 85% den største belægning på tribunerne i Serie A.

Som oftest bliver Siena før sæsonstart spået til nedrykning, og på et eller andet tidspunkt får eksperterne vel ret. Holdet er ikke imponerende, og hvis de får skader på væsentlige pladser, er truppen for smal til at sætte de nødvendige forstærkninger ind.

15. Catania
Sicilianerne klarede sig også igennem endnu en sæson i den bedste række, men det kom til at være lidt for spændende for dem. Holdet spillede som sædvanligt godt i efterårssæsonen med kun et enkelt nederlag på hjemmebane samt en midterplacering til følge, og gik så helt i stå i det nye år.

I sæsonens første otte kampe, tabte man kun en enkelt, og det var med 1-2 ude mod Inter……og Inters sejrsmål var oven i købet et selvmål. Men når nytåret er overstået, går holdet helt koldt og taber ud og hjemme. Det er sket i de tidligere sæsoner, og denne var ingen undtagelse. Hvis Catania i fremtiden gerne vil undgå at blive åndet i nakken af nedrykningsspøgelset, skal de nok sørge for at hente flere points i løbet af forårssæsonen.

Det er hjemme på Sicilien, at størstedelen af holdets points kommer i hus, og sammen med Torino var de rækkens ringeste udehold i år. En enkelt udesejr blev det til, men det var til gengæld en sejr på 4-0 over lokalrivalerne fra Palermo. Det hører dog med til historien, at Palermo fik en mand udvist efter et kvarters spil. Men alt i alt en sæson, som man kunne have forventet fra Catanias side.

16. Chievo
Forstadsklubben fra Verona var oprykker i denne sæson, og de fleste havde vel forventet at de røg ned igen. Det kunne da også godt se ud som om at de ville gøre det, især i starten af sæsonen. Den første kamp blev vundet med 2-1 over bundrivalerne fra Reggina, men så gik der også 13 kampe før man vandt igen, denne gang med 1-0 ude over Udinese.

I alt vandt Chievo kun otte kampe i hele sæsonen, men de to af dem var over Reggina som derved blev kørt agterud, og dertil kommer at man formåede at spille hele 14 kampe uafgjort. Sjovt nok var Chievo et af rækkens ringeste hjemmehold, og over halvdelen af de points som holdet skrabede sammen, kom på udebane. Skal de overleve den kommende sæson, skal de så nok begynde at vinde flere kampe på hjemmebane.

17. Bologna
Holdet fra “den fede by” eller “den røde by” som Bologna ofte kaldes for, klarede sig på sidste spilledag igennem skærene, og reddede sig endnu en sæson i den bedste række. Det kan de for en stor dels vedkommende, takke topscorer Marco di Vaio for. Bologna scorede i alt 43 mål i denne sæson, og han alene stod for de 24 af dem. Nr. to på deres topscorerliste lavede fire mål….

I sæsonens første kamp, vandt de noget overraskende (og meget ufortjent) med 2-1 ude over Milan. Men i de følgende ni kampe, tabte man de otte af dem og derved røg træneren ud. Mihajlovic tog over efter 1-5 nederlaget til Cagliari, og fik stabiliseret tropperne. I de følgende 11 kampe tabte Bologna så en enkelt, hvilket var ude mod Milan, så den kunne accepteres.

Men det var primært defensiven han fik styrket, og holdet vandt stadig ikke nok kampe. Mihajlovic-magien forsvandt igen, og Bologna begyndte på ny at tabe kampe. Så røg serberen ud, og man vandt tre ud af de sidste seks kampe og reddede sig derved.

Det er muligt at di Vaio forsvinder til sommer, og gør han det, vil Bologna nok få en vanskelig sæson næste år. Holdet er ret ordinært, og man har været helt og aldeles afhængig af de mål han scorer. Forsvaret er ikke imponerende, og man formåede kun at holde buret rent i fire kampe.

18. Torino
Denne gang holdte Torino sig kun oppe i tre sæsoner, før de røg ned igen. Holdet er ganske enkelt ikke stærkt nok, og består mest af gamle spillere fra andre klubber. De har nogle spændende unge spillere som Bianchi der er udlejet af Manchester City og Abate som er ejet af Milan, men holdet derudover er ikke noget særligt. For blot to sæsoner siden, troede jeg at de var i gang med at opbygge et slagkraftigt mandskab, men det er ikke blevet til noget. Nu bliver de så rippet for de sidste talenter de har, og de må starte helt forfra.

På hjemmebane fik de hevet en del points i land, men sammen med Catania var de rækkens ringeste udehold, og imod de andre bundhold som Lecce, Reggina, Bologna og Cheivo, formåede Torino kun at vinde en enkelt kamp.

Torino kunne selv have afgjort sagerne, men de sidste to kampe mod hhv. Genoa og Roma blev begge tabt med 2-3 og da Bologna i den sidste kamp slog Catania (som ikke havde mere at spille for), var sagerne afgjort. Torinos kamp mod Genoa, blev for øvrigt skæmmet af en enormt dårlig opførsel af klubbens spillere, og efterfølgende fik syv af dem det røde kort!

19. Reggina
Efter at Reggina i flere år har danset rundt oven på nedrykningsstregen, og kun er blevet reddet af en stærk slutspurt og andre klubbers velvillighed, gik det denne gang galt. I tidligere år er man blevet reddet af at have en enkelt stærk angriber, som oftest var garant for ca. 15 mål, som eksempelvis Cozza, Bianchi og Amoruso. De er nu væk, og man hængte hatten på Corradi, som kun nåede op på 10 mål.

Det så igen ud til at de ville sætte en magisk slutspurt ind, og vandt da ude over Atalanta og Bologna samt hjemme over Cagliari i de sidste kampe, men det var ikke nok, da de andre bundhold også fik points. Om nogle vil begræde tabet af Reggina tvivler jeg på - ud over calabrierne selv. Holdet spillede enormt defensivt, især på udebane, og truppen var af en noget blandet kvalitet. Jeg selv kan ikke umiddelbart mindes at have set en kamp hvor Reggina har været involveret, og hvor jeg bagefter tænkte ”sikke en god kamp”.

20. Lecce
For nogle år siden havde Lecce tjekkiste Zdenek Zeman som træner, og i de år var de vel et af de mest underholdene mandskaber i Serie A. I sæsonen 2004/2005 scorede de ikke færre end 66 mål, og blev kun overgået af mestrene fra Juventus som scorede 67 af slagsen. Til gengæld lukkede de også 73 mål ind i den anden ende, og havde rækkens suverænt ringeste forsvar. Men kampe som 3-4 mod Udinese, uafgjort 3-3 og en sejr på 5-3 over Lazio, nederlag på 2-5 mod både Milan og Juventus samt en 3-3’er mod Parma, bidrog i høj grad til underholdningsværdien, og den nuværende Roma angriber, Mirko Vucinic, scorede 19 af de 66 mål.

Et så underholdene indslag var Lecce slet ikke denne gang, om end de var knap så defensive som Reggina. Holdet havde ganske enkelt ikke kvaliteterne til at begå sig i den bedste række, og meget længere er den ikke.