Den danske Superliga skal have et slutspil fra 2012. Det mener Divisionsforeningen der fredag 6. marts (dagen hvor forårssæsonen går i gang) fremlægger et strukturændringsforslag for DBUs repræsentantskab. 

Antallet af hold i den bedste række skal bibeholdes, mens den næstbedste række skal skæres ned fra 16 til samme antal, dvs. 12. Men det skal kun være udgangspunktet, i efteråret.

I anden halvsæson skal Superligaens otte øverste klubber dyste om guldet, mens de fire nederste skal ud i et op-/nedrykningsdrama mod de fire bedste fra den næstbedste række (mens de øvrige 12 derfra skal spille for at undgå nedrykning til den tredjebedste række).

Hensigten er at gøre de to øverste danske rækker, og især Superligaen, bedre; færre nemme kampe vil gøre de gode hold stærkere og gøre Danmark mere konkurrencedygtig i international sammenhæng.

Samtidig vil den nye struktur være en fordel for talentarbejdet i dansk fodbold. Mener altså Divisionsforeningen.

Slutspil kan skade dansk fodbold
Hensigterne er fine. Men bliver det også resultatet? Næppe. Et slutspil vil skade dansk fodbold, mener Superliga-ekspert Daniel Hedelund, der har læst den undersøgelse, der ligger bag Divisionsforeningens forslag.

Herunder kan du se Daniels mening om forslaget samt hans overvejelser om en alternativ strukturændring, en udvidelse.

Til sidst ser i denne artikel kan du læse Daniels referat af den konsulentundersøgelse der ligger bag Divisionsforeningens forslag.

Husk endelig at komme med DIN holdning, via artiklens kommentarfunktion.

Det perfekte bliver det godes fjende


Det er ganske glimrende, at DBU og Divisionsforeningen endelig har foretaget en undersøgelse af den nuværende struktur og muligheden for en ny.

Dansk klubfold har været i en rivende udvikling under den nuværende struktur de seneste fem år. Superligaens niveau er hævet markant, og det har også udmøntet sig i flotte resultater på den internationale scene. 

Således er vi snublende tæt på at få to mandskaber med i kvalifikationen til det forjættede Champions League gruppespil, som giver en fantastisk økonomisk og sportslig udsigt for dansk klubfodbold.

Det går med andre ord temmelig godt...

Men denne vækst både på det sportslige og økonomiske plan skulle gerne fortsætte, og det kan meget vel tænkes at der er behov for en ny struktur. Således er det ikke hensigtsmæssigt at den nuværende struktur med 12 hold betyder, at holdene mødes tre gange pr. sæson

Desværre er der flere alvorlige problemer ved den slutspilsstruktur, som konsulentfirmaet Capacent har udarbejdet, og som Divionsforeningen vil anbefale DBUs repræsentantskab, som holder sit årlige møde d. 6 marts.

Jagten på høj kvalitet vil have alvorlige konsekvenser, og i længden vil det ikke give fremgang for Danmark i international sammenhæng. Med andre ord, risikerer det perfekte at blive det godes fjende...

Færre gode hold
Et af DBUs vigtigste kriterier for en ny variant er, at dansk klubfodbold skal blomstre endnu mere på den internationale scene. Helt konkret ønsker man, at Danmark skal avancere og være blandt de 15 bedste lande på UEFAs liste, hvorpå Danmark så ville have mulighed for at få to hold med i det forjættede Champions League-gruppespil.

En vigtigt forudsætning for at nå dette mål er ifølge Capacent, at der er sportslig matching i Superligaen; at der ikke er for stor forskel mellem de gode og de dårlige, det vil sige, så de bedste hold ikke har nogle ”nemme” kampe på programmet. Dette undgås ved at lave et slutspil, hvor rækken splittes op halvvejs.

Problemet er blot, at forslaget vil virke kontraproduktivt i forhold til den sportslige matching. Der vil opstå en kløft mellem de hold, der hvert år avancerer til slutspillet, og de hold, som ender i nedrykningsspillet. Her kan det indvendes, at det vil variere fra år til år, hvilke hold, der ender hvor. Men den økonomiske fordel ved at ende blandt de bedste, vil simpelthen være så markant, at de hold, der overlever nedrykningsspillet, vil stå dårligere og dårligere. I løbet af få år vil det være de samme otte-ni hold, der forud for sæsonen vil stå med alle trumferne på hånden.

Ingen almen interesse i nedrykningsspillet
Capacent forudser, at der vil være intense og spændingsfyldte nedrykningsdramaer, der kan tiltrække både TV-, sponsor og kampdagsindtæger for klubberne. Der skydes desværre igen langt over mål med denne fejlagtige antagelse.

TV-stationerne er velvidende om, at mange kampe henover én halvsæson med hold som Randers, HB Køge, Fredercia og Horsens slet ikke har den samme almene seerinteresse, som New Firm og andre topopgør. Jovist bliver nedrykningskampene vist på TV, men mon ikke de henvises til Canal 9 og TV2-Sport, hvor TV-indtægterne er begrænsede. 

En struktur uden charme
En anden problematik ved det nye forslag er, at det sportslige program simpelthen bliver kedeligt; hvis der hele tiden er store kampe på programmet, udvandes begrebet.

Hvert år vil byde på måske seks indbyrdes opgør blandt nogle klubber, og det gør i den grad strukturen ensformig både for spillerne og ikke mindst for de danske fodboldentusiaster. 

Således skal New Firm spilles fire gange årligt, ja og op til seks, da der en vis sandsynlighed for, at Brøndby IF og FC København kunne støde ind i hinanden i en pokal-semi eller -finale.

Manglende talentudvikling
Capacent vurderer, talentudviklingen vil blive optimeret ved at implementere det nye forslag. Himmelråbende naivt. Danske talenter vil ikke få bedre udviklingsmuligheder med det nye forslag.

Klubberne vil ikke have råd til at give talenter chancen i samme grad som nu, da det vil være for risikabelt. Det handler om millioner, om du er med blandt de bedste otte eller ej, og så er det sikrere at købe og satse på en spiller, der tidligere har præsteret på højt niveau fremfor at give et talent chancen. 

Hvad med en udvidelse - til 16 hold?


I stedet for at gå efter et slutspil der reelt reducerer Superligaen til 8 hold, skulle man måske overveje at gå den anden vej - en udvidelse, til fx 16 hold. Lad os se på pro og con i den forbindelse.

At der kun er op imod 15 klubber med budget til Superliga niveau, har fået Capacent og Divisionsforeningen til at fravælge muligheden for en 16-holdsliga.

Men deres forslag skal alligevel først skal realiseres i 2012 (såfremt DBU repræsentantskab byder det velkomment). De klubber, der pt står på trappen til at blive fuldtidsprofessionelle og dermed Superliga-beredte, har altså stadig 2 år til at opnå det økonomiske grundlag for at være i betragtning til en 16-holdsliga. 

Omvendt er det et stærkt argument imod en udvidelse af Superligaen, at vi i øjeblikket befinder os i en tid, hvor morgendagens økonomiske situation er svær at spå om. 

For mange nemme kampe?
De fleste kritikere af en udvidelse af ligaen til 16 hold bruger ofte argumentet, at der så er for stor forskel mellem de gode og de dårlige hold. Spørgsmålet er dog, hvor vigtig sportslig matching er?

Internationalt set er Superligaen blandt de mindre ligaer, men man kan jo kigge på de store ligaer, som fx den spanske La Liga. Her klarer mastodonterne Real Madrid og Barcelona sig jo ganske glimrende internationalt på trods af mange ”nemme” kampe på programmet i den hjemlige liga.

Mangel på spænding?
Modstandere af en udvidelse vil mene, at en for stor forskel på top og bund vil tage spændingen af ligaen til sidst på sæsonen.

Men ved at tage udgangspunkt i bunden af en 16-holdsstruktur, kunne man for at øge spændingen, have 2 direkte nedrykkere, mens den trediedårligste skulle ud i play-off mod den trediebedste i den næstbedste række. 

Vil talenter blomstre i en 16-holdsstruktur?
Der er kritikere, der mener, at slutsspilsstrukturen mangler fokus på talentudvikling. Samme modstandere taler ofte for udvidelse af ligaen til fx 16 hold, da talenter her ville få nemmere ved at slå igennem på højeste niveua. Argumentet er, at de stærkeste hold ville have lettere ved at give de unge spillere chancen i kampe, hvor man på forhånd besad en klar favoritværdighed. 

Det er et ganske udmærket argument, men desværre kan man frygte, at de store fordele ved at bide sig fast i ligaen, samt de kortsigtede økonomiske motiver vil få bundklubberne til at satse på middelmåde spillere, som for nogen synes som en sikkere inverstering fremfor at give talenter chancen.

Man har fx indenfor de senere år set f.eks. Viborg og Vejle Boldklub investere i et halvt hold henover vinterens transfervindue for så alligevel at rykke ned. 

Tomme stadioner?
Et argument mod en udvidelse er, at det er tvivlsomt, om der er en base af fans til at 16 hold. Det vil være en negativ udvikling, hvis 1/3 af stadionerne i ligaen vil være mere eller mindre tomme, fordi der simpelthen ikke er den fornødne opbakning i lokalområderne til holdene.

Men denne opbakning kunne måske komme til lokalområderne, hvis holdene over en periode kunne fastholde sig i den bedste række og samtidig få markedsført sig og appelleret til det lokale område.

Capacents undersøgelse og konklusioner


DBU og Divisionsforeningen hyrede sidste år konsulentfirmaet, Capacent, til at lave en gennemgribende undersøgelse af den danske Superliga struktur.

Opdraget var følgende:

En fremtidig struktur skal ”fremme dansk fodbold både nationalt og internationalt”. 

På den internationale scene er målet helt konkret, at dansk klubfodbold skal være ”blandt de 15 bedste klubber på UEFA’s rangliste”.

Endelig er det vigtigt, ”at de bedste klubhold fungerer som sunde forretninger med gode sportslige resultater”.

Capacent nåede på den baggrund frem til følgende - som fremlægges som forslag for DBUs repræsentantskab d. 6 marts:

Slutspilstrukturen
Superligaen skal fortsat bestå af 12 hold, og den næstbedste række skal bestå af samme antal (dvs. skæres ned fra 16 til 12).

De 12 hold i den bedste række skal hvert efterår dyste om 8 slutspilspladser. Tanken er, at de 8 bedste Superliga mandskaber skal bevare deres point og i løbet af foråret kæmpe om fordelingen af guld, sølv og bronze.

Efterårets fire nederste Superliga mandskaber skal i foråret dyste med de fire øverste hold i Viasatsport Divisionen. Her vil holdene få tildelt point alt efter deres placering i efterårssæsonen. 

5-12 i Viasatsport Divisionen skal, med bevarede point fra forårssæsonen, ud i et nedrykningsspil om ikke at trække to nitter, som er et goddag til en ny tilværelse i 2. Division. 

10-pladsen skal ud i en play-off kamp mod den samlede bedste toer i 2. Division Øst- og Vest.
De to vindere af 2. Div. Øst- og Vest får en direkte billet til en ny tilværelse i Viasatsport Divisionen. 

Ikke økonomisk plads til 16 klubber
I moderne fodbold er et økonomisk stærkt fundament et must for at klare sig blandt de bedste. De danske Superliga klubber får hovedsageligt deres indtægter fra TV, sponsorer, kampdagsindtjening, og kvalificerer man sig til enten Europa- eller Champions League er der også afgørende indtægter at hente.

Præmissen for at opfylde de økonomiske krav i Superliga regi er ifølge Capacent, at alle Superliga spillere skal være fuldtidsprofessionelle, og det vurderes, at op imod 15 klubber i Danmark vil kunne opfylde disse krav.

Derfor fravælges muligheden for en liga på 16 hold, hvor mandskaberne mødes to gange. Fordelen ved slutspilsstrukturen er ifølge konsulentfirmaet, at kampene bliver mere spændende, da der både at et slutspils- og nedrykningsdrama. Det er i den almenens interesse, så der vil være fx øgede TV- og kampdagsindtægter til gavn for klubberne.

Den sportslige gevinst
På den sportslige side peger Capacent også på forskellige kriterier, der er forudsætning for at opfylde DBU’s målsætning: Bundniveauet bør være relativt højt, forstået på den måde, at de bedste hold bliver matchet i alle kampe. Det vil ruste de bedste danske klubber på den internationale scene, og dermed bliver DBU’s andet mål også realiseret.

Næste aspekt er, at Viasat Divisionen bør udvikles både sportsligt og økonomisk, så springet op til Superligaen ikke bliver for stort. Det gøres ved at nedskære antal hold, så man undgår konkurser. Sidst er talentudviklingen i dansk fodbold også vigtig at have for øje, og her er det tiltænkt, at både Superligaen og Viasatsport Divisionen i højere skal udvikle danske talenter. 

Vigtigt med lige mange hjemme- og udekampe
For den nye struktur er de vigtigste matematiske forudsætninger, at ligaen består af et lige antal, så det bliver en ligeud-turnering, hvor der er lige mange hjemme- og udekampe.

Der er nu en skævvridning i kraft af, at klubberne skal møde hinanden 3 gange pr. sæson. Favoritten inden sæsonstart har fordel i at have 2 hjemmekampe mod et andet notorisk tophold. Omvendt har en oprykker vel størst interesse i at møde fx OB og FCK 2 gange på henholdsvis Fionia Park og i Parken, hvis det giver flere hjemmekampe mod andre forventlige nedrykningskandidater. 

En ligeud-turnering kan ikke realiseres med 12 hold, så Capacent foreslår, at man tager slutspilsvarianten i brug. Det giver 2 indbyrdes møder i foråret, og 2 indbyrdes møder i efteråret med de hold, man er i gruppe med.