Det er Bastilledag og dermed fransk nationaldag, men vi tillader os alligevel at tage de rød-hvide briller på i denne artikel. SAS Ligaens sæsonstart er nemlig om mindre end en uge, og det er på tide at få et overblik!

Det gør vi med en tre-trins-raket. Vi deler simpelthen de 12 klubber op i tre artikler: Én helliget den forventede topkamp, én der fokuserer på midterholdene – og én der behandler bundholdene.

Vi starter i dag fra bunden – og nedenstående er altså et kig på de fire hold, der må forventes at få det sværest i den kommende sæson...

Når du har læst denne optakt, kan du, hvis du har lyst, kommentere den i følgende forumtråd: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=14725&ForumID=1#4

SAS Ligaen går i gang tirsdag d. 19. juli med Esbjerg-OB, og dagen efter følger de øvrige kampe i første runde.

Når vi kommer nærmere sæsonstarten, kan analyser af kampene findes på denne side (det anbefales, at man skriver sig på mailinglisten): http://www.betxpert.com/ekspert/dan/

Nedrykningskampen


SønderjyskE, Horsens, AGF, FC Nordsjælland

Mens spændingen omkring mesterskabskampen de seneste år har vekslet en del, har der i den anden ende af tabellen været garanti for tæt fight om overlevelse i landets bedste række. Hvert år rykker to nye udfordrere op, som med små midler og en gedigen indsats skal forsøge at indløse ny billet. Det er oftest set, at den ene af de to må lade livet og vende tilbage til 1. division. I år er det to jyske hold der skal prøve lykken. Sønderjyske tog den samlede sejr, mens AC Horsens også fik hevet sig op i det gode selskab, selvom det blev tættere end østjyderne havde håbet på, i betragtning af det store forspring, klubben havde i vinterpausen. Disse to klubber er selvskrevne til deltagelse i bundstriden, mens det er vanskeligere at se hvem de skal slås med.
I sidste sæson var FC Nordsjælland dybt indblandet i en bundstrid, som længe så ud til at tippe til den forkerte side for Farums drenge. Holdet er stærkt og burde ikke ligge hvor det gjorde, men jeg vil alligevel tillade mig at nævne FCN som en kandidat til en af jumbopladserne, selv om nordsjællænderne er bedre rustede end andre bundhold.
Det er ofte set, at man får sig lidt af en overraskelse i løbet af sæsonen når stillingen begynder at tegne sig. Men skal man forud for denne sæson forsøge at komme med en spådom, så kunne man se sig om efter klubber der har mistet mange spillere (selvom dette ikke altid er ensbetydende med fiasko). I Århus har man haft et par magre sæsoner, og spillerne er efterhånden blevet trætte af det og søger nye græsgange. Desværre for AGF, så har man ud over dette en ret så elendig økonomi der gør, at man ikke er i stand til at erhverve sig tilstrækkelige erstatninger. En traditionsklub der efterhånden gør tradition i skidte resultater, så jeg tilføjer århusianerne til listen over mulige nedrykkere - med blødende hjerte, for AGF fra landets næststørste by hører jo til i superligaen.
Skal en femte kandidat findes til den tætte bundstrid, skal den findes i enten Viborg og Silkeborg, hvor førstnævnte har solgt ud af stjernerne og sidstnævnte må undvære Kim Olsen det meste af efteråret. Det burde ikke for alvor blive aktuelt i de to klubber, men dog mener jeg at de i hvert fald skal med i en bisætning i denne nedryknings-oversigt, da de i den kommende sæson tilhører de svageste i den bløde midte af ligaen.

SønderjyskE

Der er sket en del i Haderslev siden klubben sidst var i superligaen. Den gang rykkede man ned med et brag, med en total pointhøst på sølle 11 point. Klubben har siden skiftet navn til SønderjyskE, og rykkede op i superligaen som nummer 1, da man i sidste runde smuttede forbi Horsens med en fantastisk kamp.
Der er kommet 3 nye spillere til klubben i sommerpausen. Evigskadede Tomasz Mazurkiewitz er hentet i AGF, hvor han aldrig helt er slået til. Kan han holde sig skadesfri, vil han være et plus på midtbanen. Mads Beierholm er hentet i Vejle og vender således tilbage i den liga han debuterede i som 16-årig. Siden er udviklingen gået lidt i stå for talentet, som dog nok skal blive et plus for oprykkeren. Dennis Danry er sidste nye spiller i klubben.
Holdet er bygget op omkring tidligere superligaspillere som Michael Nonbo, Peter Sand og Jacob ”Gaxe” Gregersen, alle med en vis rutine i den bedste række. SønderjyskE har også 1. divisions topscorer fra sidste sæson, Jacob Olesen. En stor og stærk spiller, og det skal blive interessant og følge om han kan holde et nogenlunde niveau i superligaen. Generelt er SønderjyskE stærke i offensiven, men det bliver en stor omvæltning fra 1 division til superligaen, hvor de forsvar man møder er en tand stærkere. På den negative side tæller defensiven som selv i 1. division havde vanskeligheder med at holde stand. Problemerne bliver ikke mindre i superligaen, og det vil blive mere end vanskeligt for SønderjyskE, hvis man skal score 2-3 mål i hver kamp bare for at få point hjem. Forstærkningerne har ikke været tilstrækkelige efter vores mening, og selv om Søren Kusk før har lavet mirakler, ligner det mest af alt et lynvisit fra oprykkernes side.
Bud på placering: 11-12

AC Horsens

Efter 35 års dødvande er Den Gule Fare tilbage i landets bedste række, som holdet sidste gang forlod tilbage i 1970, efter 4 sæsoners ophold. I 1967 tog holdet bronze som oprykker, dette sker næppe denne gang.
Holdet har i Hamburger SV lejet Besart Berisha, som i foråret var på lejebasis i AaB uden den store succes. Der var han i hård kamp med Simon Bræmer om spilletiden – det bliver nok lettere for ham at slå igennem i Horsens, som ikke er lige så stærke i det fremadrettede spil. Topscoreren fra sidste sæsons første division Niels Lodberg er sikker starter, mens Berisha skal kæmpe med den anden nye angriber i truppen Abdul Sule om spilletiden. Sidstnævnte har efter min mening aldrig for alvor vist et niveau der er superligaen værdig.
Kasper Klausen er hentet i Skjold, og han skal kæmpe med Martin Heinze om pladsen på højrekanten. I første omgang er Heinze førstevalget. Han er dog tvivlsom i de første par kampe i efteråret pga. en operation i slutningen af sidste sæson.
Sidste nye spiller, som er landet i Horsens er den tidligere Lyngby- og Farum-spiller Rasmus Marvits, der er udset til en plads i forsvaret sammen med anfører Mads Rieper.
Horsens har igennem de sidste par sæsoner haft den bedste defensiv i 1 division, og det er også den holdet skal overleve på i superligaen. Vi skal mange år tilbage for at finde en oprykker med samme defensive kvaliteter som Horsens.
Arbejdshesten på midtbanen er Allan Søgaard, som vi nok skal komme til at høre en del til i løbet af sæsonen. På plussiden tæller også målmand Søren Jochumsen, som i flere sæsoner har været 1. divisions klart bedste målmand. En anden spændende spiller er Stefan Ernemann, som sparker utrolig godt til en bold. Han mangler dog fortsat et højt bundniveau.
På den negative side skal det nævnes, at holdet laver for få mål – et aspekt der skal forbedres hvis man vil tale om overlevelse. De offensive forstærkninger taler for, at dette godt kan lykkes, men der skal en stor indsats til.
Med Horsens stærke defensiv tror jeg de har nogenlunde chancer for overlevelse. Man har i pokalen vist at man kan bide skeer med større hold, i og med man har slået Silkeborg, AaB og AGF.
Bud på placering i SAS-ligaen: 9-11

AGF

Den jyske traditionsklub havde et elendigt forår og som helhed en meget dårlig sæson sidste år. Økonomien har været skidt, flere spillere har skabt dårlig omtale og træneren har været noget udskældt. Den manglende succes og de alternative metoder er blevet for meget for flere af spillerne, som har søgt væk og amputeret førsteholdet kraftigt. Klubbens yndling Leon Andreasen er endelig blevet solgt til det store udland, mens Ulander er vendt hjem til Sverige. Thomas Thorninger er endelig bukket under for skaderne, mens Søren Pedersen er smuttet til Randers FC og Mazurkiewicz til SønderjyskE på et lejemål. Yderligere er Patrice Kwedi også færdig i klubben. Lidt af en udluftning når man ikke for alvor har hentet nye ind. Anders og Kristian Kaagh er hentet i Viborg, mens Frederik Krabbe er hentet i egne rækker. Unge spillere som ikke styrker truppen øjeblikkeligt. Og senest to midtbanespillere, Carsten Hemmingsen og Roger Risholt, som måske kan gøre midtbanen mere solid og dermed styrke holdet – men som også meget vel kan skuffe... Hemmingsen er 34 og Risholt blev senest vraget i Frederikstad.
På målmandsposten ser AGF ud til at miste vigtig bredde – Rune Pedersen, der i foråret ragede uklar med klubledelsen pga en famøs bytur, meldes på vej til England. Tilbage er så unge Steffen Rasmussen - og den endnu yngre Lasse Borg... Og det kniber også i forsvaret, der bortset fra Jesper Sørensen er temmelig ungt og uerfarent. Dog er finske Tuomas Aho, Shane Cansdell-Sherriff og Kasper Kure, der sammen med Sørensen stod for defensiven i slutningen af sidste sæson stadig med. Men de er i starten af tyverne – og i øvrigt ikke ligefrem klassespillere. Derudover er der tre på 18, 19 og 20 år...
Der er snak om, at AGF prøver at få fat i Rosenborgs rutinerede forsvarskæmpe Erik Hoftun. Dét ville være lidt af et scoop, men lad os nu se...
På midtbanen har AGF stadig svenske Tobias Grahn, norske Jonny Hanssen samt gode gamle Thomas Lindrup, ex-BIF og ex-OB. Og så har man kort før sæsonstart hentet nordmanden Roger Risholt (26 år) på en fri transfer i Frederikstad (hvor Drillo ikke kunne bruge ham) samt 34-årige Hemmingsen, der senest har været i førstedivisionsklubben Vejle. Så her er der altså en del rutine – samt talenter som Mads Frost, Martin Mikkelsen og Danilo Arrieta. Men man kan diskutere, om indkøbene reelt vil styrke holdet.
I angrebet har Christer George, Morten ”Duncan” Rasmussen (der vel i øvrigt burde tage navneforandring til ”Maradona/Guds Hånd”) og Helgir Sigurdsson fået følgeskab af ex-Brøndby-manden Peter Foldgast, der senest har slået sine folder i den tyske sekundaklub Rot-Weiß Essen. Foldgast har i øvrigt spillet for AGF før –ét år som yndling, før han drog vestpå. Alt i alt er dette angreb bestemt ikke ueffent, og det bliver da spændende at se, om Foldgast igen kan markere sig i SAS Ligaen.
Skal man udpege nogle profiler, der skal bære AGF, kunne man passende tage en mand i hver kæde, bortset fra målmandsposten: Jesper Sørensen, Tobias Grahn og Christer George. Gode folk – men er det nok?
AGFs store problem er, at man ikke har økonomi til at styrke truppen her før sæsonen. Hvis AGF skulle hente nye, så bliver det ikke det helt store og slet ikke specielt dyre spillere. Der har i sommerpausen verseret rygter om at Åkeby skulle være klar til at forlade trænerposten, og ærligt talt, så mener jeg det ville være noget af det bedste der kunne ske for holdet lige nu. En ny start, en ny opbygning og helt nye metoder. Dog tror jeg han tager efteråret med, og det kan blive en hård tur for AGF. De mangler en del på spillerfronten og klubben virker noget demoraliseret efter sidste sæson. På trods af tidligere imponerende præstationer, så er de i denne sæson mit bedste bud på en af de gamle superligahold som blander sig i bundstriden.
Bud på placering: 9-11

FC Nordsjælland

Her har vi mit sidste bud på en mulig nedrykker. Risikoen skal dog ses som ret lille, da holdet har et vist format og i den grad underpræsterede i den seneste sæson. Alligevel synes jeg at de på grund af disse præstationer skal nævnes i denne sammenhæng.
Hen over sommeren har der været en del afgange, men også en del tilgange. Dog er det ikke de mest betydende navne der er gået eller kommet. Bashkim Ziberi og Venhar Sabani har forladt klubben, mens et par marginalspillere er lejet ud til klubber i første division. Reservemålmand Jan Budtz er taget til Doncaster i England, Kofi Dakinah er smuttet til Ølstykke og Mamadou Coulibaly, som aldrig helt slog til, er vendt hjem til Lokeren i Belgien efter endt lejemål. Afgangene har ikke svækket holdet det helt store. Af tilkommere kan nævnes to unge fra egne rækker, Daniel Jensen og Patrik Wozniacki. Ulrik Thomsen og Michael Ribers er hentet i Skjold, og Steffen Hartmann er vendt tilbage efter et lejeophold i AB. Yderligere er Anders Due hentet i Nykøbing Falster Alliancen. Som nævnt ingen prangende navne, da der også i FCN er sparetider i år.
Holdets helt store profiler er angriberne Tommy Olsen og Mads Junker, samt forsvarsklippen Kenneth Rasmussen. Træner Johnny Petersen skal gerne hive et par gode resultater ind i starten af sæsonen for at køle sit sæde lidt ned. Man har ikke glemt at man var lige på kanten til at smutte en tur i første division.
Jeg forventer ikke det store af dette hold.. Går det allerbedst kan man måske snige sig til en midterplacering, men i værste fald kan man igen ryge med i nedrykningskampen.
Bud på placering: 7-10.